Breakaway - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Kimberly Jackson spillede som yngre med i en tv serie på Disney Channel, der for længst er glemt, den var kaldet Life of Kim. Da serien senere stoppede i 2008, endte Kimberlys skuespillerkarriere også. Hun lever nu i sin lille lejlighed i det centrale London, som hun knap nok har råd til. Hun begynder at have færre og færre penge til alle regningerne, da hun intet job har, og hun begynder at tage desperate midler i brug for ikke at miste sin drømme lejlighed, og være tvunget til at flytte hjem til sin far og stedmor, som bor in the middle of nowhere. Men hvad sker der når en helt speciel person en dag dukker op ud af det blå? Kan han redde hende ud af den kattepine hun er havnet i eller vil hun være fanget i den onde cirkel for evigt? Og hvad sker der når en gammel bekendt pludselig *Grimt sprog osv. kan opstå*


53Likes
45Kommentarer
2589Visninger
AA

7. Kapitel 6

Mine sårede fødder bevægede sig hen over den kolde asfalt i et hurtigt tempo. Jeg vidste, asfalten var kold, fordi jeg, af en eller anden grund havde, hverken sko eller sokker på. Grunden til jeg løb, kunne jeg heller ikke forklare; jeg følte mig bare forfulgt.

Jeg kunne intet se, som jeg løb hen af den lange, endeløse, kolde vej; det eneste jeg kunne se, var vejen og et uendeligt hav af mørke. Jeg kiggede mig ikke tilbage en eneste gang; jeg turde ikke. Jeg løb bare. Jeg løb og løb og løb og løb. Jeg løb videre selvom, jeg var bevidst om, at smerten i mine fødder kun blev værre for, hvert skridt jeg tog. Jeg løb videre.

Efter mine sidstik var blevet 10 gange værre og smerten i mine fødder var udholdelig, besluttede jeg mig for at stoppe. Jeg satte mig ned på den hårde asfalt med et bump, hvilket resulteret i jeg stak min røv på noget. Højst sandsynligt en sten. ”Av!” mumlede jeg. Min stemme føltes ikke som min, den lød som et ekko, der kom fra et sted langt væk herfra. Jeg fjernede stenen, der ikke kun havde stukket mig i rumpen, men havde selvfølgelig også revet hul i mine bukser. Jeg sukkede irriteret og tog fat i min ene fod for at se, hvad der havde forårsaget smerten. Smerten blev kun værre, da min hånd mødte min fod, og jeg kunne næsten intet se i mørket. Jeg kneb øjnene sammen og lænede mit hovedet længere frem mod foden. Hvis nogen så mig nu …

Jeg kunne stadig ikke se særlig meget, men kunne nu skimte noget rødt. Min fod var helt rød. Hvad pokker? Jeg blinkede lidt og fokuserede igen. Den var stadig rød. Jeg fik pludselig øje på min anden fod, der lå på den nærmest lysende asfalt; den var også rød. Det røde løb ned af min fod og landede på asfalten for så at forsvinde igen. Det var blod. Jeg kunne dog ikke forklare, hvorfor blodet forsvandt, da det ramte asfalten, der nærmest virkede magisk nu. Ikke Harry Potter-magisk lidt mere creepy-magisk.

Jeg kiggede bagud, for at se hvem der fulgte efter mig og fik øje på… ingenting. Jeg blev ved med at stirre intenst ind i mørket, men intet skete. Jeg skulle til at fjerne mit blik og rejse mig op, da jeg mærkede noget på min ene skulder. Mine vejrtrækninger steg, og jeg vendte mit hovedet mod tingen, blot for endnu engang at få øje på ingenting. ”F…” bandeordet noget aldrig ud, delvist fordi jeg af en grund ikke kunne få det over mine læber og fordi en stemme afbrød mig.

Du kommer aldrig tilbage,” lød den. Tilbage hvor? ”Hvad mener…” jeg stoppede mig selv, for ikke en lyd nåede over mine læber. Kunne jeg nu ikke tale?

