Breakaway - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Kimberly Jackson spillede som yngre med i en tv serie på Disney Channel, der for længst er glemt, den var kaldet Life of Kim. Da serien senere stoppede i 2008, endte Kimberlys skuespillerkarriere også. Hun lever nu i sin lille lejlighed i det centrale London, som hun knap nok har råd til. Hun begynder at have færre og færre penge til alle regningerne, da hun intet job har, og hun begynder at tage desperate midler i brug for ikke at miste sin drømme lejlighed, og være tvunget til at flytte hjem til sin far og stedmor, som bor in the middle of nowhere. Men hvad sker der når en helt speciel person en dag dukker op ud af det blå? Kan han redde hende ud af den kattepine hun er havnet i eller vil hun være fanget i den onde cirkel for evigt? Og hvad sker der når en gammel bekendt pludselig *Grimt sprog osv. kan opstå*


53Likes
45Kommentarer
2617Visninger
AA

5. Kapitel 4

Riley havde nu aftalt med nogle ’’venner’’, at vi i aften skulle snige os ind i Apple Store efter lukketid. Vi skulle mødes ude foran butikken 22.00, som var cirka en time efter lukketid; så var vi sikre på ingen rengøringsfolk eller lignende rendte rundt derhenne.

Indbruddet var aftalt med Ricky, Alex(som var hackeren), Jade og Daniel. Det også ofte dem Riley og jeg rendte rundt med, da vi var mindre, og det var dem vi altid gik og lavede hærværk på togene med, dem vi begik hjemmerøverier med og dem vi festede med.

Jeg hadede dem dengang, fordi de fik mig ud i alt muligt lort, og fordi de stjal Riley fra mig. Jeg havde ikke levet et fedt liv siden Riley og jeg cuttede kontakten, hvilket vil sige jeg manglede 4 år af mit liv.

Jeg ville mærke adrenalinen, jeg ikke havde mærket i al den tid, frygten for at blive taget hvert øjeblik det skulle være. De små lommetyverier jeg ordnede for Will, gjorde det bare ikke. Det var ikke spændende. Det var ikke sjovt.

Jeg nød faktisk at stjæle, for jeg elskede følelsen af spænding, adrenalin og… følelsen af at leve. Jeg savnede det så meget.

Hackeren Alex var nøglen til selve røveriet; uden ham ville vi ikke engang kunne komme ind. Han kunne hacke sig ind på et hvert system, hvilket var præcis det, vi ville have ham til at gøre i aften.

Han skulle hacke sig ind på Apple Stores system og åbne de automatiske døre for os, derefter skulle han slå alle alarmer fra, så vi ikke blev snuppet, og hvad der var værre. Vi vidste alle at Apple Store ingen vagter havde i butikken på denne tid af dagen, da de ikke fandt det nødvendigt med deres smarte alarmsystem. Det alarmsystem vi snart ville slå fra.

Videokameraerne havde vi også styr på, men vi havde selvfølgelig ikke tænkt os at slå dem fra, helt til vi var færdige, det var kun noget amatører gjorde, for det ville vække deres opmærksomhed, de ville sikkert tro det var strømsvigt, nogle af de ansatte eller tekniske folk ville gå over og tjekke, og vi ville blive busted.

Riley og hendes såkaldte venner var den ultimative tyvebande, de blev aldrig snuppet og engang imellem brugte de nogle ret vilde tricks, når de var ’’ude’’. Engang løb de henover togskinnerne for at slippe væk fra politiet, mens toget var på vej. I fuld fart og det hele.

Den eneste grund til, jeg kender til det er, jeg selv var med; og jeg flippede meget ud. Det var tredje gang, jeg var med, og jeg hadede det, men elskede det på samme tid.

”Hvad med den her?” Rileys fine stemme afbrød mine tanker, og hun stak en skrigende rød og gul lårkortkjole op i fjæset på mig. Føj en hæslig en! ”Den er… fin,” løj jeg.

Jeg løj, fordi hun ikke skulle råbe af mig og sige, jeg anklagede hende for at have dårlig smag, hvilket hun havde gjort før. ”Sandheden,” sagde hun skarpt. Var jeg nem?

