Breakaway - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Kimberly Jackson spillede som yngre med i en tv serie på Disney Channel, der for længst er glemt, den var kaldet Life of Kim. Da serien senere stoppede i 2008, endte Kimberlys skuespillerkarriere også. Hun lever nu i sin lille lejlighed i det centrale London, som hun knap nok har råd til. Hun begynder at have færre og færre penge til alle regningerne, da hun intet job har, og hun begynder at tage desperate midler i brug for ikke at miste sin drømme lejlighed, og være tvunget til at flytte hjem til sin far og stedmor, som bor in the middle of nowhere. Men hvad sker der når en helt speciel person en dag dukker op ud af det blå? Kan han redde hende ud af den kattepine hun er havnet i eller vil hun være fanget i den onde cirkel for evigt? Og hvad sker der når en gammel bekendt pludselig *Grimt sprog osv. kan opstå*


53Likes
45Kommentarer
2575Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg smed mig på min sofa og tændte fjernsynet, de viste vist according to Jim, men for at være helt ærlig fulgte jeg slet ikke med; mine tanker kredsede hele tiden om min cafétur med Louis. Det hele gik faktisk ret fint, han var nu meget sød, når han ikke var sur, men jeg kunne ikke bebrejde ham. Jeg stjal for helvede mandens pung!

Jeg fandt ud af nogle få ting om ham, men ikke utrolig meget. Han var vist 2 år ældre end mig. Selv fortalte jeg ham næsten intet, for han ville løbe, hvis jeg fortalte ham sandheden om mit liv, og jeg ville få dårlig samvittighed, hvis jeg løj. Normalt fik jeg ikke dårlig samvittighed lige meget hvad, og det var kun fair; for hvornår var der nogensinde nogen, der havde fået dårlig samvittighed på grund af, de havde gjort noget dumt mod mig? Aldrig! Og jeg havde endda været igennem en masse lort i løbet af de seneste år.

Jeg troede, at den eneste grund til den dårlig samvittighed muligvis ville opstå var fordi, jeg allerede havde forsøgt at stjæle fra ham. Jeg var da et menneske. Og han var lidt sød. At date ham ville måske være min vej til at opnå den berømmelse, jeg altid havde ønsket mig. Jeg vidste, det her var så forkert og ledt… men jeg ønskede mig jo det her mere end noget andet. En irriterende biben jeg ikke havde hørt længe afbrød mine tanker. Jeg burde egentlig skifte den ringetone.

Jeg tog min telefon op til øret efter at have trykket ’besvar’. ”Ehm… hallo?” Mumlede jeg tøvende ned i mobilen. ”Hej Kimmie! Det er Riley. Riley Jefferson. Kan du huske mig?” Brød en melodisk stemme igennem. Jeg kunne udmærket huske Riley, hun var den største kælling blandt alle de små kællinger, jeg var venner med dengang. Hvad ringede hun nu for? ”Jo. Jeg husker dig,” svarede jeg med falsk venlighed, og kørte en hånd igennem mit hår. ”Godt. Det er så lang tid siden, vi sidst snakkede, og jeg tænkte, om vi ikke på et tidspunkt kunne hænge ud sammen. Som i gamle dage?” Jeg kunne høre smilet i hendes stemme. Måske havde hun ændret sig, for vi var trodsalt kun 15 år dengang. Folk ændrede sig, og jeg kunne godt bruge en veninde til en forandring.

”Jo, det lyder hyggeligt. Hvad fik dig til at tænke på mig sådan helt tilfældigt… efter 4 år?” Vi holdt kun kontakten 1 år efter enden på min karriere, men så begyndte hun at blive mere moden, have flere ’mere modne’ venner, og jeg blev lagt i glemmekassen.

”Jeg så dig i Tv,” svarede hun hurtigt, og fik det til at lyde som om det, at ens ven var i tv var noget dagligdags-noget. Men.. var jeg i tv? Var jeg i tv!! ”Du hvad?” Nærmest råbte jeg, og kunne ikke skjule den pludselige glæde i min stemme. Ikke engang dét at hun sikkert kun ville være ven med mig, fordi jeg var i tv, satte skår i min glæde, for jeg var i tv!

Jeg hørte hendes klokkelatter i den anden ende af røret. ”That’s right girl, you did it again!” Jeg kunne ikke gøre for en lille latter undslap mine rosa farvede læber. ”ARH! Hvor er det vildt, men… hvorfor er jeg i tv’et?” Tænk at det ikke havde undret mig noget før. Jeg var jo ikke med i nogen ny film eller noget.

”Noget med at du blev set med en kendis, men lad os ikke snakke om det nu; Lad os snakke om det på fredag, for der skal vi nemlig i byen sammen?” Svarede hun så hurtigt, jeg knap nok fik starten med. Byen? Med Riley? Det lød ikke godt, for jeg endte sikkert med at blive væk fra hende og bortført eller sådan noget.

”Kun os to?” Blev det eneste, jeg lukkede ud af min mund. ”Nej fjolle!” Sagde hun og slog en perlende latter op. ”Fem af mine venner kommer også. Melanie, Daniel, Ricky, Jade og Destiny. Du må selvfølgelig også invitere nogle af dine venner, hvis du har lyst, jo flere jo bedre,” jeg kunne nærmest se hendes smil og forventningsfulde øjne for mig. ”Øh, jo det lyder sjovt, men jeg har intet at tage på,” fik jeg sagt på ægte pige manér. Jeg havde ikke været til utrolig mange fester, siden min far besluttede sig for ikke at betale mine regninger mere. Jeg var ikke engang sikker på, jeg vidste, hvordan man festede mere.

