Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

33Likes
19Kommentarer
1545Visninger
AA

12. Kapitel 11: Hoveder

Det var os intet problem at klatre op på templets flade tag. Murenes sten var store og ujævne. Det eneste, der gik mig på, var hvordan himlen mørknedes jo længere op jeg klatrede. De hvide skyer fik langsomt en sygelig lilla farve. Og så let som ingenting var den ekstreme kulde forsvundet. Jeg frøs ikke længere.

 Jeg kastede et blik på kvinden et par meter under mig.

“Opad, dragetøs,” sagde hun, imens hun selv flyttede hænder og fødder højere op.

“Udsigten er flot, synes du ikke?” spurgte jeg og så ud over det storslåede bjerglandskab. Der var ufatteligt langt ned. Jeg nød den snigende højdeskræk, der fik min mave til at snøre sig sammen af frygt.

Delphine fulgte mit blik med et ængsteligt ansigtsudryk. “Hvor blev snestormen så pludseligt af?” spurgte hun.

Jeg vendte mig om og klatrede uden et ord videre. Det bekymrede mig at Delphine var bekymret. Delphine af alle mennesker. Ikke at hun tog fejl, for de stormfulde skyer var også forduftet.

Da jeg endelig nåede op på kanten, var jeg dybt udmattet. Jeg var kommet op på en snæver vej, der førte om på den anden side af muren foran mig. Selv helt henne ved den høje væg, var man faretruende tæt på kanten. I det mindste kunne jeg intet is se på stenene under mine snestøvler, så forhåbentligt ville jeg ikke glide i døden.

Jeg rakte hende en hånd da Delphine var nået op til kanten, som hun glædeligt tog imod. Oppe så det ud som om hun skulle til at sige noget, men tiede så. Helt stille var hun. Lyttede. Jeg spidsede også ører, men alt der var at høre var lyden af blæst, intet andet.

Men her på toppen af Skuldafn Tempel rørte sig ikke en vind.

Jeg så på Delphine, som i samme øjeblik så på mig. Hvis ikke det var storm, hvad var det så? Noget kraftfuldt, det behøvede vi ikke diskutere. Og vi havde ikke tænkt os at prøve. For vi var uden tvivl ikke alene heroppe.

Langsomt begyndte vi at følge vejen om muren. Jeg gik forrest. Pludseligt var min højdeskræk alligevel ikke så fornøjelig. Ikke her så tæt på afgrunden. Men på den anden side havde jeg heller ikke lyst til at blive heroppe under den så pludseligt mørke himmel.

Jo længere hen vi kom, desto mere plads fik vi at gå på. Dette lettede mit hjerte en smule, og jeg var knapt så modvillig for at fortsætte.

Men jo tættere på svinget til tagets midterplads’ indgang vi kom, desto stærkere blev lyden af snestorm. Jeg blev enig med mig selv om, at det nok bare var portalen, vi kunne høre. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle, at vi burde vende om. At det var en dårlig idé at have taget hertil. At vi aldrig skulle være kommet.

Jeg skubbede de foruroligede tanker fra mig og drejede om hjørnet.

Pladsen var større end forventet. Omkring den var der rejst tre mure, og i midten var der bygget en to meter høj platform af sten. På den anden side så jeg portalen. Den var intet andet end et hvirvlende hul i gulvet med samme mørklilla farve som himlen, og var uden tvivl årsagen til den høje lyd af blæst.

Og på toppen af alteret stod en person.

Jeg snurrede hurtigt rundt om bag muren igen. Han kunne ikke have set mig som han stod dér med ryggen vendt mod os.

Delphine så med undrende øjne på mig. “Hvem er det?” hviskede hun alvorligt til mig.

“Aner det ikke.”

Hun kantede sig foran mig for selv at kunne se efter. “Pis,” hvæsede hun til mig, “jeg kender de klæder.” Hun vendte sig mod mig. “Det er en dragepræst. Han er ved at lukke portalen.”

Dragepræst?” spurgte jeg forvirret. Jeg hadede, når hun blev nødt til at forklare mig ting, som om det var elementærviden.

Hun nikkede. “Lærte om dem under kampteori, da jeg stadig var ved at blive udlært til kriger. Sjældent set, men derimod så godt som umulige at overmande. De bruger deres magistav som våben.” Hun tog sig forundret til hovedet. “Tænk sig. En dragepræst. Mine kammerater ville være blevet grønne af misundelse.”

Jeg fandt det ikke spor morsomt. “Sagde du, at han er ved at lukke portalen til Sovengarde?” spurgte jeg hviskende.

“Præcist. Alduin har vel tilkaldt ham for at lukke den inden vi nåede frem.” Læberne pressede hun sammen til en lige linje.

Irriteret så jeg på hende. “Hvorfor skynder vi os så ikke at gøre noget?”
“Du vil gå til angreb på en dragepræst?”

“Så svære kan de ikke være at slå ihjel. Ved Talos, har du allerede glemt hvordan du så let som ingenting smadrede den strejfemoder?”

