Breakaway - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Kimberly Jackson spillede som yngre med i en tv serie på Disney Channel, der for længst er glemt, den var kaldet Life of Kim. Da serien senere stoppede i 2008, endte Kimberlys skuespillerkarriere også. Hun lever nu i sin lille lejlighed i det centrale London, som hun knap nok har råd til. Hun begynder at have færre og færre penge til alle regningerne, da hun intet job har, og hun begynder at tage desperate midler i brug for ikke at miste sin drømme lejlighed, og være tvunget til at flytte hjem til sin far og stedmor, som bor in the middle of nowhere. Men hvad sker der når en helt speciel person en dag dukker op ud af det blå? Kan han redde hende ud af den kattepine hun er havnet i eller vil hun være fanget i den onde cirkel for evigt? Og hvad sker der når en gammel bekendt pludselig *Grimt sprog osv. kan opstå*


53Likes
45Kommentarer
2508Visninger
AA

6. Kapitel 5

Mørket havde lagt sig over Oxford Street, og jeg var lige i øjeblikket det eneste menneske i miles omkreds. Jeg pakkede mig ekstra godt ind i min jakke, da en svag brise opstod og gav mig gåsehud.

Jeg følte mig lidt nervøs efter alt det, der skulle ske i aften, selvom jeg havde været så meget oppe at køre over det tidligere. En voldsom trang til at bakke ud i sidste øjeblik opstod; men jeg gav ikke efter. Det var bare så typisk mig at komme i tvivl, lige inden jeg skulle gøre noget, der lå bare en smule udenfor mine grænser. Jeg skulle altid være den forvirrede. Især med denne ’’gruppe’’.

Jeg satte tempoet op og fortsatte ned af gaden, selvom en del af mig overvejede at vende om og løbe hjem. Hvad havde jeg egentlig at frygte anyway? De her blev jo aldrig snuppet, og ville nok heller ikke blive det i aften; og mon ikke de havde en form for nødplan eller noget. Så længe denne nødplan ikke var skyd skylden på Kimberly og løb.

Mine øjne kunne nu skimte Apple Store. Grunden til jeg fik øje på den, var de lommelygter der lyste ude foran butikken. Helt klart Riley og den såkaldte bande. Nu havde de bare at leve op til deres ry.

Da jeg kom tættere på lagde, jeg mærke til deres tøj. De var alle fem iført sort fra top til tå, også kom jeg her i mit søde blå og hvide sommeroutfit. Jeg var færdig.

Riley var iført en sort hoodie, hvorpå der stod Homies med guld skrift, hvilket jeg kun kunne se på grund af lommelygterne, hun havde ellers nogle sorte jeans eller leggins, hvilket var lidt svært at se, sorte støvler og en sort beanie(link i kommentar). I hendes ene hånd var en lommelygte og i den anden noget, jeg heller ikke kunne se. Hendes hår var sat i rottehaler og bølgede let som sædvanlig.

”Her,” sagde hun og kastede det i hendes hånd hen til mig. Tøj. I sort endda. Jeg var måske ikke færdig alligevel. Hun havde givet mig en sort hoodie magen til hendes, nogle sorte Uggs og en hårelastik(link i kommentar). Jeg tog hoodien over min kjole, skiftede mine sandaler ud med støvlerne og satte mit hår op i en hestehale.

”Hvad med mine sko?” Hviskede jeg til Riley og viftede lidt med dem. Hun lyste hen på en pose: ”Læg dem i posen.” Hun talte med en lidt høj stemme, og jeg kunne ikke lade være med at kigge mig over skulderen. Just in case.

”Det her er Jade,” sagde hun, da jeg havde lagt mine sko fra mig, og lyste på en smuk mørkhåret pige. Hendes blå øjne var kække og lyste af spænding. ”Alex,” hun pegede på en dreng med mørkeblond hår. Han så lidt nørdet ud, men han var virkelig lækker og lyste af alt for meget selvtillid; hvilket hele gruppen gjorde.

”Daniel,” hun pegede lommelygten mod endnu en pæn fyr også med mørkeblond hår. Han blinkede til mig, og jeg anede ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, så jeg endte med bare at kigge ned på mine fødder. ”Jeg advarer dig, Kimberly: han flirter med alt, der har en puls. Er det ikke rigtigt Jade?” Hun vendte blikket mod pæne mørkhåret pige, som gik under navnet Jade, der af en eller anden grund krympede sig. Riley sendte mig et smil inden, hun lyste på den sidste i gruppen. ”Det her er Ricky også kendt som den flirtende joker her i vores lille gruppe,” præsenterede hun og sendte ham et smil, jeg ikke helt kunne tyde.

