Breakaway - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Kimberly Jackson spillede som yngre med i en tv serie på Disney Channel, der for længst er glemt, den var kaldet Life of Kim. Da serien senere stoppede i 2008, endte Kimberlys skuespillerkarriere også. Hun lever nu i sin lille lejlighed i det centrale London, som hun knap nok har råd til. Hun begynder at have færre og færre penge til alle regningerne, da hun intet job har, og hun begynder at tage desperate midler i brug for ikke at miste sin drømme lejlighed, og være tvunget til at flytte hjem til sin far og stedmor, som bor in the middle of nowhere. Men hvad sker der når en helt speciel person en dag dukker op ud af det blå? Kan han redde hende ud af den kattepine hun er havnet i eller vil hun være fanget i den onde cirkel for evigt? Og hvad sker der når en gammel bekendt pludselig *Grimt sprog osv. kan opstå*


53Likes
45Kommentarer
2561Visninger
AA

8. Kapitel 7

”Kan jeg byde dig på endnu en drink?” Spurgte fyren foran mig. Han hed enten Collin eller Connor… eller noget med E. Han havde budt mig på helt vildt mange drinks og blev bare ved med at hælde på mig. Riley var forsvundet for længst med ham Zayn der var kommet med Louis. Som forventet. De så fine ud sammen, selvom det var lidt forkert, da jeg var sikker på han havde en kæreste. Resten af drengegruppen, der var kommet med Louis inklusiv Rileys venner, var også så godt som forsvundet; så nu var jeg ladt tilbage med ham her Collin – Connor – E fyren, der tydeligvis ventede på jeg blev så fuld at han kunne slæbe mig med sig hjem. Og jeg måtte indrømme jeg var i den grad over det stadie men det gjorde mig da ikke blind; han lignede virkelig noget der var kommet ud af en korøv for derefter at blive kørt ned af en blind gris. Jeg havde vist noget med bondegårdsdyr, når jeg var fuld. Sagen er den, at jeg egentlig kunne være smuttet nu og slippe for ham den creepy mr. E, men det kunne jeg ikke. Jeg kunne da ikke sige nej til gratis drinks!

Jeg nikkede som svar og kiggede ud mod dansegulvet. Hvor havde jeg lyst til at danse. ”Hey, Collin skal…” – ”Jeg hedder altså Lucas,” afbrød han mig. Ups. En drink blev placeret på bordet foran mig af en ret lækker bartender som blinkede til mig.  ”Okay,” mumlede jeg for mig selv og bundede min drink som var ret stærk, men ikke slem, for intet var for stærkt til mig. ”Skal jeg købe dig en til?” Spurgte Lucas og lagde en hånd på mit lår. Wow, you don’t know me like that! Jeg fjernede diskret hans hånd (så diskret som en klodset og fuld person nu kan være!) og åbnede munden for at sige ja. Men så langt nåede jeg ikke. ”Jeg tror, jeg tager den herfra,” var der en stemme der afbrød og efter lidt snakken var Lucas væk og nu sad Louis på hans plads.

”LOUIS!” Råbte jeg glad, men fumlede lidt så det endte med at lyde som noget hen ad: Lulu. Han grinte lidt og kiggede lidt rundt. ”Har du set nogle af de andre?” Råbte jeg til ham, da musikken var ret høj.

”Øhm. Mine venner sidder nok lidt fordelt, men Harry og Niall sidder ovre i den bås,” forklarede han og pegede hen mod en bås, hvor Nialls latter kunne høres hele lokalet. Eller nej, men overdrivelse fremmer forståelse. ”Hende din veninde med det mørke hår,” – ”Jade,” afbrød jeg ham. Jeg havde ikke set meget til hende, sikkert fordi hun hang over Daniel hele tiden. Jeg vidste godt, hun var vild med ham, men måske var det en god idé at holde sig fra ham når han nu både var kendt som flirter i højeste grad og var i et forhold med Riley. Hun burde hellere stoppe nu og undgå at blive såret. ”Ja, hende. Hun danser sammen med… Ricky?” Gættede han. Jeg nikkede bekræftende. Ricky måtte endelig have kunne hive Jade væk fra Daniel og ud og have det sjovt. Vi var trods alt til fest. ”Og jeg gætter på Zayn er sammen med Riley?” Gættede jeg og fik bekræftet min mistanke da han nikkede.