”Nej. Du har ikke brug for at tale lige nu; du skal lytte.”

”Du skal passe på.” Ja, det fik jeg jo meget ud af!

”Ikke alle er, hvem de udgiver sig for at være. Ingen kan hjælpe dig tilbage.” Hendes stemme var en lys stemme, der mindede mig om klokkeklang. Stemmen passede til en 12 årig, men ordene fik hende til at lyde meget ældre.                                                                                                                                                        

”Hvad mener du med, ingen kan hjælpe mig tilbage? Tilbage hvor?”

Min stemme var tilbage, og den lød igen som et ekko fra Langtbortistan. ”Lyt til mig. Lige meget hvad du gør, lige meget hvor hårdt du prøver, vil du aldrig kunne komme tilbage til, hvor du startede. Den tid er ovre.”

Jeg åbnede min mund for at sige noget, men blev afbrudt af en høj øreskærende larm. Jeg fik et kort glimt af noget; eller rettere nogen. En pige. En pige, der lyste. Hun havde langt, bølget, platinblondt hår. Hendes hud var lys og så gennemsigtig ud, hun havde rosa farvede, smalle læber der formede ordende: Husk det.

Lige så snart hun forsvandt, skete det samme med asfalten, og jeg blev opslugt af mørket. Jeg følte, jeg faldt med 10 000 020 km i timen og selvom jeg intet kunne se, kunne jeg fornemme, at jeg var ved at nå bunden.

Jeg satte mig op i sengen med et voldsomt ryk. Ved siden af mig var grunden til jeg var blevet revet ud af min drøm. Min mobil. Dens irriterende ringetone spillede på livet løs, men havde stadig ikke vækket Riley, der lå ved siden af mig i min seng. Det var en ret stor dobbeltseng, så der var plads til os begge.

Jeg orkede ikke rigtig at snakke i telefon, så jeg lod den ringe et par gange inden, den endelig stoppede. Jeg gned mig i øjnene og kiggede på Riley, der stadig sov. Hun sov godt nok tungt.

Hovedpinen fra i går var forsvundet og smerten i min ryg meget svag. I stedet for at tjekke, hvem der havde prøvet at få fat i mig, rejste jeg mig op, og gik hen imod mit skab for at finde noget tøj. Jeg åbnede lågerne, og besluttede mig til sidst for at tage noget simpelt på som nogle grå sweatpants og en hvid tanktop. Jeg besluttede mig at få noget morgenmad, da jeg ikke gad vente på Riley.

Da jeg sad og spiste morgenmaden (der bestod af rester), kunne jeg ikke lade være med at tænke på min drøm. Jeg vidste, det blot havde været en drøm, men den sad nærmest fast. Hvad havde hende den lysende dame-pige-engel-ting ment med, jeg ikke ville komme tilbage? Jeg er jo tilbage! Her i min lejlighed. Din lejlighed som om ikke så lang tid ikke er din mere…

Jeg havde glemt alt om William og de penge, jeg skulle få fat i. Jeg kunne ikke bare bede Riley om at gå, hun ville straks begynde at stille en masse spørgsmål omkring det og, hvis min grund ikke var god nok, ville hun højst sandsynligt blive. Jeg udstødte et lavt frustreret suk for mig selv. Hvad skulle jeg gøre?

”Hvad sker der?”

