Haven med hemmeligheden

Dette er 1.kapitel hvor man møder hovedpersonen Sofie og hendes familie.
Sofie var blevet forfulgt en aften, og denne tanke forfølger hende. Og efter besøget ved bedsteforældrene bliver hun endnu mere forvirret.

Dette er en fantasy fortælling, for alle aldre. Om hvordan pigen Sofie begynder at opleve magi på egen krop.

1Likes
0Kommentarer
76Visninger
AA

1. En sommeraften

Hun løb, og løb, og løb. Hun turde ikke kigge sig tilbage, hun kunne fornemme det var lige bagved hende, hendes hjerte hamrede, hendes lunger pev efter en pause, og hendes spyt smagte af jern. Der var ikke så langt igen, hun var næsten hjemme, næsten i sikkerhed.

Hvem han var vidste hun ikke, eller hvor han kom fra, vidste hun heller ikke. Sommerferien var lige startet, og hun havde været sammen med nogle venner. Det var ikke meningen de skulle være sammen til så sent, men sådan var det blevet. Hun gik hjem ad stierne, og i lyset fra de få lygtepæle der rent faktisk virkede. Luften var varm, hun havde ikke andet end en sommerkjole på. Det var hendes ynglings kjole hvid med sorte pletter, og hendes hår var flettet. Pludselig havde hun ikke følt sig alene, hun synes at kunne høre skridt.  Og skridtene kom nærmere og nærmere. Hendes ben gik hurtigere og hurtigere, og til sidst løb hun. Det var tydeligt personen løb efter hende. Og den person kom tættere og tættere på. hun kunne se sit hjem nu, det hvide hus, med det hvide stakit. I al hast sprang hun over stakittet, og i samme øjeblik mærkede hun noget hive fat i hendes kjole. Hun ville ikke stoppe og kigge, men rev sig løs, fra det der holdte i hende. 7 skridt mere og hun var ved hoveddøren. Da hun nåede døren vendte sig om og kiggede, men der var ingen.  Hun forstod det ikke, hun var sikker på at hun havde hørt skridt, og følt nogen holde fast i hendes kjole, men der var ingen? Måske var hun bare træt, det var jo sent.

Hendes forældre sad inde i det lille køkken med hvide vægge. Hendes far sad med avisen, og hendes mor med en bog. Hun hilste på dem og sagde hun gik i seng. Den nat drømte hun, hun drømte det hele igen, hele episoden hvor hun løb, det var så virkeligt. Men i denne drøm kunne hun se hvem der løb efter hende, eller det eneste hun kunne se var en person.

Personen havde en hat på. Og en lang grå jakke, som gik helt ned til jorden.  Personen løb målbevidst efter hende, og samtidigt virkede personen bange. Men i drømmen hoppede hun ikke over det hvis stakit, hun løb igennem en blomster bue. Og sådan kørte drømmen igen og igen hele natten.

Hun vågnede næste morgen ved lyden af hendes vækkeur der raslede. Hun lå et par minutter, og prøvede at genskabe sig drømmen, og blomsterbuen, især blomsterbuen. Den var så smuk, helt grøn med hvide blomster. Men det nyttede ikke noget, hun kunne ikke gendanne buen fra drømmen. I et svingede hun sine ben udover sengens kant, trak dynen op om sig, og satte sig op.  Hendes sutsko stod klar, lige neden for sengen.

Hun stod op med dynen omkring sig, og lignede en lille klokke. Hun gik hen til den gamle gyngestol hun havde fået af sin bedstemor, og tog kjolen som lå henover den.  På en meget besværlig måde fik hun trukket kjolen på, inden under dynen, og kastede dynen tilbage på sengen, og sparkede sutskoene af. Hun gik ud i køkkenet på bare tæer, der sagde lyden slap slap slap, hen af det kolde stengulv. Hendes forældre havde lavet morgemad, og hun satte sig halvsovende ved bordet, med hovedet placeret i hænderne. Hendes mor kom og rettede på fletningen fra i går, satte sig ved siden af hende og rakte hende bollerne. Men hun blev siddene i hendes halvsovende stilling 

”kom nu Emse, tag en bolle, jeg har selv bagt dem” 

hendes mor var morgen menneske, eller der var i hvertfald gang i hende når hun var oppe, uanset tidspunkt. Og så kaldte hendes mor hende altid for Emse, det havde hun altid gjort. Hun vidste ikke helt den nøjagtige historie, men det var noget med at hendes mor ville have hun skulle hedde Emma, og hendes far ville hellere have Sofie. Hun endte med at hedde Sofie, men moren kaldte hende Emse.

