Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

33Likes
19Kommentarer
1554Visninger
AA

4. Kapitel 3: Troldmænd

Solen stod i eftermiddag, da jeg fik øje på bymuren omkring Whiterun. Turen havde taget mig lidt mere end et par timer eftersom jeg halvvejs var brudt sammen i gråd og måtte sætte mig ned. Billedet af Liiv blev ved med at dukke op på min nethinde. Lille, skrøbelige Liiv liggende på jorden iført sit bekymrede ansigtsudtryk. Jeg burde ikke have ledt hende gennem den passage. Det ville være bedre, hvis det var mig, der lå fanget under det træ. Min søster var ikke blevet mere end ti vintre gammel. Hun havde ikke haft tid til at prøve livet endnu.

Da jeg nåede byporten slog det mig, at jeg ikke havde noget tilbage. Ingen familie, intet hjem.

Vagten lod mig ind da jeg fortalte, at jeg kom fra Helgen.

Whiterun virkede ubehageligt normal. Smeden var i gang med at smelte jern, og to mennesker diskurede prisen på et stykke brød. Havde de ikke hørt hvad der var sket i Helgen i morges? Nej, selvfølgeligt ikke. Jarlen ville ikke skræmme dem med sådan en historie uden at have forsikret sig om, at den var sand.

Jeg fulgte vejen til borgen på toppen af den klippe, Whiterun var bygget på. Placerede min urørte madpose ved siden ad en hjemløs tigger, som velsignede min godhed.  Jeg fortsatte. Fæstningen var et imponerende bygningsværk, både stort og ivrigt udsmykket. Man skulle op ad en bred, lang trappe for at nå op til hovedindgangen, og det var så småt begyndt at syde i mine ben da jeg nåede dens ende. Jeg vendte mig et kort øjeblik om og så ud over Whiterun. Udsigten heroppe gik langt ud over byens grænser. Jeg følte mig en lille smule større her.

Så snurrede jeg rundt og gik mod den enorme port.

Døren førte direkte ind til en stor sal med to langborde og tilhørende bænke på hver sin side ad ildstedet i midten. Ved den bagerste væg fik jeg øje på hvem der måtte være Jarl Balgruuf, som havde gang i en diskussion med en rustningsklædt kvinde. De resterende mennesker herinde tog ikke notits af min tilstedeværelse, så jeg gik langsomt men sikkert fremad. Lavede en stor bue om det brændende bål.

Da jarlen og kvinden så mig, holdt de begge inde. Jeg stoppede op foran hans trone.

“Hvad er du her for, min pige?” spurgte Balgruuf en anelse irriteret, og jeg havde ikke engang lyst til at fortælle ham, at jeg rent faktisk fyldte tyve år sidste efterår.

Jeg sank. Mine knæ var lige så stille begyndt at ryste. “Jeg … jeg er fra Helgen.”

Jarl Balgruuf rettede sig straks op i stolen, og kvinden trak sig en anelse tilbage. “Helgen! Du så dragen?”

Jeg nikkede. “Gerdur af Riverwood har sendt mig. Vender dragen tilbage, har byen brug for forstærkninger.”

“Selvfølgelig,” svarede manden, og vendte sig så mod den rødhårede kvinde. “Irileth, vi må sende tropper til Riverwood med det samme.”

Irileth gav ham et enkelt nik og forsvandt op ad trappen.

Jarlen så tilbage på mig. “Hvad er dit navn?”

“Reinin.”

“Reinin, er du sikker på, at det var en drage, du så?”

Jeg nikkede. “Den lagde hele byen i ruiner. Det kan ikke have været andet end en drage.”

“Aha,” mumlede han eftertænksomt. “Så har vi brug for hver information vi kan få. Farengar!” kaldte han pludseligt, og jeg gjorde et lille hop i forskrækkelse.

Fra ét af siderummende kom en kutteklædt mand gående. Hætten havde han slået hen over hovedet, men jeg kunne skimte det blege ansigt under det mørkeblå stof. Manden lagde ikke øjnene på mig så meget som et sekund.

“Ja?” spurgte han.

Balgruuf gestikulerede til mig. “Hun var i Helgen under drageangrebet, Irileth rapporterede om,” sagde han, og Farengar spærrede øjnene op og så på mig. “Reinin, Farengar er min hoftroldmand. Han specialiserer sig netop i dragemytologi – som åbenbart er lidt mere end bare mytologi. Fortæl os hvad du så i Helgen. Lige nu er dine øjenvidneberetninger vores eneste udgangspunkt.”

Jeg så på jarlen, imens jeg talte. Farengars mystiske fremtoning gjorde mig ubehagelig til mode. “Det var lige under henrettelsen, at den kom flyvende. Forinden havde vi hørt dens skrig, men ingen havde forudset en drage. Jeg har aldrig set et dyr så stort. Nattesort og en flagermus’ vinger, men langt stærkere. Den satte ild til alt med sin ånde. Væltede mure så let som ingenting.” Min hals begyndte at binde knuder om sig selv.

