Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1358Visninger
AA

2. Kapitel 1: Henrettelser

Dette var dagen, Ralof skulle henrettes.

En spydig kommentar på den lokale kro havde gjort mig opmærksom på det.

Dig dér, Reinin, du kender Ralof af Riverwood, gør du ikke? Det var sgu en skam, for de kapper hans hoved af her i Helgen i næste uge!” efterfulgt af fuldmandslatter. Jeg havde ikke så meget som løftet hovedet.

Dette var også dagen, himlen faldt ned om ørerne på os.

 

Min lillesøster, Liiv, var i gang med at gøre klar til frokosten. Jeg sad med mit tomme blik ud ad det tilstøvede vindue.

Hun satte en skål grålig grød foran mig.

“Reinin, noget bliver du nødt til at spise.”

Jeg så fortsat ud mod torvepladsen, der i dagens anledning var blevet ryddet. Bødlen stod og ventede utålmodigt.

Reinin.”

Med en vred stemme snerrede jeg, “Du er ikke min mor,” før jeg nåede at tænke. Det gav et sæt i Liiv, og så snart ordene havde forladt min mund, sprang jeg op fra bænken og viklede armene omkring hendes spinkle barnekrop. “Undskyld, det skulle jeg ikke have sagt,” mumlede jeg ned i hendes gråblonde hår.

“Det er fint nok,” svarede Liiv. “Du har vel heller ikke en specielt god dag foran dig.”

Jeg klukkede lavmælt. “Nogle gange lyder du tredive år ældre end du er.”

Jeg gav slip på hende og satte mig ned for at spise min morgenmad. Der sad stadig en stor knude af skyld i min mave. Liiv havde på ingen måde brug for at blive mindet om vores mor og far. Eller, manglen på.

I samme nu så jeg dem dreje om vagttårnet. To gamle og åh-så-velkendte fangevogne blev trukket af sted af heste. Jeg sprang igen op og løb mod vinduet. Derefter fortsatte jeg ud på vejen og blandede mig med den snart voksende menneskemængde, der allerede var begyndt at komme med tilråb. Nogle mere stødende end andre.

Jeg fik øje på Ralofs blonde hår imellem de andre fangers. Ikke et sekund spekulerede jeg på hvorfor mon min ven siden barndommen skulle henrettes. Det var ligegyldigt. Det var Ralof.

Ralof vidste, at jeg var flyttet til Helgen med Liiv siden vores forældres død. Da hestevognene kørte ind over den store plads, spejdede hans blik rundt efter noget. Jeg håbede lidt at det var mig, han ledte efter. Men han måtte for alt i Tamriel ikke se mig, ikke i dag, så jeg smuttede om bag et kødbjerg af en mand. Slagteren, opdagede jeg.

Da vognene gjorde holdt, blev fangerne beordret ned og råbt op. Heldigvis kendte jeg ingen af de andre.

En pludselig lyd fra bjergene i horisonten lød hen over himlen. En blanding af et bjørnebrøl og en krages skrig. Jeg rynkede brynene i selskab med alle omkring mig. Ingen kunne sige hvad det havde været, så opmærksomheden vendtes igen mod pladsen foran os, der snart ville blive badet i ild og død.

Fangerne blev ledt mod blokken. Præstinden ved siden ad den sortklædte bøddel var begyndt at prædike da brølet endnu en gang lød. Jeg flyttede uroligt på mig. Det var sket før at bjørne havde forvildet sig ind i Helgen og var gået amok på alt og alle. Jeg bad en stille bøn om at i dag ikke skulle blive sådan en dag.

Ralof var den første. Selvfølgelig. Jeg bed tænderne sammen og lukkede øjnene hårdt i da han fattet gik hen mod blokken. Det gav ingen mening for ham at kæmpe imod nu. Bueskytter stod klar til at stoppe alle der skulle finde på at løbe.

Lyden kom igen. Men højere og efterfulgt af folks gisp og forskræmte udbrud. Jeg spærrede øjnene op. Bødlens le stod stille i luften. Han stirrede forskræmt på noget over sig. Det gjorde alle.

Og da fik jeg øje på væsnet på toppen af vagttårnet. Ved første øjekast lignede det en enorm fugl med sorte skæl og uden fjer og næb. I stedet viste den os sit sylespidse tandsæt i endnu et himmelflængende brøl. Dens flagermuslignende vinger ragede langt ud over kanten. Alle skreg og råbte til hinanden. Jeg stod naglet til jorden.