”Okay, den er hæslig. Jeg ville brække mig på den, hvis ikke en stor mand med en masse klam pølseret i maven allerede havde gjort det,” sagde jeg ud i en lang køre og sluttede af med et stort smil.

Hun smilede lidt af mig og lagde den grimme kjole tilbage. Hun var vist ikke sur. ”Jeg er glad for, du er ærlig Kim,” sagde hun med et smil og gik videre til en anden afdeling.

What?

Jeg kiggede forvirrede efter hende, men hun lagde ikke mærke til det. Som sagt: folk ændrer sig.

Jeg rejste mig fra den læderbænk, jeg sad på og gik hen til nogle af bøjlerne. Mit blik dansede hen af kjolerne, der hang på en række. Måske havde jeg brug for en ny kjole? Eller måske bare nogle nye shorts?

Jeg fandt en virkelig pæn kjole i lyserød med en hjerteudskæring på ryggen, den var virkelig flot. En anden kjole jeg fandt, var også meget pæn, det var en blå skjortekjole med blonde top og et bælte.

Jeg ville gerne have en af dem, men mit problem var, at jeg ikke kunne vælge mellem dem, og hvis jeg valgte dem begge, ville det blive for meget, for det var jo på Rileys regning og begge kjoler var pissedyre.

Det kunne godt være Riley ikke manglede penge (man kan jo gætte sig frem til hvorfor), men alligevel ville det være for meget at bede om.

”Vil du gerne have de der?” Kvidrede en stemme bag mig. Jeg vendte mig og så ind i Rileys blå safirfarvede sø bedre kendt som hendes øjne, man ikke kunne andet end at misunde hende for. Jeg misundte hende for dem, men jeg havde ikke noget imod mine, der var grønne. Farven mindede mig om grantræer.

 ”Tjoh… de er jo mega dyre Riles,” sagde jeg, selvom en stemme indeni mig skreg, at jeg bare skulle svare ja.

”Det er lige meget, jeg har råd. Gå nu bare op til kassen og køb dem,” svarede hun smilende og viftede afværgende med sin fine hånd, og stak mig nogle penge. Da jeg bare blev stående lidt tøvende med pengene i min ene hånd og tøjet i min anden, endte hun med at skubbe mig hele vejen op til kassen, hvor der var kø, great!

”Okaay?” Siden hvornår var Riley blevet gavmild. Jeg gad godt tro på, hun havde forandret sig, men ikke så meget. Jeg sendte hende et mistroisk blik, men hendes søer gav mig bare et insisterende ét tilbage. Har hun drukket for meget sødmælk til morgen? Riley har aldrig været så sød overfor mig medmindre… hun ville have noget.

Det var da forvirrende, for… hvad ville hun nu have? Jeg havde da lige sagt ja til at dele min kommende berømmelse med hende?

Jeg fik betalt damen ved kassen og modtog mit tøj i en stor pose.

Riley lagde en spinkel hånd på min skulder, da jeg nåede hen til hende. ”Skal vi ikke gå hjem?” Hun regnede vist ikke med noget svar, for hun trak mig kort efter, hun havde stillet sit spørgsmål, ud af butikken. ”Vi skal jo hjem og gøre klar til i aften,” hun sendte mig et mystisk blik og gav slip på mig.

Vi aftalte at gå hjem til hende for at ’’gøre klar’’, og hendes far havde lovet at hente os ved metrostationen.

Mens vi stod og ventede, mærkede jeg min mobil vibrere i min lomme, og hev den hurtigt op for at finde ud af, jeg havde fået en sms fra Louis. Planen gik som smurt.

LOUIS:

Laver du noget i dag?

Mine øjne landede på min mobils digitalur. Det viste sig at klokken kun var 16. Mit blik flyttede sig fra uret til Louis’ besked, til Riley, der stod og kiggede på sine negle. What a suprise!

”Riley? Tjek lige det her ud,” mumlede jeg og rakte hende min mobil, som hun hurtigt tog imod. Min lille non-smartphone så så malplaceret ud i hendes hånd; nok fordi jeg var vant til at se hende med sin IPhone 5.