Farengars blik brændte sin vej ind i mig. “Så du hvor den kom fra? Hvor den fløj hen?” I forhold til situationens alvor virkede manden for opstemt.

Jeg rystede på hovedet.

“Kan du ikke sige os mere? Der være mere.”

Jeg tænkte mig om, men det var svært at tænke tilbage på noget, jeg helst ville glemme. “Jeg… Jeg kan ikke sige mere lige nu. Det hele gik så hurtigt.”

Farengar var tydeligvis skuffet. “Det er helt i orden. Hvis du kommer i tanke om mere, så sig til. Jeg går ud fra, at du ikke længere har et hjem?”

“Korrekt.”

“Jarl Balgruuf, hvis De går med til det, vil jeg gerne tage imod Reinin som elev. To hoveder er bedre end ét, og hun er på nuværende tidspunkt den, der har størst erfaring med dragerne.”

Jarlen sendte mig et spørgende blik, og jeg nikkede ivrigt. “Godt, så,” sagde han, “Reinin kan bo ved dig. Jeg får én til at skaffe jer en ekstra seng.” Han smilede til mig. “Velkommen til Whiterun.”

 

***

 

Farengar og jeg stod i det lille rum, han tidligere var kommet ud fra. I midten af rummet stod et langt bord, der flød med gamle papyrusruller og sten. Ved siden ad det var et stort kort over Skyrim tegnet på udspændt skind. Op ad den ene væg var et alkymibord placeret, og en dør ledte ind til soverummet. Hylderne på de resterende vægge rummede alt fra bøger til urter til en rævs kranie.

Han så på mig. “Kender du noget til magi?”

Jeg nikkede en anelse. “Min mor studerede på Winterholds Universitet,” svarede jeg og holdte min hånd frem mod ham. En orange flamme fik jeg til at danse på min håndflade, en besværgelse jeg havde øvet mig nok i til ikke at blive brændt af. Dette betød dog ikke, at flammen ikke var pokkers varm mod min hud, så jeg slukkede den. “Meget mere kan jeg ikke.”

“Til gengæld var det en næsten perfekt udført besværgelse,” svarede han mig.

Jeg trak på skuldrene.

Lidt mere end et døgn gik. Farengar havde brugt hele resten af i går og den efterfølgende morgen på at fortælle mig om sine studier. Nu var det blevet sen aften, og vi var åbenbart nået til dragehistorie. Jeg havde svært ved at se hvorfor han overhovedet gjorde sig denne ulejlighed, men lyttede ikke desto mindre til hans lektion.

“Dragernes præcise oprindelse er ukendt, men sidst en drage blev set var i den tredje Æra. Man tror, de er børn af tidens gud, Akatosh,” fortalte Farengar, imens han var i gang færd med at blande urter ved alkymibordet. Selv sad jeg op ad væggen ved siden ad ham.

 Støj ude fra den store hal fangede mine ører, men jeg vendte hurtigt koncentrationen mod Farengar.

“Hvorfor forsvandt de så?” spurgte jeg ham.

Han så på mig et kort øjeblik. “Den daværende leder af landet, Tiber Septim, indgik en pagt med de få tilbageværende drager. Han lovede at beskytte dem hvis de ville tjene ham, men dragerne blev alligevel jaget og slagtet. Det er uvist om den sidste flygtede eller døde i Skyrim. Jeg–”

Mere fik han ikke sagt. Irileth fra i går kom stormende ind til Farengar og mig. “Dragealarm ved det vestlige vagttårn. Jarlen har bedt jer om at tage med derud, men vær forberedte på at den stadig kan være der.”

Noget i Farengars øjne lyste op som stjerner.

Jeg rejste mig hurtigt op.

Udenfor var himlen mørk og vinden isnende kold. Mit nye tøj holdt dog den værste kulde ude.

Irileth ledte os gennem Whiterun til byporten, hvor en større gruppe vagter stod samlet.

“Folkens,” råbte hun til dem, “dette er ikke en dø-for-Skyrim-mission. Vi bliver nødt til at finde ud af, om dragen kan slås ihjel.”

Mændene brølede i kor, og stormede i samlet flok ud på den anden side ad muren. Farengar og jeg fulgte efter på afstand. Ingen af os var de mest krigeriske personer.

Det tog os ikke mere end et par minutter at nå til det vestlige vagttårn. Den sorte nat gjorde det umuligt at få øje på nogen drage. Farengar og jeg stod sammen nogle meter fra de andre og spejdede himlen tynd efter den drage, der var blevet rapporteret.

Irileth og hendes følge var lige ved at opgive eftersøgningen, men … jeg vidste at dragen var her ét eller andet sted. Jeg kunne fornemme den i luften. At den holdt øje med os. Den kredsede lydløst om os langt oppe på nattehimlen.

“Dragen griner ad os, Farengar,” fortalte jeg ham.

Han så underfundigt på mig. “Har du fundet den?”

Jeg pegede derop.

I samme øjeblik flænsedes himlen i et væld af orange, gule og røde farver. Dragen fór ned mod landjorden – ned mod os – imens dens brøl brød nattens ellers så rolige tavshed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...