”Skal vi ikke komme i gang?” Lød det fra Jade, der nu havde rettet sig op og strålede igen af selvtillid. ”Yes! Alex… du ved, hvad du skal gøre,” sagde Riley og sendte ham et hemmelighedsfuldt blik. Han nikkede, tog fat i en af de fire poser, der lå på jorden og luntede om bag bygningen.

”Hvad skal han deromme?” Spurgte jeg, da min nysgerrighed havde taget over. Hvorfor alle de hemmeligheder? ”Bare vent og se,” var det eneste Riley sagde.

Jeg tog en dyb indånding og vendte mit blik mod Jade, da jeg hørte hende sukke. Jeg var vist den eneste, der lagde mærke til det, for ingen andre kiggede på hende. Jades blik var limet fast til den dreng, der så vidt jeg kunne huske, hed Daniel. Desværre for hende, var hans opmærksomhed vendt mod alt andet end hende. Hendes blik var længelsfuldt og enhver idiot kunne se, hun havde et eller andet for ham. Hun fjernede først sit blik fra ham, da Rileys beskedtone kunne høres. Riley hev sin mobil op ad lommen og lod sine øjne glide henover skærmen.

”Det er nu,” sagde hun og lagde den tilbage i sin lomme. ”Kom nu idioter,” sagde hun lidt højere, da ingen rørte sig ud af stedet. Hun hev sin beanie lidt længere ned så den næsten dækkede hendes øjne og gik hen til mig. ”Træk din hætte op over hovedet,” mumlede hun til mig og sendte mig et smil. Og lige som jeg troede, hun var sur…

Jeg gjorde, som hun sagde og kiggede mig endnu engang over skulderen, fordi jeg kunne mærke, det hele skulle til at gå i gang lige om lidt. Riley stillede sig i midten af os og sagde: ”Kimberly og Ricky, I tager øverste etage,              Alex sagde, han ville tage etagerne længere oppe. Jade, du tager indgang og udgang. Daniel og jeg tager stuen, okay?” Jade sendte hende et forrådt blik, jeg regnede med, det var fordi hun gerne ville gå sammen med Daniel, og Riley sendte hende bare et uforstående smil inden, hun tog Daniel under armen og sneg sig ind af hovedindgangen med en pose i hånden. To poser tilbage.

Lidt efter forsvandt Jade også ind af den store mørke bygning med den næstsidste pose i hånden og efterlod mig tilbage med Ricky. ”Sååå… skal vi gå ind?” Spurgte han en anelse akavet, og det lød nærmest som om han forsøgte at skabe en akavet stemning. Der var ingen tvivl: han var jokeren. ”Øhm, jeg ved ikke, hvad vi skal,” svarede jeg og følte mig lidt underligt tilpas. Han tog den sidste pose, der lå tilbage og tog noget op ad den. Det lignede en plastikpose. Okay. ”Vi skal dække alle overvågningskameraer til med det her og tape,” forklarede han og hev noget tape op fra posen ”Og vi skal helst nå det inden Alex slår kamerarene til igen.” Han virkede slet ikke så stresset, som han tydeligvis forsøgte at være, han virkede helt afslappet omkring det her. ”Hvorfor slår han dem til igen? De ville jo på en måde være selvmord, hvis nu en af os ikke når det og bliver taget på kamera,” sagde jeg forvirret og lod mine øjne møde hans blå, og ligesom alle andre i denne gruppe, havde de et kækt glimt i sig.

”Fordi,” startede han ud, lagde sin ene hånd på min lænd og førte mig op på siden af bygningen. ”Sikkerhedsfolkene vil lægge mærke til, alle deres overvågningskameraer var nede på én gang, og nogle ville komme herud og tjekke op på dem,” sagde han og skubbede mig forsigtigt op mod en metaltrappe på siden af bygningen. ”Jeg forstår stadig ikke,” sukkede jeg og gik op ad trappen. ”Vil de ikke også lægge mærke til, alle deres kameraer er dækket til med … plastikposer?”

Han smilede svagt og sagde: ”Alex har engang arbejdet her. I sikkerhedsafdelingen. Så han ved, hvordan de styrer det hele her, de folk der sidder bag computerskærmene i den store bygning, laver ikke andet end at æde wienerbrød og spille fisk hele natten. Ingen af dem gør deres job,” han trak lidt håbløst på skuldrene med et grin. ”De ved kun, der er noget galt, når deres små alarmer ringer; og det gør de kun, hvis kamerarene har været nede i mere en 20 minutter.”

Han stak en hånd ned i baglommen og åbnede en dør på siden af det store hus. ”Jeg vidste ikke, her var en ekstra dør, og hvordan kan det være, du har en nøgle til den?” Spurgte jeg og kiggede skeptisk på den blå dør, han stod ved. Det måtte være en branddør eller sådan noget.

