Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1360Visninger
AA

5. Kapitel 4: Dragefødte

Allerede på lang afstand kunne jeg se, at dette ikke var den samme drage som i Helgen. Denne var tydeligt mindre og heller ikke helt så kulsort.

Dragen lavede en lang stribe af ild da den fløj over hovederne på vagterne. Varsomt trådte jeg et skridt tilbage. Ingen af menneskerne var blevet ramt, men ilden havde ikke svært ved at få fat i det tørre græs omkring tårnet. De var begyndt at affyre pile mod dragen, men den var så godt som usynlig.

Igen fløj den hen over jorden, så lavt at jeg ville kunne røre ved dens skællede bug. Ild overalt. Men denne gang blev ilden efterfulgt af smertefulde udråb. Jeg bed tænderne sammen. Mændene blev liggende. Helgen vældede op i mine øjne.

Jeg hadede mig selv for bare at se på, så jeg forlod Farengar inden han kunne nå at gribe ud efter mig. På ingen tid var jeg henne ved Irileth, som rakte mig sin bue og pilekogger.

“Vis dit værd, dragetøs.”

Mine øvede fingre greb fat om en pil fra ryggen, og jeg spændte buen. Hurtigt som et lyn fór pilen gennem luften og endte i dragens vinge. Vredt vendte den rundt på himlen, og gentog sin ildspyning hen over os. Irileth og jeg nåede at springe i sikkerhed, men det gjorde mændene ikke. Smerteskrigene vendte tilbage. Jeg prøvede at lukke ørerne.

Dragen lavede en skarp drejning, da den var færdig med at spy ild. Først forstod jeg ikke hvorfor den var på vej væk, men sekundet efter gik det op for mig, at det var den ikke.

Den havde fået øje på Farengar.

Febrilsk prøvede jeg at skyde den ned, men ramte begge gange ved siden af. Panikken tog overhånd som dragen nærmede sig ham med sin ildånde.

Og da skete det.

Jeg vidste ikke hvorfor, men alligevel havde min hjerne tvunget mine lunger til det. Luften bevægede sig op gennem min hals i lange, pulserende strøg. Jeg råbte. Ikke et normalt råb, noget langt højere og kraftigere. Lydbølgerne flød langs græsset og ramte dragen hårdt. Den stoppede forvirret op i luften og prøvede at genvinde balancen. Farengar blev blæst omkuld.

Uden at tænke spændte jeg for sidste gang min bue og ramte dragens bug. Den drattede til jorden med et højt brag.

Vantro stod jeg og stirrede. Det samme gjorde Irileth. For hvad i Oblivion var der sket? Min stemme … havde skubbet til dragen. Jeg havde svært ved at få tankerne til at hænge sammen.

Jeg fik øje på Farengar, som var kommet på benene. Hans ansigtsudtryk var ulæseligt i mørket.

“Irileth! Kom væk fra hende,” råbte han til den rødhårede.       

Til at starte med virkede hun usikker, men fik fart på da der pludseligt gik ild i dragen. Jeg trådte også bagud, men opdagede så, at det ikke var rigtig ild. Nærmere … energi. Så hvidt, at det skar i øjnene at se på. Til sidst var dragekroppen intet andet end et bål af hvid ild.

Og så skød flammerne ind i mig.

Hurtigt genvandt jeg balancen, imens min krop blev gennemboret af ikke-ilden. Jeg var ikke bange. Det gjorde ikke ondt. Jeg kunne mærke energien i mine blodårer. En underligt fantastisk fornemmelse.

Med ét stoppede det. Jeg følte mig tåget og forvirret. Det sidste jeg hørte, før jeg faldt om, var Farengars malplacerede latter.

 

***

 

Jeg havde ingen anelse om hvorhenne jeg var, da jeg vågnede igen. Men jeg lå på noget hårdt. Min krop føltes øm.

To mennesker talte sammen i rummet, den ene var Farengar, den anden en kvinde jeg ikke kunne sætte ansigt på. Jeg gik ud fra, at jeg var tilbage i Farengars studiekammer.

“Farengar, vi kan ikke sende så vigtigt et våben til High Hrothgar,” sagde kvinden i en bestemt tone. Det lød næsten som om de diskuterede. “Så har vi tabt krigen på forhånd.”

“Hvem har sagt noget om en krig?” spurgte Farengar.

“Du regner med at kunne tale dragerne til fornuft?”

Han sukkede irriteret. “Lige meget hvad, så hørte du dem selv. Man kan ikke ignorere de Gråskæggede.”

Kvinden nærmest hvislede ordene ud. “Og man kan ikke ignorere dragerne.”

Farengar tav.

Langsomt åbnede jeg øjnene op, og ja, jeg var tilbage på borgen. Min krop lå på en briks, der ikke havde været i rummet før. De to mennesker stod med ryggene til mig og hovederne langt nede i noget, der måtte være et landkort.

Jeg flyttede en anelse på mig, og Farengar snurrede rundt.

“Du lever!” sagde han overrasket, imens jeg prøvede at sætte mig op.

Med varsomme øjne så jeg på ham. “Hvilken dag er det i dag?” Min stemme var hæs, og jeg mærkede en skarp tørst.

“Morndas, vil jeg mene.” Han smilede stadig.

“Jeg har været væk i et døgn!” Jeg sprang op fra briksen med et sæt, og alt vendtes pludseligt halvfems grader. Mit hoved værkede. Havde det ikke været for Farengars hurtige reflekser, var jeg faldet.

