Breakaway - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Kimberly Jackson spillede som yngre med i en tv serie på Disney Channel, der for længst er glemt, den var kaldet Life of Kim. Da serien senere stoppede i 2008, endte Kimberlys skuespillerkarriere også. Hun lever nu i sin lille lejlighed i det centrale London, som hun knap nok har råd til. Hun begynder at have færre og færre penge til alle regningerne, da hun intet job har, og hun begynder at tage desperate midler i brug for ikke at miste sin drømme lejlighed, og være tvunget til at flytte hjem til sin far og stedmor, som bor in the middle of nowhere. Men hvad sker der når en helt speciel person en dag dukker op ud af det blå? Kan han redde hende ud af den kattepine hun er havnet i eller vil hun være fanget i den onde cirkel for evigt? Og hvad sker der når en gammel bekendt pludselig *Grimt sprog osv. kan opstå*


53Likes
45Kommentarer
2507Visninger
AA

3. Kapitel 2

OBS: IKKE RETTET IGENNEM

 

________________________________________________________________________________________

 

''Undskyld, kan De hjælpe mig? Jeg tror jeg er faret lidt vild,'' sagde jeg med en stemme, der var så sukkersød, at jeg fik kvalme. Den ældre mand foran mig nikkede og smilede venligt; jeg fik næsten dårlig samvittighed af at vide, at det jeg havde gang i ville gå ud over ham. ''Kan De fortælle mig, hvor st. James park ligger?'' spurgte jeg. Jeg vidste selvfølgelig, hvor parken lå, og jeg havde været der mange gange. Jeg viste ham kortet, så han kunne vise mig parken.

Mens han stod og forklarede en del om, hvor smuk parken var (perfekt!) lod jeg langsomt min hånd glide ned i hans baglomme, for derefter at trække hans pung op i en elegant og glidende bevægelse. Den lette læderpung endte i min baglomme; manden havde heldigvis ikke lagt mærke til noget. ''Mange tak, det skal jeg huske,'' mumlede jeg og smilede stort til den flinke mand, inden jeg vendte mig om for at gå videre. Jeg gik hen imod st. James park; for der var sikkert mange mennesker i dag, da det var formiddag og starten af sommerferien.

Jeg satte mig på en af bænkene og her var, som jeg havde regnet med, mange mennesker. En dame satte sig ved siden af mig på bænken. Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene lidt. Sikkert en hård dag. Ja, så er vi to! Hendes håndtaske var placeret ved siden af hende uden opsyn! Jeg kiggede lidt grundigt på hende for, at se om hun stadig havde lukkede øjne; det havde hun.

Jeg så mig kort omkring for at se om nogle af menneskerne kiggede i min retning. Ingen. Damens taske var sådan en stor håndtaske uden lås af nogen art. Jeg så mig endnu engang omkring. Stadig ingen. Jeg stak tøvende min hånd ned i hendes håndtaske, den var lidt stor, så jeg frygtede, at jeg skulle gennemrode den for at finde hendes værdigenstande, og hun inden da ville opdage mig og ringe til politiet. Jeg fandt en hvid Iphone 5, en mørkeblå Armani pung og nogle Gucci solbriller.

Mærkedyr, siger jeg bare!

Efter at have taget det alt sammen, skyndte jeg mig hen til hjørnet af parken, hvor der ingen mennesker var. Jeg lagde alle de ting, som jeg havde taget, ned i en stor taske, jeg havde med. Mine øjne ledte i mængden af mennesker efter et nemt offer. En masse mennesker var her i dag, en masse familier; store som små. Familie. Ikke ligefrem mit ynglings emne.

Jeg ville ikke sige at jeg havde haft en forfærdelig barndom eller noget, bare en dum stedmor. Jeg havde vist aldrig haft en rigtig moderlig type i mit liv. En slags kvindelig rollemodel. Min mor var der ikke særlig længe, jeg klagede ikke! Jeg forstod hende lidt, jeg ville heller ikke være blevet hos mig; eller min far for den sags skyld.

Min stedmor ville jeg heller ikke kalde en rollemodel; langt fra hun var ikke engang moderlig. Det eneste jeg kunne beskrive hende som var: en led kælling. Hun var hele tiden efter mig, og var så pokkers falsk overfor alle. Opkast, var hvad hun burde få lige i synet. Jeg glædede mig til den dag, hun døde, jeg ville danse på hendes grav. Og holde en stor fest for at fejre det.

Jeg fattede virkelig ikke, hvad min far så i hende. Hun var helt vild grim på en dullet måde...og fed og led og dum (virkelig, virkelig dum). Hun var i det hele taget bare ikke ''my cup of tea''. Hun var klam, engang læste hun også i min dagbog.