Hendes øjne skimmede kort teksten, og rettede sig derefter mod mig nu med en lille gnist i sig. ”Perfekt! Skynd dig. Svar ham!” Sagde hun overivrigt og gav mig mobilen tilbage. ”Hvad skal jeg svare?!” Hun hev mobilen ud af min hånd og lod sine lange, tynde fingre glide over tastaturet. Ja, jeg havde sådan et.

Hun stod med den i lidt tid og efter få minutter lød en bib-lyd fra min mobil, der indikerede, at jeg havde fået en besked. ”Sådan,” sagde hun og lagde min mobil til rette i min hånd, ”jeg får min far til at køre dig hjem til ham. Bare sørg for at være ved mig senest klokken 20.”

Hun lød nu mest af alt som en streng forælder. ”Ja ja, mor,” svarede jeg ironisk med et grin. ”Lad nu være! Du ved jeg hader at lyde voksen og ansvarsfuld og alt det dér! Bare kom til tiden,” sagde hun i et forsøg på at lyde sur, men hendes stemme blev mere og mere useriøs for hvert ord, der forlod hendes mund.

”Okay, men hvad ville han?” Spurgte jeg, da min nysgerrighed havde taget en smule over. ”Hvad tror du han ville?” svarede hun blot en anelse gådefuldt og vendte ryggen til mig, så jeg nu havde frit udsyn til hendes ryg. Det er da bare herligt.

Lige som jeg troede, hun havde cuttet vores samtale af, lød hendes stemme endnu engang: ”Han ville da bare gerne se dig.”

”Vi ses! Husk! Klokken 20,” påmindede Riley mig, inden hun rullede vinduet ned på sin fars sorte Mercedes. Jeg vinkede kort til hende, inden jeg vendte mig om for at gå hen til lejlighedskomplekset, der tårnede sig op over mig. Det var tydeligt at den dreng havde røven fuld af penge.

Jeg gik over til døren og fandt en knap hvorpå, der stod Louis Tomlinson, som jeg efterfølgende trykkede på. ”Det er Kimberly, luk op,” skyndte jeg mig at sige. Jeg havde altid syntes, sådan noget her var akavet. En summen kunne lidt efter høres, og jeg tog det som en invitation til at træde indenfor.

Mine fødder slæbte mig hen af det lidt for fine gulv og videre mod elevatoren. Trapper og mig… nej.

Mine fingre dansede hen over etageknapperne i lidt tid til de faldt over Louis’ etage. Følelsen af jeg lige om lidt at skulle stå ansigt til ansigt med Louis fik min mave til at vende sig. Bare ikke i kærlighedens tegn.

Nej, det her var dårlig samvittighed. Jeg gik ellers og troede, jeg var så sej, at jeg aldrig fik dårlig samvittighed; men det var måske fordi, jeg aldrig havde gjort noget tarveligt mod for én, jeg mente ikke fortjente det. For hvad havde Louis egentlig gjort? Han havde blot inviteret den forkerte pige med på café og nu hjem til sig.

Hvis han fandt ud af, hvad jeg havde tænkt mig… jeg kunne ikke engang holde tanken ud. Dog. Jeg gjorde det for berømmelse, for at opnå hvad jeg havde stræbt efter siden altid. Det var lige på den anden side af døren, og jeg stod som en anden idiot og tøvede med at åbne den? Det var det værd.

En pling-lyd meddelte at elevatoren nu var nået den ønskede etage, og jeg steg ud med et hjerte, der bankede nervøst i mit bryst. Rolig, beordrede jeg det, lige meget hvor dumt det så end lød, jeg gør intet forkert. Der er ingen grund til at være nervøs...

Efter at have fået mit hjerte under kontrol, bankede jeg på den dør, jeg nu stod foran. Mine bank var tøvende, og efter at have ladet min hånd banke 4 gange, stak jeg den ned i min jakkelomme igen.

Jeg overvejede kort at gå min vej igen. Nærmere løbe min vej, men inden min tanke blev en realitet gik døren op, og dér stod han. Louis. Grunden til den tunge følelse af dårlig samvittighed endnu engang landede i min mave. ”Hej, kom ind.”

