Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1359Visninger
AA

15. Kapitel 14: Guder

Jeg hev vejret langt ned i lungerne. Da samme luft kom ud igen, var det blevet til et inferno af ild, der vældede ud sammen med mit Thu’um. Aldrig havde jeg frembragt et så styrkefuldt drageråb. Og selvom jeg kunne mærke varmen fra min flammeånde, brændte den kun Alduin, som vredt prøvede at undgå ilden.

Men han gik hurtigt til modangreb.

“Iiz … Slen Nuz!” svarede han, og modsat min stemme blev hans til en storm af is og sne. Små og store istapper regnede mod mig.

Jeg var lige præcist for langsom til at dække mig. En sylespids iskrystal gled forbi mig, præcist som jeg var i færd med at snurre væk derfra. Den ramte et sted nær min hårgræns og fortsatte nedad mit ansigt. Sprættede huden op til mit højre kindben.

Smerten var skarp og pludselig og vildere end noget andet. Jeg skreg og tog mig til den lange flænge. Blod gennemvædede mine fingre, men jeg havde været heldig – mit øje var ikke blevet ramt. Til gengæld kunne jeg ikke se ud af det, fordi blodet strømmede fra mit oversavede bryn, så jeg holdt øjenlåget lukket og bed smerten i mig.

Alduins latter fyldte engen til bristepunktet.

“Lille, skrøbelige menneske!” Hans ord var hårde og nedladende, men den stikkende smerte i højre side af mit ansigt overdøvede ham.

Arrigt så jeg på ham med mit ene øje. “Og alligevel er du dødsdømt,” snerrede jeg ud gennem tænderne.

Dragen gav sig til at kredse om hovedet på mig.

“Lille, skrøbelige menneske,” gentog han blot. Men jeg vidste, hvad han var ude på. Hvis bare han kunne gøre mig hidsig nok, ville at overvinde mig være let som en leg. Verdensæderen var snedig, men forudsigelig.

Og jeg havde stadig Paarthurnax’ styrke i mig.

“Skrøbelig siger du?” Jeg tvang et stramt smil frem. Smerten og blodet, der stadig strømmede, gjorde det svært. Jeg følte mig en smule svimmel. “Har du glemt, at jeg er den Dragefødte? Har du glemt, at jeg er gudernes kogaan? Nej, velsignelse. Gudernes velsignelse.” Underligt. Drageordet havde ikke været meningen. Jeg tabte tråden.

Dragen lo bare højere. “Lille menneske, kan ikke engang tale rent.” Han kredsede stadig om mig som en grib, der havde fundet et ådsel. Den store, sorte krop lavede endnu større skygger på landjorden.

Trodsigt så jeg på ham. “Alduin. Du er som aan krasnovaar – en sygdom. Kun dødelig hvis faal ronit, modstanderen, ikke er stærk nok.” Jeg blev vred på mig selv. Det måtte være den tiltagende svimmelhed fra blodtabet, der forvirrede mig og fik mig til at tale på dragetunge. Og så den uendelige smerte, der standhaftigt fortsatte sin hærgen. Håbede jeg. “Men jeg er stærk nok! Den stærkeste af os to.”

Dragen blottede sine tænder for mig. “Bevis dit værd, menneske.”

Det var næsten som at høre Irileths stemme ved det vestlige vagttårn igen. Bevis dit værd, dragetøs.

Mit smil voksede en anelse. Verdensæderen var ikke den eneste snedige her på engen i Sovngarde.

“Alduin!” råbte jeg. “Det siges, at du i virkeligheden er Akatosh, drageguden af tid, i forklædning. Er det virkeligt sandt?”

Han snerrede. “Jeg er intet andet end hans førstefødte, menneskebarn.”

