The day I met you *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2013
  • Status: Igang
Emily havde lige troet, hun skulle tilbringe resten af sin sommer med hendes bedste ven Adam, men eftersom han lige har fundet en kæreste i USA, bliver det åbenbart ikke sådan. Hun får et brev, hvor der står hun er blevet optaget på en af de største musikskoler i USA. Hvad hun ikke ved er, at hun møder en dreng som vil forandre hendes liv for altid. Den sommer, bliver en sommer hun aldrig i sit 17 årige liv kunne have forestillet sig skulle ske for hende, og bestemt en sommer, som hun aldrig vil glemme.

[Harry Styles er ikke kendt]

6Likes
10Kommentarer
660Visninger
AA

2. 1// Emily

Jeg var godt og grundig træt af det. Hvorfor kunne de ikke bare tage sig sammen, og opføre sig som voksne mennesker? 

Nogle gange tvivlede jeg på, om de virkelig var mine forældre. Jeg mener, jeg er mere moden end dem nogen gange. 

Ærligtalt, så ville jeg hellere have, at de bare blev skilt, så jeg kunne blive fri for alt det her. Jeg var endnu engang blevet lukket udenfor, fordi de skulle 'diskutere' som de kaldte det. Jeg synes nu mere det var 'flå hovederne af hinanden, og råbe af hinanden, så alle i omegnen blev døve'. 

Jeg sad ude foran døren, på de varme fliser. Solen brændte på mine lår, og jeg havde sådan brug for noget vand. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder og sukkede. Med svedige hænder, tog jeg min mobil op af lommen, tastede Adams nummer ind, og ringede ham op.

"Adam her" sagde en dejlig stemme, i den anden ende af telefonen. 

Jeg smilede, bare ved lyden af hans hæse stemme.

"Adam! Please please please kom og hent mig." Sagde jeg tryglende.

"Blevet smidt ud igen?" Sagde han og grinte.

 "Ha ha, ja meget sjovt. Kom så." Mere nåede jeg ikke at sige, da han hurtigt sagde at han allerede var på vej, og at han glædede sig til at se mig.

En sort bil drejede ind på min vej. Jeg rejste mig, tørrede gruset af mine shorts og hoppede lige ind i Adams arme. 

"Hvor har jeg savnet dig!" Sagde jeg med det største smil på læberne. 

Adam var min aller bedste ven, og han var lige kommet hjem fra 1 år i USA idag. Hans krystal blå øjne mødte mine, og de strålede. 

"Og jeg har savnet dig, Emily!" Sagde han og løftede mig i et kram.

Han trak sig lidt væk fra mig, og pludselig hørte jeg en bildør smække. Jeg kiggede over på bilen, og så en høj lyshåret pige med de flotteste blå øjne, komme ud af bilen. Bitch.

"Forresten!" sagde Adam og tog pigens hånd og trak hende hen til ham.

"Det er min kæreste, Felicia! Jeg mødte hende i USA." Jeg kiggede på hende, tvang et smil frem og rakte min hånd ud mod hende. 

"Hej Felicia, jeg er Emily." Hun tog min hånd og smilte et stort colgate smil. 

"Hej Emily, jeg har hørt så meget om dig!" Sagde hun og grinte lidt. 

Adam kiggede på hende, som om han aldrig havde set noget smukkere. Det var dejligt at han var glad. Jeg var da glad på deres vegne. Nu troede jeg bare lige, at jeg ville have ham for mig selv resten af sommeren. Adam kiggede endelig hen på mig igen.

"Når, men ville du med?" Sagde han og smilte til mig. 

Jeg rystede svagt på hovedet. Jeg skulle ikke med dem. 

"Neej tak, det er okay. Jeg vil lade jer to være alene. Mine forældre er nok snart færdige." Sagde jeg og tvang endnu et falsk smil frem. 

Nej, det var ikke okay. Jeg ville lægge i Adams have, men hovedet på hans bryst og sole mig, som jeg havde gjort alle andre somre. Jeg ville spise is med ham, og have vandkamp i hans kæmpe have. Men i stedet kunne jeg sidde her, mens han hyggede sig med Felicia.