”Alex lavede kopier af alle deres nøgler.” Han sendte mig et sjovt smil og trak mig med ind af døren. Det viste sig at døren førte til den ønskede etage. Jeg kiggede mig lidt omkring; her var omkring fem overvågningskameraer efter, hvad jeg havde observeret. Han tog nogle af plastikposerne og en taperulle op af posen. ”Du tager kamerarene i den her ende, og så tager jeg dem dernede,” sagde han. ”Held og lykke nybegynder,” sagde han med et smil og klappede mig blidt på skulderen. Ricky halvløb ned i den anden ende af forretningen og forsvandt om bag nogle hylder.

Jeg tog posen med poserne i hånden og gik ned til det første kamera, jeg spottede. ”Okay,” mumlede jeg for mig selv og tog en pose og en taperulle i hånden. Jeg kiggede op på kameraet, der var placeret en anelse højt oppe. Mon ikke her var en af de skamler, de ansatte altid havde stående. Mit blik dansede lidt desperat rundt i butikken indtil, det til sidst landede på det, jeg søgte.

Jeg tog fat i skamlen og placerede den foran et af butikkens mange øjne. Jeg dækkede den til med plastikposen og fumlede lidt med tapen indtil, det lykkedes mig at få revet et par stykker af og sætte posen fast. Da jeg var færdig med det fjerde kamera hørte jeg en stemme bag mig: ”Brug for hjælp?” Jeg vendte mig om, og så som forventet Ricky stå med et smil på læberne. ”Hvor lang tid er der gået?” Spurgte jeg lidt panisk. Jeg ville ikke være et flop og være skyld i alle endte i fængsel.  ”Rolig, kun omkring 5 minutter,” sagde han grinende. ”Ville du have min hjælp eller ej?” Han tog taperullen ud af hånden på mig og hjalp mig ned fra skamlen. ”Jo tak,” svarede jeg smilende og tog skamlen med hen til det forhåbentlig sidste kamera.

”Det var det sidste ikk’?” Spurgte han og kiggede sig lidt omkring. ”Det regner jeg med,” mumlede jeg til svar og stillede skamlen tilbage på plads, så ingen ville fatte mistanke i morgen. ”Lad os gå ned til de andre.” Han tog posen, der nu kun havde taperuller i sig og begyndte at gå. Jeg gik efter ham og kunne ikke undgå at studere hans ryg for groft. Den var jo ikke grim; han var ikke grim. Jeg var vild med hans udseende, selvfølgelig fordi han var pæn, men også fordi han havde blå øjne og brunt hår, hvilket efter min mening var den bedste kombination der fandtes. Af den grund var jeg også jaloux på Jade, fordi hun havde været så heldig også at have brunt hår og blå øjne. Han havde også valgt at tage en hættetrøje på, og hætten var slået op, hvilket bare fik ham til at se lidt rå ud; og det var godt.

Her var stadig bælgmørkt og den eneste grund til, jeg kunne se noget på grund af lommelygten i min hånd. ”Har han tændt dem igen, vi har næste brugt 20,” spurgte Ricky, da vi nåede Riley, Jade og Daniel. Riley holdt af en eller anden grund Daniel i hånden, og han så ud til at nyde det – ret meget. Måske var de kærester eller bare gode venner, who knows? Jade stirrede i hvert fald meget på deres hænder; men endnu engang, var det kun mig, der lagde mærke til hende.

”Ja, han har lige skrevet, han er på vej,” svarede Riley og strammede grebet om Daniels hånd, hvilket hev Jade ud af sin trance. ”Skal vi komme i gang?” Riley kiggede skiftevis fra den ene til den anden. Hun gav slip på Daniels hånd og tog mig under armen. ”Vi får fat i en iPhone til hende her. Bare skriv hvis der sker noget,” sagde hun og trak mig ovenpå, hvor mobilafdelingen var. Hun kiggede sig et par gange over skulderen for at kigge på Daniel.

”Er I kærester?” Spurgte jeg, og fik hende til at fjerne sit blik fra ham for i stedet at vende det mod mig. Hun smilede til mig og gik over mod nogle IPhones. ”Hvad siger du til den her?” Typisk hende at snakke udenom. ”Jeg spurgte dig om noget,” sagde jeg indtrængende og fik skabt øjenkontakt med hende. ”Altså,” sagde hun tøvende ”På en måde ja. Jeg er bare ikke vild med at kæfte op omkring det på grund af.. Jade,” sagde hun sukkende, og tog et sødt IPhone cover i hånden. ”Hvad er der med Jade?” Spurgte jeg, selvom jeg godt kunne gætte mig til det. Alle de lange blikke hun sendte Daniel. Det var jo indlysende.

