En helt anden verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
Danielle bliver forbavset, da hun vågner en morgen og alting er 'væk'. Endnu mere forvirret bliver hun, da hun får fortalt hele sin livshistorie og den lyder som et eventyr...

2Likes
8Kommentarer
608Visninger
AA

3. Mr. Wilkins

Jeg skar en grimasse, da jeg nåede det åbne rum. Laila stod i det ældre køkken med kaffe i hånden, og lavede 'bacon and eggs'. Hun nynnede en lidt for hurtig melodi, til den langsomme morgen jeg befandt mig i. Men mit ansigt blødte op med det samme; Laila var jo egentlig god nok, af en sygeplejerske. Det var selve hendes tilstedeværelse der irriterede mig. Doktor van Couver havde insisteret på, at hvis jeg skulle flytte tilbage til min lyseblå villa i den anden ende af byen - så lang tsom muligt fra det triste hospital, og derfor fuldstændig gennemtænkt - skulle jeg gå med til at have en sygeplejerske overnattende fra lørdag til søndag hver weekend. Det var jeg surmulende gået med til. Det var bare utroligt forstyrrende at have sådan en ung, frejdig kvinde boende, som oven i købet ikke mente at jeg kunne gør noget som helst selv. Selv kaffen var færdig når jeg trådte ud af soveværelset om morgenen. Nåh, nok om det. Jeg mærkede pludselig min mave sige en foruroligende, knurrende lyd. Men da jeg ville sætte farten op for at nå hen til mit flotte, råhvide spisebord med ind-skårede mønstre, hørte jeg en ny lyd, lige så foruroligende. Min ankel sagde en høj "knak-k-knirk"-lyd, og så faldt jeg sammen. Den hurtige bevægelse var ikke ligefrem behagelig for min slidte ryg, der lydløst rømmede sig, og slog igen inden i mig. Lyden måtte have været høj, for pludselig var Laila styrtende på vej hen mod mig: "Fru Danielle! Er De uskadt?? Nu skal jeg hjælpe Dem op..." Trods hendes blødhed for mig vrissede jeg: "Det er fint, Laila. Jeg er okay!" Men da jeg forgæves prøvede at komme op, og min ryg klynkede og trak mig ned hver gang, måtte jeg til sidst bukke mig og tage imod hendes hånd. "Det var bedre, fru Danielle. Husk nu, at De jo er en ældre dame nu", lo hun. Jeg synes bestemt ikke det var sjovt. I det samme ringede telefonen, og jeg takkede i stilhed Vor Herre for at afbryde samtalen, da Laila løb ind i stuen for at tage den. Jeg var ikke i tvivl om at det var Doktor van Couver, der ringede for at høre til mit helbred, men jeg spidsede alligevel ører da samtalen begyndte. "Ja Doktor, hun tager pillen hver morgen, og det smertestillende giver jeg hende én gang i måneden gennem en slange..." Pause. "Ja Doktor, hun sover en halv time de fleste dage, men hun er lidt stædig, ved du nok..." 'Stædig', tænkte jeg, men rettede i det samme opmærksomheden mod samtalen da de kom til det ønskede emne: "....Nej Doktor. Faktisk synes jeg hun ser ud til at trives her .... nej selvfølgelig er helbredet vigtigst, men hendes blodtryk er faktisk blevet bedre, efter hun flyttede." Han måtte have rost hende, for pludselig var hendes stemme gladere: "Perfekt! Så...jeg fortsætter bare med at komme hver lørdag, ik'? Ok. Farvel Doktor." Så kom hun trallende ud i køkkenet igen, og fortsatte på æggene. Jeg rømmede mig, og fortalte hende om Mr. Wilkins' ventede besøg, og hun lovede mig at hjælpe med at dække op med den slidte  blåbær-farvede dug og det lyseblå te-stel. Jeg nikkede kort, men da jeg ville takke blev det mere til et 'T-ta-host, host, host'.

Da vi havde spist hendes 'bacon and eggs', og hun havde snakket færdigt om den lækre patient på 2. sal på hospitalet - meget irriterede mig, men lige ung kærlighed fascinerede mig faktisk let; som litteratur kan fascinere andre - gik jeg ind på mit soveværelse og fandt den let orangegule trøje med den røde sommerfugl på, og min perlehalskæde frem, og tog det på. Så tog jeg mine sorte bomulds-bukser på, og gik ud i min stue. Jeg satte mig i den pistaciegrønne lænestol og læste i en gammel krønike af William Shakespeare, mens jeg ud af øjenkrogen opfangede Laila i færd med at dække op. Det måtte man give hende; hun havde evner inden for sådanne ting. Hun rykkede lydløst det firkantede, lave stuebord hen til det store glasvindue, de normalt sikrede rummet lidt solskin. Så hentede hun de to træstole i bryggerset, som hun vidste jeg holdt så meget af. Derefter foldede hun nænsomt den blå dug ud over bordet, og samlede de fire hjørner i to perfekte sløjfer. Så kom de 2 runde tallerkner på bordet, efterfulgt af to dessertgafler, en lille ske, og mit lille sæt med underkop, og kaffekop. Så lagde hun to dybblå servietter på tallerknerne, og tændte et stearinlys. Så sendte hun et tilfreds smil mod det smukt udsmykkede bord, og gik derefter ud i køkkenet igen.

 

Endelig ringede det på døren, og den afslappende melodiske summen af fuglesang bredte sig i huset - Doktoren mente at en normal ringetone ville stresse mit belastede hjerte. Jeg kunne høre Laila springe hen og åbne døren, og hilse min gæst indenfor: "Fru Danielle sidder i stuen." Så hoppede hun ud på det opvarmede trægulv i køkkenet. Mr. Wilkins kom roligt gennem min lille villa, med tungere skridt end jeg var vant til at høre. Min hørelse og mit syn havde ikke taget nogen skade af min indtilviderede alderdom. Da han havde sat sig i den yndige træstol over for mig, forstod jeg pludselig ikke hvorfor jeg ikke havde glædet mig mere til vores aftale end det var tilfældet. Han var sådan en sjov og ærlig mand. Han var måske den mand jeg holdt mest af nu, lige så meget på grund af hans historier, som af hans personlighed. Historierne handlede altid om mig. Om det liv jeg ikke kunne huske noget af. Idag havde han lovet at fortælle fra det hele, fra min 8 års fødselsdag til ulykken.

Det fik mig til at smile forventningsfuldt til ham, som en 4årig kigger på en enorm julegave. Han opfattede med det same baggrunden til mit pludselige humørskift, og smilede tilbage. Men først ville han vide, hvordan jeg gik og havde det for tiden, og jeg forsikrede ham om at jeg havde haft det skønt siden jeg flyttede. Så lo han lidt. Efter en kort tale-pause så jeg på ham, bedende. Han så mit blik, regnede det ud, men vinkede så ad Laila, der straks kom hen til ham. Så spurgte han hende hviskende, om jeg psykisk var klar til min livshistorie. Hun tænkte lidt over det, og nikkede så. Men da han drejede hovedet, så hun forhåbningsfuldt på mig. Jeg nikkede usynligt 'ja'. Så gik hun - hun ville jo ikke forstyrre.

Han rømmede sig. Så startede han:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...