Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1344Visninger
AA

11. Kapitel 10: Huler

“Ifølge kortet er der ikke mange kilometer endnu,” råbte Delphine til mig for at overdøve det ukontrollable snevejr.

Vi var begyndt at gå videre. Den stormende sne var til tider så kraftig, at vi ikke kunne høre hinanden. Det var umuligt at se hvor på himlen solen stod, for skyer dækkede den fra horisont til horisont. Men dagen måtte snart være ovre. Jeg var træt og dybt udmattet i benene. Vi måtte finde et sted at overnatte før det blev rigtig mørkt.

Hun viste mig hvor på kortet vi befandt os.

“Ja,” råbte jeg, “men selv hvis vi går hele natten, vil vi først kunne være ved Skuldafn Tempel i morgen. Vinden er umulig at bevæge sig i, og vejen er allerede på vej op ad bjerget.” Jeg holdt en kort pause. “Desuden er jeg træt.”

Hun så på mig som var jeg den største svækling i hele Skyrim – nej, alle i landene i Tamriel. “Fint,” svarede hun ikke desto mindre. “Kommer vi forbi en hule, sover vi dér. Andet kan vi ikke overleve natten i.”

Med det sagt pakkede hun kortet sammen og begyndte at gå. Jeg fulgte besværet hendes raske skridt og spejdede samtidigt efter en form for læ. Det var svært at holde øjnene åbne for de stikkende snefnug.

Pludseligt så jeg en mørk ujævnhed i den hvide klippevæg ti meter fra os.

“Dér!” triumferede jeg og pegede.

Vi gik nærmere, og det var ganske rigtigt en klippehule. Den var ikke særligt dyb, kun nogle få meter, men så slap vi i det mindste for at skulle dele den med nogen.

Da jeg var nået derind drattede jeg udmattet om på det hårde stengulv. Vindens susen var herinde kun en fjern baggrundsstøj, og her var slet ikke så koldt som udenfor. Jeg nød stilheden.

Delphine så på mig. “Du er vel for de Nis skyld ikke allerede faldet i søvn.”

“En strejfemoder overfaldt mig i dag,” mumlede jeg.

“Du kunne bare have lyttet til mig.”

“Du sagde selv, at –”

“Jeg tager det i mig igen.”

“– jeg ikke kunne gøre for det.”

Hun sukkede tungt, hvilket endte samtalen.

Jeg fik skubbet mig op at sidde, og Delphine satte sig op ad klippevæggen overfor mig. Hulen blev pludseligt meget stille.

“Han kunne godt lide dig,” sagde jeg til sidst. “Ralof.”

Delphine så fortsat ud ad indgangen. Hun var et par sekunder for længe om at svare. “Hvorfor siger du det?”

Stilfærdigt trak jeg på skuldrene. “For måske ville du gerne høre det.”

Hun fnøs surt.

Jeg stirrede længe på hende. “Betød han slet intet for dig?” spurgte jeg med en undertone af bitterhed.

Kvinden var tavs.

Mit toneleje steg en anelse. “Er du overhovedet klar over, at han er død? Bjørnen dræbte ham, Delphine.”

Med ét så hun på mig igen. Hendes øjne var skærende hadefulde. “Hold din kæft lukket,” hvislede hun gennem de sammenbidte tænder.

“Hvorfor?” spurgte jeg udfordrende.

Jeg kunne tydeligt se, hvor megen viljestyrke det tog hende ikke at fare på mig.

Med samme provokerende stemme gentog jeg spørgsmålet. “Hvorfor, Delpine?”

Da blev det for meget for hende. Men i stedet for at gå efter min strube, krøllede hun sig sammen. Gemte øjnene i sine hænder. 

Og så begyndte hun at græde. Hele hendes krop rystede bittert. 

Jeg stivnede. Ikke lige dén reaktion, jeg havde forventet. Skulle jeg gøre noget? Var det meningen, at jeg skulle trøste hende?

“Hold dig fra mig,” hvæsede hun imellem to stille hulk, hvilket besvarede mit spørgsmål tilstrækkeligt.