”Well, Dani og jeg har været kærester et par gange før, men det er hele tiden blevet ødelagt af Jade fordi, hun er så jaloux,” forklarede hun med en irriteret stemme. Hun lagde coveret ned i sin pose og tog bagefter tre mere. ”Okay,” var det eneste jeg sagde, da jeg helst ikke ville blandes ind i… hvad det her end var.

”Kan du lide den her?” Lød Rileys melodiske stemme. Jeg løftede blikket fra et sødt pingvin cover og så hende stå og vifte med en hvid IPhone 5. ”Den er pæn, men jeg ved ikke om, jeg skal tage en 5’er eller 4S? Der er jo flere fede covers til den,” mumlede jeg, mens jeg overvejede – ikke at jeg nåede at gøre det særlig længe før, Rileys stemme igen kunne høres. ”Jeg har en idé: tag dem begge!” Hendes øjne strålede, og hun lignede en, der lige havde løst det uløselige. Jeg spærrede mine øjne op. ”Jeg kan da ikke rende rundt med to mobiler?” Sagde jeg og fjernede mit blik fra hende igen. ”Det er der intet galt i. Kom nu Kimmie, du skal ikke være så kedelig,” grinede hun. Jeg kunne ikke undgå at knytte mine næver.

”Jeg er ikke kedelig!” Råbte jeg. Jeg nev mig selv i armen for at falde lidt ned. Hvorfor kaldte hun mig kedelig? Ville en kedelig person måske tage med hende og hendes såkaldte bande ud og røve en røvdyr butik? I think not!

”Dæmp dig,” sagde hun og tyssede på mig. ”Rend mig,” mumlede jeg så lavt, at jeg var sikker på, hun ikke kunne høre mig. Til mit held gjorde hun det heller ikke.

”Jeg lægger dem herned alligevel, og du bliver sikkert glad for det i morgen,” sagde hun glad og lagde en hvid IPhone 4S og den IPhone 5, hun havde holdt før ned i posen. ”Hold lige posen her,” sagde hun og pegede på en af hylderne fyldt med covers. Hun tog en handske op ad sin lomme og fejede alle covers fra hylden ned i posen med den.

Rileys beskedtone kunne for anden gang i aften høres, og hun hev den med det samme op ad sin lomme. Hendes blik gled hen ad mobilens skærm, og hun spærrede pludselig øjnene op. ”Shit!” Mumlede hun og lagde den tilbage i lommen. ”Lad os komme ud herfra. Nu!” Hendes øjne så skræmmende alvorlige ud, og jeg havde aldrig set hende sådan før. ”Hvad sker der?!” Nærmest råbte jeg og forsøgte at indhente Riley, der var på vej ned i den anden ende af rummet. ”Dæmp dig!” Hvæsede hun ad mig og gik endnu hurtigere. ”Riley, jeg spurgte dig om noget,” hvæsede jeg igen.

Hun stoppede brat op og borede sine øjne ind i mine. ”En af butikkens sikkerhedsfolk er hér. I bygningen,” sagde hun dæmpet med et skræmt blik i øjnene. Jeg nikkede indforstået og begyndte at løbe mod den dør Ricky havde lukket os ind ad før, men så langt nåede jeg ikke før, jeg blev tacklet af Riley og endte med at ligge på det hårde tæppegulv. Hun hev mig med sig om bag en reol, der stod i ovre hjørnet. ”Hvad laver du?” Hvæsede jeg irriteret, da hun fjernede sin hånd, der indtil nu havde været placeret på min mund. ”Shh!” Hun lagde sig på maven, så hun var bedre skjult bag reolen, og jeg fulgte hendes eksempel.

”… jeg tror, du har lavet en fejl Billy,” lød en dyb mandestemme ikke mere end et par meter fra os. Jeg kunne ikke undgå, at et gisp røg ud af min mund, hvilket fik Riley til at sende mig et strengt blik. Nu forstod jeg al hendes panik. Vi kunne risikere at blive fanget, hvis ikke vi var forsigtige. ”Her er ingen,” lød mandens dovne stemme igen, og lyden af hans skridt syntes at komme tættere og tættere på os. Jeg satte tænderne i min underlæbe for ikke at lade endnu et gisp undslippe mine læber. Jo tættere hans skridt syntes at være, des hårdere bed jeg i min læbe.

Jeg kunne ved hjælp af den lille sprække, der var under reolen se mandens sorte laksko bevæge sig hen af gulvet. Han var lige overfor vores gemmested, da han stoppede med at gå rundt.

Jeg kiggede på Riley og så hende stirre intenst på skoende overfor os. ”Jeg siger jo, her ikke er nogen!” Vrissede han irriteret af den anden person i røret. Han var sikkert bange for hans kaffe henne i den store bygning ville blive kold. ”Jeg tror bare, du har … Okay! Jeg tjekker igen,” sagde han opgivende, og gik lidt væk fra os. Vi måtte gøre et eller andet, vi kunne ikke bare ligge her, for vi ville med garanti blive fanget. ”Riley, vi må finde et andet gemmested til manden er gået,” hviskede jeg og blev nærmest flov over, hvor meget min stemme skælvede. Hun nikkede og sendte mig et spørgende udtryk. Hvor? Ja, det var et godt spørgsmål, Riles.

