En helt anden verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
Danielle bliver forbavset, da hun vågner en morgen og alting er 'væk'. Endnu mere forvirret bliver hun, da hun får fortalt hele sin livshistorie og den lyder som et eventyr...

2Likes
8Kommentarer
600Visninger
AA

10. kære ven

 

En dag, midt i en fysik time, skød nogen en seddel i ryggen på mig, og jeg samlede den op. Jeg behøvede ikke spørge, eller undre mig over hvem det var; Harris havde fået for vane at kommunikere med mig i timerne, gennem en seddel. Jeg kunne have grint, hvis ikke jeg kendte alvoren bag spørgsmålet;

Nu er der gået to uger.

Hvor længe skal jeg vente?

Så her er mit spørgsmål....

Vil du være kærester? Sæt kryds ved dit svar:

JA       MÅSKE         NEJ

 

......Hvis du svarer ja, så mød mig i græsset efter skole...

 

Jeg stirrede længe på de skæve bogstaver. Det ville være skønt ikke at gemme mine følelser mere. Men det virkede for nemt, bare at sætte et kryds. Jeg bestemte mig for slet ikke at svare. Men jeg ville møde ham i græsset. Han kunne lide mig, så meget vidste jeg. Og jeg havde forelsket mig så inderligt i ham. Måske var det okay at slippe følelserne fri.

Jeg gav mig selv 20 minutter fra klokken ringede ud, til jeg skulle gå. Jeg ville tænke det igennem, og finde en konklusion. Hvor godt kendte jeg ham egentlig? Han havde givet mig et indblik i hans liv, der var så præcist, at jeg selv kunne have været der. Og han kunne lide mig. Jeg vidste endnu ikke hvor meget, men... Så begyndte jeg at danne billeder inde bag mine øjenlåg - alle af ham. Mine kinder blussede op, som når man hælder tændvæske på et bål, men jeg ignorerede det. Holdt fokusset på ham. Da mine 20 minutter var gået, løb jeg ud af værelset, sprang ned af trappen og spænede ud gennem døren, direkte mod søen og græsset.

Han sad op af træet og så ud over søen. Men han så undersøgende og spørgende på mig, da jeg kom susende ind på vores lille hemmelige mødested med 60 km. i timen. Et øjeblik forsvandt tvivlen, og blev erstattet af det skæve smil, men så aftog smilet pludselig igen. Jeg satte mig ned, og så på mine hænder. Sådan sad vi i et minuts tid. Pludselig så han på mig, løftede min hage så vores blikke mødtes, og sagde: 'Jeg kan lide dig', han tøvede, 'meget. Og... hvis du ikke kan lide mig... Så er det okay. Du kan frit gå. Jeg forstår dig godt...'

'Hvor meget?', hviskede jeg lidt efter.

Så grinte han. Lidt. 'Hvor meget? Danielle... Tyngdekraften eksisterer ikke længere for mig. Det er ikke længere dén der holder mig fast på jorden...'. Han ville fortsætte, men jeg afbrød ham: '...Og hvis jeg gik nu?' 'Så ville mit hjerte gå i stykker. ... Men jeg ville lade dig gå - hvis det var det du ville... Du kan frit gå. Jeg...' Jeg satte en finger for hans mund, for at få ham til at tie stille. 'Harris. Kære ven. Du... er det eneste der betyder noget for mig.' Et lille smil viste sig kortvarigt i hans ene mundvig, men det forsvandt brat. Så nikkede han. Vi havde set hinanden så intenst i øjnene hele tiden, at jeg var tvunget til at flytte blikket. Jeg blinkede et par gange, og så på ham. Men i stedet for at sige mere, tog han min hånd, og satte den på jorden ved siden af ham. Så lagde han sig ned. Jeg smilte et øjeblik, og lagde mig ved hans side. Sådan lå vi i evigheder; stille, tæt op af hinanden, mens fuglene sang et par meter væk, og det bløde græs kildede på huden. Så drejede han hovedet, så han kunne se på mig. Jeg så ham intenst i øjnene, og ønskede at han kunne se, hvor meget jeg elskede ham. Pludselig smilte vi begge to. Han løftede hånden og flyttede mit løse hår væk fra mit ansigt. Så så han op i himlen. Jeg smilte ad ham, men så den samme vej. Lidt efter pegede han på en af skyerne. 'Den der ligner hovedet af en hest.' Jeg grinte. 'Og den derovre ligner en and.'

Sådan fortsatte vi et stykke tid. Til sidst stilnede grinene af og blev erstattet af tavshed. Men stilheden der langsomt opstod mellem os, var ikke akavet. Den var skøn. Jeg nød hvert sekund ved hans side; følelsen af at være beskyttet. Jeg elskede denne dreng højere end noget andet. Mine følelser for ham var smedet i jern og dyppet i cement; den var for evigt.

Til sidst - en time senere, måske to - åbnede jeg modvilligt øjnene. Jeg havde fået et par veninder på mit nye hjem, og vi havde en lektieaftale... Jeg satte mig op, og så smilende på ham. Han havde åbnet øjnene, da jeg flyttede mig, og så trist på mig. Hans blik stillede et tydeligt spørgsmål: Skal du gå? Jeg nikkede - stadig smilende. Jeg kunne ikke være ked af det efter vores oplevelse. Så rejste jeg mig op. Han efterlignede mig. Jeg så på ham, og han smilte pludseligt. Så knugede han mit hår, og trak mig ind til sig. Vores læber mødtes perfekt, og den sitrende strøm der løb igennem mig, var lige ved at slå mig omkuld. Men jeg trykkede mig blidt ind mod ham.  Lidt efter gjorde jeg mig fri af hans jerngreb, og trak mig væk. Han så undskyldende på mig. Jeg drejede hovedet fra højre, mod venstre, og så mod højre igen. Så smilte jeg. 'Jeg skal gå. Jeg har en aftale med Anna..' Han lukkede munden på mig med et hurtigt kys, og grinede så. Jeg grinede med ham, og hele engen blev oplyst af den harmoniske klang, der opstod af vores latter. Da jeg vendte mig og gik, kastede han græs efter mig. Vi lo stadig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...