En helt anden verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
Danielle bliver forbavset, da hun vågner en morgen og alting er 'væk'. Endnu mere forvirret bliver hun, da hun får fortalt hele sin livshistorie og den lyder som et eventyr...

2Likes
8Kommentarer
545Visninger
AA

9. to uger

 

Da jeg vågnede, huskede jeg straks alt fra dagen i går, og jeg skyndte mig op, for at se om Mr. Wilkins allerede kunne være kommet.

Håbet døde ud, da jeg nåede ud i den mennesketomme stue. Laila nynnede for sig selv ude i køkkenet. Kaffen boblede i den sorte mocca-maskine på køkkenbordet. Da skuffelsen aftog, traskede jeg ud til dem. Laila hilste mig med et lille smil, og et 'godmorgen'. Jeg satte mig i den slidte stol. Lidt efter kom Laila med et krus, og derefter med kaffekanden. Den varme lugt vækkede mig, og så tog jeg mig sammen og rømmede mig: 'Hvornår kommer Mr. Wilkins igen?' Hun lyste pludselig op, og begyndte på en lang, detaljeret fortælling om hendes telefonsamtale med Mr. Wilkins, som havde fundet sted tidligere i morges. Jeg hæftede mig bare ved ordene: Omkring klokken elleve. Så tog jeg mit kaffekrus, og gik ind og satte mig i lænestolen. Jeg tændte fjernsynet, men så det ikke rigtigt; jeg gennemgik den del af historien som vi allerede havde sagt højt.

Så ringede det på døren, og jeg kunne svagt høre Laila hilse, og invitere ham indenfor, og et par sekunder senere, kunne jeg høre den høje lyd af hans skridt på køkkengulvet.

Han hilste mig med et smil, og jeg smilte straks tilbage. Så satte han sig ned i den anden lænestol, og gjorde tegn til mig, til at begynde.

"Resten af dagen talte vi ikke så meget sammen. Han var måske blevet flov over episoden med vores hænder? I hvert fald så jeg ham først igen dagen efter, da han stod ude foran døren til mit værelse. Jeg havde været lige ved at vælte, da jeg åbnede døren og så ham. Men så havde jeg pludselig fået en nervøs fornemmelse, og det var vist tydeligt i mit kropssprog, for hurtigt sagde han: 'Bare rolig! Jeg er kommet for at være din ven. Jeg har vist ikke præsenteret mig ordenligt - Jeg er Harris Clearwater, en af skolens rige idioter', han smilte og fortsatte; 'men jeg hørte om dig, og nu vil jeg, at du skal lære mig at kende.' Jeg så på ham med et anstrengt blik, men så smilte jeg. Dels, fordi han da i det mindste prøvede, og dels, fordi det var umuligt for mig at være sur på ham.

På vej ned til morgenmaden, fik jeg at vide at han var 18 år, og havde fødselsdag i august, han var den yngste af en søskendeflok på fire, der udover ham selv, bestod af to storesøstre, og den ældste var en storebror. Han var 29, og boede i Ohio i USA, hvor han havde sin egen Auto-bil-noget.

Mens vi spiste, fik jeg et kort referat af hans barndom, hvor det selvfølgelig indgik at han altid fik sin vilje. Hans mor hed Birgitte, og hans far hed noget med J, og var skredet da han var 12. Moren arbejdede midlertidig i en frisørsalon, mens hun prøvede at stable en fabrik på benene.

Han fortalte mig om væsentlige, og ligegyldige ting, og stoppede kun i fagene med de strengeste lærere. Da skolen sluttede, tog han mig med ud bag skolen. Jeg havde indset at jeg slet ikke havde været udenfor, siden jeg ankom. Han tog mig gennem en enorm, kolossal baghave, med 40 cm. høje hække, og buske der var formet som roser. Vi gik på en bred stensti, helt ned til enden. Så gennem en havelåge, og forbi nogle træer. Bag træerne var der en helt fantastisk udsigt. Man kunne se ud over en kæmpe sø, der var omringet af over hundred forskellige træsorter. De spejlede sig i det klare vand, og fik stedet til at ligne et udsnit fra et eventyr. Her var...romantisk.

 Han satte sig ned i græsset, op ad et grantræ. Jeg fulgte hans eksempel.

Vi sad lidt uden at sige noget. Jeg lyttede til den naturlige baggrundsmusik fra fuglene. Efter et par minutter vendte han sig mod mig. 'Nu er det din tur'. 'Min tur til hvad?', svarede jeg. Han lyste op i et smil. Men ikke sådan et sil som jeg var vandt til; denne gang var det et lidt mindre, skævt smil, og jeg forelskede mig straks i det. 'Til at fortælle om dit liv. Nu ved du hver detalje fra mit', han smilede det sidste med sit skæve smil. 'Ja... der er ikke særlig meget at fortælle. Mit liv er lidt gråt.' Så lo han pludselig; 'Og du synes at mit var fedt?' 'Ja... Virkelig. Jeg er ikke spor speciel.' 'Se, dér tager du fejl. Fortæl det nu', insisterede han. Jeg smilte, og slog blikket ned. Så åbnede jeg munden, og fortalte. Men kun det væsentlige. Jeg ville ikke fylde ham med ligegyldig fakta.

Da jeg var færdig, efter et kvarters tid, drejede han hovedet og så ud over søen. Han prøvede måske at gemme sine tanker, men det lykkedes ikke. Da han sagde det, vidste jeg det allerede.

'Nu kender du mig. Du har fået alle detaljer. Såå...' 'Et skridt af gangen, sagde jeg', svarede jeg hurtigt, så han ikke troede at jeg gav ham ret. Skuffelsen viste sig i hans ansigt. 'Jeg troede...' 'Jeg ved hvad du troede', svarede jeg stille, 'men du kan ikke bare fortælle mig nogle ting og så regne med at tiden pludselig ikke tæller.' 'Så.... mere tid?' 'Ja. Tid.' 'Hmm... tid er okay. Vi er vel nået til venne-stadiet?', spurgte han. Jeg nikkede, og tvang et smil frem. For hans skyld.Så lagde vi os i græsset og begyndte at skubbe til hinanden, og det endte i et grineflip.

Sådan fortsatte det i to uger. Vi snakkede, grinede og drillede hinanden som venner. Men vi gik ikke videre. Han skulle tro på, at jeg ingen følelser havde for ham. Men sandeden var, at følelserne voksede for hver dag. Han tiltrak mig mere og mere for hver dag. Magnetismen tog til. Til sidst var det næsten fysisk umuligt, ikke at kærtegne hans ansigt eller hans bryst, når vi lå i græsset ved søen. Det var blevet en fast ting vi gjorde sammen efter skole.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...