Jeg lod mit blik gennemsøge hele etagen, men ingen af de ting, det landede på virkede ikke. Jeg sukkede opgivende og lavt. Det ville være alt for risikabelt bare at styrte mod døren, han ville med garanti ligge mærke til det.

”Derovre,” mumlede jeg til hende og pegede på den skranke personalet altid stod bag, når man blev betjent. ”Hvad hvis han ser os,” hviskede hun. Hun virkede ikke særlig skræmt længere, nu var hun bare… normal? ”Jeg tjekker om, han er der.” Hun forsøgte ikke engang at stoppe mig ved at sige noget alla: Nej, det er for farligt Kimberly eller Nej, jeg gør det. Den sidste var måske meget usandsynlig, men andet end et nik fra hende havde været rart.

Jeg satte mig op på knæ og kravlede hen til enden af reolen og kiggede ud over den. ”Han er nede ved CD afdelingen. Kom.” CD afdelingen lå til vores held næsten nede i den anden ende. Jeg rejste mig op i fuld størrelse og listede så stille, jeg nu kunne hen til disken efterfulgt af Riley. Jeg satte mig bag disken, der var formet som en halv kasse, hvilket skjulte os godt. Den lå nærmest op ad en væg, så vi ville ikke blive fundet med mindre, han bestemte sig for at lede heromme. Det var umuligt, han fandt os ved et tilfælde.

”Hvor længe skal vi blive her?” Spurgte Riley hviskende, efter vi havde siddet her i hvad, der føltes som en evighed, men som sikkert kun var 10 minutter. ”Indtil han slår alarmen til,” svarede jeg og trak mine knæ helt op til mit bryst og sukkede lavt. ”Så bliver vi jo fanget herinde til i morgen!” Hviskede hun og kiggede på mig med store øjne. ”Nej. Jeg har selv en alarm, og der plejer at gå cirka 45 sekunder før den går i gang, hvilket burde give os tid nok til at nå ud herfra.” Hun nikkede og lænede sit hoved op ad disken.

Vi blev siddende bag betjeningsdisken indtil, hverken mandens stemme eller skridt kunne høres længere. Måske var han smuttet uden at tjekke igen, som han havde lovet den person, han havde talt med. Måske havde han været så doven, at han ikke gad sætte alarmen, som Alex havde slået fra, til igen. Måske.

”Er han væk?” Hviskede Riley. ”Hvor skulle jeg vide det fra? Tjek det dog selv, Riley,” mumlede jeg irriteret, hun kunne regne med, jeg skulle tage alle de risikable tjek. Hun sendte mig et vredt blik, men opgav til sidst at svare igen og kiggede ud fra disken. ”Jeg kan ikke se ham, skal vi ikke bare løbe hen til døren?” Sagde hun og havde allerede sat sig op på hug. Jeg rejste mig op og begyndte at gå hen imod døren med lange lydløse skridt. ”Forsøg at være stille, Riles; han er sikkert stadig et sted i…” – ”HEY I TO! STOP!” Jeg nåede ikke at færdiggøre min sætning før, mandestemmen fra før afbrød mig.

Jeg drejede mit hoved en anelse til siden og fik øje på en lidt lav sorthåret mand iført kakishorts og en grim jakke. Han lignede en med asiatisk baggrund, men han talte flydende engelsk med britisk accent.

Riley udstødte et højt gisp og gav mig et puf i ryggen; sikkert for at få mig i bevægelse. ”Kom nu!” Råbte hun og fik mig endelig ud af min paralysering. Jeg spurtede så hurtigt, jeg kunne de sidste få meter hen til døren; også kendt som vores eneste redning.

Jeg hev ned i metalhåndtaget, men døren gik ikke op. ”Kom nu, kom nu, kom nu, kom nu!” Mumlede jeg og hev hårdere ned i håndtaget, selvom det ikke hjalp det mindste. ”Kom nu for helvede!” Skreg Riley. ”Den er låst!” Svarede jeg tilbage. Jeg kunne da ikke huske, Ricky havde låst den efter sig, og hvorfor ville han overhoved gøre det?

Jeg fik pludselige en idé. Jeg havde set folk gøre det her så mange gange før, hvor svært kunne det være? ”Hold ham hen,” Mumlede jeg til Riley, da manden ikke var mere end nogle meter fra os. ”Tilkald forstærkninger!” Råbte han ned i sin lille walkie-talkie og gik hen mod Riley, der var begyndt at løbe rundt imellem alle reoler og borde som en anden idiot.

