Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1349Visninger
AA

3. Kapitel 2: Legender

Ralof og jeg nåede ud på en åben plads. “Herind,” sagde han og løb mod indgangen til et vagttårn. Med nød og næppe undgik vi en faldende murbrok på størrelse med et hestehoved.

Jeg greb fat i håndtaget da vi var nået derhen. Døren var ulåst, men tung at skubbe op. Ralof måtte hjælpe mig, før jeg kunne få den åbnet.

Da vi begge var inde, smækkede jeg døren i med et rungende brag.

Rummet vi stod i var ikke stort. I hver af de tre stenvægge var åbninger til resten af tårnet, men kun én stod uden gitter for.

Jeg lagde mærke til, at mine hænder rystede.

“R-Ralof?” spurgte jeg, og han så på mig. “Hvad er det? Hvad er den ting?”

Hans blik var stålfast. “En drage. Det kan ikke være andet.”

“Men drager eksisterer jo ikke engang – dragehistorierne er ikke andet end legender.”

“Brænder legender byer ned?”

Dét fik mig til at tie.

Ralof var allerede på vej mod åbningen uden jernport. “Måske kan vi komme ud denne vej.” Han vendte sig mod mig. “Kommer du?”

Jeg trak vejret dybt og fik til sidst kontrol over mine hænders rysten. Nikkede stille og gik hen til ham. Der sad en stikkende fornemmelse i venstre side ad mit bryst. Jeg holdt armene om maven.

Han lagde sin hånd på min skulder og sagde blidt, at det nok skulle gå. Jeg vidste, at han hentydede til døde Liiv, som jeg havde efterladt for at redde mig selv.

Side om side begyndte vi at gå ned ad det indviklede gangsystem. Ralof fandt en brændende fakkel, der oplyste vores vej. Ingen af os havde den fjerneste anelse om hvor i al Tamriel vi ville havne. En gang imellem mærkede vi rystelserne fra dragens hærgen og den skingre lyd af et brøl. Men vi var hele tiden på vej nedad, ned under jorden og væk fra tilintetgjorte Helgen.

Langsomt blev der længere og længere mellem brostenene under vores sko, og de endte helt da vi trådte ud i en stor grotte. En smeltevandsbæk havde gravet sig ned i klippegrunden, men det var os intet problem at springe over grøften.

Efter at have gået i hvad der føltes som hundreder af vintre, følte jeg pludseligt en kølig brise på mine bare arme. Jeg så på Ralof, som så på mig. En udgang. Ralof smed faklen fra sig, og den gik langsomt ud på det fugtige stenunderlag. Vi begyndte at løbe. Gradvist blev luften friskere og lettere. Ingen sort røg at mærke.

Da vi så klippesprækken, åndede jeg befriet op. Den var stor nok til at vi begge kunne komme igennem den. Jorden under var blevet trådt så hård, at passagen måtte være flittigt brugt af de, der kendt til den.

Landskabet på den anden side ad udgangen åndede af liv. Et par meter herfra snoede en stenlagt vej sig ned ad bjergsiden og ned mod floden, der strømmede gennem dalen. En bi fløj summende forbi mig. Her duftede af røde bjergblomster.

Da Ralof også var nået ud, så han på mig. “Reinin?”

Jeg lukkede armene om min mave.

“Hvis du vil, kan du tage med mig tilbage til Riverwood. Vil du det?”

Så vidt jeg selv kunne se, havde jeg ikke engang et valg. Jeg kunne ikke vende tilbage til Helgen. Dragen var der måske endda stadig. Så jeg nikkede til ham.

Han lagde en stærk hånd på min skulder, og sammen gik vi hen mod vejen. Jeg lagde mærke til, at han stadig havde et sværd i den anden hånd. En fugl fløjtede sin stille melodi.

 

***

 

Gerdur gav mig et lunkent krus mælk i hænderne. Det var længe siden jeg sidst havde set hende, Ralofs søster, men hendes varme smil havde ikke forandret sig. Jeg tog taknemmeligt imod det, men drak ikke. Det var bare rart at holde om noget.

Gerdur og hendes mand satte sig overfor Ralof og mig. Deres hjem var behageligt. Bålet under den store jernkedel knitrede sagte, og jeg kæmpede imod at tænke tilbage på brændende Helgen. Brændende Liiv.

Jeg strammede grebet om kruset.

“Fortæl mig, hvad der skete. Drageangreb i Helgen?” spurgte Gerdur. Hun lød ikke mistroisk, men havde alligevel svært ved at fatte det. Særligt fordi Helgen ikke var langt herfra.

Ralof nikkede alvorligt. “Lige inden de skulle til at henrette mig,–”

Henrette?”

“Fejlagtigt anklaget, selvfølgelig,” svarede han med et overbærende smil på læben, før han vendte tilbage til sin historie. “Dragen satte ild til hele byen. Jeg har ikke tal på hvor mange er døde, men det må være højt. Henrettelsen havde trods alt tiltrukket mange mennesker.” Han nævnte ikke noget om Liiv.

Kvinden nikkede fattet. “Og så I hvorhen dragen fløj?”

“Nej.” Ralof rystede på hovedet. “Der er ingen garanti for Riverwoods sikkerhed.”

Gerdur så på sin mand. “Vi må bede Jarl Balgruuf af Whiterun om hjælp. Riverwood er forsvarsløs mod er drageangreb.” Hendes bløde stemme fik en alvorlig kant da hun nævnte byens navn. Hun og Hod ejede møllen, og indbyggerne så de to som værende den lille landsbys overhoveder.

Jeg løftede hovedet og så på hende. “Lad mig om at tage til Whiterun.”

“Vil du virkelig gøre det for os?” spurgte Hod taknemmeligt, og jeg nikkede.

“Jeg har jo ikke rigtigt andre steder at tage hen.”

Hods smil blegnede en anelse for tydeligt, så Gerdur tog over. “Det er os en stor gave at du vil rejse til Whiterun. Desuden er Jarl Balgruuf sikkert også så gæstfri, at han vil tilbyde dig et sted at sove.” Hun sendte mig et smil, og rejste sig så. “Jeg kan give dig noget brød med på vejen, men det vil nok ikke være mere end et par timers gang.”

Jeg rejste mig også. “Mange tak, Gerdur,” sagde jeg, for det virkede som det rigtige at gøre.

Et helt brød og tre forårsgrønne æbler havde hun allerede pakket ned i en stofpose. Jeg fik den stukket i hænderne. Et øjeblik virkede hun yderst ivrig efter at få mig til Whiterun så hurtigt som muligt. “Glem ikke, at du er velkommen her i Riverwood til hver en tid.” Hendes øjne smilede til mig.

Jeg så på Ralof. “Farvel. Lad venligst være med at blive henrettet til vi ses igen.”

Han havde svært ved at holde sit grin inde. “I lige måde.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...