En helt anden verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
Danielle bliver forbavset, da hun vågner en morgen og alting er 'væk'. Endnu mere forvirret bliver hun, da hun får fortalt hele sin livshistorie og den lyder som et eventyr...

2Likes
8Kommentarer
685Visninger
AA

13. Personlige eventyr

 

Der måtte være over hundrede rum i hans 'hus'. Underetagen var ét enormt køkkenalrum og en stue. Møblerne var antikke og mange af dem så rigtig gamle ud. De mindede mig om kunstgenstande. Gulvet var af mørke sten, og på det lå der adskillige smukke tæpper. 3 af væggene var prydet med kæmpe store og bittesmå malerier, der sammen fortalte en hel slægtshistorie. Nogle var mørke, og andre var farvede som regnbuer. Den fjerde væg var byttet ud med en enorm glasvæg. Man kunne se ud over grønne og gule marker, og store egetræer.

Den store skole, som jeg havde fundet så utrolig smuk, var ingenting sammenlignet med dette sted.

Harris, som havde stået bag mig, lagde armene om livet på mig og trak mig med op af en meterbred trappe. Anden etage bestod af endnu en stue, der bestod af en rød, antik sofa og matchende lænestole og et flygel, et badeværelse og et tredje rum med lukket dør, som forhindrede mig i at kategorisere rummet.

 

Da han åbnede døren tabte jeg pusten et øjeblik. Det eneste møbel i rummet var en kæmpe, tomands himmelseng, med hvide puder og silkelagener- og tæpper. Det så meget romantisk ud.

 

Da vi havde været rundt i det store palæ, trak han os ind på badeværelset. Han gik hen mod et badekar, der var større end en ikke-så-stor svømmehal. Han tændte for vandet, og fandt nogle stearinlys frem og tændte dem. Så tog han tøjet af, og jeg efterlignede ham.

 

Sådan fortsatte det. Hver dag sørgede han for at gøre helt speciel. Den ene dag tog han mig med ud til stranden, og den næste inviterede han mig på picnic. Hver dag var mit helt personlige eventyr. Hver dag oplevede jeg noget nyt, og hver nat fik jeg midlertidig stillet mit begær for ham. Vi grinte sammen, og snakkede sammen, og følelsen i mit indre blev hele tiden klarere, og mere selvfølgelig; Harris var, og ville altid være en del af mig.  

Men der en én ting, som jeg husker tydeligere end de andre. Jeg husker den af flere grunde.

Jeg vågnede en morgen, opfyldt af lykke. Det tog mig et par minutter at nå helt ud af min lykkeboble, og ud i virkeligheden. Vores nætter sammen var endnu flere eventyr. Jeg slog øjnene op, og så mig omkring. Det første jeg så, var mit undertøj, der lå sammenkrøllet på gulvet. Mindet det vækkede mig, fik mine kinder til at gløde. Så drejede jeg mig for at se på min kæreste, men han var der ikke. I stedet lå der en seddel på hans pude med ordene:

Godmorgen solstråle.

Jeg har en overraskelse til dig i køkkenet.

Tillykke med fødselsdagen

Elsker dig, din Harris.  

Jeg smilte af lykke, og skyndte mig op.

Nede i køkkenet, fandt jeg min Harris ved komfuret. Han havde taget den store kokkehue på, og ved siden af ham stod der en kæmpe stak pandekager. Jeg lo, og så vendte han sig om med et smil. 'Godmorgen fødseldagspige. Deres morgenmad er klar om et minut. Sirup?' Jeg nikkede og lo igen.

Da vi havde spist, sprang han af stolen og løb hen til mig. Han løftede mig op, og bar mig ud af bagdøren. Jeg spurgte hvad vi skulle, men han ville ikke svare, han sagde kun at det var en overraskelse. Han løb et par kilometer med mig i armene, og så stilnede det af. Han satte mig ned på det mørke mos der dækkede jorden, og jeg fik med det samme øje på de to heste. Den ene var chokoladebrun, den anden var en sort hingst. Han satte sig  på den sorte, og nikkede mod chokoladehesten: 'Tanya er din.' Jeg så forbløffet på ham. Havde han lige givet mig en hest? Men jeg satte mig op, og så red vi om kap gennem skoven. Vi red længe, inden han stoppede op ved bredden til en kæmpe flod. Så tog han skoene af og sprang i vandet. Jeg flækkede af grin da han gjorde tegn til at jeg også skulle hoppe i. Men selvfølgelig gjorde jeg det. Vi svømmede gennem vandet og plaskede som 5årige. Selvfølgelig kyssede han mig adskillige gange.

Mange timer senere, da vi lå i græsset, mærkede jeg noget underligt. Jeg satte mig op, og Harris så på mig. Så satte jeg hånden på min mave. Lidt efter så jeg undrende på ham. Han sendte mig et spørgende blik tilbage. Pludselig tog jeg mig til hovedet. Hvorfor var jeg pludselig svimmel? 

'Jeg har det ikke så godt', mumlede jeg lidt efter. Så rejste han sig pludselig op og bar mig op på hestens ryg. Han satte sig bag mig og tog fat i tøjlerne. Så fløj vi gennem skoven i galop. Men jeg ænsede det næsten ikke. Jeg var for optaget af den underlige følelse jeg havde i min mave.  

Han sprang af hesten med mig i armene, da vi nåede huset, og løb om på den anden side. Han satte mig på et lyst lædersæde i en hvid Mercedes, og satte sig ind ved siden af. Så trykkede han speederen i bund og pludselig mærkede jeg luften suse forbi mig som en skygge. Han kører ind mod byen, tænkte jeg. Han satte først farten ned, da han vi drejede ned af en lille gade ved centrum.

Bagefter orienterede min underbevidsthed mig om at han bar mig ud af bilen og ind gennem en dør til hospitalet. Men jeg så ingenting. Jeg holdt lukkede af anstrengelse. Min mave...

'Mmmh', mumlede jeg, da nogle kvinder i hvidt tøj lagde mig i en seng og kørte mig videre. Pludselig slog jeg øjnene op, af ren refleks. Jeg ledte fortvivlet, så mig panisk omkring. Jeg kunne ikke mærke Harris længere. Et sekund blev min hjerne klar, og den funderede over hvordan jeg kunne mærke ham.

Men så var smerten der igen.

'Hvor....er min Harris?', fremstammede jeg. Pludselig hørte jeg en blød klang svare mig: 'Han sidder i venteværelset'. Men jeg reagerede ikke på den blide, rolige stemme. Jeg skar tænder: 'Han skal være her'. Så rettede hun mig med at han ville være der når jeg var færdig med undersøgelsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...