”Har han ikke en kæreste?” Råbte jeg og lod endnu engang mit blik glide hen af de dansende mennesker, men jeg stoppede hurtig igen da mine øjne begyndte at gøre ondt. ”Jo. Perrie,” svarede han. Jeg burde egentlig fortælle det til Riley (ikke at hun ville lytte) men en voldsom trang til at gøre noget ekstremt greb fat i mig og fik mig til at føle mig som et hyperbarn der ikke kunne sidde stille. ”Skal vi ikke danse?” Spurgte jeg, men ventede ikke på hans svar og begyndte bare at gå ind mod det enorme dansegulv, der var propfyldt. Alle de mange farver der lyste fra lamperne og ned på de dansende og svedende mennesker gjorde mine øjne lidt irriterede men jeg ignorerede det og fortsatte mod mit mål.

Jeg stoppede, da jeg stod midt inde på dansegulvet, i centrum hvor jeg hørte hjemme. Jeg vendte mig om og så som forventet Louis på vej hen imod mig med et lidt usikkert smil. Jeg tog fat i hans hånd og trak ham helt hen til mig. Sangen Burn med Ellie Goulding begyndte, og jeg fyrrede de bedste dansemoves jeg havde lært af.  Det var meget rart at stå så tæt på Louis selvom han af en eller anden grund så urolig ud og blev ved med at forsøge at skabe øjenkontakt med mig, selvom jeg ikke kunne koncentrere mig om at holde den særlig længe. Og nej, øjenkontakten var ikke sådan en jeg – så–vild – med-dig øjenkontakt, mere det der urolige blik. ”Hey, er du okay dine…” – ”Jeg må lige sætte mig,” var hvad jeg ville have sagt da jeg afbrød ham, men det endte med at lyde som: Jegmhhhlisætmehne. Jeg gik på vaklende fødder hen mod en af barstolene og kunne Louis følge efter mig. Jeg mærkede sløvheden gribe fat i mig og jeg nærmest væltede ind i stolen. Heldigt for mig ingen var ædru nok til at tage sig af det.

Jeg satte mig ordenligt på stolen og forsøgte at samle mig ved at lukke mine øjne. Sløvheden tog endnu engang fat i mig, men denne gang føltes det behageligt. Jeg følte mig døsig, men alligevel følte jeg, at jeg havde overskud til alt. Jeg åbnede mine øjne igen og kunne ikke stoppe det fjogede smil der klistret sig fast til mit ansigt, da jeg så Louis’ ansigt. Han så så seriøs ud. Han havde sikkert ikke moret sig hele aftnen. Det kunne han tydeligvis ikke finde ud af. ”Hvorfor så sur?” Spurgte jeg snøvlende og fnes lidt over hvor sjov min stemme lød. Jeg lød som Voldemort højst sandsynligt ville lyde efter at have stået op. Endnu engang fnes jeg over mine tanker, hvilket resulterede i et sært blik fra hr. lyseslukker. ”Jeg er ikke sur, det er bar…” – ”Du ser sur ud,” blev jeg ved, for han så virkelig sur ud, med hans rynkede bryn og mærkelige, seriøse blik. Nej, han var ikke sur han var bare… kedelig. ”Jeg er ikke sur, jeg..” – ”Nej, selvfølgelig er du ikke det. Du er bare kedelig,” sagde jeg og prøvede snøvlende at sige kedelig i stavelser. Hvilket du kunne gætte dig til gik forfærdeligt. ’’Lulu’’ sukkede tungt og kiggede halvirriteret på mig, da jeg fik mega meget grineflip over mit lamme kælenavn til ham.

”Kimberly, jeg tror du skal…” – ”Se der er Riley. Riley!” Råbte jeg og smuttede fra ham midt i hans sætning om hvad han mente jeg skulle, men jeg kunne være ligeglad, jeg havde andre ting at tænke på.

Rileys Synsvinkel

”Riley!” En stemme afbrød mit næsten-kys med Zayn. Jeg sukkede irriteret og kiggede i retningen af lyden. Hvad gik der af hende?! Burde hun ikke være henne og forføre ham Lewis-fyren, i stedet for at afbryde mine intime øjeblikke? Jeg havde ventet på det kys hele aftenen, for der skulle åbenbart hældes meget på ham Zayn, før han gad gå med til noget. Han havde åbenbart kæreste, som han holdt åh-så-meget – af. Ikke at det ragede mig en skid. Men han havde endelig fået øjnene op for mig, og var klar til at ’’give den hele armen’’, eller hvad folk nu siger.

Jeg skruede et falskt smil på og kiggede afventende på Kimberly, der kom gående mod mig med en meget usikker gang. Hvor meget havde den pige lige drukket?