Jeg hev ekstra hårdt i håndtaget og skubbede hele min vægt op mod døren. Det virkede ikke. Jeg forsøgte igen og skubbede min skulder ekstra hårdt ind mod døren, hvilket fik den til at give et svagt klik fra sig. Låsen var ved at give sig. Jeg skubbede endnu engang med min skulder al min vægt mod døren; den var der næsten.

Selvom min skulder var begyndt at dunke og smerten langsomt bredte sig, blev jeg ved. Jeg kunne mærke, hvordan døren efter flere stød var ved at give sig. Et stød til. Jeg strammede mit greb om håndtaget og tog en dyb indånding. Dét at min skulder kunne gå af led når som helst, det skulle være faldt mig slet ikke ind; vi skulle bare ud herfra.

Jeg løsnede mit grev om det hårde håndtag og trådte et par skridt væk fra det. Jeg pustede ud og tog tilløb mod døren og slog min skulder ind mod døren med al min kraft. Inden jeg kunne nå at sige frihed, stod jeg på den anden side af døren. Et voldsomt brag kunne høres, og jeg kiggede i retning af lyden. Døren lå nu splintret i flere stykker omkring 5 meter under mig.

”Riley!” Skreg jeg og vendte mig om. Hun havde allerede sat i løb efter mig, og manden fra før lå nu på jorden og lignede en, der var bevidstløs eller bare for doven til at åbne sine øjne og rejse sig op. ”Kom nu,” hidsede hun og gav mig et blidt puf tættere på trappen. Jeg begyndte at lunte ned af trappen og sprang de sidste fire trin over ved at hoppe fra det femte.

Jeg løb mod den lille gruppe af mennesker, der stod ovre på den anden side af gaden, og Riley var lige bag mig. Vi klarede det! Vi klarede det rent faktisk.

Da Riley og jeg nåede hen til de andre, var de hurtige til at tale om fedt, det var og blah, blah, blah. Alle havde heldigvis nåede det. Alex, Daniel, Ricky og.. – ”Hvor er Jade?” Spurgte jeg og fik alles opmærksomhed, selvom ingen virkede særlig interesseret i mit spørgsmål; de trak bare på skuldrene. What the - ”Er der ingen, der er bekymrede for om, hun bliver taget eller ej? Hvem gik hun med?” Spurgte jeg og kiggede alvorligt på dem. Hvordan kunne de være så ligeglade med hende? ”Jeg tror ikke, hun fulgtes med nogen,” mumlede Ricky, mens de andre på så på. Come on mand!

”Guys! Hun er jo ikke dum! Hun kommer ud på en eller anden måde,” sagde Riley og kiggede os alle, ”Skal vi ikke bare skride før, vi alle bliver taget?” De nikkede alle og mumlede enigt, hvorefter alle begyndte at følge efter Riley, der allerede var begyndt at gå. Man kunne godt gætte sig frem til hvem, der var lederen af den her gruppe.

”Come on Kimberly, der er intet, vi kan gøre. Lad os nu bare gå,” kom det fra Ricky, da jeg var den eneste, der blev stående. Han tog fat i min arm og forsøgte at trække mig med hen til de andre, der også var stoppet og kiggede afventende på mig. ”Det kan godt være, vi intet kan gøre, men kan vi i det mindste ikke vente på hende? Hvis hun nu skulle klare den,” sukkede jeg opgivende og fjernede Rickys hånd fra min arm. ”Well, hun har fat i noget guys. Måske skulle..” – ”Hør lige venner,” afbrød Daniel Alex, der ellers lige havde vist sig at have et hjerte. Wow. Vi spidsede alle ører. ”Jeg kan ikke høre noget,” sagde jeg til sidst og kiggede opgivende på ham. Enten havde han en eller anden overjordisk høresans eller også kunne han høre en af os trække vejret.

”Jo jo, prøv at hør Kendall,” insisterede han. ”Det er Kimberly,” rettede jeg ham og forsøgte at lytte igen. ”Jeg kan stadig ikke…” jeg stoppede mig selv. Lyden af sirener blev højere og højere, og vi vendte alle vores hoveder i retningen af den. ”Strisserne! Løb mand,” råbte Daniel og løb rundt om hjørnet på den butik, vi stod foran. ”Det skal du ikke sige to gange!” Var det sidste man hørte fra Alex inden, han også var forsvundet rundt om hjørnet. Kun Ricky, Riley og jeg stod tilbage.

