These Broken Hands of Mine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 27 maj 2013
  • Status: Igang
Noget, jeg skrev, da jeg var på vej hjem og ikke rigtig havde noget at lave. I må meget gerne ligge en kommentar med, hvad I synes.x

67Likes
32Kommentarer
1441Visninger
AA

1. These Broken Hands of Mine

Nu sidder hun her alene, og hun ved ærlig talt ikke, hvad hun rigtigt skal gøre af sig selv. Hun har ikke nogen grund til at føle det her, som hun gør, men hun kan ikke få det væk. Det er som om, at tankerne bare flyver forvirret rundt inde i hendes hoved, og hvad gør man så? Hvad gør man, når man ikke kan få ro i sit hoved? Ja, hun ved det ikke, så hun kan ikke svare på det – desværre. Man kan se på hende, hvordan hun tager dybe indåndinger for at holde tårerne inde. Det mørke hår falder ned i øjnene på hende, men hun gør ikke mine til at ville fjerne det.

Alt i hende skriger, jeg kan se det på hende. Hun sidder krummet sammen i et hjørne og holder krampagtigt om sig selv, imens trangen til at skrige sine følelser ud, stiger op i hende. Hun kan ikke klare det her mere – det er ganske enkelt ved at blive for meget. Men hvad er det præcis, hun ikke kan klare? Hun ved det ikke. Hun kan ikke svare på det, for hun ved det virkelig ikke. Der var ikke nogen deciderede ting, der udløste dette, men hun ved, at det ikke er normalt. Det er ikke normalt at springe hvert måltid over, det er ikke normalt at kigge sig i spejlet med den største form for væmmelse i blikket. Det er ikke sådan, det skal være, når man er 17 år gammel.

Men hun har ikke noget problem. Det ved hun, at hun ikke har, for hun er godt klar over, at der er folk, der har det værre end hende. Hun er ikke nok fucked til at kunne have et problem, og det er det, der får hende til at fortsætte og fortsætte uden at se fejlene i hendes forfærdelige handlinger. Hun ved, hun har mistet det, hun engang var, og hun ved, at ’normale’ ikke har det på den her måde, men det er ikke noget problem. Hun ved godt, at hun er anderledes. Hun er meget anderledes end alle de andre piger, der er kønne, smukke, slanke, fantastiske – hun er anderledes på en dårlig måde, men det er ikke noget problem.

Hvis det var et problem, så ville de få personer, hun har åbnet op for, tage hende mere seriøst. Ingen siger andet, end at det er noget, der går over snart, og hun troede på det – hun troede på det, da den første måned blev til et halvt år og det halve år til et år, men det gik ikke over. De sagde det om og om igen, så selvom tingene ikke blev bedre, måtte det passe – hun har ikke noget problem. Det har de været med til at bilde ind.

Et skrig undslipper hendes læber, i samme sekund, som hun rejser sig frustreret op fra gulvet, hun ellers har siddet så stille og urørlig på. Man kan høre smerten i skriget; alt det, hun ikke kan komme ud med – alt det, hun ikke kan sætte ord på, men som er indeni hende. Den konstante tanke om en selv, stemmerne, maden – alt. Det hele gør for ondt til, at hun kan forklare, hvad der foregår.

Hun skriger igen og lader hånden falde hårdt ind mod væggen for at finde den ydre smerte, som hun søger. Problemet er blot, at hun ikke ved, hvad hun helt præcis vil opnå? Følelsen af at være i live? At hun stadig kan mærke noget, selvom alt indeni hende er i gang med at visne?

Hun får famlet sig vej hen over gulvet hen til spejlet, hvor hun smertefuldt hamrer hånden i spejlet. Det splintrer og falder i tusind stykker – præcis ligesom alt indeni hende synes at gøre. Tårerne glider ned over kinderne på hende, og hun gør ikke det mindste for at stoppe hende.

Hvorfor er der ingen, der vil tage hende seriøst, når hun siger, hvad hun føler? Er det, fordi folk er fuldstændig ligeglade med det, hun føler? Hun savner den kærlighed, hun engang følte sig helt indhyllet af, men den er forsvundet. Folk har taget afstand til hende, alt imens hun falder længere og længere ned i det sorte hul, som nærmest er umuligt at blive trukket op af igen. Lige i tiden, hvor hun har allermest brug for nogen til at støtte hende og være der for hende, hjælpe hende med at slippe væk fra hendes egen pinsel mod hende selv, der bakker de ud.

De er for bange for det ukendte og vil hellere opgive hende. Så nu er hun alene, uden den kærlighed, der måske kunne have reddet hende fra hende selv.

Men det er for sent. Der er intet, der kan redde hende mere, og hun lader ikke sig selv indrømme det, før det hele er for sent.

Hvordan ved jeg det? Fordi det var mig, der fandt hende, i rummet med det splintrede spejl. Hvordan kender jeg hendes følelser? Fordi jeg så mig selv i hende, da jeg kom ind og så hende liggende på det lyse trægulv. 

 

***

undskyld for eventuelle fejl  - smid gerne en kommentar og et like, det vil betyde meget for mig. 
Derudover er det mit første, jeg skriver sådan her, sååå.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...