Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1347Visninger
AA

13. Kapitel 12: Tåger

Der var overraskende meget blod. Sprøjtede ud på stengulvet og op på dragepræsten og plettede mit tøj og mit ansigt. Det døde hoved stirrede tomt op på den mørke himmel.

Min mave bandt knuder om sig selv, og jeg kunne mærke tårer presse sig på. Synet var frygteligt, men jeg kunne ikke se væk. For Delphine var død.

Langsomt vendte Nahkriin sig mod mig. Hans stav var sølet ind i Delphines mørkerøde blod. Samme var hans kutte og maske.

Jeg var ude af stand til at gøre noget, da han med sine faste skridt gik mod mig. Der var ingen styrke tilbage i mine hænder. Flere meter bag mig lå min bue.

Det var slut.

Min hals gjorde ondt. “Paar Thur Nax!” kaldte jeg, men det kom ikke ud som andet end en ynkelig piben. Jeg råbte igen. Trådte bagud, som præsten kom tættere på mig. Mine blodplettede hænder rystede bange. Paarthurnax hørte mig ikke.

Da jeg var nået langt nok tilbage, greb jeg fat i min bue. Affyrede med det samme tre pile, men kun den ene ramte Nahkriin. Jeg blev ved. Flere og flere skød forbi.

Til sidst kunne jeg ikke holde dem inde længere, og lydløse tårer begyndte at trille ned langs mit beskidte ansigt.

I selvsamme øjeblik begyndte min egen død.

Nahkriin pegede på mig med en kroget finger, og tusinder af lyn skød straks igennem mig. Jeg blev blæst flere meter bagud af stødet og landede hårdt på det ru stengulv. Den elektriske smerte var vild og over alt, og ikke kun på min huds overflade, men også dybt inde i mig. Overtog hver en afkrog af min krop, selv mit syn, jeg kunne kun se glødende blå gnister. Summende og stikkende og pulserende. Min krop rystede. Det blødte fra mine albuer og håndflader efter faldet.

Jeg havde for længst mistet grebet om mit våben.

Hvorfor? Hvorfor skulle jeg dø nu? Jeg var så tæt på portalen, så tæt på Sovengarde, jeg kunne jo se den herfra! Men nu, nu var alt håb ude. Dragepræsten havde vundet. Jeg havde ikke engang fået chancen for at kæmpe for Skyrims frihed mod Verdensæderen. Det var slut.

Da Nahkriin endelig holdt inde med elektrochokkene, stod han lige over mig. Den sorte maske smilede rødglødende til mig. Overlegent. Som om han lo ad mig indenunder.

Han løftede sin stav og pegede ned på mig med den.

“Dovahkiin,” sagde han med sin mørke røst. Men han lød ikke hånende. Nærmere … forhåbningsfuld. “Reinin fen kos dilons kinbok.” Brølets mester vil blive de dødes leder.

Brølets mester? Hvem? Alduin eller den Dragefødte? Jeg krævede et svar!

Men det var for sent.

For jeg var allerede død.

 

***

 

Tåge. Grå, tyk tåge. Omklamrede mig som et tæppe hvor end jeg gik.

Jeg var alene. Men ikke alene. I alle retninger hørte jeg de andre vandreres skridt og tunge åndedrag. Men jeg var alene. Ikke en sjæl at se. Kun tågen, der smøg sig om mine ben som en kat og legede med mit uredte hår, selvom der ingen vind var.

Dette var Sovengarde.

Pludseligt hørte jeg noget andet. Jeg fór sammen. Mit navn blev kaldt af en stor og mægtig og frygtindgydende stemme. Et sekund troede jeg, at Alduin ledte efter mig selvom … selvom jeg allerede var død. Men det kunne ikke være Verdensæderen, for jeg kom i tanke om dragen, stemmen tilhørte.

Alle sjælene omkring mig stoppede op. Blev helt stille.

“Paarthurnax!” råbte jeg, men det kom ikke ud som andet end en fjern mumlen. Som om min stemme var kilometer herfra, kilometer inde i disen.

“Denne vej, Dovahkiin,” svarede han.