Jeg vendte mig om ved lyden af Rileys søvnige stemme i døråbningen. ”Ikke noget,” sagde jeg skingert, hvilket straks afsløret mig i at lyve. ”Okaay,” sagde hun skeptisk og virkede straks mere vågen. ”Fortæl.” Hun satte sig overfor mig og borede sine øjne ind i mine. ”Øhm… bliver du her til i aften?” Mumlede jeg og så ned på mine hænder. ”Ja. Må jeg da ikke det?” Sagde hun fornærmet og løftede sit ene øjenbryn. ”Jo! Jo selvfølgelig må du det. Jeg…” Jeg ledte efter en passende undskyldning, men før jeg nåede så langt…”Nu er jeg med! Louis har ringet igen ikk’?” Sagde hun og så nu begejstret ud, men hun tænkte sikkert kun på, hvilken kjole hun skulle have på til den røde løber. Selvom jeg inderligt ønskede bare at sige ja, kunne jeg ikke få mig selv til det. ”Nej,” sagde jeg stille og rystede på hovedet. ”Jeg… Det er bare fordi, jeg … jeg skylder William nogle penge, og han skal senest have dem i morgen,” forklarede jeg og fastholdt mit blik på mine hænder. Riley vidste godt, hvem William var, men hun var bare ikke været særlig vild med ham. Hun mente, han var et nørdet fjols af en outsider; men det havde hun kun sagt fordi, hun var vild med ham dengang, men det ikke var gengældt. Der lå en lidt ubehagelig stilhed over os, indtil Riley endelig valgte at sige noget: ”Hvorfor låner du så ikke nogle penge? Du kan låne af mig.”

”Jeg låner ikke penge, jeg ved, jeg ikke kan betale tilbage,” sagde jeg kort. Ikke tale om. Jeg skal ikke skylde flere penge, og da slet ikke Riley. Jeg skylder vist allerede for meget. ”Så lad være med at dukke op,” sagde hun så som om, det var den selvfølgeligste ting i verden.

”Hvad?”

”Du hørte mig godt. Lad være med at dukke op.”

Hun rejste sig og begyndte at lede mine skabe igennem. ”Hvad skal jeg så gøre med det, jeg allerede har fået fat på? Skal jeg bare smide det ud af vinduet?” Jeg rejste mig også fra min stol og smed min tallerken i vasken. Det kunne jeg ordne senere. ”Det ved jeg da ikke. Giv det til velgørenhed eller sådan noget, du kan vel være ligeglad med, hvor det ender.” Hun viftede lidt med sin ene hånd for at vise, hvor ligegyldigt det var. ”If you say so,” mumlede jeg. ”Du finder intet, jeg har ikke handlet ind i en evighed,” tilføjede jeg efterfølgende og gik ind på mit værelse for at hente min mobil. Et mistet opkald fra min far. Siden hvornår var han begyndt at ringe til mig? Han ringede kun, når han ville have mig til at gå i kirke eller læse noget mere i min bibel, som jeg vist havde smidt væk.

Jeg lukkede døren og satte mig på min seng med min mobil op til mit øre. Den sidste ordenlige ikke-religiøse samtale, jeg havde haft med min far var dengang, jeg valgte at flytte ud. Det var den dag, jeg fandt ud af min far kunne bande. Jeg forstod stadig ikke, han var så sur, jeg var jo aldrig hjemme. De ville ikke lægge mærke til, jeg manglede, alligevel.

”Det er Victor.” Ja, min far hed Victor. Vist nok.

”Hej far.” Sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile lidt ved lyden af hans stemme. Jeg havde savnet ham, men jeg ville bare ikke gå med til at leve med hans kone. Hun hadede mig. ”Er det dig Elena?” Lød hans stemme igen. The fuck?! Elena? Han havde bare ikke lige forvekslet mig med hende.

Elena var den datter min far og Claire (hans dumme kone) havde fået sammen. Hun var 12 år, hvilket sikkert lød lidt underligt i dine øre, da min mor først forlod os, da jeg var 8. Det syntes jeg også, da min stedmor 3 måneder efter min mor rejste, var højgravid. Det viste sig, min far havde været min mor utro, hvilket man ikke rigtig forventede af en præst, der virkede til at tage sit job seriøst. Det var grunden til, jeg hadede Elena, fordi hun var resultatet af min fars utroskab. Det kunne godt være, jeg lød som en, der bare hadede alt der trak vejret, men sandheden var, jeg kun hadede min såkaldte familie; min far kunne godt tilgives en dag, men Claire og Elena hørte ikke til i min familie. De hørte ikke til i den familie, der ikke engang eksisterede mere. Det var ikke engang min familie længere. Det var Elenas. Det var også en del af grunden til, jeg hadede hende. Hun skulle vokse op med en hel familie: mor og far, hendes mostre, kusiner og fætre på Claires side. Selv min fars side af familien kunne lide hende. De hadede mig; sikkert på grund af min mor. De havde af en eller anden grund aldrig kunne lide hende. Jeg havde aldrig fået af vide hvorfor.