”Det skal vi nok ordne. Hvad med en shopping tur i morgen, Oxford Street… på min regning. Det skylder jeg dig lidt, siden jeg ikke har snakket med dig i en evighed,” sagde hun med en ærgerlig stemme, og skulle jeg være helt ærlig, troede jeg, at jeg havde lidt brug for sådan en som Riley i mit liv. En der kunne hjælpe mig på vej til tops, en der ikke forlod min side lige foreløbig, jeg havde bare brug for en veninde, og folk ændrede sig jo, måske var hun ikke et så stort et røvhul, som hun var engang.

”Det er sandt, og en shopping tur er måske lige, hvad jeg har brug for,” en pludselig entusiasme kastede sig over mig. Hvad kunne der helt ærligt gå galt i, jeg pludselig fik mig en omgangskreds? Jeg savner også lidt selskab, min sofa er nogle gange bare ikke nok. If you know what I mean.

”Super! Kan vi mødes på Starbucks, og få et eller andet inden vi shopper?” Hendes stemme lød nærmest bedende, og hvis jeg kendte hende ret, ville hun gøre alt for at blive en del af min 15 minutters berømmelse, hvilket var fint med mig, for det ville jeg også selv have gjort, hvis jeg var hende. Vi mindede sikkert om hinanden på mange måder, vi ville begge gøre næsten alt for at opnå den berømmelse, vi følte vi fortjente.

”Selvfølgelig Riley, Vi kan bare mødes klokken 14,” mumlede jeg glad ned i min lyserøde ikke-smartphone, Jeg sagde farvel til Riley og lagde på.

Alt så meget lysere ud nu, da mit teenageliv endelig syntes at gå rigtig i gang. Det eneste dårlige blandt al denne glæde var, jeg endnu ikke havde skaffet de penge, Will havde bedt mig om at få fat i inden lørdag. Jeg havde lovet ham, at jeg ville skaffe ting til en værdi af mindst 2500. Og indtil videre havde jeg skaffet en iPhone 5 samt £ 880 og et par ubrugelige gamle Gucci briller der maks. var £ 9 værd. Jeg manglede stadig omkring 1000, jeg måtte gøre noget ved det efter, jeg havde været sammen med Riley.

Der var jo ret mange mennesker på Oxford Street, ingen ville lægge mærke til noget. Det var kun onsdag i dag, så hvis det ikke gik i morgen, var der altid fredag inden festen. Medmindre Riley havde tænkt sig, at vi skulle hænge ud sammen før den, for at ’forbedrede’ og klæde os på sammen. Jeg havde kun været til en rigtig fest med Riley én gang, og det var ikke ligefrem sjovt, for jeg var kun 13 på det tidspunkt, hvilket var lidt vildt. Første gang jeg var fuld var til den fest, det var dét jeg mente før, da jeg sagde Riley havde fået mere modne venner, og hun selv var blevet som dem.

De begyndte at feste, drikke og alt muligt andet som folk på 13 ikke burde gøre, men de havde alle nogle lidt ligeglade forældre, der ikke tog sig af, hvad de gik og lavede. Min far lagde heller ikke mærke til noget, men det gjorde mig ikke uopdragen, jeg vidste godt det var forkert, derfor endte jeg også med at falde mere og mere i med tapetet.

Min mave beklagede sig højlydt, efter jeg havde siddet og gloet tv i et godt stykke tid. Jeg havde blot stenet MTV, hvor de viste en masse musikvideoer, og jeg ville give min mave al ret til at brokke sig, for klokken var nu 23. Jeg gik ud i køkkenet uden at lede efter mad, da jeg vidste jeg intet havde. Jeg åbnede derfor blot mit hvide hjørneskab i højre side af mit køkken, hvor der stod en stor plasticbøtte, hvor der med stor fed tusch var skrevet: Penge. Det var mine penge til nødstilfælde, som for eksempel når jeg sultede som en hjemløs hundehvalp.

Som nu.

Jeg tog nogle mønter ud af bøtten, og greb min mobil. Jeg fik trykket nummeret på Pizza Hut ind, og fik bestilt en pizza med peperoni og ost samt en cola. Jeg bestilte sjældent sodavand til, da de var for dyre, og spild af penge. Spild af mine penge.

Mobilen lagde jeg i min bukselomme, og begav mig derefter ud i min mini entré, for at tage min trenchcoat på og mine sorte Steven Maddens på, jeg havde fået dem begge i fødselsdagsgave, den ene da jeg fyldte 16 og den anden, da jeg fyldte 18. Jeg ville aldrig kunne få råd til det nu, med alt det jeg skulle bruge mine penge på. Jeg måtte efterhånden have tabt mig lidt, for jeg måtte nogle gange springe morgenmad over, eller gå sulten i seng, andre gange havde simpelthen bare ikke ingredienser til at få lavet noget ordenligt mad.

Min morgenmad var tit en skål cornflakes… uden mælk. Grunden til alt dette var, at jeg ikke havde så mange penge, og det var ikke fedt.

Jeg bevægede mig i roligt tempo ned ad det svagt befolkede fortov. Det var en underdrivelse. Der var ingen mennesker i miles omkreds, kun en bil kørte forbi nu og da. Det eneste der lyste den ensomme gade op, var gadelamperne og lysskiltene fra de forskellige butikker og restauranter. Klokken var nu 23.32 ifølge min mobil, og mørket havde lagt sig over London.

Man skulle tro en storby som denne, ville have lidt festglade mennesker på denne tid af dagen, men det var trodsalt onsdag og en del skulle i skole og på arbejde dagen efter. Den anden grund til manglen på mennesker var, jeg havde taget en omvej.

