Only One

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 26 jun. 2013
  • Status: Igang
Året er 2102! Alle lande er mast af USA! De lever udelukkende for at underholde USAs beboere. I starten var det nok med kærligheds komedier! Så kom realitys shows. Der måske et par år efter lige balancerede på et par dødsfald. Men så begyndte blodtørsten at hærge. Derfor oprettede regenterne to spil. "På kanten" og "Prøverne". I starten kørte begge spil med folk over 18. Så satte de det ned til 16. Snart var de nede ved 8 års alderen i "prøverne" og 10 års i "På kanten". Der besluttede de sig til at sætte de to spil sammen. Men reglerne var stadig enkle. 50 børn. Fordele når 25 er tilbage. Finale når der er 10 tilbage. Når der er 9 tilbage skal de slå hinanden ihjel indtil der er 5 tilbage. De 5 skal overleve en uge på en øde ø, med saltvand uden mad, kun med en liter vand og et kilo mad vær. Hvis der måske var en 2 overlevende tilbage, slås den ene ihjel efter meningsmålingerne. Den sidste overlevende får lov til at leve et liv i USA. Men som en ekstra ting. Man mister sin familie.

3Likes
2Kommentarer
340Visninger
AA

4. Slagene

Pigen var omkring de 14. Cathrina maste sig ind, vedsiden af mig. Smilet var mere alvorligt. Ikke så lallet som på TV. Hun mindede mere om Paige. Det korte hår var mørkt. Næsten sort, men kun næsten. Jeg kiggede svagt på hende.

"Du skal altså have sele på"

Jeg modtog det sorte bånd. Det var fladt og gik ud for et sort hul, i bilens venstre side. Jeg hev bånden over mig, og puttede metaltingen ned i kliktingen. Den virkede løs, men da jeg tog den på, kunne jeg mærke den trykke på min mave. Det var ubehageligt.

Cathrina slog mig på halsen.

"Skal du kaste op..Vi er ingen gang begyndt at køre endnu"

Jeg rystede på hovedet, selvom min kvalme var ædende. Cathrina hev et kamera frem.

"Kan vi optage nu... Eller skal du bruge lidt tid på at være klar. Hvis du er nervøs tager vi den om igen. Men vi skal altså have et halv times interiew med dig"

"Så du kan få ligeså mange fans som Jayden"

Jeg gyste ved hans navn. Jeg havde lyst til at skrige. Min krop var som et fængsel på alt min had til Jayden. Den had jeg kun kunne dele med min far, der ikke længere var min far. Han betød noget for mig. I hvert fald Jayden. Han var min storebror. Han var godt nok 7 da jeg blev født. Men vi har altid været som de bedste venner.

Rita stak hovedet bag ud, fra det førersæde hun havde.

"Fortæl om Jayden.. Brug det første kvarter på ham. Det næste kan du bruge på dig og din søster. Gør dig umage. Vi har kun 2 gange til rådighed"

"Vi kan også bare klippe. Og hvis det bliver allerværst gør vi det i flyet" opmuntrede Cathrina. "Der skal vi alligevel være i 2 lange timer"

"Men det ville nu være godt hvis det blev i bilen"

Rita tog et kamera frem og holdte det tæt på sit ansigt, så tæt hun uden problemer kunne kysse det. Og det gjorde hun. Hun pressede de skrigrøde læber mod kameraet.

"Vi har været så heldige at få Jayden, ja du hørte rigtigt, Jayden Smooke,s søster Samantha med i programmet. Og jeg er sikker på hun ville vinde. Det er i vel også!"

Hun holdte en pause, og klæbede sit ansigt til med et stort smil.

"Cathrina, der også har arbejdet med Jayden, vil selvfølgelig interiewe hendes søster. Og ved du hvad? Jeg er sikker på at hun glæder sig til at være med"

Hun rakte Cathrina kameraet, og sendte hende et ondt blik, for at rette alle de ting hun for fremtiden ville fumle i. Cathrina fumlede altid i sine replikker. Også i realityshows. Jeg vidste ikke om det var med vilje, eller det var noget der fik folk til at synes bedre om hende. Folk som Jayden. Hun fumlede en krølle tilbage, og lagde hovedet på skrå. Hun fik mast mit ansigt ind i billedet.

"Jeg hedder Samantha Smooke"

Min stemme var hæsere end godt er og bliver, og jeg stirrede med vidtåbne øjne ind i kameraet, men jeg fandt på noget godt at sige.

"Jeg er 12 år, og bliver 13 næste år"

"Stooooop stop stop stop"

Jeg vendte mig brat om, og stirrede på Ritas ansigt. Det var foldet i noget der skulle forstille irritation. Cathrina slukkede instinkt kameraet, og vendte blikket samme vej som mit.

"For at sige det ligeud Samantha! Du er for kedelig! Fortæl noget spændende! Noget folk ikke ved! Folk hader small-talk og korte sætninger"

"Sig noget de vil huske dig for! Så du kan overleve når der er 9 tilbage, hvis du ikke bliver rystet af som en af de første. Du har brug for charme.. Du mangler alt det Jayden er født med. Se Jayden er perfekt"

Perfekt i jeres verden.

Hun tændte kameraet igen.

"Nå Samantha.. Hvorfor skal du vinde"

"Hvorfor skal jeg vinde?" gentog jeg, med en stemme der virkede mere selvsikker end den burde være. "Hvorfor skal jeg vinde? Hvorfor skal jeg det! Du siger det som om det er noget man skal, og jeg hader ordre. Jeg vinder hvis jeg vil vinde. Og det vil jeg"

Mine tænder glitrede og et smil stirrede. Rita blinkede til mig, men hendes blik sagde ikke andet end Ok, men gør det bedre.

"Hvad tænker du om USA"

Ordene gled let over Cathrinas tunge, uden nogle forhændringer. Så var det noget de havde bestemt det med fumlen i hendes replikker. Det var åbenbart bedre med hendes stemme, end perfekte følelsesspild replikker, som de andre selv Paige lavede. Hun var fumleren i showet. Fumleren der så perfekt ud, men indeni var hulter til bulter og rodet. Hende man næsten kunne se sig selv i. Men kun næsten. De var allesammen perfekte. Selv hende. Hun var så uperfekt at hun var perfekt. Det var det folk elskede ved hende.

"Jeg tænker. Jeg tænker ikke stort. Jeg tænker lille. For hvem er så fucking lille at det ikke kan få sig selv til at lave en skid andet end at se uskyldige mennesker dø"

"STOP"

Rita stoppede med det samme. Hun åbnede døren og trak mig ud. Cathrina rejste sig op. Skrækslagen og forvirret prøvede hun at komme ud, men døren blev smækket i.

Jeg kunne mærke hvordan Rita trak i min arm. Der var skov omkring mig, og det eneste jeg kunne var at kæmpe i mod. Som en lille hvalp, der intet kunne gøre. Jeg blev bare trukket afsted, til jeg ikke orkede at gøre mere. Der var træer over alt omkring mig.

"Er du da fuldstændig splintrende vanvittig"

Hun trak i min bluse, og jeg kunne mærke den ægte vrede brændemærke mig. Jeg gispede efter vejret, og hun stirrede på mig.

"Det der kan vi fandme ikke sende! Er du sindsyg?"

Slaget ramte mig. Jeg stønnede, og blodet rendte ned fra mit ansigt. Det gjorde så ondt.

"Nu opfører du dig fandme ordentligt ikke? Gør det rigtige"

"Jeg skal nok"

Det sidste slag ramte mig, og jeg blev slæbt tilbage til bilen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...