Hun sukkede tungt over min åbenbare stupiditet.

“Delphine, vi spilder tiden!” hvæsede jeg. “Guderne begynder snart at kede sig.”

Med det mest skræmmende blik, jeg nogensinde var blevet sendt, så hun på mig. “Hvis de Ni Guder virkeligt fandtes, ville Ralof ikke være død nu.”

Hun trak sit sværd.

Jeg spændte min bue.

Guderne måtte frydes over dette syn. Deres kære Dragefødte klar til at få blod på hænderne. Og hun glædede sig. Jeg glædede mig, faktisk.

Åh.                    

Hvad i al Tamriel var jeg blevet til?

Men der var ingen vej tilbage nu. Delphine var allerede drejet om hjørnet og løb nu mod dragepræsten med et krigerisk råb. Jeg satte den ene fod foran den anden og fulgte efter hende. Mit hjerte lå så langt nede i maven, at det gjorde ondt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det. Min begejstring.

Dragepræsten oppe på forhøjningen vendte sig hurtigt mod os. Han var klædt i en slidt, blodrød kutte og i den ene hånd holdt han sin stav, der næsten måtte være så lang som jeg. Kun svagt kunne jeg se, at hans ansigt var dækket af en mørk maske. Indridsede, røde linjer dannede et ondt smilende ansigtsudtryk.

Han hævede sin stav.

Jeg affyrede en pil, der ramte ham i skulderen.

Hele pladsen eksploderede i en regn af lynild.

Vi blev begge ramt, men det gik hårdest ud over Delphine, som blev fanget tættest på. Hun faldt til jorden af smerte.

Dragepræsten lo.

En pludselig vrede fyldte mig, og jeg nåede ikke at tænke. “Fus … Ro Dah!” råbte jeg så højt jeg kunne for den pumpende torden i hele min krop.

Præsten stoppede med det samme besværgelsen og så direkte på mig. Delphine åndede lettet op.

“Dovahkiin.” Han lo igen, dybt og rungende. “Zu’u Nahkriin. Zu’u him dinok.”

Jeg forstod ham. Jeg forstod drageordene. Jeg er Nahkriin, din død, havde dragepræsten sagt. Men hvorfor havde guderne pludseligt givet mig gaven af dragernes sprog? For at få en sjovere kamp ud af det?

En spændende kamp ville jeg i hvert fald tildele dem.

“Zu’u ni him Dovahkiin,” svarede jeg. “Jeg er åndens mester! Su’umin!”

Selv med masken i vejen kunne jeg fornemme præstens smil, da han rystede på hovedet. “Nid. Ni reinin. Hi fen kos nahlot.” Nej. Ikke brølets mester. Du vil blive tiet.

Og med det sagt lavede han et sving med hånden, og portalen lukkede. Roligt gik han ned ad stentrapperne til os. Her var stillere end stille.

Vredt skreg jeg og endnu en pil ramte ham. Han tog ikke det mindste skade. Jeg smed arrigt buen fra mig og antændte mine hænders flammer. Imens spænede Delphine mod ham med sit sværd i hånden.

Min Stemme skruede op for ilden. Armene blev til brændende søjler rettet mod Nahkriin. Uden besvær undgik Delphine at blive ramt, men dragepræsten var ikke hurtig nok. Først efter flere sekunder fik han skabt et magisk skjold, som jeg ihærdigt prøvede at trænge igennem med mine flammer.

Delphine var nået hen til ham. Hun svingede det sølvglimtende sværd. Det klingede højt, da Nahkriin afværgede slaget med sin stav. Den måtte være lavet af et trælignende metal. Eller også havde han ændret dens materiale. Jeg håbede ikke, hans magiske evner var stærke nok til den sidste mulighed.

Imens de to sloges nogle meter fra mig, blev mine arme langsomt svagere. Til sidst kunne jeg ikke holde ilden i gang længere, og jeg lod dem udmattet falde døde ned langs siderne. Min puls ræsede af sted, som havde jeg lige løbet til Riverwood og tilbage igen. Her lugtede af brændt og forrådnet kød.

Men uden min ild behøvede Nahkriin ikke at bruge energi på at holde sit magiskjold oppe. Derfor greb han fat om sin stav med begge sine knoglede hænder. Han var også træt, men lod det ikke vise.

Delphine løftede sit sværd langt over hovedet til et endegyldigt sving.

Samme gjorde dragepræsten. Splitsekundet inden Delphine kunne nå at lave samme bevægelse, svang Nahkriin sin metalstav mod hende.

Den skar sig vej gennem Delphines hals så let som ingenting.

Hovedet væltede bagover og faldt til jorden. Trillede en meter før det lo stille. Øjnene opspærrede i et skrækindjagende blik. Stadig med hænderne i et fast greb om sit sværd, kollapsede Dephines krop.

Forfærdet skreg jeg hendes navn.

Hun svarede mig ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...