”Kom nu Kimberly, inden du bliver taget!” Råbte hun til mig, men jeg rykkede mig ikke det mindste. Ovre på den anden side af gaden parkerede en politibil og to betjente steg ud af den. ”Vi kan da ikke bare..” – ”Lad Jade blive taget?” Afsluttede Riley og kiggede spørgende på mig ”Oh, jo vi kan. Vi har talt om det, vi kan intet gøre! Hun må klare sig selv.” Jeg kiggede overrasket på hende. Jeg troede, hun var venner med alle i gruppen inklusiv Jade. ”Er hun da ikke din ven?” Spurgte jeg vredt. Hvis hun ville lade Jade i stikken, hvad fik hende så til at blive ved min side?

”Det betyder ikke, jeg vil tilbringe år i fængsel for hende!” Vrissede hun og lagde armene over kors. Jeg fjernede mine øjne fra hendes og kiggede i stedet over på den anden side af gaden, hvor der lød skrig. De to betjente, havde tydeligvis fået fat på Jade nu. ”Det kan godt være, I ikke har tænkt jer at gøre noget,” sagde jeg og pegede på dem begge, ”Men det har jeg.” Jeg satte i løb over på den anden side ”Vent! Kimberly!” Kunne jeg høre Rickys stemme råbe ovre fra den anden side; men han måtte være idiot, hvis han troede, jeg ville stoppe på grund af det.

Betjentene havde fået lagt Jade i benlås, og ingen af dem havde set mig indtil videre. ”Daniel. DANIEL!” Hulkede Jade nede fra jorden. Hendes hjerte ville blive knust når, hun fandt ud af, han bare havde ladt hende i stikken. Jeg gik rundt om politibilen, mens de fortsat holdt deres opmærksomhed på Jade der lå og skreg efter Daniel. Da jeg var nået om bag betjentene, havde de stadig ikke så meget som hørt mig, sikkert fordi de havde travlt med at råbe alt mulig med: Klokken er dit-og-dat og du er anholdt. Deres skaldede hoveder var forholdsvis tæt på hinanden, hvilket gav mig muligheden for at…

Jeg tøvede ikke særlig længe, og før jeg vidste af det, havde jeg placeret en hånd på hver deres hoved. De nåede ikke engang at reagere, før de begge lå på jorden. ”Kom,” sagde jeg til Jade, der lå helt grædefærdig tilbage på jorden, og rakte hende en hånd, som hun straks tog imod. Hun snøftede en enkelt gang inden, hun begyndte at gå efter mig, der var på vej over på den anden side af gaden.

”Tak,” hørte jeg hende pludselig mumle bag mig, hvilket fik mig til at standse op midt ude på vejen. ”Det var så lidt Jade,” smilede jeg og gik hen til hende. Da jeg nåede hende, var hun ikke længe om at trække mig ind i et kram, men fordi min skulder var øm og det var et lidt dårligt tidspunkt at kramme på, blev det meget kort. Jeg smilede svagt til hende, da jeg trak mig fra krammet. Hun førte nu an over til den anden side, hvor de andre var. Eller rettelse: hvor Riley var. Ricky var sikkert smuttet.

Da vi næsten var ovre, vendte Jade sig mod mig med et smil på læberne, som skulle hun til at sige noget, men efter lidt falmede hendes smil, og hun åbnede munden for at sige noget. Jeg nåede aldrig rigtig at opfange hendes ord, men jeg kunne se hendes mund forme ordene: Pas på. Jeg nåede ikke at tænke yderligere over det, før et voldsomt dunk kunne mærkes i min ryg, og jeg lå på den hårde asfalt. ”Auch..” mumlede jeg og lød mest af alt som en, der var plørefuld. Hvad skete der? Mit hoved dunkede ligesom min ryg efter min landing på asfalten med hoved først. Mit syn blev mere og mere sløret i takt med smerten i min ryg bredte sig, og mit hovedets dunk blev højere; jeg kunne til sidst ikke høre andet end den. Jeg formåede at vende mig om på siden med sløve bevægelser og fik et sløret glimt af, hvad der foregik. Jeg kunne gennem mit slørede syn skimte en betjent, der stod over mig og noget blåt lys. Han havde tydeligvis i tankerne at lægge mig i benlås, men inden han nåede så langt, lå han pludselig på asfalten ved siden af mig og bag ham stod grunden til det. Jeg forsøgte at gnide mig i øjnene for at få et klart billede af, hvad der foregik, men det førte kun til en masse sorte prikker, der begyndte at danse for mine øjne. Jeg udstødte en opgivende lyd.