Han skubbede mig ned på briksen igen. “Halvandet døgn for at være helt præcis. Jeg må hellere hente noget sukkerholdigt til dig.” Og så var han væk.

Henne ved bordet stod kvinden stadig med ryggen til mig. Jeg kunne lige ane, at størstedelen af hendes ansigt var dækket af sort stof. Uden et ord rettede hun sig pludseligt op og gik mod udgangen. I åbningen vendte hun sig mod mig. Hendes stærke øjne borede sig ind i mine et par sekunder for længe. Derefter vendte hun om efterlod mig alene i rummet.

Jeg sad alene et halvt minuts tid. Når jeg prøvede at tænke tilbage på dragenatten, kæmpede mit hoved imod med en særdeles slem hovedpine.

Da Farengar kom tilbage, fik jeg kastet et æble i hænderne. Jeg begyndte med det samme grådigt at spise af det. Farengar begyndte at rydde op i sine papirer, men holdt øje med mig i øjenkrogen. Jeg lod som ingenting.

“Farengar?”

“Mmh?”

Jeg tøvede. “Hvad skete der? Inden jeg gik i sort? Jeg kan intet huske.”

Det var svært at tyde mandens ansigtsudtryk. “Har du nogensinde hørt begrebet ‘Dragefødt’ brugt?”

Jeg rystede på hovedet og glemte at spise.

“En Dragefødt er et sjældent individ, som er født med en drages blod og sjæl i menneskekrop. Disse mennesker har en naturlig forståelse af dragernes dødelige sprog. Kan du huske, da jeg talte om Tiber Septim, som efter sin død blev til krigsguden Talos? Han levede for flere hundreder af år siden som historiens seneste Dragefødte. Tamriels lande havde brug for en leder til at samle kontinentet efter stridigheder, og Tiber Septim brugte sin Stemme til at afslutte krigene.”

“Hvordan kan et sprog være dødeligt?” kom jeg til at afbryde ham. Jeg sendte Farengar et undskyldende blik.

Han smilede bare, og var åbenbart glad for, at jeg havde spurgt. “Dragetunge er et ældgammelt sprog, der for drager kan laves til et våben – et Thu’um. Hvert Thu’um er en kombination af tre kraftfulde ord. Også mennesker kan lære disse, men det kan tage op til en hel livstid at mestre bare en håndfuld.” Han holdte en kort pause, og jeg kom i tanke om mit æble. “Til gengæld er Thu’ums fulde af styrke. Så du ikke selv hvordan dragen vaklede, da du råbte ad den?”

Først forstod jeg ikke hvad han talte om. Hvilken drage? Men med ét kom jeg i tanke om alt. Dragealarm ved det vestlige vagttårn. “Tror du at jeg er, hvad, Dragefødt?” Min kæbe hang langt ned mod gulvet.

Han klukkede. “Jeg ikke bare tror det, jeg ved det.”

Der var et kort øjeblik, hvor jeg ikke anede hvad jeg skulle sige.

“Hvorfor talte du med hende den anden om de Gråskæggede?” spurgte jeg så. Alt jeg vidste om sekten var, at de havde til huse på toppen af Skyrims højeste bjerg, Verdens Hals, intet andet.

“Hendes navn er Delphine – og jeg tænkte nok, at du var vågen,” sagde han smilende. “De Gråskæggede er en fredelig orden af munke, der har viet deres liv til Thu’umets kunst.”

“Jeg havde ellers hørt, at de skulle være stumme?”

Han rystede på hovedet. “Ikke stumme som sådan. Når de taler, dannes der storm over deres hjem, High Hrothgar, og folk må evakueres på grund af sneskredsfare. De Gråskæggede hørte din Stemme den aften, du sloges mod dragen, og hviskede dit navn så det rungede over hele Skyrim. De tilkaldte dig.”

Det tog mig et par sekunder at svare. Alt føltes pludseligt så pludseligt. “Så… Jeg skal til High Hrothgar?”

“Ikke alene, selvfølgelig. Kan du gå?” spurgte han.

Jeg rejste mig forsigtigt op fra briksen. Mine ben vaklede kun et kort øjeblik.

“Godt,” sagde han og førte mig ud af kammeret.

Jeg skimmede storsalen igennem efter hvad end Farengar ville vise mig, men alt var som det plejede. Jarlen sad trygt på sin trone. En håndfuld mænd sad tilfældigt spredt ved de to langborde. En ældre kvinde var i gang med at feje midtergangen. Forvirret vendte jeg mig om, men troldmanden stod bare og så afventende på mig.

“Rein?” lød en velkendt stemme pludseligt bag min ryg.

Jeg snurrede rundt til synet af den lyshårede ejermand. “Ralof!” Jeg troede aldrig, jeg havde været så glad for at se den idiot.

Han lukkede mig ind i et stort bjørneknus.

“Hvor længe har du dog været her?” spurgte jeg ind i hans skulder.

Med et smil slap han mig. “Jeg tog af sted så snart, rygtet om dragen var nået til Riverwood.”

Jeg sank. “Jeg bliver nødt til at tage op til High Hrothgar. Har Farengar fortalt dig om det, der skete?”

“Ja,” sagde Ralof alvorligt, “og jeg tager med dig.”

Med et sæt overraskede øjne så jeg op på ham. “Vil du virkeligt det?”

Smilet var ægte. “Selvfølgelig, Reinin. Selvfølgelig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...