”Lyder jeg som Elena,” vrissede jeg og vrængede af hendes navn. Lød jeg måske som en 12 årig? Det krævede intet svar.

”Kimberly?” Forsøgte han igen. Jamen, hvor mange døtre havde han egentlig? Jeg sukkede lidt inden, jeg svarede: ”Ja. Du har ringet?” Jeg pillede lidt ved mine negle bare for at fortage mig noget, mens jeg ventede på hans svar. ”Ja. Du må komme hjem til os her på mandag,” sagde han så og lød pludselig ret alvorlig.

”Jeg kommer ikke,” fastslog jeg. Ikke tale om at jeg skulle være i samme rum som Clair og hendes lille møgunge. ”Det skal du, Kimberly. Det er meget vigtigt,” sagde han med hævet stemme. Det havde aldrig været min fars ting at være streng forælder. ”Jeg sagde: jeg kommer ikke,” gentog jeg ”Desuden, kan du ikke bestemme over mig længere, og hvis det er åh-så vigtigt, kan du jo sige det nu?” Han sukkede på sådan en unge-nu-til-dags måde, men det havde han ingen grund til. Han vidste godt, jeg ikke kunne udstå dem. De havde ødelagt min familie; men selvfølgelig troede min far på tilgivelse og alt det der. Jeg var helt overbevist om, at han elskede Elena højere end mig; hvis han da overhoved elskede mig. Vi havde ikke set hinanden i snart 2 år, og han virkede ikke til at savne mig utrolig meget. Det var jo ingen hemmelighed, at min far var elendig til skuespil, han ville umuligt kunne dække over det, hvis han virkelig holdt af mig. Men endnu engang var det sikkert fordi, jeg mindede for meget om min mor.

”Jo, jeg bestemmer stadig over dig, for jeg er stadig din far, og”- ”Nå, er du stadig min far? Det er du ellers ret dårlig til at vise,” afbrød jeg ham inden, han kom for godt i gang med sin en-forælder-vil-altid-være-en-forælder tale. ”Kimberly, drop det nu. Vi har talt om det,” sagde han. Og ja, ikke om jeg kunne huske det, vi talte om, hele hans tale om at vi begge var kommet videre. Jeg ville aldrig kunne komme mig over tanken om, at min far havde haft så lidt respekt for min mor, at han var gået bag om ryggen på hende og havde fået et barn med ondskaben selv. Jeg ville aldrig kunne komme mig over, han havde fået en ny og perfekt familie, som jeg ikke måtte være en del af. Jeg ville aldrig kunne komme mig over det faktum at den eneste forælder, jeg havde tilbage elskede sit nye barn højere, end han nogensinde ville komme til at elske mig. Jeg turde vædde på, han aldrig ville tvinge Elena til at arbejde i en død-syg kirke, til hun blev gammel og grå.

”Kimberly, det er faktisk noget meget vigtigt, vi skal fortælle dig. Det kan være altafgørende for vores familie,” sagde han. ”Vores familie. Far, jeg er ked af det, men vores familie eksistere ikke længere. Du mener vel din lille perfekte familie, som overhoved ikke vedkommer mig længere.

Jeg forslår, du tager denne alvorlige samtale med din datter, Elena. Ikke med mig!” Hvæsede jeg og lagde på. Vores familie? Pft! Har man hørt mage? Jeg havde ingen familie, min familie var så godt som død, og det havde den været i et godt stykke tid nu.

Det havde den været lige siden, mor forlod os og heksen joinede klubben som erstatning.