Damen jeg før havde stjålet fra bandede nu højlydt og rev mig ud af tankerne om min stedmor, Claire. Jeg valgte dog at kalde hende heks, hvilket passede meget bedre til hende. Første gang jeg sagde det til hende, var jeg 11 år, og det tog hende en halv time at regne ud, det ikke bare var for sjov. Tankerne fik mig næsten til at kaste op og jeg kunne pludselig mærke mit i forvejen meget dårlige humør blive ti gange værre.

En dreng på nogenlunde min alder kom gående med en åben rygsæk på. Jeg tjekkede lige mine omgivelser. Stadig ingen stirrende mennesker. Jeg gik stille hen til ham, og så en pung der stak op af rygsækken. Min hånd gled med en øvet bevægelse ned i hans taske. Pungen endte derefter i min hånd. Men inden jeg nåede at vende mig om og lægge den i min taske, gled den ud af min hånd og landede på stien med et klonk. Drengen fra før vendte sig om og kiggede skiftevis fra mig til pungen. Han tjekkede sin taske, sikkert for at bekræfte hans mistanke om, hvor vidt pungen var hans eller ej. Drengen mindede mig pludselig om én.

Det kunne ikke være ham.

Det måtte ikke være ham.

Men det var det selvfølgelig. Det var simpelthen så pinligt! Fucking fuck-fucker i fucking fuckers hi-fucking-storie! I det øjeblik havde jeg mest af alt bare lyst til at grave mig ned i et meget, meget, meget dybt hul. Ikke nok med jeg havde mødt ham før og han nok også ringede til politiet og syntes jeg var den særeste lille freak han nogensinde havde mødt, var han også en berømthed.

Han kiggede op på mig med et meget vredt blik, samlede sin pung op og gik tilbage til at stirre vredt på mig. Nej, nej, nej, nej, ÅH GUD NEJ! Lige da han åbnede munden for at sige noget, satte jeg i løb ned mod udgangen af parken.

Jeg var heldigvis lidt vant til at skulle løbe min vej, det var ikke første gang nogen havde fanget mig i at stjæle fra dem. Kun én gang er politiet blevet indblandet men min far, fik heldigvis talt politimanden fra flere års fængsel og alt det der, så det endte blot med en bøde til min far, lidt skæld ud til mig og en undskyldning fra mig og til den mand jeg stjal fra.

Jeg nåede enden af parken og stoppede forpustet i menneskemængden. Det var fucking tæt på, jeg burde også passe bedre på, eller noget? Jeg skulle til at gå igen, da nogen (eller noget? Hvad ved jeg?) greb fat i ærmet på min læderjakke, og trak mig et eller andet random sted hen. Det første jeg tænkte var, det sikkert var en eller anden bortfører eller lignende.

Jeg blev placeret bag en busk med drengen. Den dreng. Gud, hvorfor hader du mig? Jeg fik opspilet øjne og blev pludselig helt tør i munden. Hvad siger man lige til en man lige har bestjålet? ’’Synes du selv det er i orden at stjæle fra folk?’’ råbte han af mig. Wow, skulle han ikke forestille at være den sjove i sit band eller var det bare mig, der har misforstået noget her? Nej?

’’Hvad tror du selv jeg vil svare?’’ sagde jeg, en anelse lavere end ham, da jeg ikke ville tiltrække for meget opmærksomhed. Min flabede side var vist kommet frem dér, men jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle reagere, det ville bare være for pinligt at sige undskyld. Jeg har normalt intet imod at undskylde, men lige i denne situation havde jeg. ’’Er det virkelig så svært bare at undskylde?’’ siger han denne gang lavere end sidst, men mindst ligeså vredt. Jeg siger intet men bliver blot stående, mens jeg kiggede på det pludselig meget interessante græsstrå på jorden under mig.

Dyb indånding Kimmie. Dyb indånding. Jeg gjorde som jeg sagde og trak vejret dybt, jeg havde aldrig i mit liv været så nervøs, hvad hvis han ringede til politiet? Min far ville i hvert fald ikke redde min røv denne gang. Medmindre han blev tvunget. Af to store bodybuildere, en kamel og Obama. Jeg satte mit hår om bag øret og legede lidt med mit bælte, der sad i mine halvslidte shorts. Og nej de var ikke slidte af modeårsager, men fordi jeg havde haft dem i en evighed.