"Ja, okay. Vi ses så Emmypus!" Sagde han og gav mig et hurtigt kram.

Felicia vinkede farvel, og så satte de sig ellers bare ind i den sorte bil igen og kørte væk. Jeg stod mundlam tilbage. Jeg var pissed. Jeg burde være glad på hans vegne, for det var virkelig lang tid siden, at jeg havde set ham kigge på en pige på den måde. Men Adam var min. Min bedste ven. Jeg kendte ham bedre end nogle andre, og hun skulle ikke tro, at hun var noget. 

 Emily stop det, tænkte jeg for mig selv. 

 

***

Jeg vågnede næste dag af, at noget skramlede udenfor. Træt begravede jeg mit ansigt i mine hænder og gabte. Jeg rullede om på maven, og kiggede ud af mit vindue. Postmanden smækkede låget i på postkassen, og cyklede videre. Behøvede han larme sådan? 

Jeg fik øje på en kop, som stod i min vindueskam. Søvnigt rakte jeg ud efter den, og uden at tænke over det, satte jeg læberne til glasset og tog en tår. Det kom hurtigt ud igen. Kold kaffe ud over det hele. Flot Emily, virkelig virkelig flot. Mor ville dræbe mig, hvis hun så hendes fine hvide sengetøj med kaffe over det hele. Jeg måtte nok hellere vaske det inden hun så det. Hvordan vasker man kaffe af stof?

Jeg blev revet ud af mine tanker, da min bror brasede ind på mit værelse.

"Har du skidt i sengen eller hvad?" grinede han højlydt. 

"Hvad vil du Mike?!" Sagde jeg lidt irriteret. 

Han smed et hvidt, lidt krøllet brev over på min seng, og forsvandt grinende ud af døren igen. Jeg studerede brevet omhyggeligt, og vendte det så om, så jeg kunne se hvem det var fra. Harvard University U.S.A. Jeg slog øjnene op, og satte mig hurtigt ordentligt op. Jeg troede de havde glemt mig! Jeg rev nærmest konvolutten op og hev brevet op. Med store øjne læste jeg brevet, og mine læber formede sig i et stort smil.

Jeg sprang ud af sengen og ned af trappen. 

"Mor! Jeg er blevet optaget, jeg er blevet optaget!" Råbte jeg og sprang i armene på hende.

Min mor gav en lille lyd fra sig, som tegn på at hun blev en smule forskrækket.

"På Harvard?" Sagde hun med et smil, og aede min kind. 

"Ja! Jeg troede de havde glemt mig, men jeg har lige fået brev om, at jeg er optaget."

"Jeg skal derhen om en uge!" Sagde jeg og kiggede på hende med julekugler i øjnene. 

Hun smilede til mig og tog en tår af hendes kaffe. 

"Det er dejligt at høre skat. Så må du jo op og se hvad du skal have med. Det er jo hele 2 måneder." Jeg nikkede og sendte hende et smil, inden jeg løb langsomt op af den lange trappe.

Vores hus var stort. Mine forældre havde altid haft ret mange penge. Det var også derfor, jeg kunne få den mulighed at komme på Harvard. Det var et dyrt sted, men mine forældre vidste, at det var der jeg altid havde villet komme. Min stemme var det dyrebareste jeg havde. Jeg ville blive til noget stort, og nu havde jeg endelig chancen. 

Da jeg kom op på værelset igen, tog jeg noderne på mit klaver, og pakkede ned i min mappe. Min guitar med Taylor Swifts autograf stod ovre i hjørnet, og den pakkede jeg også ned. Det var så vildt, at jeg havde fået Taylors autograf. Hun havde været i London og lave signing, og jeg havde taget min guitar med, som hun kunne signere. Det var en af mine drøm som gik i opfyldelse. Musik var mit liv, og jeg elskede Taylors musik og lyrik.

Jeg havde spillet klaver siden jeg var 3 år, hvor min mor første gang prøvede at lære mig det. Guitar havde jeg lært mig selv, da jeg var 13. Nu var jeg 17 og synes selv, at jeg spillede ret godt!