Han åbnede døren helt, så jeg kunne komme ind og sendte mig et varmt smil. Jeg sendte ham et kejtet smil tilbage, hvilket var det eneste, jeg kunne præstere med den dårlige smag, der nu bredte sig i min mund.

Berømmelse, kendisser, afterparties, pre-parties, kameraer og berømmelse… Keep going Kimberly. Jeg kunne ikke lade en smule tvivl og dårlig samvittighed stoppe mig fra ikke kun at opfylde min drøm men også Rileys.

Jeg trådte ind i hans lejlighed og her duftede fantastisk.

”Wow..” mumlede jeg, da mit blik ramte hans lejlighed. Den var utrolig stor og moderne indrettet. Min lejlighed var også stor; meget endda. Men denne var dobbelt så stor, og det sagde meget. ”Hvad har du lavet? Her dufter virkelig godt,” spurgte jeg med et smil, der denne gang lignede et rigtig Kimmie-smil og ikke et smil, der burde være placeret på en klovn.

Først nu lagde jeg mærke til, han bar et forklæde. Havde han lavede mad?

”Har du lavet mad?” Spurgte jeg og hang min jakke på en af knagerne, for derefter at tage mine sko af og placere dem på gulvet ved siden af nogle andre.

”Næ, men det skal vi til,” svarede han med et hemmelighedsfuldt smil, inden han tog mig under armen, og trak mig med ud i hvad, der lignede køkkenet. ”Jeg må advare dig Louis: jeg kan ikke lave mad. Jeg kan ikke engang koge ris,” sagde jeg med en håbløs grimasse, men han grinte blot af mig og rakte mig et forklæde.

”Jeg skal nok hjælpe,” han blinkede for sjov til mig, inden han vendte sig om og tog nogle forskellige ting ud af skabene. Eller… jeg regnede med det var for sjov?

Jeg fniste alligevel lidt inden, jeg spurgte med et grin i stemmen: ”Hvad skal vi lave Chef Louis?”. Han vendte sig om og kiggede meget alvorligt på mig. ”Vi skal lave en ret jeg kalder… sushi,” sagde han med en pænt mislykket fransk accent, men jeg syntes det var lidt nuttet.

”Hvad sker der for den franske accent? Sushi er japansk,” rettede jeg.

Min latter kunne straks høres og han kiggede lidt overrasket på mig, altså positivt, inden han valgte også at grine med. Det var da ikke noget nyt, jeg grinte?

”Men seriøst? Sushi? Er det ikke et lidt feminint valg?” Spurgte jeg med et smil. ”Jo, men måltidet er jo også til ære for dig. Du sagde jo din livret er sushi,” svarede han indlysende og sendte mig et venligt blik. Jeg besvarede hans blik med et større smil. Kunne han huske det? Wow, den dreng imponerer mere og mere.

Jeg trak forklædet over hovedet og bandt det stramt om livet Det var sort og simpelt. Bagefter gik jeg hen til Louis, der stod ved køkkenbordet og kiggede i en kogebog af en art. Hold op! En kogebog? Seriøst? De er til for at blive overset og intet andet.

Jeg hev kogebogen hen til mig og klappede den sammen, hvilket resulteret i et forvirret blik fra ham. ”Ingen bruger de her alligevel. Skal vi ikke bare lave vores egen udgave af sushi?” Sagde jeg og smilede insisterende. Hans blik forvandlede sig hurtigt til et friskt et. Han lignede en, der lige var blevet udfordret.

”Klart. Det skal nok blive sjovt..” jokede han mumlende. ”Ja. Når du smadrer køkkenet,” fortsatte jeg og blinkede til ham. Han kunne vist ikke lade være med at blive en smule fornærmet. Jeg lod en latter slippe ud over mine læber, og lidt efter grinte han også med. Det skulle nok blive hyggeligt.

Vi havde nu spist vores sushi, og det smagte faktisk utrolig godt i forhold til, det lignede noget en fugl havde kastet op. Det jeg havde lavet gjorde i hvert fald.