”Hvem snakkede du med?” Spurgte Riley, lige så snart jeg trådte ind i stuen. Hun sad i min sofa og så noget i tv’et. Jeg var sikker på, det var Top Model eller noget lignende. ”Bare…” jeg tøvede lidt og kiggede på mine fødder. ”Det var bare William, der ville sikre sig, jeg kom med pengene i morgen,” sagde jeg troværdigt og kiggede hende direkte i øjnene, for at virke mindre løgnagtig. Jeg sendte hende et forsikrende smil inden, jeg gik hen imod sofaen, hun sad i. ”Okay. Stakkels William, han har ingen idé om, at du ikke kommer i morgen,” sagde hun med falsk medlidenhed, og grinede da hun havde talt færdigt. Jeg grinede med og fokuserede bagefter på tv’et. ”Hvad er det, du ser?” Jeg kunne ikke helt kende nogle af modellerne selvom, der stod genudsendelse oppe i toppen af skærmen.

”New Zealand’s Next Topmodel,” svarede hun fraværende. ”Jeg kan godt lide Michaela, hun har pæne ben. Men jeg holder egentlig med Dakota, selvom hun er forfærdelig irriterende og falsk, gør hun programmet lidt sjovere at se.” Det var helt tydeligt, at hun fulgte meget med; og havde sikkert gjort det i noget tid. Men hendes svar, hjalp mig ikke ligefrem med at genkende nogle af modellerne; nærmest tværtimod. ”Tvillingerne er nu også ret cool, eller var for den ene er røget ud, og nu er der kun Elza tilbage…”Blah, blah, blah. Hun fortsatte sin lange strøm om hvem af modellerne, der var hendes favoritter, hvem der var pænest og en eller andens ben.

Jeg sukkede lavt for mig selv og hev min mobil hen til mig. ”Render du stadig rundt med den? Hvad var vi så ude for?” Jeg lagde mærke til Riley kiggede på mit oldtidsfund af en mobil. Hun havde ret, hvorfor havde jeg ikke skiftet endnu? ”Klart. Jeg…” sagde jeg og pegede ud mod gangen, hvor den lå i posen fra i går sammen med alt det andet, vi havde taget. Jeg valgte at tage 4S’eren og pingvin coveret i hånden og gik tilbage til Riley, der igen sad med blikket limet til skærmen. Jeg kunne huske, hun dengang vi var små, havde sagt til mig, at hvis skuespillet ikke blev til noget, skulle vi stille op i Britain’s Next Top Model; ikke at det nogensinde havde været mit mål, men det ville nu have været fedt alligevel.

Jeg satte mit kort ind i min nye mobil, tændte den og tog det helt vildt søde cover på. Mens jeg gennemgik al det der ny-mobil-hejs man nu engang skal gennemgå, mumlede Riley nogle: Det var et helt vildt godt billede og hun ligner lort og hvorfor blev hun smidt ud? Hun var alligevel for god til jer! Det kunne godt blive lidt interessant at se sådan noget med Riles, hun levede sig altid for meget ind i det. Sådan var det med alle reality programmer. Jeg tastede nogle af de numre fra min gamle mobil ind, som jeg sikkert ville få brug for, men sprang med vilje min fars over. Jeg kunne ikke bruge det til noget lige meget, hvor vigtigt hans familiepis nu engang var. ”Sådan, nu mangler jeg bare at hente apps og sætte uret,” mumlede jeg.

