En helt anden verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
Danielle bliver forbavset, da hun vågner en morgen og alting er 'væk'. Endnu mere forvirret bliver hun, da hun får fortalt hele sin livshistorie og den lyder som et eventyr...

2Likes
8Kommentarer
575Visninger
AA

8. Tålmodighed

 

Jeg rettede mig op i lænestolen. 'Tsk, tsk.' Min mund var blevet tør at af snakke så meget. Men det var så fascinerende at jeg pludselig kunne huske det hele. Hver enkelt detalje var i min erindring. Det var ret overvældene. Samtidig var jeg...chokeret. Det var så overvældene at høre sin livshistorie. At få den fortalt, som et barn får fortalt en godnathistorie. Det var smukt. Det liv jeg havde levet. Det formål der ikke helt var der igår, det var der nu. Jeg var gammel nu, fordi jeg havde slidt mig op i et væld af oplevelser - præcis som jeg havde håbet. Det var beroligende og spændende at vide. Jeg kunne ikke vente med at høre resten, og skulle lige til at fortsætte, da Mr. Wilkins rejste sig. 'Jeg må vist hellere gå hjem. Det er ved at være sent. Men vil du gøre mig en stor tjeneste, fru Danielle?' Jeg nikkede langsomt. 'Vil De være sød ikke at fortælle videre? Jeg vil så frygtelig gerne høre historien fra dig.' Jeg sad lidt. Men så nikkede jeg. Han havde hjulpet mig så meget. Det skyldte jeg ham.

Han slentrede hen mod hoveddøren, mens Laila kom ind til mig. 'Kunne du tænke dig en kop kaffe?' Jeg nikkede, og bad hende følge Mr. Wilkins ud. Hun smilte, og vendte sig om for at gå, men blev så stående. Så vendte hun sig mod mig igen og sagde: 'Frue, du har haft et vidunderligt liv.' Jeg nikkede stolt.

Da hun var gået, rejste jeg mig besværet op, og traskede ud på badeværelset. Jeg børstede tænder, og redte mit halvkorte, grålige hår, og tog min natkjole på. Det var rart at gøre det uden Lailas hjælp. Da jeg vendte mig for at gå i seng, fik jeg øje på spejlet igen. Det var blevet vendt om, så glasset stod frem. Jeg smilte til det glade, nedslidte ansigt, med rynkerne, der aldrig ville forsvinde. Hun smilede tilbage.

Det tog lang tid for mig at slappe af. Jeg lå og vendte og drejede historien. Til sidst fik jeg en smule hovedpine, og valgte at efterligne det, jeg havde gjort for mange år siden. Jeg forestillede mig Harris dybe, blå øjne. Jeg så ind i dem, mens jeg beroligede mig selv med, at jeg bare skulle være tålmodig. I morgen ville han komme igen, og så kunne historien fortsætte. ...Tålmodig....

Og så sov jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...