I det mindste tog det hende ikke lang tid at få samlet sig nok til at stoppe.

Bedrøvet så jeg på hende. “Du holdt også af ham.”

Hun svarede mig ikke, så jeg tog det som et ja.

“Det gør mig ondt.”

Vores blikke mødtes. “I lige måde,” mumlede hun snøftende. “Han var din bedste ven. Du tog det meget flot.”

“Tak.”

Jeg følte mig næsten vant til det. At se folk dø.

 

***

 

“Her,” råbte Delphine og gav mig den ene ende af lædersnøren. Den anden ende havde hun bundet stramt om livet. “Bliver vi væk fra hinanden, er det så godt som slut.”

Vi havde ikke gået længe på denne sjettedag før snestormen var blevet for stærk. Jeg kunne knapt se kvinden ved siden ad mig. Alt omkring os var et hav af kridhvide snefnug, hvis evige brusen aldrig hørte op. Jeg frøs helt ind til benet. Mit ellers så tykke pelstøj føltes tyndt som pergamentpapir.

Med klaprende tænder tog jeg imod snøren og bandt den omkring mig. Mine fingre var så frosne, at jeg havde svært ved at bøje dem.

“Godt så,” sagde Delphine, og vi begyndte at gå videre op ad den stejle skråning. Nogle gange var stormen så tæt, at jeg ikke kunne se hende, men efter et par sekunder dukkede hendes ranke silhuet altid op igen. Sådan blev det ved.

Indtil jeg opdagede, at hun ikke var til at få øje på.

Jeg så ned ad mig selv. Snøren. Lædersnøren var væk. Min knude havde ikke været bundet stramt nok.

Panikken meldte sig med det samme.

Jeg hørte mit navn blive kaldt, men lyden alt for lav og fjern. Det var umuligt at høre hvilken retning den kom fra.

“Delphine!” skreg jeg, men blev fuldt overdøvet af snestormen.

Mit hjerte ræsede af sted. Delphine havde selv sagt, at hvis vi blev væk fra hinanden, kunne vi lige så godt lægge os ned for at dø. Men jeg nægtede at dø her på bjergsiden så kort fra Skuldafn Tempel. Jeg var nået for langt til at ende min rejse nu. Og hvad sjov var der også i sådan en død for de Ni Guder? Nej. Jeg skulle ikke dø her. Den Dragefødte – jeg – måtte finde en løsning. Og det i en fart.

Jeg tænkte som en sindssyg. Langt væk hørte jeg endnu en gang mit navn blive kaldt, men jeg lod mig ikke distrahere. Snestormen var problemet. Delphine og jeg kunne ikke se hinanden. Havde jeg hørt et Thu’um blive brugt til at rense luften?

Jeg huskede tilbage til High Hrothgar og kampen mod Alduin. Hvordan de Gråskæggedes ånder blev til ild, og dragen blot føjede det til siden.

Jeg vidste det.

“Lok … Vah Koor!”

Min Stemmes lydbølger pløjede sig gennem den stride strøm af sne og opklarede himlen. Selv skyerne blæste til side. Men jeg kunne ikke se Delphine nogen steder.

Da jeg råbte samme Thu’um i en anden retning, så jeg hende endelig. Ikke mere end tyve meter fra mig stod hun.

Hun snurrede rundt mod mig, da snestormen omkring hende forduftede. I den ene hånd holdt hun den løse ende af lædersnøren.

Så hurtigt den snedækkede jord tillod, spænede vi mod hinanden. På midten mødtes vi i en klamrende omfavnelse.

“Undskyld, undskyld, undskyld,” gentog jeg. Mine tænder klaprede af kulde.

Delphine løsnede grebet om mig og så op ad bjergsiden. “Se,” sagde hun.

Jeg fulgte hendes blik.

Tredive meter over os rejste det sig stort og mægtigt. De mørke stenmure var ældgamle, men holdt ikke desto mindre templet oprejst.

Skuldafn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...