”Lige et øjeblik,” hviskede jeg til Zayn og flettede mine fingre ud af hans.

”Bliv her.”

Jeg gik lidt halvirriteret hen til Kimberly, tog fat i hendes arm og trak hende med udenfor. Hun var ret usikker på benene, så jeg slæbte hende nærmest med mig. ”Hvad sker der for dig?” Hvæsede jeg af hende og stirrede hende direkte i øjnene. Hendes pupiller var totalt små, og hun lignede virkelig en der levede i sin egen verden lige nu. Det var tydeligt, at hun var påvirket. Jeg havde mange gange før oplevet, mine venner påvirket af forskellige ting, men jeg havde godt ikke troet det her om Kimberly. ”Hvad fanden har du taget?!” Råbte jeg ind i hovedet på hende og tog hårdt fat i hendes skuldre. ”Auuuw,” mumlede hun og fnes lidt. Smerten gik hende tydeligvis ikke meget på. Jeg sukkede opgivende. ”Ved du hvor Louis er?” Spurgte jeg og kiggede indtrængende på hende, men det resulterede selvfølgelig bare i, hun flækkede af grin. ”Ligner jeg måske hans mor?” Spurgte hun flabet, og som om jeg orkede det lige nu! ”Har jeg måske set hans mor?” Svarede jeg halvirriteret tilbage. Jeg skulle nå tilbage til den lækre popstjerne, der ventede på mig inden han besluttede sig for at smutte. ”Kimberly, du har brug for at slappe af. Kom med,” sagde jeg og hev hende med mig indenfor igen.

”Ricky. Hold øje med hende,” råbte jeg til ham og smed Kimberly hen til ham. ”Hvad fanden?” – ”Hun har taget et eller andet, så kan du ikke lige holde øje med hende, mens jeg ordner et lillebitte ærinde?” Spurgte jeg med den mest sukkersødestemme jeg kunne præstere, for jeg vidste det virkede på Ricky, fordi han var vild med mig. Men det var alle drenge jo. ”Ørhm… selvfølgelig,” svarede han og rettede lidt på Kim, så hun sad ordenligt op. ”Tak, Ricky,” sagde jeg og kyssede ham på kinden. Han var helt sikkert rød i hovedet, men det kunne ikke ses i det blå lys der lå over alle i klubben. Jeg tog Kimberlys hovedet mellem mine hænder og hviskede: ”Opfør dig ordenligt,” Inden jeg gik, og jeg vidste, at hun vidste, hvad jeg hentydede til.

Jeg gik hen til Zayn igen, der forhåbentlig havde savnet mig. ”Hey,” sagde jeg med forførende stemme, da jeg kom helt hen til ham. Han smilede til mig og kyssede mig akavet og vådt på kinden. Han havde sikkert sigtet efter min mund, men var for fuld til at ramme. Jeg derimod var næsten helt ædru, mest fordi jeg havde noget at fuldføre i aften, og jeg var nødt til at have overblik. Jeg grinede lidt højt af hans forsøg på at kysse mig og tog hans smukke ansigt mellem mine hænder. Jeg kunne ikke fatte, at jeg var i gang med forføre en verdenskendt person. Hvis bare han slog op med sin såkaldte kæreste og gik over til mig, ville jeg blive kendt på ingen tid, endda før Kimberly. Ikke at det kom som en overraskelse. Jeg mener… jeg gik altid efter, hvad jeg ville have, når jeg ville have det, mens Kimberly skulle tage en masse underlige, ekstra lange og snoede veje, det var derfor hun aldrig ville blive til noget, medmindre jeg skubbede hende i den rette retning.

Jeg lænede mit hoved mod Zayns og lod vores læber mødes i et længe ventet, følelsesløst kys (i hvert fald fra min side af). Jeg bed ham forsigtigt i læben inden, jeg trak mig fra kysset og kiggede ham ind i øjnene. Han så helt forelsket ud. Stakkels pus. Bare ærgerligt der ikke fandtes nogen form for empati i mig.