Jeg kunne se Pizza Hut skiltet lyse et par meter forude og satte tempoet op. En sms fik min mobil til at bibbe og var skyld i jeg pludselig stoppede op. Den var fra Louis.

LOUIS:

Hvad laver du på fredag?

Mit smile blev blot større, da jeg læste indholdet… vent hvad? Jeg skulle til at svare ham, da jeg kom i tanke om, festen var fredag.

Du må selvfølgelig også invitere nogle af dine venner, hvis du har lyst, jo flere jo bedre…

Hørte jeg Rileys stemme sige i mit hoved, hun havde jo bedt mig om at invitere flere, og jeg var meget sikker på, hun ikke ville have noget imod en kendis kom med til festen.

KIMBERLY:

Jeg skal med nogle venner til en fest. Vil du med?:)

Jeg fortsatte lige ud og trådte ind ad døren til pizzeriaet, jeg stillede mig bagerst i køen. Der var kun 3 mennesker foran mig. selvom det kun var 3, var jeg ikke sikker på, jeg var tålmodig nok til det her; Jeg var nok dét mest utålmodige menneske i verden. Jeg hadede simpelthen køer. Ikke muhkøer, de var dejlige… eller noget. Never mind. Jeg kunne ikke fordrage vente køer.

”Kan jeg hjælpe Dem med noget?” Spurgte en halvgammel mand bag disken med et afventende smil. Jeg mærkede rødmen stige, jeg var vist faldet hen i mine egne tanker. Intet nyt her.

Jeg fortalte manden om min bestilling og han rendte ud bagi og hentede min pizza og sodavand. ”Det bliver £70,” sagde han med en lidt træt stemme. Jeg stak min hånd ned i min lomme og ledte efter mine mønter, da jeg endelig havde fået dem alle ud af lommen, blev jeg så forskrækket af min mobils høje ringetone, at jeg tabte alle mine mønter på gulvet.

”Nej, nej, nej, nej, Nej!” Mumlede jeg og samlede mønterne op. Jeg kunne se på manden, at han sikkert tænkte noget alla: ”Jeg har ikke tid til det her! Unge nu til dags,”… eller noget! Jeg mærkede min rødme endnu engang kom mig til undsætning, kun for at gøre situationen meget værre.

Jeg fik hurtigt lagt pengene på disken, taget mine ting og skyndt mig udenfor. Jeg stillede min pizza og min cola, på et af de små borde ude foran, og fiskede irriteret min mobil op. Louis. Selvfølgelig. Hvem ville ellers have sms ‘et mig nu.

LOUIS:

Klart, det lyder godt! Hvor?

Klogt spørgsmål, det havde jeg ikke engang selv tænkt på. Never mind. Jeg ville bare spørge Riley i morgen.

KIMBERLY:

Sender dig adressen senere;)

Smileyer skulle der være plads til.

LOUIS:

Okay! Xx

Dafuq? Xx? Hvem skrev det? Måske var jeg bare bagud men… urh? Det måtte han selv om. Jeg tog mine ting op i favnen og begyndte at gå hjemad.

Nogle skridt kunne efter lidt tid høres bag mig, men jeg tog mig ikke særlig meget af det. Det var sikkert bare nogle, der var på vej hjem ligesom mig. Da jeg hørte en masse pigefnidder, holdt musklerne i min krop op med at spænde så meget. Slap af Kim, sagde jeg til mig selv. Jeg vendte alligevel mit hoved og kiggede bagud, men fik heldigvis blot øje på nogle, 13 til 15 årige piger.

Idet jeg vendte hovedet, fik jeg øjenkontakt med en af pigerne. Hun havde kulsort hår og en flot solbrun hud, der nærmest skinnede, som hun stod under gadelampen. Ingen fare her. Eller det troede jeg, til jeg så det blik, hun sendte mig. Et blik der nærmest kun signalerede fare. Intet andet.

Jeg skyndte mig at vende hovedet. Jeg tog en dyb vejrtrækning, ind og så ud. Jeg var ældre end dem, hvad kunne de lige gøre mig? En oprørt mumlen bredte sig bag mig, og det lød ikke godt. ”Er det den so?” Hørte jeg en af dem sige, så højt at det tydeligvis var meningen, jeg skulle have hørt det.

Skridtende bag mig syntes at blive hurtigere og hurtigere, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var de begyndt at løbe. En lille hånd, med et meget fast greb, tog fat i min skulder. ”Hvad har du gang i?” Spurgte jeg en anelse højt, men jeg var meget skræmt, eftersom de virkede som nogle lidt voldelige børn. Eller børn. Man kunne jo altid tage fejl af deres alder.

”Du holder der fra ham,” mumlede en af pigerne, der efter min mening lignede en dukke. ”Hva… holder mig fra hvem?” spurgte jeg med en rystende stemme, hvilket irriteret mig, da jeg gerne ville vise dem, hvem der var ældst. ”Louis! Du holder dig fra ham, kælling!” Råbte den pige, hvis greb strammedes om min skulder. Hun var en blond pige, og mindede mig om mig, da jeg var på hendes alder. Hun så ligeså usikker og malplaceret ud som, jeg gjorde dengang.

Hvad havde jeg egentlig at frygte, de kunne intet gøre. Slog de mig, kunne jeg slå igen. Dobbelt så hårdt.

”Du er ikke min mor, og derfor skal jeg ikke gøre som du siger. Jeg er også ældre og stærkere end jer, så jeg ville hellere passe på, hvis jeg var jer!” Råbte jeg, og fjernede pigens hånd fra min skulder. Seriøst, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og det så ikke ud som om, de blev specielt skræmte. Jeg ville ikke blive skræmt af mig.