 

”Hvad er klokken egentlig?" Spurgte jeg eftersom min tidsfornemmelse sagde mig, at det var ved at blive sent, og ingen af os var all dressed-up endnu. Riley åbnede sine øjne, som havde været lukket i et stykke tid nu; jeg troede ærlig talt, hun var faldet i søvn. ”19.30,” mumlede hun efter, hun havde hevet sin mobil op fra gulvet. ”Skal vi ikke til at gøre os klar?” Hun rejste sig op og strejkede sig, men jeg blev siddende. ”Hvad med din kjole, du har den vel ikke med herover, vel?” Spurgte jeg og rejste mig også. ”Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har bestilt nogle kjoler, og de burde ankomme om…” et bank lød på døren inden, hun nåede at færdiggøre sin sætning. ”Nu,” afsluttede hun og trissede ud i gangen. ”Hvad mener du med, du har bestilt kjoler til os? Var det ikke dem, vi var ude og købe i går?” Spurgte jeg forvirrede, da hun kom tilbage. Hvad var så meningen med shoppeturen? ”Nope. Det var bare en shoppetur for fornøjelsens skyld,” smilede hun og tog fat i min hånd. ”Kom, lad os gøre os klar. Vil du i bad først?” Spurgte hun og trak mig ind på mit værelse. ”Selvfølgelig vil du det,” sagde hun så, da jeg ikke svarede. Hun smed to poser på min seng og åbnede mit skab. ”Her. Tag det her på når du er færdig.” Hun kastede noget undertøj mod mig, som jeg selvfølgelig ikke greb, så det landede i stedet på gulvet foran mig. ”Riley, jeg skal ikke have noget af det her på,” sagde jeg bestemt, da jeg så hun havde kastet et frækt sæt undertøj hen til mig. Hvad troede hun ærlig talt om mig?

”Hvorfor ikke? Man ved jo aldrig..” –”Jo. Jo man gør,” afbrød jeg, og kiggede hende meget bestemt inde i øjnene. Ikke at jeg var bange, men det stod ikke ligefrem øverst på min ønskeliste i aften; især ikke efter min fars opkald, der havde formået at trække ned på mit festhumør. Jeg gik hen til skabet og hev noget andet standard undertøj ud og forlod Riley med en muggen mine for at gå ud på badeværelset. Det måtte hun selvom; jeg havde ikke tænkt mig at gøre noget, jeg helt sikkert ville fortryde i morgen.

Jeg lagde mit undertøj ved siden af vasken og tændte for bruseren. Jeg stillede mig ind i brusekabinen, men fik straks hedeslag, da vandet var pænt varmt. Hvad havde jeg dog tænkt på? Hvem bader med varmt vand om sommeren? Det var mindst 100 grader udenfor. Jeg ændrede til kold, og nød et øjeblik vandets afkølende stråler strømme ned af min brandvarme krop. Jeg greb ud efter min shampoo og begyndte at masere min hovedbund med det.

Jeg glædede mig til at se, hvordan jeg skulle komme hjem i aften når, Riley stensikkert tog hjem til en eller anden fyr. Jeg måtte blive nødt til at tage nogle mønter med, så jeg kunne få fat i en taxa, for min far kunne jeg ikke regne med, han skulle sikkert køre Elena til ridning eller hvad ved jeg. Måske ikke klokken 3.00 om natten, but whatever! Shampooen blev skyllet ud af mit hår, og jeg kunne se krøllerne begynde at tage form.

Jeg havde faktisk aldrig rigtig talt med Elena, den eneste gang jeg havde en ordentlig samtale med hende var, da hun var 7 eller sådan noget, og vi kom lidt op og skændes, fordi jeg havde bedt hende om noget så simpelt som at tømme opvasken; men det ville hun ikke. Jeg blev selvfølgelig irriteret, jeg var da ligeglad med, hvor gammel hun var, jeg kunne, da godt tømme en opvask, da jeg var 7 (eller noget i den retning). Hun smadrede 2 tallerkner, og det havde hendes mor selvfølgelig hørt; gæt hvem der fik skylden for det. Nemlig undertegnet. Hendes mor var flippet ud og havde sagt, at jeg aldrig skulle så meget som tale til hendes datter igen. Ikke at jeg gad! Hun sagde, at jeg skulle betale for de ødelagte tallerkner, og hun havde givet mig stuearrest i 2 uger og ingen lommepenge i en måned. Hun var modbydelig. Og det samme var hendes datter.

