Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1368Visninger
AA

14. Kapitel 13: Ildkampe

Længe gik vi. En gang imellem hævedes og sænkedes landskabet en smule i bakker, men altid var underlaget knastørt græs. Her var ingen lugte, og det eneste jeg hørte udover mig selv var Paarthurnax’ baskendende vinger over mig. Men jeg var sikker på, at jeg kunne mærke Alduin. Verdensæderen. Hans nærvær var som en urolig dirren i luften, der viste mig vej gennem den gråhvide tåge.

“Der er ikke langt endnu, Dovahkiin,” hørte jeg Paarthurnax sige, og selvom han ikke kunne se mig, nikkede jeg.

“Ikke langt endnu, nej,” mumlede jeg sagte.

Det gik op for mig, at jeg ikke længere havde min bue. Den lå efterladt på taget af Skuldafn Tempel. Skønt. Jeg smed pilekoggeret på min ryg fra mig, nu jeg alligevel ikke havde noget at bruge det til.

Snart begyndte bakkerne at stilne af, og hvis tågen ikke havde været her, ville jeg have kunnet se ud over en eng. Jeg stoppede op her, og Paarthurnax landede lige ved siden ad mig.

Jeg så på ham. “Vi burde gøre noget ved den tåge.”

“Efter dig,” svarede han med sit dragesmil, der ikke længere virkede så forfærdeligt skræmmende.

Jeg trak vejret dybt ned i maven. “Lok Vah Koor!” råbte jeg, og min Stemme fejede hen over græsset. Tågen gled til siden i tøvende bølger. Paarthurnax gentog mit Thu’um som et ekko, hvilket jeg gjorde efter.

Gradvist forsvandt disen. Som forventet afsløredes en eng dækket af dødt græs, tørre planter og livløse træer så langt øjet rakte. Tilfældigt placerede klippefremspring ragede op af den sorte jord. Himlen over os var mørk og sygeligt lilla og bragte mig tilbage til Skuldafn.

Uroligt så jeg mig omkring. “Alduin er her. Han kan se os.”

“Ja,” svarede dragen. “Han ler af os.” Paarthurnax spejdede også efter Verdensæderens skygge, men kunne heller intet se.

Jeg satte gang i ilden i mine hænder. De svage flammer oplyste kun den mørke dag en anelse, men gav mig alligevel en form for tryghedsfornemmelse midt i al ængstelsen. Og det var lige dét, jeg havde brug for. For som dragen ved min side havde sagt, lo Alduin af os. Jeg kunne intet høre, men jeg kunne føle hans latter i mine nakkehår.

Jeg lagde mærke til mine tiltagende hjerteslag.

Og pludseligt sprang Verdensæderen frem fra sit skjul bag et klippefremspring. Jeg trådte bagud for at få et bedre udsyn, imens han fortsatte op i luften. Paarthurnax fulgte efter ham med et kraftfuldt drageskrig, som straks blev besvaret.

Flammerne smøg sig om mine håndled, da jeg sendte kugler af ild mod Alduin. Det var lettest ikke at ramme Paarthurnax på denne måde.

På himlen dansede de to drager en dødens dans.

Paarthurnax råbte et Thu’um, jeg ikke kendte, og et pludseligt og meget kraftigt smæld skar i mine ører. Et øjeblik føltes det som om, jeg var blevet døv.

Men Alduin gav ikke igen med drageord. Han fløj stor og nådesløs mod sin bror med kløerne først. Hverken Paarthurnax eller jeg havde forventet fysisk kontakt, så dragen nåede ikke at vende sig før Alduin plantede sig selv i bugen på ham. Tung og farlig. Verdensæderen rev og sled, og blodet fløj til alle sider, imens Paarthurnax kæmpede for at holde sig flyvende.

Hans skrig gav genlyd over hele engen.

Vreden spredtes hastigt gennem mine blodårer.

“Fus Ro Dah!” råbte jeg kraftfuldt, og de to drager blev blæst til hver sin side. Alduin snerrede irritabelt, for han vidste det samme som jeg: Paarthurnax ville have været så godt som død, hvis jeg ikke havde været til stede.

Og Paarthurnax så heller ikke ud til at have det godt. Hans vingeslag var flakkende og uregelmæssige. Blodet flød fra flænger i hans bug og plettede det grålige græs langt under ham. Men alligevel fortsatte dragen. Han blev standhaftigt i luften.