”Og hvad kan du gøre?” Spurgte en af de flabede møgunger. Jeg trådte et skridt tættere på, og satte mit mest truende fjæs op. ”Vil du virkelig se, hvad jeg kan gøre?” Hun trådte forskrækket et skridt tilbage, alle så ud til at lade sig skræmme ad mig. Undtagen pigen med det sorte hår, som var den første, jeg fik øje på. Hun trådte helt hen til mig, og jeg lagde dér mærke til, hun var højere end mig. Men jeg var også kun 1,72, hvilket var lavt i forhold til hende, hun lignede en på 1,80.

Inden jeg nåede at ænse noget andet, sad jeg på fortovet og der var tomat udover det hele. Ungen havde fandeme kylet min egen pizza i hovedet på mig! Jeg løftede begge mine hænder og fjernede tomaten fra begge mine øjne, mine øjne blev fanget af pigen fra før og hun stirrede ondt på mig. ”Du holder dig fra ham, for ellers…” og det var det sidste hun sagde inden hun forlod mig, på gaden smurt ind i pizza, for at gå ned ad gaden med sit slæng.

For ellers… hvor var jeg bare bange. Not. For ellers… fandtes der en lammere trussel. Yeah, I think not! Jeg rejste mig og så, at det meste af min pizza stadig lå samlet i min bakke. Fucking møgunger. Hvor kunne jeg bare ikke klare sådan nogle typer. Jeg var jo ikke engang sammen med ham.

Men hvis det var det, der skulle til for at blive berømt, var det ikke en særlig stor pris at betale.

Jeg satte mig ved mit spisebord, der sjovt nok var hvidt, men stolene var sorte. Jeg havde min bærbar ved siden af min tallerken halvmast pizza. Jeg lavede noget ’research’, og ja… det lød ret stalkeragtigt, for det var lige, hvad det var. Jeg stalkede simpelthen Louis. Jeg skulle lige vide et par basis ting om ham, i tilfælde af han måske løj, sidst vi talte om det. Jeg ville bare vide, hvad jeg var oppe imod.

Til sidst blev jeg alt for overvældet af den stalkeragtige følelse, at jeg endte med at slukke min computer og spise min pizza i stedet. Hvor ville jeg bare ønske, jeg ikke havde mødt de børn på gaden. Det var jo sindssygt, hvordan nogle mennesker kunne hate så meget på nogen, på grund af en person, de aldrig nogensinde ville få nogen form for chance hos.

But… haters gonna hate.

”Hej søde!” Udbrød Riley, da hun fik øje på mig, nede fra den anden ende af caféen. Hun sad ved et bord nede i hjørnet og lignede fuldkommen sig selv. Hun havde selvfølgelig fået nogle mere voksne træk, markeret kindben og længere hår. Jeg håbede hun sad og tænkte det samme som mig.

”Hi Riley!” Udbrød jeg med samme glæde. Jeg gav hende et kort kram, og fik placeret min lille fine popo på stolen overfor hende. ”Jeg har bestilt to Frappucino’er til os. En med caramel og en med jordbær, da jeg kan huske du altid drak den, da vi var her før i tiden,” sagde hun smilende. Lige nu lignede hun faktisk den glade og søde Riley, jeg var ven med inden, hun forvandlede sig til… lad os bare sige et dårligt menneske.

Jeg havde mødt Riley under en casting i 2002, da vi begge kun var 8. Vi var bedste veninder, vi delte alt med hinanden, vi forsvarede hinanden og vigtigst af alt: vi kunne stole på hinanden. Det var først i 2004, da jeg fik rollen som Kim i Life of Kim, hun ændrede sig. Hun fik faktisk stjernenykker før jeg nåede at få det. Hun ændrede sig meget, og jeg kunne ikke engang kende min bedste veninde mere. Den dengang søde, omsorgsfulde, høflige og kærlige pige havde forvandlet sig til en kold, snobbet, led og hård sladderhank.

Den eneste grund til, jeg holdt fast på hende i så lang tid efter, hun havde ændret sig var nok, at jeg ikke ville miste hende, hun havde jo været min bedste ven gennem 7 år, og det kunne jeg ikke bare smide ud. En lille del af mig havde dengang også håbet, Riley var gemt et sted derinde. Min Riley. Vi havde været igennem så meget sammen, at jeg følte, det ville være forkert af mig at droppe hende dengang. Men i sidste ende, var det mig, der endte med at blive droppet.

Der var selvfølgelig de få øjeblikke, hvor jeg havde hende for mig selv, og hun ikke fokuserede for meget på, hvordan hun skulle få folk til at opfatte hende, der var hun nogle gange som den gode gamle Riley. Jeg elskede de små øjeblikke med hende, og jeg måtte indrømme, selvom jeg i starten var glad for endelig at være sluppet af med Rileys slæng. Hendes onde cirkel, som jeg kaldte det. Havde jeg savnet hende en del. Det kunne godt være, der var mange, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke bare afslog Riley, da hun inviteret mig ud; for hun havde været lidt led overfor mig tidligere.

Dengang, da vi begge var 13 år, fik hun os lukke ind på et diskotek, hun var ret høj af sin alder, og jeg havde meget høje stiletter på. Til vores ’held’ havde vagten været en 30 årig gammel pervers mand. Pervers… for vi havde begge push-up på, for at se ældre ud.

