En helt anden verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
Danielle bliver forbavset, da hun vågner en morgen og alting er 'væk'. Endnu mere forvirret bliver hun, da hun får fortalt hele sin livshistorie og den lyder som et eventyr...

2Likes
8Kommentarer
567Visninger
AA

2. Rynker

Jeg vågnede. Ligesom jeg gjorde hver morgen. Startede med at blinke 3 gange. Så holdt jeg øje med mit loft. Loftet, som aldrig nogensinde bevægede sig. Det trak sig ikke en gang sammen for at trække vejret. Det gjorde det aldrig, men alligevel holdt jeg øje med det. Præcis som jeg jo plejede at gøre det når jeg vågnede. Efter 4 minutter satte jeg mig op i sengen. Jeg betragtede den lidt, min store, hvide to-mands seng. Den var bred, og dækket af en stor hvid dyne, der igen var dækket af et tyndt, råhvidt bomuldstæppe. Min pude - som jeg selv mente var usædvanlig blød - var hvid og matchede dynen. Et øjeblik fangede en flue min opmærksomhed. Det fik mig til at kigge op, så mit blik denne gang faldt på gardinerne, der dækkede for morgenlyset, som strømmede gennem mit store vindue. De var smukke, de gardiner, og meget gamle. De var hvide, og dækket af et tykt, blomstret blondestof. Jeg kunne huske, at jeg havde fået dem af min mormor til min 8 års fødselsdag. Jeg blinkede forbavset en ekstra gang; det var ikke tit jeg tænkte tilbage. Det var sjældent jeg kunne. Mens jeg dvælede ved den sidste tanke, rejste jeg mig endelig op. Jeg stak fødderne i mine falmede, grå sutsko, - de havde engang været hvide. Det havde Erika forsikret mig om -  og traskede ud på badeværelset. Det var præcis det samme badeværelse som i går aftes. Sådan nogle ting var jeg begyndt at lægge mærke til. Ting som mange andre syntes virkede lige meget. For dem var det jo en selvfølgelighed at badeværelset var det samme som i går. Men det var det ikke for mig. Sådan følte jeg det i hvert fald. Ting skulle fra nu af, altid være de amme som i går. Det var rarest, og fordi tingene stadig stod hvor de skulle, rakte jeg ud efter den lyserøde parfume på toiletbordet, til venstre for shampooen og til højre for glasset med tandbørsterne. Indholdet i den høje, pastel-lyserøde flaske, skvulpede da jeg løftede den. Det skques da jeg sprøjtede det på mit håndled, og bag øret. Da jeg satte den ned, gippede det i mig. Et kort øjeblik overraskede det mig, men så fandt jeg ud af at jeg havde fået øje på spejlet. Den tykke, firkantede flade af slidt guld, viste ingen tegn på frygt, ligesom jeg stensikkert gjorde lige nu.  Jeg skulede af det, men tog mig i det. Selvom jeg havde lyst til vælte det - hvilket ikke var nogen særlig god ide, med mit gigt-slidte håndled - og trampe på det, lod jeg være. Mit udseende var jo trods alt ikke spejlets skyld. Jeg burde være trippet hurtigt ud af rummet, men nysgerrigheden overtog mig, og tvang mig tøvende hen mod det høje monstrum.  På tre skridt slæbte jeg mig om på den anden side - med lukkede øjne. Jeg havde med vilje fået flyttemanden til at dreje spejlet, så man skulle stå ind mod væggen for at se ind i glasset. Jeg ville ikke tvinges til at skulle se den skrækslagende påmindelse hver dag.  Men det var stadigt tilgængeligt for mig - til dage som i dag.  Jeg talte langsomt til tre inde i mit hoved: 1.....2......2 1/2.....t...tr....tre. Så åbnede jeg øjnene, og ved første blik mærkede jeg benene blive til spaghetti under mig. Slemt. Det var afgjort slemt.  Jeg lod forsigtigt hånden svæve let hen over alle mine rynker. Det så ud som om der var flere end sidst. Indbildning. De gjorde min hud laset. Det fik mig til at se endnu ældre ud end jeg var. Mine øjne var sunket lidt ind i ansigtet, i forhold til på de billeder jeg havde af mig selv som ung. Dengang var jeg smuk. Nej, smuk var en underdrivelse. Jeg var en hel gudinde. Mit glitrende lyse hår bølgede ned over mine skuldre i små slange-lignende krøller. Min hud var smuk, og gylden. Den farve, huden hos andre får, efter en lang ferie i Syden. Mine øjne var næsten unaturligt blå, og de skinnede af livsglæde, og gik i ét med mit blændende smil. Mine smalle, bløde, perfekt-formede læber var... ja, perfekte. Min næse var lille og lige, og passede perfekt ind i mit lidt aflange ansigt. Jeg var underskøn dengang. Havde jeg fået fortalt. Jeg vidste det jo ikke med sikkerhed, men sådan havde Mr. Wilkins fortalt mig det flere gange, og det passede ret godt med billedet på mit stuebord. Mr. Wilkins var tilsyneladende en gammel ven af mig, og han besøgte mig tit i villaen. Han skulle vist komme til kaffe i dag. Da tanken strejfede mig, fjernede jeg blikket, og ledte det hen mod dørkarmen, der var i vejen for udsigten til mit lyse køkken.  Efter et minuts anstrengende overvejelser, slæbte jeg mig selv ud af rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...