’’Please, jeg vil gøre alt! Bare ikke ring til politiet. Please!’’ Mumlede jeg, og han ville bare være sådan en røv hvis han sagde, han gjorde det alligevel. En kendt røv men whatever! ’’Er du ikke hende pigen fra tidligere, som gik ind i mig? Forfølger du mig eller sådan noget?’’ sagde han, og havde et lidt hånligt glimt i øjnene. ’’Lov det nu bare…NEJ! Ew selvfølgelig ikke! Hvem ville lige forfølge dig? Og til din orientering så gik du ind i mig! Ikke omvendt,’’ nærmest råbte jeg surt. Hvad bildte han sig ind, han kaldte mig jo en stalker! Indirekte. Men det var det samme! ’’Lad bare være. Det er ikke pinligt, jeg er vant til at skøre teenagepiger jagter mig hele dagen,’’ svarede han roligt og lagde armene over kors. Selvfølgelig skulle han lige understrege hvor ’’rolig’’ han var.

’’Og du gik ind i mig! Jeg tror nok jeg ved hvad jeg taler om.’’

Hvad? HVAD!? Hvor var han dog irriterende med sit ’’jeg er vant til det’’. Hallo? ’’Hør her, og hør godt efter, for jeg gentager mig ikke,’’ startede jeg ud og gik et skridt tættere på ham, for at virke mere truende, for han var trodsalt lige et par centimeter højere end mig

Jaer cirka 20 centimeter, eller nej men overdrivelse fremmer forståelse.

’’Jeg er ikke en eller anden skør teenagepige, eller stalker, eller hvad fanden du nu kalder det hr. jeg-er-vant-til-det. Og hvis det er sådan du omtaler dine fans overrasker det mig at du overhovedet har nogle! Ikke kun på grund af du har en forfærdelig grim personlighed, men også fordi du har et forfærdelig grimt fjæs!’’ Råbte jeg lige ind i hovedet på ham. Hvor kunne jeg bare ikke klare sådan nogen typer. Troede han var så meget bedre end alle andre.

Tsk! Siger jeg bare.

’’Så du synes ikke jeg er pæn?’’ Mumler han og trådte tættere på mig, så vi pludselig stod for tæt. Jeg tøvede lidt, men rystede så voldsomt på hovedet. Hans parfume, (der duftede himmelsk) gjorde mig lidt ør,og jeg indrømmer han havde ikke et ’’forfærdeligt grimt fjæs’’. Han var faktisk ret lækker.

Nej! Stop dig selv Kim.

’’Ikke bare en lille smule pæn?’’ Han gik tættere på og hans pande lå næsten op ad min, hans stemme lød helt hæs, hvilket kun gjorde mig endnu mere ør, jeg følte jeg var ved at falde, men jeg stod fast. Han lavede tydeligvis sjov med mig. Jeg trådte et skridt tilbage så vi ikke længere stod så tæt, lagde mine arme over kors og kiggede ham dybt i øjnene. I de helt vildt flotte blågrå øjne.

Dyb indånding…dyb indånding.

’’Nej, ikke den mindste smule. Du ligner min tante og hende vil du ikke ligne, for hun ligner en heks,’’ svarede jeg og rystede på hovedet for at understrege min pointe ’’hun er sgu også en heks,’’ mumlede jeg mest for mig selv. Han grinede let og gik hen imod mig. Han kiggede sig lidt omkring, inden han lagde en hånd på min skulder. ’’Vil du med hen på café? Der ligger en lige rundt om hjørnet, ’’ han kiggede en anelse bedende på mig. Say whuuuuut? Var han bims, for lidt siden hadede han mig og nu inviterede han mig på café? ’’Ehm… det lyder hyggeligt. Men jeg har arbejde der skal ordnes, ’’ mumlede jeg som svar og skulle til at gå, da han strammede sit greb om min skulder. ’’Jeg er sikker på, dit arbejde kan vente,’’ var han hurtig til at sige. Jeg ledte desperat efter en anden undskyldning, men hvem prøvede jeg at narre? Jeg ville jo gerne med, for hvem siger lige nej til at tage på café med en kendt? Nemlig! Ingen.

’’Men…jeg ved jo ikke engang, hvad du hedder,’’ sagde jeg i stedet. Yep, true shit. Jeg kendte ham, men så alligevel ikke. Han smilede lidt charmerende og flyttede sin hånd fra min skulder til min hånd. ’’Louis,’’ siger han. Jeg tager imod hans hånd og trykker den. Høflig huh?

’’Mit navn er Kimberly,’’

 

_______________________________________________________________________________________

 

Hvad siger I så? Kapitel 2! Hvordan tror I Kimberlys og Louis' café-tur vil gå? Hvad vil der ske? Og tager Louis virkelig røven på Kimberly eller har han noget helt andet i tankerne?

 

Skriv gerne en kommentar det vil betyde meget, likes er lige så vigtigt + favoritlister. Nu lyder jeg bare som et forvirret får der vil have alt...-.- Bare gør det anyway!

-Perfection

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...