Riley havde aftalt at mødes med nogle venner derhenne, de var omkring 14 til 18 år, det var nogle af hendes storebrors venner. Jeg huskede, hvordan hun havde været ret vild, og jeg vidste ikke engang hvorfra hun havde lært det. Hun mente, jeg ikke kunne finde ud af at slå mig løs, men det var også sandt, så hun besluttede sig for at drikke mig under bordet.

Mit blik flakkede fra den ene ende af lokalet til den anden. Hvor pokker var Riley? Hun kunne da ikke bare forlade mig her. Jeg sad oppe ved baren og forsøgte at få øje på Riley, dette eneste jeg havde drukket indtil videre var en Sprite, hvilket var helt fint med mig; jeg skulle ikke være fuld i aften. Riley havde tydeligvis en anden holdning af hensyn til alkohol, for hun var helt klart fuld. One of us had to be sober. Hvordan skulle vi ellers komme hjem uden at blive kidnappet eller voldtaget?

”Kan jeg byde dig på en drink?” En dyb mandestemme afbrød mit virvar af tanker. Jeg vendte hovedet og fik øje på en mand der muligvis var 19 år. Jeg rystede på hovedet og mumlede et høfligt ’nej tak’. Men så let slap jeg vidst ikke, for jeg mærkede få sekunder efter en ru hånd glide ned af mit blottede lår. Det meste af mig var blottet, fordi Riley havde valgt mit tøj, jeg havde en lårkort sort kjole på med hjerte udskæring på ryggen. Mine blonde krøller havde jeg valgt at lade hænge løst den aften.

”Er du sikker? Vil du så bare snakke lidt? Vi kan tage hjem til mig,” mumlede han hæst i et mislykket forsøg på at lyde sexet, men jeg fandt det bare utrolig gustent og frastødende. Jeg fjernede hans hånd, der nu forsøgte at snige sig ind mellem benene på mig, jeg følte en trang til at kaste op. ”Nej,” svarede jeg så hårdt, det nu kunne lade sig gøre med min lyse stemme. Jeg rejste mig hurtigt fra barstolen og løb hen imod toilettet. Jeg kunne føle hans klamme blik på mig hele vejen derhen.

Jeg stillede mig hen foran spejlet og tog hurtige vejrtrækninger, min makeup sad stadig, som den skulle på trods af al mit sved, der var opstået på grund af den tætte luft her på diskoteket. Jeg hørte døren til toilettet gå op og lidt efter stod en svedig og forpustet Riley bag mig. Hendes outfit var mindst ligeså afslørende som mit. Hun bar en rød tætsiddende kjole der var endnu kortere end min. Kjolen havde en virkelig dyb udskæring, der afslørede hendes næsten usynlige kavalergang, kjolen var en one shoulder.

Hendes rødblonde hår var bølget og hang også løst ned hendes skuldre. ”Hva’ så, Kimmie?” Spurgte hun med en munter mine, men jeg kunne tydeligt se, hun var ligeglad. ”Ikke…” jeg rømmede mig lige en gang, da min stemme lød, som en lyd en kvalt mus kunne finde på at lukke ud, ”Ikke så meget.” Hun smilte, men så så ærgerligt på mig ”Hvorfor slår du dig ikke lidt løs, skat? Har det sjovt, du ved, møder nye drenge,” Drenge. Det eneste hun kunne tænke på for tiden. De fyldte mere i hendes hoved for tiden, end jeg gjorde. Jeg følte mig hele tiden udenfor, når vi hang ud sammen, for vi havde altid ’de andre’ med på slæb.

”Hvad mener du,” min stemme rystede, da jeg blot kom til at tænke på den skræmmende mand fra tidligere. Jeg mærkede kuldegysningerne overtage min krop, og jeg gøs stille. ”Du ved.. drenge? Det modsatte køn, der har…” – ”Ja tak! Jeg ved godt hvad drenge er og hvad de har, Riley,” grinte jeg og puffede for sjov til hende, så hun næsten mistede balancen, på grund af hendes fulde tilstand.

”Hey!” Råbte hun så højt, jeg blev nødt til at tysse på hende. Hun hev fumlende en blodrød læbestift op af sin clutch, og begyndte at dække sine fyldige hjerteformede læber med den. Jeg havde altid misundt hende på grund af hendes læber, og hendes hår, for jeg kunne godt undvære mine krøller. ”Hvad synes du for resten om Jake? Han er lækker ikke? Jeg bad ham om at hilse på dig, for du har virkelig brug for en kæreste Kim,” sagde hun og fjernede noget af den røde farve, der var landet uden for hendes læber, med sin pegefinger. ”Jake. Sendte du ham? Hvad havde du lige gang i Riley, han kunne have fucking voldtaget mig eller det der er værre! Tænker du dig aldrig om?!”Råbte jeg og viftede voldsomt med mine arme. Var det min såkaldte bedste veninde, der havde sendt den sære pædofil hen til mig? Hvad fanden?

”Slap nu af Riley. Have fun. Du gider jo aldrig noget. Du er mega kedelig hele tiden, jeg prøver jo bare at tilføje lidt farve i dit liv! Du lever jo i en fucking kedelig grå bobbel! Kom dog ud og lev, i stedet for altid at sætte en stopper for alt det sjove,” nu var det hende, der råbte af mig. Lever jeg i en kedelig grå bobbel. Det var fandeme den so, der levede i én, inden hun blev en del af mit kendisliv. Mit.