Jeg fik øje på min lille blå bog, som lå på klaveret. Mine sange. Jeg begyndte at skrive sange for 2 år siden, og jeg elskede det. Ingen udover Adam havde fået lov til at høre dem. De var specielle og meget personlige. Et lille smil formede sig på mine lyserøde læber, da jeg lagde bogen ned i guitartasken.

Årh, hvor jeg glædede mig til at møde en masse nye talenfulde mennesker. Jeg håbede, at jeg ville få nogle fantastiske nye venskaber. 

***

Ugen gik hurtigt, og pludselig stod jeg med mine tasker og kufferter i lufthavnen i England, med en grædefærdig mor og en stolt Adam og far. Jeg kiggede på dem og smilte.

Min mor krammede mig og sagde jeg skulle passe på mig selv. Jeg nikkede og tørrede en af hendes tårer væk fra hendes kind. 

"Selvfølgelig mor." Smilede jeg og krammede derefter min far. Han nikkede kort til mig og sendte mig et smil. 

Jeg kiggede hen på Adam, og så hans øjne strålede til mig. Han trak mig ind i et kram, og sådan stod vi i jeg ved ikke hvor længe. Jeg ville virkelig savne ham.

"Bliv mere fantastisk end du er i forevejen." Hviskede han tæt ved mit øre. 

Jeg kiggede på ham, stadig med armene om hans hals og nikkede svagt til ham. En tåre løb ned af min kind, og han kyssede den væk. Det ville blive hårdt at være væk fra ham igen, men denne her gang var det heldigvis kun 2 måneder. Det skulle nok gå. Han slap mig, og jeg tog mine tasker over skulderen, og begyndte at gå ned mod flyet.

Inden jeg drejede rundt om hjørnet, kiggede jeg en ekstra gang, og Adam stod der stadig. Jeg sendte ham det sidste skæve smil, og så forsvandt jeg rundt om hjørnet.

Da jeg kom ind i flyet, fandt jeg mit sæde og dumpede ned i det. Det var koldt i England i dag, så jeg havde taget min store sweater på. Jeg trak ærmerne op, som skjulte mine ar. Luft. Jeg kløede lidt i dem, og tog så mine hørertelefoner i.

Pludselig kunne jeg mærke en person dumpe ned ved siden af mig. Jeg drejede hovedet, og kiggede lige ind i nogle grønne øjne. Jeg tog mine hørertelefoner ud, og rømmede mig lidt. Han kiggede på mig og smilte et kæmpe smil. Han havde søde smilehuller, og et stort krøllet hår, som man øjeblikkeligt fik lyst til at røre ved. 

"Hej!" Sagde han med en meget hæs mandlig stemme. 

Jeg rømmede mig endnu engang og sagde: "Øhhh, hej.." og kiggede ned på min mobil igen. 

"Mit navn er Harry. Harry Styles." Sagde han og prøvede at fange mit blik.

Jeg kiggede nysgerrigt op fra min mobil, og ind i hans grønne øjne. 

"Mit navn er Emily. Emily Forrest." Sagde jeg og efterlignede hans James Bond-agtige måde at fortælle hans navn på. 

"Hej Emily." Sagde han og fandt en bog frem. 

Han grinte lidt, og åbnede så bogen, som han begravede sig i. Han virkede så glad. Jeg kunne ikke lade vær med at kigge på ham. Bare den måde, man kunne se hans øjne følge linjerne i bogen på. Mit blik røg ned på hans læber, da han let slikkede på dem. Jeg bed mig lidt i læben, og lod mit blik glide lidt længere ned, så jeg studerede hans tøj.

Han havde en grå sweater, et par sorte stramme jeans og nogle brune støvler på. Store hænder. Han så godt ud. Jeg rystede på hovedet af mine tanker, og kiggede ud af vinduet. Det var ved at blive mørkt, og skyerne samlede sig og skabte en lyserød farve. Det var fantastisk flot. Jeg lænede mit hovede op af vinduet, lukkede svagt øjnene og faldt stille hen. 

 

Like og kommenter hvis i vil have mere! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...