Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

33Likes
19Kommentarer
1551Visninger
AA

16. Kapitel 15: Den sidste Drage

Da han ramte jorden, gav det så store rystelser, at jeg væltede omkuld. Flere meter gled den tunge dragekrop, før han endelig lå stille. Men kampen var ikke ovre endnu.

Jeg fik fat i endnu én af hans egne issyle, da jeg var kommet på benene igen. Både smerten fra mit ansigt og nu også ben ignorerede jeg. Løb bare. Mod Verdensæderen. Alduin. Drageguden Akatosh.

Da jeg var nået tæt nok på, greb jeg fat i dragen og begyndte at klatre op ad hans hals. Han brølede vredt og vred sig fra side til side for at smide mig af. Heldigvis var hans hud så ru og takket, at jeg med lethed kunne holde fast.

Han prøvede stadig at vride mig af, da jeg var nået op på toppen af ham. Men det var til ingen nytte.

Jeg strammede grebet om istappen, så jeg holdt om den med begge hænder. Den var lang, mindst fyrre centimeter. Og jeg vidste helt præcist, hvad jeg skulle. Med min krops sidste kræfter borede jeg sylen ned i Alduins hals. Dragen skreg, men jeg fortsatte.

Hele min kropsvægt lagde jeg i, og imens jeg med hænderne om isen kurede ned ad hans skællede hud, sprættede sylen den op lige bag mig. Ubarmhjertig og ustoppelig. Blodet fløj til alle sider, men jeg stoppede ikke før mine ben ramte jorden og halvdelen af Alduins hals stod på vidt gab. Den røde væske dannede på ingen tid en sø lige under ham. Dragen holdt langsomt op med at vride sig.

Jeg ikke så meget som blinkede.

Mine skridt var tunge og trætte, da jeg gik op til dragens eneste velfungerende øje.

“Dovahkiin,” fremstammede han med en stemme fuld af ren smerte. “Zu’u unslaad! Zu’u nis oblaan!” Jeg er uendelig. Jeg kan ikke ende.

I vrede sparkede jeg til ham med mit gode ben. “Hi kos sahlo. Nahkip nau dinok.” Du er svag. Føder af død. “Hi kos ni aan dovah, nuz aan tiiraaz sunvaar voth nid kah. Hi kos dilon us mu grah.” Du er ikke en drage, men et sørgeligt bæst uden stolthed. Du var død inden vi sloges. Mit blik var stift og nådesløst. Jeg havde ingen medlidenhed tilovers for dragen, der havde slået alle jeg elskede ihjel. “Nu kos his bahlok fah sos ag.” Nu er din sult efter blod brændt ud.

Alduin så dybt tilbage på mig. “Kos his?” spurgte han.

De to ord var det sidste, Verdensæderen nogensinde fik sagt, før hans store krop langsomt begyndte at smuldre til ingenting. Som sand. Nej, som kulsort aske.

Og til sidst var han væk. Død. Men ordene hang stadig i luften. Alle vegne svævede de omkring mig, jeg indåndede dem og pustede dem ud. Blinkede dem væk med mine øjenvipper.

Er din?

Jeg begyndte at ryste. Over hele kroppen. For jeg forstod først nu, hvad jeg var blevet til.

Mine ben gav op under mig, og jeg faldt til knæ.

Himlen over mig lysnedes roligt. Som om den lyseblå farve krøb frem fra sit skjulested nu Alduin var død og borte. Og fjernt herfra begyndte jeg at kunne høre stemmer. Lykkelig latter. Jeg så rundt. Mænd og kvinder, unge som gamle, var begyndt at løbe ud på engen for at nyde solskinnet og fuglenes sang. Så glade de alle virkede.

Pludseligt fik jeg øje på to ansigter i menneskemængden. Hånd i hånd var de på vej mod mig.

Ralof hev mig op i et bjørneknus, da han var kommet tæt nok på. “Hvor er jeg stolt af dig,” mumlede han ind i mit hår.

Delphine tog hurtigt del i omfavnelsen.

“Skyrims frelser,” smilede hun, da de begge trak sig væk, og jeg selv måtte holde mig oppe. “Jeg vidste, du kunne gøre det. Jeg vidste, du ville vinde over Alduin.” Hun lagde en hånd på min skulder. “Du kan vende tilbage til Skyrim.”

Men jeg var ikke glad. Jeg var ikke lykkelig. “I forstår det ikke.” Jeg rystede på hovedet. “I forstår det slet ikke.”

Alvorligt så Ralof på mig. “Hvad er der galt, Reinin?”

Pludseligt havde jeg tårer i øjnene. Jeg vidste ikke hvorfra de var kommet. “Jeg er ingen frelser,” fik jeg fremstammet. “Jeg er ikke længere Dragefødt. Jeg er en drage. Hvordan skal jeg nogensinde kunne se Skyrim i øjnene igen, når jeg har været årsagen til så megen død?” Min stemme var blevet hæs og grødet.

“Du finder en vej ud af smerten,” sagde Ralof indgående. “Det har du altid gjort, og det vil du altid gøre.” Han smilede tøvende. “Men prøv ikke på at glemme sorgen. Acceptér den.”

Jeg gjorde en synkebevægelse. “Tak, Ralof.”

I samme øjeblik hørte jeg mit navn blive kaldt. Jeg vendte mig om, og dér stod hun.

“Liiv!” svarede jeg grådkvalt og knugede hendes lille krop ind til mig. “Liiv, Liiv, Liiv.”

“Jeg var så bange,” snøftede hun.

Jeg nikkede. “Det var jeg også.” Mit smil var ægte. “Men det er slut nu. Du behøver aldrig mere at være bange. Sovngarde er trygt igen.” Jeg trak mig væk og så hende i øjnene. Var ligeglad med, at mit eget ansigt var smurt ind i blod. Jeg måtte bare se hende.

Hun tøvede. “Du bliver nødt til at tage tilbage til de levendes verden, ikke?” Hendes stemme var svag og skrøbelig.

Jeg nikkede. “Jeg kan ikke blive her.”

Bag mig udvekslede Ralof og Delphine et blik.

“Vi skal nok passe på din søster,” sagde Delphine med et varmt smil, og ikke et sekund tvivlede jeg hendes ord.

Jeg rettede mig op. Så fra Liiv til Delphine til Ralof. De tre bedste mennesker jeg kendte. De ville blive en god familie.

“Men hvem skal jeg tage tilbage til?” spurgte jeg. “I er der jo ikke længere.”

Delphine sendte mig et ulæseligt blik. “Vend tilbage til Farengar,” sagde hun.

Jeg kunne mærke, at der lå meget mere i den sætning end som så.

Et træt og trist suk undslap mine læber. “Så er dette vel et farvel?”

Ralof smilede. “Farvel.”

“Farvel, dragetøs,” sagde Delphine kærligt.

“Farvel, Reinin,” hviskede Liiv.

Og langsomt lukkede jeg øjnene i. Verden omkring mig blev sort. Ikke flere lyde af lykkelige mennesker, men et kort sekund heller ikke mere smerte i mit hoved og ben.

Farvel.

Pludseligt kunne jeg høre en ny slags fuglesang. Lugten af gran og bjergblomster fyldte mine næsebor og mine lunger, og vinden var en anelse køligere. Jeg flyttede lidt på fødderne. Jordbunden knasede sagte under mig.

Jeg slog øjnene op.

Skyrim.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...