Jeg bed mig i underlæben, hvilket tydeligvis tændte ham. ”Hjem til dig?” Spurgte jeg og flettede mine fingre ind i hans. Han nikkede smilende med sit blik fæstnet til min læbe. ”Kom,” hviskede jeg til ham. Jeg stod så tæt på ham, at jeg vidste, han ville kunne høre mig, selvom musikken var virkelig høj herinde. Jeg trak ham med mig udenfor og fik på vejen ud af døren øjenkontakt med Kimberly, der sendte mig et skævt smil. Hun lå helt op ad Ricky, som havde en hånd på hendes lår og forsøgte at fange hendes opmærksomhed. Det var tydeligt han havde et eller andet for Kim, men det var hun selvfølgelig for blind til at se. Jeg vidste, Ricky ikke ville gøre et eller andet som at få hende med i sengen i den tilstand, selvom han ikke ville få bedre chancer lige foreløbig. Han var godt meget flirtende og alt det der, men han var også en gentleman.

Mit blik gled videre hen på en pige med mørkt hår. Bedre kendt som Jade. Hendes blik var klistret til en bestemt person. Det kommer vel ikke bag på nogen, den person var Daniel. Jeg forstod ikke hvorfor hun ikke bare gav op. Daniel ville ikke have hende. Hvorfor var det så svært at forstå; Jeg måtte sætte en stopper for det her. ”Kan du hente min jakke og skaffe en taxa, så kommer jeg om lidt?” Spurgte jeg og kyssede ham kort på munden. Da han forsvandt ude af syne marcherede jeg direkte hen til Daniel, der var omringet af omkring 5 liderlige piger. Han måtte føle sig som i himlen. Jeg tog fat i hans skjorte og hev ham hen til mig. Vores læber mødtes kort og heftigt og sluttede da jeg gav slip på ham og gik over til Jade og hvæsede i hendes øre: ”Bare drop det. Jeg har vundet.” Med de ord gik jeg fra dem velvidende om alles blik lå på mig, og velvidende om at Daniel kiggede på min røv, som jeg sørgede for at vrikke lidt ekstra med for hans skyld.

Kimberlys Synsvinkel

Det var noget tid siden Riley forlod os, ikke at jeg rigtig bekymrede mig, jeg havde det alt for sjovt, selvom jeg følte mig døsig. Stadigvæk. ”OH YEAAH!” Råbte jeg, da Down med Jay Sean og Lil Wayne blev sat på. ”DET ER MIN SANG!” Råbte jeg fra min plads. Jeg følte mig som hersker over alle sammen fordi jeg stod op i sofaen. Jeg hoppede ned (jeg faldt godt nok, men det var ligegyldigt, det kunne jeg ikke tænke på nu) og rejste mig klodset op foran Ricky. ”Dans med mig!” Sagde jeg og hev ham med mig ind mellem alle de svedige og dansende mennesker.

Ricky havde været ’’sticky’’ hele aftnen. Lige meget hvor jeg gik hen, var han lige bag mig. Jeg måtte indrømme det var irriterende, men jeg kunne ikke spilde tid på at skille mig af med ham, når jeg havde så meget at gøre. ”Jeg går lige hen og får noget at drikke!” Råbte jeg til ham og gik hen til baren. Jeg satte mig hårdt i en af barstolene, nærmest faldt ned i den. Der sad næsten ingen ved baren i øjeblikket, så bartenderen fik hurtigt øje på mig. ”Hvad skulle det være, smukke?” Spurgte han dæmpet. Den eneste grund til jeg kunne høre ham for al larmen var, han nærmest var helt op i fjæset på mig, men jeg orkede ikke at rykke mig. ”Overrask mig,” svarede med et smil. Det havde været mit mål at lyde flirtende, men det går som regel ikke så godt, når man snubler over ordene. Men det lykkedes ham at forstå mig, og det var vel det vigtigste, lige meget hvor pinlig og u-flirtende, jeg så end lød. En drink blev placeret foran mig og den lyste faretruende. Det sitrede lidt i mine fingerspidser, da jeg rakte ud efter glasset, men jeg ignorererede det. Jeg drejede mig sløvt en gang i stolen, og sad nu med front mod alle mennesker. Nogle var svedige og så trætte ud men dansede alligevel, nogle stod og gik virkelig til den ovre i hjørnerne, mens andre mere ædru og kedelige personer sad i sofaerne og snakkede med deres venner, som var de på baresso. Jeg kiggede med et dovent blik ned i mit glas, og væsken så ikke ligefrem drikkelig ud, men det skulle ikke stoppe mig fra at drikke det. Men så langt nåede jeg selvfølgelig aldrig.  Inden jeg vidste af det gik en voldsom rysten gennem min arm og fik mig til at tabe mit glas, der ligeså snart det ramte jorden splintredes i tusind stykker. En masse mennesker kiggede chokkeret i min retning, men jeg holdt ikke deres opmærksomhed særlig længe, da de vidst havde andre ting at gøre. Jeg var stadig lidt forvirret over, hvad der skete og kiggede ærligt ned på min drink. Jeg kiggede lidt studerende på min arm, men den så ganske normal ud, hvis man ignorerede dets angreb af gåsehud. Og nu jeg nævnte, det frøs jeg utrolig meget. Jeg gned mig lidt på armene for at få varmen, men det hjalp overhoved ikke, og jeg sad nu i min barstol og rystede som havde nogle lige hældt en spand isvand udover mig.

