En helt anden verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
Danielle bliver forbavset, da hun vågner en morgen og alting er 'væk'. Endnu mere forvirret bliver hun, da hun får fortalt hele sin livshistorie og den lyder som et eventyr...

2Likes
8Kommentarer
535Visninger
AA

12. Rigmandsdreng

 

Da jeg vågnede næste morgen, var det med et stort smil på læben. Jeg holdt mine øjne lukkede, mens jeg ledte efter Harris' hånd. Da jeg fandt den, tog jeg den i min. Han sov stadig. Det passede mig perfekt - så kunne jeg nå at tænke nattens oplevelse igennem, inden min prins vågnede.

Det havde været helt fantastisk. Den måde vores læber havde passet sammen, og hans fingre havde kærtegnet mig... Vi havde først været færdige da solen stod op.

Et nyt smil indrammede mit ansigt, og pludselig mærkede jeg ham klemme min hånd. Jeg åbnede øjnene og vendte mig om for at se på ham. Han smilte også, et smil der lyste af glæde. Han lignede den lykkeligste dreng i verden. Men jeg kunne alligevel ikke tro på at nogen kunne være mere lykkelig end jeg var lige nu. Jeg trykkede mig ind mod hans bryst, og kyssede ham. Da jeg trak mig tilbage, hviskede han i mit øre: 'Du er smuk'. Jeg lyste op. Lidt efter fortsatte han. 'I nat var... fantastisk. Jeg nød det. Jeg tænkte på...' 'Ja?' 'Mine forældre er væk hele næste uge.. og jeg kommer jo til at kede mig, hvis jeg skal være alene i huset...' Jeg tænkte over det. I går var første dag i vores fem uger lange ferie, og mine forældre var selv i Thailand. 'Jeg er på.'

Lidt efter satte jeg mig op og begyndte at tage mit tøj på. 'Går du?', spurgte han. 'Tja', svarede jeg glad, 'jeg tænkte at jeg ville komme så hurtigt som muligt.' Så rejste han sig også op, og gav mig 15 minutter. Jeg spænede ind af døren og op til mit værelse. Fandt min taske frem, og kylede et par kjoler, noget joggingtøj og en top i den. Så fandt jeg en deodorant, en bikini, og en tandbørste og proppede det ned til tøjet. Så fløj jeg ud af døren.

Da jeg kom tilbage, stod han ved siden af en rød trækvogn. Jeg begyndte at grine helt vildt. Tænk at han virkelig havde tænkt sig at trække mig hele vejen. 'Vær så go',' sagde han kækt. Jeg skubbede til ham, og lagde så mine tasker ned i vognen, og så mig selv. Mens vi gik, lagde jeg mærke til at nogen havde ridset noget ind i træet i indersiden af vognen. H + D. Så smilte jeg igen. 'Jeg bliver aldrig snedker', sagde han pludselig. Han havde vist set på mig ret længe. 'Nej, det gør du ikke', drillede jeg. Så sagde jeg ikke noget i et par minutter, og da jeg gjorde, var det mere alvorligt. 'Hvad vil du egentlig? Med dit liv?' Han sagde ikke noget med det samme. Han skulle vist lige tænke over det, og det gjorde mig glad, at jeg kunne spørge ind til noget som han ikke allerede havde fortalt mig. Så sagde han: 'Det ved jeg ikke. Ikke noget særligt'. Jeg sagde ikke mere under turen. Jeg havde travlt med at forsøge at se gennem det svar han havde givet mig. Det havde nærmest været afvigende. Som om det bare ikke var noget jeg skulle vide. Jeg fnøs. Han vendte sig om og så på mig - undrende. 'Jeg tænkte bare på', forklarede jeg, 'hvad det er du ikke fortæller mig'. Han løftede øjenbrynene og vendte sig om. 'Der er ikke noget jeg ikke fortæller dig', sagde han. 

Han løj.

Jeg lod samtalen hænge i luften under resten af turen. Men jeg glemte det øjeblikkeligt, da han pludselig stoppede op.

'Så er vi her', sagde han. Hvis jeg havde været en hest, havde jeg drejet ørene mod ham. Hvorfor lød han irriteret?

Jeg vendte mig om for at stige ud af vognen, men i stedet var jeg lige ved at falde, da jeg fik øje på et enormt palæ. Det var 3 etager højt, med kæmpe store søjler på begge sider af den syv meter høje egetræsdør. Den øverste etage havde veranda hele vejen rundt, og alle vindueskarmene var malet i guld. Jeg mærkede min hage ramme mit bryst, da Harris bar mig over vognens kant og ned i græsset. Da han slap mig, vendte jeg mig mod ham med opspilede øjne. Han så ned og kørte nervøst hånden gennem håret. Pludselig mærkede jeg vreden bruse op inden i mig. Endnu pludseligere hørte jeg skræmt mig selv råbe af ham. 'Er det her du bor!? I et palæ!' Jeg skubbede til ham, men han rørte sig ikke en centimeter, og det gjorde mig bare mere sur. Hvor kunne han lyve for mig? 

Han så mig forsigtigt i øjnene, og tog min hånd, men jeg vristede mig fri af hans greb. 'Slap nu af Danielle', hviskede han. 'Du... Du er rig!', råbte jeg.

'Ja!', svarede han, denne gang i en tydelig tone. 'Jeg er rig! Og hvad så!?' I det samme forsvandt min vrede og blev erstattet af forvirring. Og hvad så? Havde jeg ikke sagt til mig selv en million gange at han kunne gøre hvad som helst, men stadig være min Harris? Hvorfor blev jeg så så sur nu? Langsomt tog jeg hans hænder og trykkede mig ind mod ham, og han omfavnede mig. 

'Jeg ved det er lidt underligt', sagde han, og han ville helt sikkert have fortsat, hvis jeg ikke havde stoppet ham. 'Du må ikke beskylde dig selv, eller undskylde. Du vil altid være min Harris.' Han smilte og så mig i øjnene. 'Velkommen til mit hjem', sagde han så. Jeg puffede til ham og mumlede: 'Rigmands dreng'. Så gik vi ind gennem den store dør.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...