Sofie og hendes mor var alene i køkkenet, og gennem de store vinduer kunne de se to numser stikke op omme bagved en busk. Det var uden tvivl hendes far og lillebror, som begge havde en kærlighed for planter og insekter. Og helt som Sofie havde ventet rejste hendes far sig op på sine knæ, med sin safarihat og en lup i hånden og vinkede mens han råbte

”Godmorgen Sofie, er det i dag du skal være med til at kigge på myrer?!”

Hendes mor grinede, mens Sofie vinkede afvisende med den ene hånd, og holdt en bolle i den anden. Hendes far grinede og bukkede sig ned, så der nu igen var to numser der strittede op. ”skal du have den kjole på op til bedstemor og bedstefar i dag?” spurgte Sofies mor. Sofie havde helt glemt det, hendes bedstemors 77 års fødselsdag. Hun nikkede bare et godkendene ja til sin mor, satte tallerkenen om i vasken, og lappede tilbage på hendes værelse. Hun kiggede i spejlet, og pillede fletningn ud. Det blonde hår bølgede på skuldrene, ja løst hår det skulle det være. Hun redte sengen, og stillede sutskoene klar, til i morgen, men hvad hun ikke vidste var, at hun ikke ville sove hjemme i nat. Hun gik ud og tog de blå sko på, og satte sig ind i bilen. Hun lod bil døren stå åben, bilen var brandvarm, men hun kunne godt lide det varme stof i hendes nakke og på hendes lår. Og der kom hendes lillebror Wille kaldte de ham, han hedder rigtigt Wilhelm. Han havde to tasker med over hver sin skulder, og foran på den ene sad hans lup. Og sidst men ikke mindst hans safari hat. Sofie’ far fløj ind i bilen og kiggede om på hende ”Wille vis hende lige den bille vi har fundet” Willw holdt et lille syltetøjsglas frem, en stor bille sad deri. Den kiggede på Sofie og hun kiggede på den.

”snakker du med den!?”

råbte Wille. Sofie himlede med øjnene, kigged væk og lo

”nej din skøre skid, biller kan ikke snakke”

Wille grinede og svarede igen ”du er en skør skid” turen ned til deres bedsteforældre tog ikke andet end 15 min. Sofie havde selvfølgelig også en bedstefar, men han holdt mest af at sidde og lytte, og se på de andre. Hendes bedsteforældre boede i et gammelt bindingsværkshus, langt ude på landet. Deres have var et eventyr, stor og flot, med massere af små gemmesteder, og roser, de smukkeste roser i hele verdenen. Sofie og Wilhelm havde tit være på ferie dernede, gerne i flere uger om sommeren.

Wilhelm hoppede ud af bilen i samme øjeblik den stoppede, med hans tasker flyvende omkring ham. Hans mål var bedstemoren, som stod i døråbningen. Han fløj op i armene på hende, og så videre ind i huset. Sofie tog store skridt indtil hun stod i armene på hendes bedstemor. Hun var en lille spinkel dame, altid med en gylden farve i huden, kort brunt hår med grå totter, som så mere sølvfarvede ud end grå. Hendes læber var lysrøde og hun havde en gul skjorte på, og et par lyse shorts. Og så duftede hun altid så frisk, men samtidig med en sødelig duft. Hendes arme lukkede sig altid helt om Sofie, som om hun aldrig måtte komme fri igen. Hun overlod hendes plads i bedstemorens arme, til hendes far, og gik ind i det kølige gamle hus. Hun fandt bedstefaren i gang med at nærstudere den bille Wilhelm havde fundet, men da han så Sofie åbnede han straks armene, og sofie hoppede ind i dem. Hendes bedstefars kram var ligesom det altid havde været, armene lukkede helt tæt om hende, og hendes føder blev altid løftet op over jorden.

Dagen gik og Sofie sad oppe på første sal af det gamle hus, og så ned på haven, hun kunne se ned på den terrasse hvor resten af familien sad og spiste. Vinden var i løbet af eftermiddagen begyndt at blæse op, hun kiggede på den store bøgehæk bagved terrassen, som lukkede hele haven inde. Det var så underligt, hvordan vindstødene i hækken, fik bladene til at vende og dreje sig, som om det var mennesker der løb langs hækken. Hun mærkede en hånd på sin skulder, og fik et chock, og så hendes bedstemor bag sig.

”det er pudsigt som vinden blæser liv i bladene, det ligner næsten at hækken løber”

sagde bedstemoren. Sofie vidste at bedstemoren havde set det samme som hende, og bedstemoren fortsatte

”det ligner en lille flok bladfolk, som leger i vinden”

bedstemoren smilede og gav et blink med højre øje, og så gik hun igen. Bladfolk? Sofie var forvirret, men hun vidste hvad hun havde set i bladene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...