Selvom jeg knap nok kunne se, ville jeg ikke bare blive liggende her, så betjentene kunne fange mig så let som ingenting, så jeg forsøgte at rejse mig op, hvilket ikke gik særlig godt; smerten i min ryg fik mig bare til at lægge mig ned igen. Jeg forsøgte endnu engang med samme resultat. ”Tror du ikke, du har brug for hjælp til det der?” Lød en bekendt stemme over mig. Ricky. ”Er du her stadig?” Ordne snublede lidt over hinanden, men han forstod alligevel, hvad jeg forsøgte at sige. ”Selvfølgelig,” mumlede han, og hans stemme syntes at være tættere på. Jeg mærkede pludselig nogle hænder om mig, og før jeg vidste af det blev løftet op fra asfalten. Et støn af smerte undslap mine læber, da hans hånd var placeret lige dér, jeg var blevet slået i ryggen. Jeg lagde mit dunkende hoved ind mod hans bryst og lukkede mine øjne, da jeg var træt af kun at kunne se prikker.

”Hey mand, hvad skete der?” Lød en stemme, som jeg kunne identificere som Daniels. Godt spørgsmål. ”En af de andre betjente slog sin albue lige ind i ryggen på hende, så hun landede på asfalten.” Det var Jade. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke bare åbnede mine øjne og tog del i samtalen eller noget, men mine øjenlåg føltes tunge som bly, og jeg var ingen sværvægter. ”Mand, I skulle have set hende: hun smadrede to betjentes hoveder sammen,” kunne jeg høre Ricky sige imponeret, og det lød ekstra højt for mit vedkommende, da mit øre lå helt op af hans bryst. Av. En imponeret mumlen bredte sig blandt folk. ”Hun skulle slet ikke have blandet sig! Hvis der er nogle, der har set hende, kan hun ikke vise sig igen uden at blive arresteret; og det samme gælder Jade.” Det var selvfølgelig Rileys lyse stemme. Hun sagde Jades navn, som var det navnet på noget meget ulækkert; jeg kunne lige forestille mig, hvordan Jade krympede sig. Jeg havde sgu ondt af hende. Jeg vidste godt hun havde prøvet at spolere Rileys og Daniels forhold, men jeg havde alligevel ondt af hende, for Riley var i dén grad typen, der bar nag. Jeg turde ikke engang tænke på, hvor længe det her havde stået på. Det kunne godt være, Jade var en del af gruppen, men der var ingen, der af den grund bekymrede sig om hende. For bare 10 minutter siden, var de alle klar på at forlade hende og lade strisserne tage hende.

”Slap nu af Riley, der var ingen, der så hende, men jeg ved ikke lige med Jade… dækkede du dit ansigt til, da de fik dig?” Spurgte Ricky, der vidst prøvede at gøre Riley god igen. Godt tænkt mand, er Riley sur er ens dag da først ødelagt. Der lød intet svar fra Jade, så jeg regnede med hun enten nikkede eller rystede på hovedet. ”Se selv Riley. Der er intet at være bange for, ingen blev set.” Sagde Ricky, så jeg regnede med, hun havde nikket. Ingen blev set, ja.. det var så mere eller mindre løgn; for jeg blev måske set, og det gjorde Riley i den grad også, og hun var godt selv klar over det. Et suk lød. ”Skal vi ikke bare lægge det her bag os og se at komme hjem,” sagde Riley med en optimistisk stemme. En stemme fyld med falsk optimisme, men det var vist kun mig, der bed mærke i det, ellers valgte de andre at ignorere det.

”Klart, men hvordan kommer Kimberly lige hjem?” Spurgte Alex. Jeg troede, det var Alex, jeg havde ikke hørt ham snakke så meget. Jeg forsøgte igen at åbne mine blytunge øjenlåg. ”Jeg kan godt selv.. tage hjem,” mumlede jeg og fik deres opmærksomhed. ”Er du sikker? Du virker lidt sløj,” sagde Riley og gik tættere på mig med et bekymret blik. Vi stod alle i en mørk gyde fyldt med lort. Her var madrester, papkasser (jeg ville slet ikke vide hvorfor!) og var det en rotte? ”Hvor er her klamt,” mumlede jeg lidt utydeligt, ”Sæt mig ned,” sagde jeg til Ricky, der straks fulgte min ordre.

”Skal jeg ikke følge dig hjem Kimmie?” Spurgte Riley igen. ”Jeg kan altså godt selv,” sagde jeg og lagde armene over kors. Mit hoved dunkede stadig irriterende meget, og smerten i min ryg var ikke blevet meget bedre. ”Bare gå guys. Jeg følger Kimberly hjem,” sagde hun alligevel. Var hun døv eller hvad? Jeg sagde, jeg selv kunne.

De nikkede alle og sagde farvel. Alex og Daniel klappede mig bare venligt på skulderen og sagde: ”Vi ses.” Jade og Ricky valgte at kramme mig forsigtigt inden, de sagde det samme og gik. ”Lad os smutte veninde,” sagde Riley og lagde en arm om mig med et smil, inden vi forlod gyden sammen.

Sikke en aften.

___________________________________________

Ved ikke hvordan Apple Store ser ud indeni, så har bare været lidt kreativ:)

_________________________

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...