Intet andet end grådighed kunne spores i Verdensæderens blik, da han angreb igen. Med sine stærke vinger slog han gang på gang til Paarthurnax. Mine ildkugler kunne ikke engang stoppe ham. Jeg var ikke stærk nok. Ingen af os var stærke nok til at modstå Alduins grusomhed. Ikke når jeg kun var et lille menneske.

Men nej. Jeg blev vred på mig selv. Et svagt, lille menneske var det sidste, man kunne beskrive mig som.

Jeg var den Dragefødte.

Gudernes Dovahkiin.

Og hverken Paarthurnax eller jeg behøvede at dø.

“Alduin!” råbte jeg, og den kulsorte vendte sig straks mod mig. Det truende udseende skræmte mig kun en smule. “Krif ol aan dovah. Ni ol aan nivahriin sunvaar.” Kæmp som en drage. Ikke som et kujonagtigt bæst. Mit blik holdt jeg standhaftigt på ham, imens jeg talte. Ikke så meget som blinkede.

Verdensæderen så på mig. Jeg kunne ikke se om han snerrede eller smilede, men med ondskab i sinde var det uden tvivl. “Dragetunge.” Han lo dybt og rungende og en anelse nedladende. “Zu’u nid nihkriin. Zu’u faal dovah, tol fen diivon faal lein.”  Jeg er ingen kujon. Jeg er dragen, der vil sluge verden. “Har du intet om mig hørt?” spurgte dragen mig hånende.

“Jeg har set nok!” svarede jeg vredt.

“Nuz ni faal oblaan.” Men ikke enden. “Velkommen.”

Og med de ord snurrede dragen rundt. Hans krop dannede en pil i luften. En pil sigtet mod Paarthurnax, som endnu havde svært ved at holde sig i luften. Det kunne have været det samme. Alduin ramte sin bror med så høj en lyd, at jeg troede, himlen ville krølle sig sammen om os. Men måske var det blot guderne, der frydede sig.

Paarthurnax drattede tungt til jorden. Jeg følte rystelserne af hans store krop i mine ben, men skænkede dem ikke en tanke. Jeg kunne ikke bevæge mig. Stod som lammet dér midt på engen foran en livløs dragekrop.

“Paarthurnax!” skreg jeg halvt forfærdet, halvt vredt. For han måtte ikke dø. Ikke nu. Ikke på noget tidspunkt. Alle var døde. Hvis Paarthurnax gav op nu, havde jeg ingen tilbage i den menneskelige verden.

Med sine store, matte øjne så han på mig. Man kunne næsten se, at han smilede. Eller også var det noget, jeg bildte mig selv ind.

“Lad ikke dii sil … min sjæl … gå til spilde.” Dette var det sidste, han nogensinde fik sagt til mig.

For derefter lukkede Paarthurnax øjnene og gled ned i livets dybeste søvn.

Jeg tvang mig selv til at holde tårerne væk. Jeg måtte ikke græde.

I samme nu begyndte hvidglødende flammer at slikke op ad Paarthurnax’ krop. Jeg huskede med det samme tilbage til dragen ved det vestlige vagttårn for så lang tid siden. Dette var dragens sjæl, jeg kunne se.

Men Alduin genkendte ikke flammerne. Forvirret og bange fløj kan væk fra liget af sin bror og i sikkerhed bag et klippefremspring.

Ilden begyndte at tage til i styrke. Selv helt herovre kunne jeg mærke varmen fra bålet af ren livskraft. Og Paarthurnax havde indeholdt meget. Han havde været dragen med den største sjæl i hele Tamriel. Jeg mærkede det så snart flammerne skød igennem mig og forbandt min krop med hans. Jeg mærkede hver en historie og hvert et minde. Billederne på min nethinde fødede mig med ren, ustoppelig styrke. Rå vildskab fra den ægteste af drager.

Jeg havde svært ved at holde balancen.

Og pludseligt var det ovre. Engen blev stille. Ilden var væk, det samme var Paarthurnax’ krop. Kun en hulning i jorden fortalte om hans forhenværende eksistens.

Langsomt vovede Alduin sig frem fra klippen.

Jeg så på ham. Aldrig havde jeg følt mig stærkere.

I mit grådige smil blottedes mine tænder, og drageblodet pumpede gennem mine årer.

Nej, Paarthurnax’ ældgamle sjæl ville ikke gå til spilde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...