Klokken var omkring 18, og jeg sad på toilettet. Interessant ja. Louis havde besluttet sig for, at vi skulle se en film, efter vi havde ryddet op, og jeg var af den grund ude på badeværelset lidt længere end nødvendigt. At rydde op var ikke lige min ting.

Jeg var for doven, og jeg endte tit med at smadre noget, hvilket ikke ville være så smart hér, da det ikke var mit hjem.

Jeg placerede mig foran det koloenorme spejl, der hang over vasken. Åh Gud. Jeg lignede et fugleskræmsel. Eller noget derhen af, det var tæt nok på.

Mit hår var pjusket, en anelse uglet, og lidt af min mascara havde valgt at lægge sig til rette under mine øjne. Fedt, men jeg kunne ikke bebrejde den, jeg havde haft den på siden klokken lort i morges.

Jeg prøvede så godt, jeg nu kunne fikse det, og det endte med at blive bedre. Bedre, men det gjorde det ikke godt.

 

Jeg fik bevægede mig ud i køkkenet, og synet der mødte mig var… højst foruroligende. Opvask. Jeg gik helt hen til ham og satte mig på bordpladen. Jeg betragtede ham lidt stå dér og vaske alle de klamme tallerkener og glas og bestik op.

Godt det ikke er mig, jeg nævner det bare.

Jeg rev mit blik fra ham, da jeg pludselig fik et viskestykke i hovedet. Et blåt viskestykke for at være mere præcis.

”Hva’ pokker?” mumlede jeg og fjernede det fra mit ansigt. ”Tør op. Eller kan du heller ikke finde ud af det?” Sagde han og smilede flabet idet han rakte mig en tallerken.

Han hentydede tydeligvis til mine manglende madevner. Flabet? Yeah, pretty much. ”Ko,” mumlede jeg muggent, og slog ham med viskestykket bagi, hvilket fik ham til at hvine som en tøs. Jeg måtte tage mig til maven, fordi jeg grinede så meget.

Han blev vist lidt utilfreds over det, for i næste øjeblik var jeg våd (skal ikke misforstås). Jeg udstødte et skrig på rigtig pige manér. ”Det gjorde du bare ikke,” råbte jeg skingert, og kunne allerede nu forestille mig, hvilken vaskebjørn jeg lignede. Min mascara.

I næste nu havde jeg samlet min hænder i en skål under den løbende vask, og kastet det ret så kolde vand i hovedet på Louis. Vores lille vandkamp udviklede sig, og fortsatte indtil vi begge var gennemblødte. ”Jaa.. det blev tallerknerne ikke meget renere af,” mumlede han og smilede.

Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvor kær han så ud. Hans har strittede en anelse på grund af vandet (og sæben som vi også endte med at bruge). Og han havde sæbeskum i både håret og lidt i ansigtet.

Kær, var måske ikke et ord jeg brugte til daglig, men det var det eneste der beskrev ham lige nu; og det smil han sendte mig gjorde ikke ligefrem situationen bedre.

Jeg så han læber bevæge sig, men registrerede ikke, hvad han sagde. Jeg var måske lidt for tryllebundet af hans… vent hvad? Åh Gud, jeg er en lille lort, hvad de her ’fake love’ – planer angår. Tro mig, det er prøvet før.

”Hallo-oo” Sagde han og viftede sin hånd foran mig. Lige op i fjæset, og det var jo ikke fordi, den var lille. Misforstå den, jeg er ligeglad.

”Ja-ja, du behøver ikke at vifte næsen af mig,” svarede jeg og gik et skridt tilbage for at undvige hans hånd. Han smågrinede inden, han spurgte mig, om jeg havde hørt ham. Selvfølgelig havde jeg ikke det. Jeg er ikke supermand, man kan ikke både være betaget af nogen og lytte til dem all at once.

”Jeg spurgte om vi ikke skulle se filmen nu. Vi kan tage nogen tæpper med ind i stuen?” Jeg nikkede, da det egentlig lød ret hyggeligt. Det var lang tid siden, jeg havde holdt filmaften eller noget lignende

”Har du en trøje eller noget…” spurgte jeg en anelse tøvende, det her var så kikset og en smule akavet. Vi kendte knap nok hinanden, og nu spørger jeg, om jeg må låne hans tøj? Jeg er freaking sær.