”Jeg er ikke fucking kedelig!” Skreg jeg i hovedet på hende, og jeg tror min pludselige vrede forskrækkede hende. ”Men en af os er jo for helvede nødt til at være den ansvarsfulde her! Du ville ligge ude i rendestenen lige nu og blive voldtaget af hver eneste mandeluder i denne fucking by, hvis ikke jeg var her til at redde din røv hver fucking eneste gang! Desuden, er du kun 13 år, så lad være med at lade som om, du er en skid ældre!” Jeg havde nu lagt mine arme over kors, og lukkede mine øjne i for lige at samle mig.

Jeg hadede at skændes med Riley, men her på det seneste skete det oftere og oftere. ”Hold din kæft.” Sagde hun lavt, men hendes stemme var så iskold og hård, at den helt skræmte mig. Jeg havde også overregeret. Det kunne godt være Riley var led til tider, hun var en forfærdelig kælling en gang i mellem. Men jeg havde brug for hende, og hun havde brug for mig. ”Undskyld Riles, jeg… jeg mente ikke, hvad jeg sagde,” mumlede jeg og ventede på, hun ville gøre som sædvanlig efter, vi havde skændtes og kramme mig. Hun gjorde det bare ikke. ”Det’ fint,” mumlede hun og sendte et smil i min retning. ”Her. Lån min læbestift, og lad os komme ud og få noget at drikke,” sagde hun og rakte mig sin læbestift. Jeg følte et eller andet var galt, men tog mig ikke utroligt meget af det, og gjorde bare som hun sagde.

Hun tog fat i min hånd og hev mig ud fra toilettet. Da vi kom ud angreb musikken og dens høje bas endnu en gang mine ører, det tog noget tid inden, jeg igen havde vænnet mig til det. Riley trak mig med sig hen til baren, hvor et par stykker af hendes såkaldte venner sad og drak sig plørefulde. ”Kom,” hviskede hun og placerede mig på en stol, hvor hun derefter placerede sig ved siden af mig. ”Jeg bestiller, bare… snak med Seth” sagde hun højt i et forsøg på at overdøve musikken, og pegede på en dreng bag mig. Jeg må indrømme, han så virkelig godt ud.

Han havde mørkeblond hår, der var rejst en anelse ved hjælp af voks. Han bar nogle sorte bukser, samt en hvid T-shirt og prikken over i’et... hans sorte læderjakke. Uf. ”Hey, jeg er Seth og du?” Startede han ud og sendte mig et smil, der fik mig til at dåne. Næsten. Jeg lænede mig længere hen imod ham for, han skulle kunne høre mig i al denne larm. ”Kimberly,” jeg gengældte hans smil, men uheldigvis undslap en fnisen også mine smalle rødmalede læber. ”Du har en sød latter,” sagde han og fik et glimt i øjet. Han var virkelig lækker. Nærmest guddommelig. Bare en skam han sikkert var 18 eller deromkring.

”Hvor gammel er du Seth,” vovede jeg mig at spørge. Han smilte inden, han svarede mig ”15. Hvad med dig?” Åh nej. Hvordan kunne jeg ikke se dén komme. ”Øh…” heldigvis blev jeg reddet af Riley, der kom med vores drinks. ”Så er der driiiinks!” Sang hun og rakte mig en meget orange drink. Hun lænede sig hen til mit øre og hviskede: ”Hav det sjovt, husker du Kim. By the way, hvis nogen spørg er du 15, got it?”

Jeg nikkede, følte ikke rigtigt, jeg havde noget andet valg. ”Nå, hvor kom vi fra?” Spurgte jeg Seth og tog en slurk af min drink. En voldsom hoste ramte mig, da en ukendt smag bredte sig i min mund. Seth lagde en hånd på min ryg og svarede: ”Din alder. Hvor gammel er du?”

”15 år. Jeg er også 15,” smilede jeg og drak noget mere af min drink. ”Godt,” han lod hånden, der allerede lå på min ryg glide op og ned af den, og modsat den anden fyr fra før, føltes denne berøring ikke klam men beroligende. Jeg bundede min drink, og tog en til fra den bakke, Riley havde placeret foran mig. Den blev også hurtigt drukket. Tiden fløj af sted som jeg sad og snakkede med Seth og den ene drink blev tømt efter den anden. Jeg begyndte at føle mig lettere beruset. Jeg havde ikke prøvet det før, men havde hørt om det, og jeg kunne hurtig erklære, at jeg var det. 

”Skal jeg købe dig endnu én?” Spurgte Seth, og så høflig som han nu var, havde han allerede fundet sin pung frem. Jeg vidste, jeg burde stoppe her, inden jeg for alvor blev fuld, og hele min ansvarligheds-snak ude på toilettet, var så godt som spild af tid. Alligevel nikkede jeg. Jeg tog en tår af min drink, der denne gang havde en blå farve, og satte sugerøret mod mine læber, for at tage en tår. ”Hvordan er du egentlig kommet herind, hvis du kun er 15?” Spurgte jeg efter, jeg havde sunket. ”Min onkel er ejer af stedet. Vil du med ud og danse?” Uden at forvente noget svar, hev han mig med ud på dansegulvet.

”Jeg advarer dig. Jeg er ikke nogen god danser,” mumlede jeg, men det frembragte blot et grin fra hans side. Han hev mig tættere ind til sig. ”Bare.. bevæg dig,” han begyndte selv, og jeg prøvede at efterligne de andre piger så godt som muligt.

En masse drinks blev drukket, der blev danset med Seth, vi kyssede, jeg fik hans nummer og vi snakkede aldrig sammen igen. Jeg blev så fuld, jeg faldt på vej hjem fra festen og slog mit hoved. Jeg kunne knap nok huske noget næste dag, da jeg vågnede op på Rileys værelse, og jeg havde de sygeste tømmermænd. Det var ret hårdt i forhold til, det var min første gang.

