The day I met you *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2013
  • Status: Igang
Emily havde lige troet, hun skulle tilbringe resten af sin sommer med hendes bedste ven Adam, men eftersom han lige har fundet en kæreste i USA, bliver det åbenbart ikke sådan. Hun får et brev, hvor der står hun er blevet optaget på en af de største musikskoler i USA. Hvad hun ikke ved er, at hun møder en dreng som vil forandre hendes liv for altid. Den sommer, bliver en sommer hun aldrig i sit 17 årige liv kunne have forestillet sig skulle ske for hende, og bestemt en sommer, som hun aldrig vil glemme.

[Harry Styles er ikke kendt]

6Likes
10Kommentarer
713Visninger
AA

3. 2//Emily

Vinden blæste i mit hår, og solen brændte. Jeg stod foran musikskolen, med mine tasker. Jeg kunne umuligt selv bære de tasker ind, da de vejede et ton, og jeg anede ikke hvor mit værelse var.

Alle andre omkring mig snakkede med nogle. De snakkede sammen, som om de havde kendt hinanden altid, men alle var vel nye den dag?

Pludselig hørte jeg en hæs stemme kalde mit navn, og jeg vendte mig om, for at se om det overhovedet var mig personen kaldte på, da jeg var sikker på, at jeg ikke var den eneste i verden som hed Emily. I mængden af mennesker, kunne jeg se noget krøllet hår stikke op, og frem kom hans ansigt. De grønne øjne og det store smil var ikke til at tage fejl af. Det var drengen fra flyet. Harry. 

"Har du brug for hjælp?" Sagde han og nikkede ned mod mine tasker. Jeg rystede på hovedet og rømmede mig lidt. 

"Neej tak.. Jeg klarer den." Sagde jeg lidt tørt og begyndte at tage mine tasker over skuldrene, og min kuffert i den ene hånd. Langsomt begyndte jeg at gå mod de store guld døre, men var flere gange ved at vælte.

Harry kom løbende op til mig, tog min kuffert og rystede grinende på hovedet. 

"Ja, jeg kan virkelig se du har styr på det." Sagde han og smilede skævt til mig, så hans hvide perfekte tænder blev blottet.

Jeg ignorede hans kommentar, og tog det brev op jeg havde fået sendt af skolen, hvor der stod hvor mit værelse var og alt det praktiske. 

"Hvad laver du så her?" Spurgte jeg og kiggede op på ham. 

"Det samme som alle andre vel." Han kunne se på mig, at jeg forventede, at han ville fortsætte så det gjorde han. "Slipper for sommerferiejobs, møder nogle nye mennesker og prøver at blive bedre til musikken." Han smilede til mig endnu engang. 

Jeg trak min guitartaske længere over skulderen, og et svagt støn slap mine læber, da den var ret tung. Han kiggede på mig, og tog så guitartasken fra mig, og hang den over hans egen skulder. Jeg kiggede på ham og et smil formede sig på mine læber.

"Tak.." Sagde jeg så lavt, at jeg tvivlede på han havde hørt det.

"Hvilket værelse?" Sagde han og tog brevet ud af hænderne på mig.

Han nikkede mod brevet, svingede til højre af en lang hvid gang og stoppede så foran en sort dør. 

"Her." Han trak nøglen til døren op af brevet og låste sig ind. 

Jeg fulgte ham lige i hælene, og smed taskerne på gulvet da vi kom ind. Han stillede mine tasker op af væggen, og stillede sig tilbage i dørkammen. 

"Men, så ses vi bare senere vel." Sagde han og sendte mig et smil, inden han forsvandt igen. 

Jeg nikkede stille for mig selv, og gav mig til at studere værelset. Det var ikke ret stort, men heller ikke for lille. Der var et stort vindue med en kæmpe vindueskam i midten af værelset. På hver sin side af vinduet stod der to dobbeltsenge, med hver deres natbord til. For enden af sengene, på hver sin side af døren, var der store hvide skabe. Over sengen var der en hvid hylde med nogle lys på. Jeg var positivt overrasket over værelset, det var virkelig fedt! Jeg stillede mine tasker ind i skabet. Jeg magtede ikke pakke det hele ud nu, og ville egentlig bare gerne ud og se det hele. Jeg kiggede på det store ur, som hang over døren. Den var kun 16, og vi skulle spise klokken 18. Jeg havde to timer til at øve lidt. Mon ikke skolen har et klaver?

Jeg tog min notesbog op af guitartasken og gik ud på gangen. Det vrimlede med unge mennesker. De så alle sammen forskellige ud. Jeg nikkede og smilede til folk da jeg gik ned af gangen.

Pludselig kom jeg forbi et lokale, hvor det så ud som om der stod et klaver. Jeg trådte ind og lukkede døren efter mig. Det var et kæmpe rum, og lignede nærmest en kirke. Jeg kiggede fortryllet op i loftet, som var virkelig højt. Der var en masse kunstneriske billeder langs væggene og op mod loftet. Det var virkelig flot, og jeg var sikker på, at det var ægte guld, som billederne var lavet af. Der var en fantastisk akustik, og jeg drejede lidt rundt om mig selv, for ikke at misse nogle af de fantastiske detaljer som var i rummet. 

Så fik jeg øje på et stort sort klaver i midten af rummet. Et skævt smil formede sig på mine læber, og jeg halvløb over til det. Jeg satte mig ned på det sorte sæde, og lod mine fingre strejfe klaviaturet. Jeg lukkede stille øjnene, og begyndte at spille på det. Som regel spillede jeg bedst med lukkede øjne. Jeg kunne bedre leve mig ind i det på den måde, og jeg kendte klaviaturet så godt. Jeg begyndte at synge til melodien, stadig med øjnene lukkede. 