”Hvad sker der, Kimberly? Er du okay?” Lød en stemme. Ja, dumt spørgsmål Einstein! Hvordan ser jeg ud til at have det. I samme øjeblik jeg havde tænkt tanken overtog trangen til at kaste op mig. En dårlig smag bredte sig i min mund, og min mave havde det heller ikke for godt skulle jeg lige hilse og sige. ”Nej,” jamrede jeg med lukkede øjne, og tog mig til maven, mens jeg stadig rystede som… en rystemaskine. Jeg mærkede nogen hive mig op og stå, men mine ben gav efter og lå på gulvet inden, jeg kunne nå at tælle til 3. ”Hov,” mumlede han og hev mig op at stå igen, denne gang med armen rundt om mig, så jeg ikke ville falde igen. For at gøre det lettere for ham lagde jeg min arm om hans skulder. Jeg fulgte med ham, som han trak mig af sted, eller nærmere slæbte, men endnu engang knækkede mine ben sammen under mig. ”Jeg kan ikke, Louis,” mumlede jeg opgivende og pustede ud for at få kvalmen til at virke mindre slem. ”Okay, så…” hørte jeg ham mumle og inden jeg nåede at registrere noget var mine fødder ikke længere på jorden. ”Du kan ikke bære mig,” mumlede jeg træt, og lød lidt fjern, fordi jeg forsøgte at fokusere på mine vejrtrækninger og undgå at kaste op udover en eller anden stakkel, der bare ville være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. ”Har du måske en bedre idé?” Jeg valgte at ignorere ham, for selvfølgelig havde jeg ikke en bedre idé. Det gav et sæt i Louis, da min krop endnu engang fik et angreb af kulderystninger. Jeg stønnede irriteret, men det resulteret bare i min kvalme blev meget værre. ”Louis,” sagde jeg, og lød virkelig som en der sad og sked. ”Jeg skal kaste op.” Jeg pustede langsomt ud og prøvede at komme ud af hans greb om mig så al min ørl ikke ville ende på ham.

”Hvad?”

”Jeg skal kaste op! Ørle, brække mig, ud med det hele. Som i lige nu,” Vrissede jeg, og formåede endelig at komme væk fra ham og gå hen til en klam gyde lidt væk fra os på gummiben, der knækkede sammen under mig ligeså snart, jeg var derhenne. Der lugtede råddent, men alligevel lagde jeg mig ned på alle fire med hovedet henover… noget. Jeg mærkede, alt jeg havde spist og drukket hele dagen kæmpe sig vej op gennem min hals, og følelsen af at skulle kaste op efter alle de år fik tårerene til at samle sig i mine øjne. Jeg mærkede en hånd fjerne mit krøllede hår fra mit ansigt, mens en stemme hviskede beroligende ord i mit øre. Da jeg var færdig med at kaste op, tog hulkene over. Jeg rystede stadig, som var jeg lige blevet taget ud af en fryser og kvalmen og opkasten havde i den grad sat sig spor. ”Så, så,” mumlede Louis og holdt mig stramt i sine arme, selvom jeg egentlig burde være klam at røre lige nu.

”Hvad sker der?” Råbte en stemme bekymret. Helt klart Ricky. Louis og ham havde en mumle samtale, hvor ordene syg og taxa indgik, og så var Ricky væk. ”Hvor gik Ricky hen?” mumlede jeg. Min stemme var så lys og skrøbelig at jeg ikke kunne kende den. Ikke at min stemme til daglig var dyb og hård, men alligevel. ”Hen efter en taxa,” svarede han og strøg mig hen over håret. Jeg kunne af en eller anden grund ikke lade være med at tænke Riley og Zayn (som sikkert snart hed Rayn), og hvor mange problemer Zayn ville vågne op til i morgen. Hans kæreste ville højst sandsynligt gå fra ham når hun hørte om det her, hvilket Riley nok ville sørge for hun gjorde. Jeg havde næsten ondt af ham.

Men også kun næsten.

UNDSKYLD IKKE RETTET IGENNEM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...