Ikke-fuglen brølede igen, men denne gang antændtes dens ånde, og stråtækte huse stod med ét i flammer. Murbrokker fløj om ørerne på os, og jeg fik gang i kroppen igen for at undvige én.

Så hurtigt mine ben kunne bære mig spænede jeg tilbage til huset.

“Liiv!” Jeg kunne ikke få øje på hende. Røgen omkring mig var mørk og tyk, og ilden arbejdede sig langsomt ned gennem loftet. Panisk kaldte jeg hendes navn igen og igen indtil jeg hørte hendes stille stemme svare mig under sengen. “Liiv, kom ud derfra!” beordrede jeg, og hun skyndte sig hen til mig.

“Hvad er det, der sker?” pev hun. Jeg havde aldrig hørt hende så bange.

Et kort øjeblik var jeg stille. “Det ved jeg ikke.”

I samme nu faldt en stor loftsbjælke ned lige ved siden ad os. Gløderne sprang til alle sider. Jeg greb krampagtigt fat i Liivs hånd og trak hende med mig ud ad det sammenstyrtende hus. Hun fulgte med så godt hun kunne, men hendes korte ben var ikke så hurtige som mine.

Alt udenfor brændte. Ikke-fuglen var ikke til at se længere, men jeg kunne høre dens tunge vingeslag. Lige meget hvorhen vi løb var lyden altid lige over os.

Jeg ledte Liiv gennem en passage mellem to huse da et knitrende brag lød og hun pludseligt gled ud ad min hånd. Hun skreg. Jeg snurrede rundt og mærkede blodet stivne. Et stort stykke brændende træ var væltet i det øjeblik hun var løbet forbi. Og selv hvis jeg kunne få hende fri, ville hun ikke leve mange timer endnu. Et brækket ribben havde sikkert allerede punkteret ét af hendes organer.

Jeg gjorde en synkebevægelse og faldt på knæ ved siden ad hende. Ignorerede ilden.

Hendes beskidte ansigt blev renset af de stille tårer. “Reinin,” fremstammede hun grådkvalt og hivende efter luft frisk luft, der ikke var der.

“Liiv,” svarede jeg med så fast en stemme som muligt. Jeg strøg hende over håret.

“Jeg vil ikke dø,” hviskede hun.

Blidt rystede jeg på hovedet. “Nej, selvfølgeligt ikke. Men kan du huske hvad Far plejede at fortælle os om Sovngarde? Verden hvor solen altid er varm og himlen klar?”

Hun afgav et lille snøft. “Du sagde, det bare var en historie. At det ikke findes.”

“Glem alt, jeg har sagt om Sovngarde. Og du skal ikke være bange.”

Hun lukkede øjnene. “Jeg kan ikke se det, Rein.” Hendes stemme var nær panisk.

“Bare rolig, du er der lige om lidt.” Jeg bøjede mig ned og kyssede hendes kind. Holdt tårerne inde. Mit blik blev sløret.

En person kaldte mit navn. Jeg vendte mig selvom jeg ikke havde lyst til at se væk fra lille Liiv. Og dér stod han – Ralof. Hans tøj var gammelt og slidt, og i hånden havde han et blankt sværd. Hans ansigt blev blegt da han fik øje på Liiv.

“Reinin, du bliver nødt til at komme væk herfra!” råbte han med sin ru stemme, men jeg rystede blot på hovedet.

“Jeg kan ikke,” svarede jeg og vendte blikket mod Liiv igen. Det så næsten ud som om hun sov.

Jeg hørte Ralofs tunge skridt bag mig og en fast hånd greb min arm. “Jeg lader dig ved Arkay ikke dø her!” sagde han og hev min lange krop op så let som ingenting.

Vredt prøvede jeg at vride mig ud ad hans tag, men intet skete. Jeg stirrede ham arrigt i øjnene. “Skrid, Ralof. Lad mig blive ved Liiv.”

“Hun er allerede død!” råbte han mig tilbage i ansigtet.

Jeg var tavs. Vendte mig mod Liiv under træet. Hendes ansigt lå halvt nede i mudderet. Kun ét af de spinkle lemmer var synligt. Det så ikke længere ud som om hun drømte om enge og skyfrit vejr. Liiv havde onde drømme.

Med flakkende øjne så jeg tilbage på Ralof.

Så satte vi i løb. Jeg hverken sagde eller tænkte noget, løb bare. Så mig aldrig tilbage mod Liiv. Men jeg så hele tiden hendes tynde ansigt for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...