Hurt Me One Last Time - {Niall Horan}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 26 maj 2013
  • Status: Igang
Marvel, den dansende pige fra Paris mødte Niall første gang, da hun gik på en danse skole i Irland. I et år, var de naboer, bedstevenner, og 7. Klasses kærester. De var også hinandens første kys. Da Marvel så tog tilbage til Paris havde de det begge svært, men de kom videre. Da Niall var begyndt at blive kendt, i 17 års alderen, tager Marvel til London hun havde fået de perfekte danse job. Der går ikke længe inden Niall, bogstaveligtalt løber ind i hende og smadrer hendes mobil. Efter det er de hurtigt venner igen, og også hurtigt kærester. Men der sker noget der sårer Marvel så slemt at hun rejser tilbage til Paris, bare for at glemme alt om Niall, men det er svært, Niall bliver mere og mere kendt, og set bliver sværere og sværere for Marvel at glemme ham. Da det er to år siden hun sidst har set Niall er hun blevet tilbudt et nyt Job i London, hvad hun ikke regner med er at møde Niall meget hurtigt igen.

5Likes
4Kommentarer
473Visninger
AA

2. Chapter 1.

Hun løber, det er det bedste hun ved, efter mange timer med dans, bare løbe, væk fra det hele.  En playliste med alle hendes ynglings sange på og så bare slippe væk. Nogen dage kan hun løbe ti kilometer og ikke engang ligge mærke til det. Hun løber, i de sorte booty shorts, den lidt for tynde pink tanktop. Men hun fryser ikke. Selvom klokken er tæt på ti er der stadig tyve grader i Londons gader. En let brise rammer hendes hud, men det gør hende ikke noget. I et kort øjeblik kigger hun ned på sine grimme løbesko. I de fem sekunder hun kigger ned lykkedes det hende at ramle ind i en anden. Det første der går igennem hendes hoved er at musikken stopper, det næste hun høre er lyden af hendes mobil der rammer jorden. Det kan hun slet ikke klare lige nu. "Mange tak for det, fag" normalt ville hun nok have råbt lidt mere af den person der nu løb ind i hende, men hun magter det bare ikke lige nu. Hun bukker sig ned for at samle mobilen op, og først da hun er oppe igen går det op for hende hvem der står foran hende.

Det at Niall fucking Horan står lige foran hende kan hun slet ikke klare lige nu, hun havde en dårlig dag, kæmpe skænderi med Alexandra, tæt på at blive fyret, at stå foran Niall er det sidste hun har lyst til idag. Hun kan mærke tårerne presse sig kraftigt på, men hun vil ikke græde foran Niall. Foran Niall skal hun være stærk, hun skal virke som om hun er kommet videre, som om hun har glemt alt om ham.

hun retter sin ryg og prøver bare at gå forbi ham, bare skride, som hun jo plejer at gøre når tingene bliver for meget for hende.  Men noget stopper hende i at gå videre, en hånd omkring hendes håndled. Underligt som det lyder, kan hun sagtens nærke at det er hans hånd, to år og hans hånd har nærmest ikke ændret sig. 

"Jeg er virkelig ked af det,  det jeg gjorde, det jeg gjorde var utilgiveligt, du fortjener så meget bedere, og det er okay hvis du går nu og siger du aldrig vil se mig igen. Jeg vil bare gerne have at du tilgiver mig først. Jeg synes du skal vide, i de to år du har været væk, hver gang jeg har været i Paris, bare været i Frankrig, har jeg kigget efter dig, jeg har gået og håbet på at få en chance til at fortælle dig hvor ked af det jeg er"

Hun høre ikke efter hvad han siger, eller jo, det gør hun, men hvordan skulle hun nogensinde kunne tilgive ham. For alt det lort han har slæbt hende igennem. Godt hun har ryggen vendt mod ham, for et par tåre triller ned af hendes kinder. Hun ved ikke om hun bare skal gå, men hun ved heller ikke om hun bare kan gå fra ham nu.

"Marvel. Hvor har jeg savnet at sige dit navn. Jeg har savnet dit lyse hår, jeg har savnet dine hårde ord, jeg har sav

net din franske accent"

Hun kan ikke holde ud at høre på det mere.  Hun river sig fri fra hans greb og stiller sig foran ham. "Hvorfor så. Du kunne da regne ud at hvis jeg fandt ud af du havde været sammen med hende, du kunne da Forhelvede regne ud jeg ville skride hvis jeg fandt ud af det. Hvis jeg var så vigtig for dig havde du jo bare holdt dig fra hende!" Det er ikke fordi hun skriger, men hum råber af ham, så folk der går forbi dem kigger. Hendes stemme ryster, hele hendes krop ryster meget let, og tårerne sidder i øjnene på hende. Men hun nægter at lade dem komme videre, hun skal ikke græde foran ham.

"Det var da heller ikke helt nemt for mig. Er du klar over hvor meget jeg savnede dig når jeg var ude. Og pludselig var hun der, og. Ja der er ikke nogen god forklaring på det jeg har gjort, men du skal vide at jeg elsker dig højere end noget andet, og jeg vil kun have du skal være glad, og hvis det at jeg forsvinder ud at dit liv, gør dig glad så skal jeg nok forsvinde, og hvis du vil have at jeg bliver her os dig så er det, det jeg gør"

Hun begynder at tænke lidt tilbage, på når de sad ude i haven ovre ved ham, og snakkede om hvordan hun blev mobbet af de andre piger over at hun var for tyk, og hun ikke dansede lige så godt som dem. Ude foran hendes skole da hun skulle danse i afslutningsvis showet, hvor han kyssede hende. Da de skulle sige farvel og de begge sad og græd ude i hans have. 

Tårerne er virkelig tæt på at rulle ned af hendes kinder, men nu hvor hun virkelig tager sig sammen kan hun godt lade være. "Hvis du tror jeg nogensinde er stoppet med at elske dig, så tager du helt fejl. Jeg har aldrig stoppet, aldrig stoppet i et eneste sekund. Men jeg kan heller ikke bare komme tilbage til dig sådan vel. Men jeg har også savnet dig, og det at du altid sang for mig, og måden du siger mit navn på, det at du altid har udgroninger, at du spiser så meget og du sikkert ender som en lille fedling"  

Det hele kom bare, lige pludselig ud af munden på hende. Men hun kunne slet ikke lade være, og det er rigtigt det hele, hun har savnet ham utroligt meget, og hun er aldrig stoppet med at elske ham.

"Jeg kan ikke lade dig gå fra mig en gang til. Du må love mig at hvis vi skilles nu, så kommer vi tit at ses igen"

Hun smiler meget let, hvilket gør at de tåre der sad i øjenene begynder at trille, men det gør hende ingenting. "Jeg er her, på det her tidspunkt, hver eneste dag" hendes stemme ryster stadig, men det gør ikke noget når hun har et smil på læberne. Hun vil helst ikke fortælle ham hendes nummer, eller hvor hun bor, hun vil helst ikke overraskes. Men hun håber på at han dukker op her, igen en dag. Bare så de kan få snakket. Eller noget. Men han skal bare heller ikke tro at det her betyder han er tilgivet

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...