Til mit held nikkede han bare smilende og forsvandt ud af køkkendøren. Jeg derimod skred ud på badeværelset for at fikse… tja alt. Mit hår var klamt, vådt og hang i tjavser. Min mascara var til gengæld ikke så slem, som jeg havde troet. Bare lidt under øjnene, ikke noget der ikke kunne fikses.

Nogle bank kunne høres og Louis kom ind med en trøje. ”Jeg håber denne her går. Jeg tager lige tingene ind i stuen,” han havde allerede skiftet til noget andet, bare en almindelig T-shirt og nogle jeans. Jeg sendte ham et lille smil inden han gik. Hvad han havde ment med ’tingene’ var jeg dog ikke helt sikker på.

Jeg fik hurtigt trøjen på der viste sig at være en hvis strik. Me like. Det var godt nok sommer, men vi var indenfor og her var air con så det gik nok. Jeg tog den over min kjole, der var knap så tør nu, jeg håbede nu bare hans sweater (der for resten duftede fantastisk) kunne hjælpe mig med at holde varmen selvom mit tøj stadig var fugtigt.

Jeg kørte mine fingre gennem mit hår, og jo tørre de blev, jo mere krøllet blev det. Det var vist spild af tid at glatte det i morges. Jeg sukkede højt. Hvorfor har jeg ikke bare nemt hår?

Et håbløst suk forlod mine læber, inden jeg valgte at træde ud af døren.

 

Da jeg trådte ind i stuen, fandt jeg ud af hvad Louis havde ment med ’tingene’. Der lå to madrasser på gulvet foran hans tv, og de var pyntede med pudder i massevis og to dyner. Han forstår sig da på hygge. Jeg gik hen til den ene madras og satte mig ved siden af Louis, der var i gang med at sætte en film i gang.

Det interesserede mig ikke særlig meget, hvilken film han havde valgt, jeg ville nok ende med at falde i søvn anyway.

 

Midt inde i filmen, begyndte jeg at føle mig halvtræt. Faktisk var jeg udmattet, og jeg lå vist halvt op af Louis; jeg var for træt til at gøre noget ved det, og han virkede ligeglad. Det jeg frygtede mest var: at jeg faldt i søvn op af ham, for jeg vidste ikke om jeg snorkede, pruttede, savlede eller bøvsede i søvne. Der var aldrig nogen, der havde fortalt mig, hvordan jeg var, når jeg sov.

Louis virkede, modsat mig, lysvågen og fulgte ret godt med i filmen, der vidst handlede om noget… noget. Han vendte forsigtigt hovedet, så hans øjne mødte mine. Under normale omstændigheder ville det være pinligt at blive busted i at stirre på ham, men nu var jeg for træt til at tage mig af det.

Vi havde en mindre stirre konkurrence, da ingen af os valgte at flytte blikket. Hvis jeg flyttede det først, ville jeg virke afvisende, og det ville spolere ’planen’ fuldstændig. Hans blik var varmt, men jeg kunne sværge, at der lå noget nervøst bag. Umuligt.

Jeg kunne umuligt gøre ham nervøs blot ved at stirre på ham. Han gjorde jo ikke mig nervøs. Den fortsatte. Vores stirrer konkurrence. Den blev bare ved, men pludselig følte jeg, hans hoved meget tættere på mit. Okay, jeg indrømmer, der blev jeg nervøs.

Jeg ville flytte mit hoved eller kigge nedad. Et eller andet, for at undgå det. Men igen, der var Rileys plan og… jeg var jo ikke 100 % imod det. Jeg var forvirret, men inden jeg nåede at træffe en beslutning havde vores læber allerede ramt hinanden.

En vibrerende lyd var grunden til jeg vågnede. Jeg kiggede mig lidt omkring og kom i tanke om, jeg befandt mig hos Louis. Louis. Navnet fik et smil frem på mine læber, uden jeg helt var klar over hvorfor.