Pludselig hørte jeg en lyd som kom fra døren. Jeg stoppede straks med det jeg var i gang med, og vendte mit blik over mod døren. I dørkammen stod en ikke så høj pige, med skrigenede rødt hår og kiggede på mig. Jeg rømmede mig og rejste mig hurtigt fra stolen. 

"Hvor langt tid har du stået der?" Sagde jeg og tvang et smil frem til hende. 

"Årh, jeg er lige kommet." Sagde hun og hendes smil viste en bøjle over hendes tænder.

"Jeg-"

"Du spiller og synger helt utroligt!" Afbryd hun mig. Hun kom tættere på mig, og tog pludselig min notesbog op. I en hurtig bevægelse tog jeg den ud af hendes hænder og prøvede at være rolig, selvom det var en smule panisk bevægelse. Hun kiggede på mig, med et uforstående blik. Jeg prøvede at smile venligt til hende.

"Undskyld, øh. Det er bare.." Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. "Det er bare en bog, med mine sange og andre personlige ting." Smilte jeg og hun blødte en smule op igen. 

"Når, ja okay. Men forresten, der er mad nu." Sagde hun og bevægede sig i en hurtig bevægelse over til døren igen. "Kommer du?"

***

 

Da vi kom ned i spisesalen, var vi de sidste. Den var lidt over 18, og folk var i gang med at spise den lune mad. Pigen - som jeg ikke havde fået et navn på endnu - bevægede sig over i køen til maden, og jeg fulgte efter hende. Da vi havde fået vores mad, gjorde hun en bevægelse til mig, om at jeg skulle følge efter hende. Vi satte os ned ved et bord, hvor der sad 3 andre. 2 drenge, og en pige mere. 

"Venner, det her er.." Hun rystede på hovedet, og vendte sit blik mod mig. "Vi har jo ikke engang fået præsenteret os for hinanden." Sagde hun og rakte sin hånd ud mod mig. Jeg tog den og trykkede den. 

"Jeg hedder Emily," Sagde jeg og kiggede skiftevis på hende, og de 3 personer som sad ved det runde bord. 

"Veronica," sagde pigen med det røde hår og gjorde en bevægelse mod de andre. 

"Jeg hedder Shay," Sagde en høj dreng med sort hår og en piercing i øjenbrynet. Jeg nikkede og smilede. 

"Jeg er Marc," Han havde lyst rodet hår og en tatovering op af halsen. 

"Og sidst men ikke mindst, så er jeg Jessie!" Sagde en meget lys stemme, og jeg vendte mit blik hen mod den sidste pige. Hun havde langt lyst hår, lyserøde lange negle og hun havde ikke sparet på makeuppen. 

Jeg satte mig ned til bordet og begyndte at spise min mad. Jeg var utrolig sulten, da jeg ikke rigtig havde fået andet end et æble i flyet, da resten af deres mad der, var utrolig ulækkert. 

"Kender i hinanden?" Spurgte jeg og fortsatte. "Jeg mener.. Det virker som om i kender hinanden, men jeg troede alle var nye i dag?" Jeg kiggede spørgende rundt på dem alle, før en mørk stemme svarede mig.

"Det er vores andet år her." Sagde Shay og kiggede mig lige i øjnene. Han havde helt krystal blå øjne, og de stirrede lige ind i mine. Min mave vendte sig, og jeg blev lidt varm i kinderne. Han smilede skævt til mig, og fortsatte så med at spise det grønne æble han havde i hånden. Jeg nikkede og kiggede væk fra ham igen. 

"Tænk, at Harry Styles er her igen i år!" Sagde pigen som vist hed Jessie. Hun svingede sit lyse hår om skulderen, og kiggede rundt på de andre. Marc nikkede. "Han er åbenbart ikke så let at slå ud." Sagde han og rodede med sin gaffel i lasagnen foran ham. 

"Hvem?" Sagde jeg og kiggede på dem. Veronica gjorde en bevægelse med sine røde negle over mod et bord. Jeg fulgte hendes bevægelse med øjnene, og kiggede lige ind i nogle grønne øjne. Dén Harry. Han sendte mig et smil, og slog så blikket væk igen. 

Veronica kiggede på mig med hendes brune øjne og tog en tår af hendes cola. "Han er en badboy. Ham skal du holde dig fra. Han er ikke noget for dig!" Jeg troede hun lavede sjov, indtil jeg så hendes alvorlige ansigtsudtryk. 

"Hvorfor? Hvad har han gjort?" Sagde jeg og kiggede uforstående på de andre. Shay kiggede på mig, og jeg fik den mærkelige fornemmelse i maven igen. "Lad os bare sige, at han har et meget stort temperament. Han kommer op og slås med alle. Bare man kigger forkert på ham, kan han finde på at slå en. Han har de forkerte venner og pjækker fra timerne. Behøver jeg sige mere?" Sagde han og lavede en grimasse. Nej, det behøvede han bestemt ikke. Han virkede så sød da jeg mødte ham? Den måde han kiggede på mig i flyet, og den måde han hjalp mig med alle mine tasker. Han kunne da umuligt være så slem.. Kunne han?

"Jeg ved hvad du tænker, Emily." Jeg kiggede hen på Jessie, og hun kiggede op fra sine lyserøde negle. "Han virker nemlig sød i starten. Jeg så hvordan han hjalp dig tidligere og han prøvede også at sno mig om hans lillefinger sidste år. Han er ikke som man tror han er!" Sagde hun til mig, og jeg slog blikket ned. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...