En helt anden verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
Danielle bliver forbavset, da hun vågner en morgen og alting er 'væk'. Endnu mere forvirret bliver hun, da hun får fortalt hele sin livshistorie og den lyder som et eventyr...

2Likes
8Kommentarer
577Visninger
AA

6. Charme

 

"Den næste morgen, vågnede jeg på et stort, marmorgulv. Noget irriterede mine øjne, og jeg kunne svagt mærke følelsesheden i min venstre arm, men det første jeg lagde mærke til, var væggen. Den høje, lysegrå væg, var prydet med over 20 billeder i store, brune, trærammer, sorte trærammer med malede blomster på, eller guldrammer. Nogle af dem var malerier af smukke landskaber fra hele verden; store, åbne enge, der strakte sig ud i horisonten, store blålige bjerge, snedækkede bakketoppe, blomstrende æbletræer, hvide strande med uvirkeligt blåt vand, solnedgange og levende vandfald. Andre var portrætter af skolens inspektører gennem årene, og andre igen, var smukke billeder af store, kongelige rum, med store vinduer med silkegardiner, marmorgulve, kinesiske tæpper, glasfigurer, og træmøbler med udskæringer af engle. Jeg indså at det nok måtte være rum på skolen. Wow. Stedet var jo overdådigt", jeg smilte for mig selv, "tænk at jeg skulle bo her.

Så tog følelsesløsheden i min arm til, og mindede mig om omstændighederne. Jeg rejste mig op, og så på et stort træ-ur, der hang majestætisk på rummets eneste bare væg. Klokken var snart 7.  Jeg gabte, og strakte min unge krop. Så begyndte jeg at lede efter et skab - en kilde til nyt tøj. Det var ikke ved den store, ler-farvede seng med lyserød edderdunsdyne, eller under mit smukke, lyse, egetræsbord med diskrete udskæringer. Heller ikke bag det enorme badekar af skinnende marmor, jeg fandt - mens øjnene var ved at falde ud af hovedet på mig, og jeg kunne mærke min hage mod mit bryst - på mit nye, kæmpestore badeværelse. Jeg havde lige akkurat givet op, da jeg fik øje på en dør, der stod halvt gemt bag nogle knager - hvor af en af dem var brugt til min jakke, - af lyst træ, der matchede mit skrivebord. Forsigtigt trådte jeg hen over dørlisten, og ind i et overdådigt rum - et klædeskab - med tøj til mere end 30 mennesker. Der var mere end jeg nogensinde kunne have drømt om, i flere farver end eg kendte til. Det tog mig næsten en hel time at fatte det, mens jeg gik fra det ene overdådige rum til det andet, og tilbage igen.

Til sidst tog jeg mig sammen og fandt et par slidte jeans - de var selvfølgelig ikke slidte, men tværtimod var de splinternye; kun stoffet gav det slidte udtryk - og en hvid T-shirt.

På vej ned ad den høje, brede trappe, begyndte jeg at høre lyde. Husets øvrige beboere var begyndt at vågne, og få var allerede ved at danne en kø foran hvad der måtte være et toilet. Et øjeblik undrede det mig, hvorfor de ikke benyttede sig af deres private badeværelser. Men så blev jeg fanget af en ny opdagelse. Lugten af mad. Jeg styrtede ud mod det rum, hvor lugten var stærkest. Omkring femten 10-mands borde var stillet op, med blå, ternede duge, og hvide porcelænstallerkner. Her måtte være mange elever. Helt instinktivt søgte jeg ud mod rummet, hvor maden blev kreeret. Der stod fire enorme gryder, med en ukendt suppe på komfurerne. Jeg tog den store ske der lå på bordet, og begyndte at røre i én af gryderne. Madlavning var en hjemmevendt vane for mig, og jeg var begyndt at holde af det. Der var så dejligt roligt i et køkken.

Pludselig kom en kvinde ind i rummet med hastige skridt, mens hun så på mig som om jeg lige havde haft hovedet nede i suppen. 'Kære frøken... Det der behøver De virkelig ikke', stammede hun, og løsnede forsigtigt mit greb om grydeskeen. Var hun...bange for mig? 'Jamen jeg vil utrolig gerne hjælpe, frue', svarede jeg undrende. Så så hun på mig igen, som om den røde tomatsuppe havde misfarvet mit hår, og dryppede på mit tøj. 'Frue??', sagde hun, men smilede så: 'Du er vist hende den nye pige, er du ikke?' Jeg nikkede - forvirret over samtalens drejning. Så begyndte hun at gå hen mod en åben dør, og gjorde tegn til mig om at følge efter.

Ved et mint-grønt bord i et mindre og varmere rum, sad en ældre kvinde. Hun hilste ikke, men tog hurtigt nogle papirer frem og smilede til mig. Mens hun rakte dem til mig sagde hun: 'Der er morgenmad i spisesalen om 20 minutter, og så har du fransk på 3. sal.'