Jeg havde altid haft på fornemmelsen, at Riley drak mig under bordet som hævn. Hvis hun blev uvenner med nogen eller blev svinet til, slap man aldrig billigt. Det var bare én af de gange, hvor hun havde været led overfor mig, hun havde gjort ting, der var 10 gange værre før. Alligevel tilgav jeg hende igen og igen.

”Her er jeres bestillinger,” sagde en smilende dame, der lignede én i starten af 20’erne. Hun placerede vores drikke på bordet foran os, og forlod os derefter. Riley tog sin Frappucino og drak lidt af den, mens hun kiggede tænkende ud af det vindue, vi sad ved siden af. Hendes blik blev vendt mod mig, og hendes safir farvede øjne lignede nærmest glimtende diamanter. ”Jeg hører du dater en kendis. Fra et boyband. Hvad var det nu han hed Lewis et-eller-andet?” Hun kiggede spørgende på mig. Jeg huskede tydeligt vores besættelse af boybands, da vi var yngre. ”Louis, og vi dater ikke,” rettede jeg hende og smilede ved tanken om ham.

”Godt scoret… Vent, dater I ikke? Hvorfor spilder du så din tid på ham?” Hun kiggede uforstående på mig og tager endnu en tår af sin drik. Jeg træk på skuldrene:  ”Man kan vel godt hænge ud med en sød dreng uden også at date ham, og han er som sagt kendt. Hvilke muligheder er der ikke i at hænge ud med sådan én. Jeg kan endelig få den berømmelse, jeg har stræbt efter de sidste 5 år!” Min stemme blev pludselig for overgearet, og jeg rømmede mig lidt for at få den på plads. Hun måbede, og jeg troede på et øjeblik, jeg havde sagt noget forkert, men så begyndte hun at smile. Hun smilte!

”Oh my God! Du er stadig den helt samme som for 4 år siden.” Smilte hun og hvinede  lidt ”Men… hvad med vi deler kagen. For, hvis du bliver kærester med Lewis, bliver du berømt, og jeg kunne blive berømt for at være din bedste veninde. Hvad siger du?”

”Jeg tror altså ikke jeg kan lide Louis på den måde, Riles,” endte jeg med at svare, og kløede mig lidt på min arm, selvom det ikke kløede spor. ”Hvem siger du behøver at kunne lide ham på den måde,” sagde hun og smilte skummelt. Selvom jeg burde ryste på hovedet med det samme og fortælle hende, hvor forkert det ville være at lege med ham, måtte jeg indrømme, at jeg egentlig godt kunne lide den idé.

”I like the sound of that girlfriend,” svarede jeg; for jeg kunne blive berømt af det her. Hvis jeg blev berømt… nej, jeg savlede bare ved tanken. Klamt. Hvis jeg blev Louis’ kæreste, ville han sikkert kunne betale mig nogle af hans 1.000.000.098 penge, jeg ville kunne skille mig af med min lille bitte gæld. ”Jeg er glad for, jeg stadig kan kende dig. Du kan ikke løbe fra det Kimmie, vi er ens. Vi vil begge gøre hvad som helst, såre hvem som helst og ofre hvad som helst for at opnå den berømmelse, vi har ventet på hel vores liv,”  hendes smil forvandlede sig til et skævt og trygt smil, der endnu engang gjorde, hun lignede den gamle Riley. ”Det er det, der gør os til bedste veninder. Vi fuldstændig ens, vi kan ikke blive splittet ad lige meget hvad. Se selv, nu efter 4 år uden kontakt sidder vi her og snakker på Starbucks som i gamle dage. Skæbnen vil have vi skal mødes. Vores veje vil altid krydses,” hun rakte sin lille finger frem mod mig ”bedste venner for evigt og altid, remember?” Jeg stirrede lidt på hendes lillefinger. Det var så lang tid siden, og hun havde jo ret; det var meningen vi skulle være venner, og det kunne vi ikke løbe fra. Jeg snoede min lillefinger om hendes og gengældte hendes strålende smil. ”Selvfølgelig,” sagde jeg.

Vores fingre skiltes og hun hev sin mobil op ad lommen på sine blå shorts. Hendes look var som altid moderigtigt og smart. Hun bar sammen med sine shorts en sort mini tanktop og en cowboyvest (link i kommentaren). Hendes hår der altid havde været skulderlangt gik hende nu ned til hofterne, det var stadig rødblond og bølget. Hun havde altid været den smukkeste af os to i min verden, og jeg havde altid misundt hende hendes udseende. Jeg skulle nøjes med mit lyse krøllebølleagtige hår, der gik mig til midten af min ryg, jeg havde smalle læber i forhold til Riley og jeg var modsat hende ikke 1,75 og mega slank. Jeg var selvfølgelig ikke tyk men følte som alle andre teenagepiger, at jeg var lidt for buttet. Jeg var 1,72 og buttet. Eller noget. I dag havde jeg taget en stropløs kjole på i hvid med et blåt skørt, der gik mig til midt på lårene, og som matchede mine blå klipklappere (link i kommentaren). Mit hår var sat op med en fin sløjfe, og bølgede let, da jeg havde glattet det for  noget tid siden. Det var brandvarmt i dag, omkring 28 grader og ingen vind. Men caféen havde heldigvis aircondition.

”Hvad laver du?” Spurgte jeg og hentydede til hendes mobil, der var en iPhone, hvilket fik mig til at savne min. ”Jeg tjekker lige om ham dér Louis er single, du kan jo ikke begynde at lægge an på en fyr med kæreste på,” fortalte hun og blinkede kækt med øjet. Dét at en fyr var i et forhold, havde aldrig stoppet hende, så vidt jeg vidste.

