Only One

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 26 jun. 2013
  • Status: Igang
Året er 2102! Alle lande er mast af USA! De lever udelukkende for at underholde USAs beboere. I starten var det nok med kærligheds komedier! Så kom realitys shows. Der måske et par år efter lige balancerede på et par dødsfald. Men så begyndte blodtørsten at hærge. Derfor oprettede regenterne to spil. "På kanten" og "Prøverne". I starten kørte begge spil med folk over 18. Så satte de det ned til 16. Snart var de nede ved 8 års alderen i "prøverne" og 10 års i "På kanten". Der besluttede de sig til at sætte de to spil sammen. Men reglerne var stadig enkle. 50 børn. Fordele når 25 er tilbage. Finale når der er 10 tilbage. Når der er 9 tilbage skal de slå hinanden ihjel indtil der er 5 tilbage. De 5 skal overleve en uge på en øde ø, med saltvand uden mad, kun med en liter vand og et kilo mad vær. Hvis der måske var en 2 overlevende tilbage, slås den ene ihjel efter meningsmålingerne. Den sidste overlevende får lov til at leve et liv i USA. Men som en ekstra ting. Man mister sin familie.

3Likes
2Kommentarer
338Visninger
AA

5. Hotellet

Timerne gik som minutter. Minutterne gik som sekunder. Tiden gik så hurtigt, og jeg kunne knap halte med den. Mig og pigen sendte triste blik til hinanden, som vi forsøgte at holde usynlige for både Rita og Cathrina. Jeg havde ærligt talt ikke lyst til at snakke med den perfekte pige fra USA. Jeg var tavs den lange vej til enorme, lille USA. Det sidste sted jeg ville opleve i hele mit liv. Og det sidste jeg havde lyst til at opleve.

"Vi er der"

"Men du kan stadig sige hvis der er noget der går dig på"

"Der er intet"

"Hvad"

"Der er intet der går mig på"

"Jeg har det bedre end nogensinde før"

Nogle fornemme tjenere stod udenfor Hotel Dipro, som vi åbenbart skulle bo på. Det var malet hvidt, med et enormt vindue og en smuk rød altan.

"Rene, vi skal i elevatoren" sagde Cathrina.

Hun klemte min hånd. Stirrede blidt på mig, og lod sin hånd glide over min hævede kind. Den dunkede og det gjorde ondt, men jeg sagde ikke noget.

Manden nikkede hurtigt og bestemt, inden han guidede mig hen til glaselevatoren. Den lugtede af sur mælk. Jeg så hvordan menneskerne blev mindre under mig. Det var som om verden forsvandt. Den lille fine gård. Alt forsvandt i lugten af sur mælk. Den sidste lugt jeg ville ligge mærke til.

 

-

Dette er blevet et meget kort kapitel, og jeg beklager at jeg hopper til spillets begyndelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...