Jeg nikkede kort, og gik ned mod spisesalen for at vente.

Mens mine tanker havde drevet mig langt væk, til en helt anden verden, havde en køn, lyshåret dreng sat sig ved siden af mig. Han måtte have stirret længe, for da jeg orienterede mig, og opdagede ham, så han væk og blev nødt til at blinke flere gange. Men så smilte han stort, som om han havde vundet en præmie. Normalt ville et sådan smil have udtrykt åbenlys selvtilfredshed, men ikke nu. Nu, så det bare...sødt ud. Hans øjne var store, og karakteristisk blå. Hans næse gik i en pæn, lige bue ned over ansigtet, og passede med de perfekt formede læber, som puslespilsbrikker. Vi sad frosne i flere minutter, mens han prøvede at samle mod nok til at sige noget - jeg havde hele livet haft et talent for at aflæse folk. Til sidst lykkedes det. 'Hej, jeg er Harris. Jeg går på skolen. Vi to skal vist have fransk sammen. ... Du ser rigtig godt ud', smilte han. Et blændende smil, der ligesom virkede lidt for perfekt. Smilet nåede øjnene, og det gjorde hans ansigt helt ... perfekt. Jeg svarede ikke. Prøvede bare desperat at aflæse ham. Han var den type, en ældre voksen ville kalde 'en charmetrold'. Jeg smilte pludselig, over hvor godt ordet passede på ham. Han udstrålede ligesom charme. Pludselig gik det op for mig at mit smil havde fået ham til at grine. Et sødt grin...

'Hvorfor smiler du?', spurgte han frækt da hans latter var holdt op, 'har jeg gjort noget forkert?' Jeg mærkede varmen blusse op i mine kinder.

'Jeg smiler...', forsvarede jeg mig selv, '...fordi jeg har lyst'. Mit forsvar var brudt sammen ligeså hurtigt som det var opstået. Så grinte han igen: 'Og du er..?' Jeg præsenterede mig selv, og så blev vi afbrudt af kvinden fra køkkenet, der fortalte os om 'dagens ret'. Jeg fnøs, da hun remsede alle de fornemme morgenmadsretter op. En skål cornflakes havde passet mig bedre.

'Hvad var der?', spurgte Harris, da vi fulgtes til spansk. Jeg lo - en kort latter, og forklarede ham mit problem med riges idé om deres overlegenhed: 'De er så...reserverede!' Så grinte vi sammen - en lyd der virkede melodisk, som én mekanisme.

I spansktimen havde han kastet en seddel på min ryg, hvor der stod:

 Hei Danielle! Håber det har været en god time.

Vi har fritime om 5 minutter, og jeg tænkte på om ..... må jeg vise dig rundt?

Det tager næsten hele timen... Her er stort. Enormt.

Du behøver ikke... Jeg vil ikke spilde jomfruens tid. Men du skal vide,

at du ikke kommer til at spilde den på mig.

Jeg er god nok, selvom jeg ligner en rigmandsdreng.

- Harris

Ps. Mit navn er Harris Clearwater

Teksten fik mig til at le. Det bremsede hele undervisningen et øjeblik, men så holdt jeg mund, og latteren blev til et smil. Jeg rev et mindre stykke papir ud af mit hæfte og skrev:

Super time. Gerne.

Ja, jeg lærer aldrig at finde rundt.

Min stedsans er elendig!

Jeg håber du har ret - tiden er mit kæreste eje...

Ja. Sådan virker du. Rig, altså.

Gør hellere noget ved det.

- Danielle

Jeg krøllede det sammen og smed det over ryggen. 30 sekunder efter, grinede han.

Præcis 5 minutter efter ringede klokken; en irriterende lyd der skar gennem marv og ben. Vi pakkede sammen, og så tog han mig med hen til den store hoveddør. Okay, stor er en underdrivelse. Den var 3 meter høj. Så lagde vi taskerne, og han begyndte rundvisningen. Han snakkede løs, om skøre ting der var sket på skolen, eller om små facts, som fx. en dør vi kom forbi, der havde tilhørt kongen af Holland. På vej ned ad en lang gang, havde han forsigtigt skubbet sin hånd hen mod min, og endnu mere forsigtigt, havde han flettet vores fingre sammen. Men jeg havde trukket hånden til mig. Det indtryk skulle han ikke have af mig.

Turen var overraskende sjov, og hans små facts gjorde det helt spændende. Men det bedste var når  en gammel begivenhed var dukket op i hans tanker, og havde startet den fantastiske latter, der udsprang fra ham. Jeg havde også fundet ud af at han duftede godt. En svag duft af sommer.

Da vi til sidst nåede tilbage til hoveddøren, havde han taget min hånd og kysset den, og så havde vi grint sammen, og skat den harmoniske rytme igen.

Så gik jeg hen mod fysik.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...