Men hvordan skulle jeg vide, hvilken vej hans stemme kom fra? Disen forvirrede mig, jeg havde mistet al form for retningssans. Den legede med mig. Drillede mig, gjorde mig til grin.

Med næverne hårdt knyttede begyndte jeg blot at gå fremad. Græsset under mine sko knasede tørt og vissent. Der måtte være en vej ud ad denne tåge, som jeg forbandede langt ind i Oblivions helvedesild.

Der gik ikke lang tid, før dragens mørke silhuet blandedes med den grå tåge og gradvist blev tydeligere.

“Hvorfor er du her?” spurgte jeg, da jeg var nået helt hen til Paarthurnax. “Drager ender da ikke i Sovngarde.” Min stemme lød underligt flad.

Dragens øjne hvilede tungt på mig. “Nahkriin lod mig flyve gennem portalen. Du er ikke død, Dovahkiin.”

Jeg rystede på hovedet. “Dragepræsten slog mig ihjel. Delphine…” Jeg havde intet held med at ryste billedet af mig. Billedet af hendes overskårne hals. Det tomme blik fra hendes døde øjne. Og al det blod.

“Det er svært at forklare,” begyndte han, “men vi drager har en medfødt … kontrol over dragepræster – Alduin havde jo bundet Nahkriin til at vogte portalen. Jeg fløj så hurtigt jeg kunne, da du kaldte på mig, men vidste, at jeg ikke ville nå frem i tide. Du kunne ikke se mig, da jeg fik øje på jer. Jeg gik ind i præstens hoved og befalede ham at stoppe, men Alduins … knude på ham var for urokkelig. Derfor kunne jeg kun ændre hans handling. Nahkriin sendte dig til Sovngarde i stedet for at slå dig ihjel.”

Jeg havde svært ved at svare ham.

“Hvordan kan du være så sikker?”

Paarthurnax så rundt. “Kan du mærke dem? Alle de fortabte sjæle?”

Svagt nikkede jeg.

“De kan ikke holde sammen på sig selv. Det er tågen, der er skyld i det. Derfor vandrer de hvileløse omkring os uden fast form og ude af stand til at stå stille.” Dragen så på mig. “Men i mine øjne ser du nu meget levende ud.”

Jeg sank, før jeg kunne svare ham.

“Jeg føler mig ikke levende.”

Lidt tid i stilhed gik.

“Men… Ralof og Delphine er her? I Sovengarde? Og hvad med Liiv?”

“Ét eller andet sted i Alduins tåge.”

Forhåbningsfuldt så jeg på ham. “Vil de kunne høre mig?” spurgte jeg med en bedende undertone.

“Hvem ved?” spurgte han, hvilket tydeligvist skulle tolkes som et ja.

Jeg vendte mig væk fra dragen. “Ralof!” råbte jeg så højt mine lunger kunne holde. “Delphine! Hvor er I?”

Reinin,” lød den svageste hvisken lige bag mig, og jeg snurrede rundt, men mødte kun intetheden. “Skynd dig.” Det var Delphines stemme. “Vi kan … ikke meget … længere.” Hendes stemme blev ved med at falde ud.

Jeg så i retningen af stemmen, ind i den grå tåge. “Er Ralof med dig?”

Jeg … kan ikke … finde ham.”

Delphine havde sagt nok.

Beslutsomt så jeg på Paarthurnax ved siden ad mig. “Jeg går nu. Tager du med mig, eller bliver du her?”

Den gamle drage lo stilfærdigt. “Og gå glip af din rejse? Ikke for alt i Tamriel.”

“Vil du kunne lede mig til Verdensæderen?”

Med sit tunge hoved nikkede dragen.

“Og kan du kæmpe mod din egen dragebror?” spurgte jeg ham.

I sit smil blottede dragen sine tænder. “Ved gudernes Dovahkiins side vil jeg til evig tid  stå.”

“Godt.”

Og så vendte jeg om og begyndte at gå.

Bag mig hørte jeg Paarthurnax’ tunge vinger gribe fat i luften og lette.

Jeg smilede tilfredst.

Vogt dig, vogt dig, den Dragefødte er på vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...