Mistroisk hævede jeg øjenbrynene. “Virkelig? For i mine øjne virker du lidt for mægtig til at være en helt almindelig dovah, jeg mener drage.” Fingerspidserne borede jeg ind i mine håndflader af ren irritation. Det er bare blodtabet, mindede jeg mig selv om. “Og Paarthurnax fortalte mig engang, at de Ni Rah, Guder, hverken er gode eller onde. Det undrer mig bare, at netop du er den stærkeste af alle drager.”

“Jeg ville ikke sætte mig sådan op imod guderne, hvis jeg var dig.” Hans blik var koldt og indgående, men jeg var ikke bange.

Uhindret fortsatte jeg. “Ved du hvad jeg tror?” spurgte jeg ham. “Jeg tror, at guderne er begyndt at vende sig mod hinanden. Blevet uenige.”

Dragen kneb øjnene sammen, men forblev tavs på himlen.

“For selv hvis du rent faktisk er Akatosh, kan krigsguden Talos umuligt være på din side. Han var jo Dragefødt! Han ved bedre end nogen af jer, hvordan jeg har det. Hvad jeg har måttet ofre for Skyrims bedste. Jeg har givet afkald på alt for at du, Akatosh, ikke udsletter os alle.”

En kort snerren var al reaktion jeg fik ud af Verdensæderen. Men det var nok til at bekræfte mig i mine anelser.

Jeg så på ham. “Og ved du hvad jeg derudover tror? Jeg tror, at de syv resterende rah, guder, også holder med Talos den Dragefødte. Og i denne splittelse har de vendt dig ryggen.” Mit smil var stærkt og lettere triumferende. “Du er alene, Akatosh, du har ingen allierede. Derimod har jeg otte guder bag mig. Du er så godt som dilon. Død.”

I vrede udstødte dragen et voldsomt brøl og styrtede mod mig. Jeg var dog forberedt og nåede at kaste mig til siden inden hans ildånde fik mig. Som modstand begyndte jeg at skyde kugler af min egen ild på ham. Selvom det ikke var svært at ramme, tog han i raseriet næsten ingen skade. Eller også viste han det blot ikke. Lige meget hvad måtte jeg ty til en anden taktik. Og det skulle gå stærkt.

Jeg var i færd med endnu en undvigelse af hans flammer, da løsningen gik op for mig: Jeg kunne ikke bekæmpe ild med ild. Derfor spurtede jeg mod et nært klippefremspring. Med det samme fandt jeg, hvad jeg søgte.

Istappens kulde gav mig en brændende fornemmelse i min håndflade. Selv her i ildens hede var den stadig kold og dybfrossen. Underligt død.

Med det samme snurrede jeg rundt og fik øje på dragen lige over mig. Han udsendte igen en søjle af ild, men denne gang bar mine ben mig ikke hurtigt nok. Flammerne nåede at få fat nederst i min buksekant, og spredte sig i et nådesløst tempo. Jeg pressede tænderne sammen af blomstrende smerte. Men jeg kunne ikke tage mig af ilden. Ikke endnu.

Anstrengt lænede jeg armen bagud, imens jeg holdt øjet på Verdensæderen. Trak vejret dybt. Og som en fjeder gav jeg så slip på den sylespidse istap. Den pløjede sig gennem luften, men ikke præcist nok til at ville ramme ham et godt sted. Og dog. En pludselig brise, ikke andet end et lille vindpust, en hvisken, sendte sylen direkte ind i dragens øje.

Jeg fik en sær fornemmelse. Nærmest … guddommelig.

Alduin brølede vildt af den pludselige smerte, og jeg så mit snit.

“Fus … Ro Dah!” råbte jeg så himlen næsten flængede midt over af mit Thu’um.

Jorden skælvede under mine fødder.

Flammerne blev blæst af mit bukseben og afslørede et skræmmende stort område af afbrændt hud.

Lydbølgerne vældede mod Alduin som en ustoppelig mur. Det gav et smæld, da han blev ramt af den første. Først mistede han et kort sekund balancen, men så, lige inden den næste bølge kom, ud til at ville klare sig. Dog nåede hans vinger aldrig at genvinde grebet om luften.

Dragen faldt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...