Jeg steg ud af badet efter, at have brugt balsam og vasket min krop, og følte mig straks friskere. Jeg tørrede min krop med mit håndklæde, og tog mit undertøj på og gik ud af døren. ”Du kan gå i bad nu, Riles,” sagde jeg, da jeg trådte ind på værelset. På sengen lå en limegrøn sløjfekjole og en sort kjole foldet ud på sengen. De var begge meget afslørende, og det var tydeligt at se, Riley havde valgt dem. ”Wow…” mumlede jeg. De var pæne. ”Den grønne er din. Her tag den her på i stedet,” sagde hun og smed en nude-farvet bandeu hen til mig, som jeg greb med nød og næppe. Lad os indrømme det: mine reflekser var omtrent ligeså gode som en blind babys. ”Okaay,” mumlede jeg og tog den på i stedet for min sorte bh. ”Dine sko er derovre,” fortalte hun og pegede mod nogle sorte højhælede. ”Hvor det flot, Riles,” sagde jeg begejstret; jeg elskede nyt tøj. Jeg tog den lime farvede kjole på og gik hen til mit spejl, hvori jeg kunne se hele min krop. Den sad godt måtte jeg indrømme, og mine krøller passede fint til den. Jeg rettede lidt på mit hår med mine hænder. Perfekt. Mit hår gik mig ned til midten af min ryg, når det krøllede, hvilket var lidt kortere end, det var, når jeg havde glattet det.

Jeg gik over til mit lille make-up bord i hjørnet og gennemgik sagerne lidt. Jeg gik normalt ikke med særlig meget make-up, så mon ikke det her var et job for Riley? Og når man snakker om solen…

”Ser godt ud,” sagde Riley med et grin, som hun trådte ind af døren. Hun fik lynhurtigt skiftet til sin sorte kjole. Den sad godt på hende, og jeg kunne ikke lade være med at kigge ned ad min egen krop og sammenligne os. Jeg havde været tilfreds med den for et øjeblik siden, men Riley var så slank, og kjolen fik hende bare til at se 10 gange bedre ud.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, og droppede hurtigt alle de dumme tanker igen. ”Skal jeg hjælpe dig med din make-up?” Spurgte hun, og kort efter var hun i gang med at lægge en meget lys lyserød læbestift på mine læber; man lagde ikke rigtig mærke til den, da den så meget naturlig ud, men den gjorde alligevel et eller andet for looket. Ligesom resten af make-up’en, der også var ret naturlig. ”Det er du god til,” mumlede jeg, da jeg kiggede mig i spejlet. Selv min øjenskygge var naturlig, hun havde brugt en nude farve. ”Tak, det er vel mit speciale,” smilede hun. ”Men nu skal du altså glatte mit hår, hvilket du snart må være specialist i,” sagde hun og hev en stol hen foran spejlet. ”Du går bare i gang,” forklarede hun og pegede så på det glattejern, der lå ved siden af hende i stik.

 

”Er vi klar til at gå?” Rileys hår var nu glattet og hendes make-up lagt. Hun havde insisteret på også at lave mine negle, så de var nu grønne og matchede min kjole. ”Klar,” svarede jeg med at grin. Mit festhumør var steget, hvilket nok skyldtes alkoholen, vi havde indtaget for lidt siden. Det var også Rileys idé, hun mente, jeg manglede at komme i festhumør og ikke kunne dukke sur op til festen. Jeg havde ikke drukket særlig meget, og var kun blevet lidt halv-beruset. Men Riley var i hvert nået lidt længere end bare halv-beruset. ”Let’s goo,” hujede hun og hoppede i sine sorte Louboutin, der fik hende til at se omkring 5 centimeter højere ud. Hun var jo ret høj i forvejen. Men jeg skulle nødig snakke, for jeg var omkring 177 centimeter med de her sko på. Jeg greb min sorte sløjfe clutch i læder og gik ud af døren efter Riley med et stort smil om læberne.

Jeg havde lidt på fornemmelsen, at det ville blive en god aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...