Jeg tog en tår af min Jordbær Frappucino, jeg var lidt overrasket over, hun stadig huskede vores sædvanlige fredags turer til Starbucks, hvordan vi snakkede løs om alle de søde fyre i byen, hvordan jeg havde udvalgt mig en favorit blandt Frappucinoerne. Tænk at hun kunne huske det!

”Ah, jeg har det her. Der står han slog op med sin kæreste Eleanor Calder i slutningen af juni i år, så han har haft 1½ måned til at komme sig over sit brud, og han er fuldstændig ledig. Hvordan har du så tænkt dig at score ham?” Spurgte hun og vendte endnu engang sine øjne mod mig. ”Jo. Jeg tænkte på at invitere ham med på fredag,” svarede jeg og drak noget mere. ”Ja! Det er en fantastisk idé, bare sig han kan møde os ude foran Fabricus klokken 22, og husk at tilføje et hjerte når du skriver til ham,” sagde hun og bundede sin drik. ”Gør det nu!” Skyndede hun på mig, og jeg skyndte mig at finde min mobil frem, ”Jeg finder ud af noget mere om ham på nettet.” Jeg skrev hurtigt til Louis, mens Riles fortsatte sin søgen efter ’nødvendig’ viden omkring min fremtidig (berømte) kæreste.

KIMBERLY:

Hi Louis! Du kan bare møde mig ude foran Fabricus på fredag 22<3

Jeg tøvede lidt med at skrive hjertet, men fik gjort det og sendt beskeden til sidst. ”Så er det gjort,” fik jeg sagt lidt stammende. ”mmh-mm-mmm!” Mumlede hun ned i mobilen. ”Hvad nu Riles?” Spurgte jeg og kunne ikke lade være med at grine, hun havde sikkert fået øje på nogle lækre drenge eller noget. ”Ville det ikke være fedt hvis Louis og dig blev et par og jeg og ham her blev et par!” Nærmest skreg hun og vendte mobilen mod mig. Et billede af fem lækre drenge dukkede op, også bedre kendt som One Direction. Jeg grinte igen måske lidt for højt. ”Hvem af dem Riles?” Jeg bundede min Frappucino, kiggede hende direkte i øjnene og fnes mere, da jeg så det forvirret glimt i hendes øjne. Åh Gud, nu kunne hun ikke engang vælge. Hun kiggede igen på mobilen, og smilte så lidt rovdyragtigt. ”Ham her!” råbte hun skingert og pegede på en af drengene med sort hår, og jeg gav hende ret, han så guddommelig ud.

”Wo..wooow! Mums,” sagde jeg og kunne se hun blev lidt irriteret. ”Jeg så ham først! Du har Lewis!” –”LOUIS! Louis, han hedder Louis! Ikke Lewis,” sagde jeg højt, jeg vidste ikke engang, hvorfor det betød så så meget. ”Google ham lige og se om han er single, så kan vi blive kendt som kendis veninder,” smilede jeg bagefter. ”Er i gang! Og for resten, bed Louis om at invitere hans venner med, for han inviterer højst sandsynligt sine bandmedlemmer! ARGH! Jeg fangirler for vildt lige nu!” Skrig hun, og modtager en masse tyssende mennesker. ”Jep! Jeg kunne ikke være mere enig,” smiler jeg og finder endnu engang min mobil frem.

KIMBERLY:

Du må godt invitere nogle venner med jo flere jo bedre!<3

Hjertet. Der var det igen, men denne gang føltes det mere naturligt. Don’t ask me why. ”Jeg kan ikke finde hans navn, det kan jo være enten Liam, Harry, Zayn eller Niall. Lige meget, jeg finder ud af det til festen, og vi to skal finde de lækreste kjoler ever!” Hun begyndte at pakke sine ting sammen, og det samme skulle jeg til inden, hun afbrød mig ved at sige noget: ”Render du stadig rundt med den mobil?” Hun rynkede på næsen af forargelse. ”Ja, jeg har… har ikke rigtig råd til noget i øjeblikket,” svarede jeg og smilede ærgerligt, mens jeg viftede med min mobil. Riley smilede pludselig lumsk. Det her tegnede ikke godt. ”Jeg ved hvordan vi lynhurtig kunne skaffe dig en ny mobil,” hun kiggede mig direkte i øjnene, og de havde det der ’bad-girl’ glimt, jeg havde set lidt for ofte. Jeg skulle nødig snakke for, Riley og jeg var lige gode om at få det.

”Hvordan?” Hviskede jeg, turde ikke hæve stemmen i frygt for allerede at blive snuppet nu. Jeg kunne allerede mærke adrenalinen. Jeg vidste egentlig godt, hvad hun mente, og hvordan vi skulle få den nye mobil. Det ville blive som i gamle dage, hvor vi altid gjorde det her sammen. Hun gik hen til mig efter, hun havde hanket op i sin taske, og hviskede i mit øre.

”Vi stjæler én. I aften efter lukketid.”

______________________________________________________________________________

Uuuuuh..... can you spell drama?

Er personligt rigtig glad for dette kapitel, selvom det dog starter lidt fladt, det blev til 10½ side i Word. Og undskyld ventetiden, men har haft mange problemer med at starte dette kapitel, har nemlig ændret det et par gange;)

I må meget gerne kommentere, komme med lidt feedback, og føje til favoritter og like!

P.S har I bemærket det nye cover, er ret glad for det, da det er pænere end det andet jeg lavede, skriv gerne en kommentar og hvad I synes om det hvis I føler for det:))

-Perfection

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...