Kysset fra før, betød måske ikke det helt store for ham eller for mig, det var jo skuespil, men da vores læber mødtes, fik det et eller andet i min mave til at røre på sig. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg havde det med det. Om det var en positiv eller negativ følelse.

Jeg havde kun haft den følelse én gang før, det var i tredje klasse, og den gang fik det mig til at kaste op på Billy Posen, som var den dreng, der havde fremkaldt følelsen i min mave.

 

Den vibrerende lyd hev mig ud af mine forvirrede tanker. Jeg bemærkede at den kom fra min lomme, og at det var min mobil, der vibrerede som en gal. ”Hallo,” sagde jeg med en lidt hæs stemme og rømmede mig hurtigt for at få den på plads.

”Hvor er du!” Nærmest skreg stemmen i den anden ende så højt, at jeg blev nødt til at fjerne mobilen fra mit øre. Riley. Åh Gud, hvad fanden var klokken?

”Den er 21: 23, jeg har ringet til dig en million gange, hvor fanden er du Kimberly?” Hun lød ikke sur, eller jo hun råbte, men hun lød nærmere panisk, hvilket jeg også var nu. Mit blik landede på Louis, der lå og sov sødt ved siden af mig og snorkede svagt.

Jeg rejste mig op og nærmest løb ud i gangen. Jeg kunne næsten ingenting se, da det var halvmørkt udenfor og al lyset i lejligheden var slukket.

”Sorry, Riley. Tiden løb fra mig, jeg er på vej… fuck!” Jeg var snublet over noget i mørket, og lå nu på gulvet. ”Hvad fanden sker der?” Spurgte hun i den anden ende.

”Jeg faldt over noget. Arh fucking lort, hvor er mine sko nu?!” Vrissede jeg for mig selv. ”Slap af, Kim! Jeg kan komme og hente dig. Jeg kan være der om 10 min..” – ”Nej, jeg tager toget. Det nytter ikke noget du kommer efter mig, så er vi begge forsinkede. Vi mødes bare foran Apple Store,” afbrød jeg hende.

Vi havde ikke tid nok til at spilde 10 minutter på, hun skulle hente mig. Jeg kunne bare snige mig ind i et tog. For jeg havde ikke råd til en taxa. At stjæle penge fra Louis (igen) ville jeg ikke kunne få mig selv til.

Jeg lagde på og fik mine sko på og havde taget min jakke over armen. Jeg skyndte mig hen til Louis for at fortælle, jeg gik. Jeg satte mig på hug foran ham, men jeg kunne ikke få mig selv til at vække ham. Det ville være synd og skam, han så så sød ud lige nu.

I stedet gik jeg ud i køkkenet, hvor jeg vidste, han havde post-it sedler og kuglepenne.

Blev nødt til at smutte, skulle mødes med en ven.

Kimberly

Jeg tog post-it sedlen og klistrede den fast til hans pande. Så ville han helt sikkert få øje på den. Eller ikke, I dunno. Jeg smilede svagt over ham, og kyssede ham på kinden, inden jeg gik. En handling jeg ikke havde regnet med nogensinde ville blive udført af mig, men jeg skammede mig ikke over det. Overhoved.

Lige så snart jeg var ude af bygningen, begyndte jeg at småløbe, og det blev hurtigt til spurt. Jeg vidste, der var et tog mod Oxford St, der gik 21:37. Jeg havde højst brugt 5 minutter på at komme ud af døren og togstationen lå 10 minutter herfra på gåben, så hvis jeg spurtede, ville jeg lige kunne nå det.

Det burde være nemt nok at snige sig om bord på toget uden billet og alt det, for der var næsten aldrig nogen, der tjekkede på den her tid anyway.

 

Jeg nåede lige ind i toget inden dørene lukkedes. Min popo blev placeret på en af sæderne, og jeg trak forpustet vejret. Oxford St, lå kun et par stop væk og der var stadig 23 minutter igen.

Jeg skulle nok klare mig, og i morgen denne tid, havde jeg for længst skilt mig af med min skod mobil og kunne rende rundt med min splinternye IPhone.

Jeg kunne allerede mærke spændingen samle sig i en klump i min mave.

”Næste stop: Oxford Street.”

Og den var kun et stop væk..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...