Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1357Visninger
AA

17. Epilog: Tungerne

“Hvad skete der så?” spørger Ralof. Hans hasselnøddefarvede øjne stirrer afventende op på mig, og munden står åben i et spændt ansigtsudtryk.

Jeg skal lige til at svare, da Farengar kommer gående ind i værelset. I et flygtigt øjeblik varmer hans læber mine op. Alt for hurtigt har han rettet sig op igen.

Med et mystisk smil ser han på dem. “Det må I jo selv gætte jer frem til,” siger han, og de to børn sukker beklageligt. De hader, når deres far taler i gåder. Jeg kommer til at grine.

Delphine klatrer op på mit skød. “Mor, vil du ikke nok synge for os?” Hendes stemme er blød og klar.

Jeg ser på hende. “Hvilken sang skal det være denne gang?” Kun et splitsekund tøver jeg og må minde mig selv om, at lovaas ikke er ‘sang’. Dragesproget har endnu svært ved at forlade mit hoved, men jeg er blevet bedre til at tænke over mine ord. For jeg er trods alt ikke en drage. Jeg var efter kampen med Verdensæderen opsat på at opføre mig så menneskelig som muligt, også selvom det i starten kun var skuespil. Men det hjalp. Jeg er et menneske nu.

“Den om Tungerne,” svarer hun og putter sig tæt ind til mig. Jeg har aldrig forstået, hvorfor pigen holder så meget af den sang. Sat op imod hendes alder, burde hun ikke bryde sig sådan om den. Drabelighed er så vidt jeg ved ikke noget for børn, og Delphine er heller ikke en specielt blodtørstig pige.

Men har hun mon så regnet ud, at den er skrevet om mig?

Ét ved jeg: Delphine er klogere end de fleste femårige. Det samme er hendes tvillingebror. De … forstår mere end andre børn.

Varmt smiler jeg til hende, skubber tanken fra mig og lægger min ene arm om hendes krop. Ralof hopper op på mit ledige ben. Det vil ikke vare længe før begge er for store til at sidde på denne måde. Jeg må nyde det så længe det varer.

Farengar sætter sig ved siden ad os på sengen. Han følger det fremtrædende ar, der går fra min hårgrænse til kindben, med øjnene. Hans blik er som intet andet, da han ser direkte på mig. Jeg kan kun beskrive det som honningens sødme og duften af røde bjergblomster.

Aldrig vil jeg glemme disse gyldne øjeblikke.

Og så begynder jeg at synge.

 

“Alduins vinger, de mørknede hver sky.

Hans brøl rasende ild, og hans skæl tunge som bly.

Mænd løb og de dækkede sig, og de kæmpede og blev til lig.

De brændte og de bløde, imens de udstødte deres skrig.

 

Vi mangler frelsere til at fri os fra Alduins kløer.

Helte af marken til denne nye krig at føre.

Og hvis Alduin vinder, mand er væk fra vort Tamriel.

Fortabt inde i skyggen af det sorte himmelhvælv.

 

Men da kom Tungerne på den frygtelige dag.

Skridtsikre som vinter gik de ind i det store slag.

Og alle hørte musikken af Alduins afgrund.

Den søde sang af Skyrim, himmelflængende Thu'um.

                                                                                                           

Og sådan befriede Tungerne os fra Alduins bid.

Gav gaven af Stemmen, viste ind i en ny tid.

Hvis Alduin er evig, så er evigheden ovre.

For historien er slut nu, og dragerne de sover.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...