Afsløring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2013
  • Opdateret: 26 maj 2013
  • Status: Igang
OBS. DETTE ER EN KORT NOVELLE - FORVENT IKKE FLERE KAPITLER.

26-årige Jeanette er endeligt faldet godt til i sin nye lejlighed men en god kæreste og et fint nyt job i en lille provinsby udenfor København. En dag dukker en af hendes tidligere bekendte op foran hendes dør og forlanger, at hun skal tilslutte ham i at fortsætte med en tidligere "hobby" som de sammen har haft, ellers afslører han en mørk hemmelighed om Jeanette, og det vil hun bestemt ikke have...

0Likes
0Kommentarer
341Visninger

1. Afsløring

Jeg står og kigger ud af vinduet. Det danske vejr midt i oktober er ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Det er mørkt og gråt og det ser ud som om , at der kommer en regnbyge lige om lidt. Jeg sukker. Udsigten udover en grim parkeringsplads var ikke lige det jeg faldt for, da jeg købte denne lejlighed. Jeg er faktisk ikke så vild med den, men Martin faldt pladask for den, og så må jeg vel leve med den. Man kan bo her, og her er trygt og rart, og så er jeg tilfreds. Det var faktisk ved et tilfælde, at Martin og jeg mødte hinanden. Man kan kalde det held i uheld, for jeg nåede ikke at bremse ved et lyskryds og kørte direkte op bagi hans mørkeblå cykel. Han vendte sig bare om og smilede til mig og forsikrede mig om, at det nok skulle gå - det var dér jeg forelskede mig i ham. Jeg elsker mænd der er venlige, og jeg kunne aldrig finde på at date en der er sur og muggen. Han havde åbenbart også forelsket sig i mig, og vi lever som et lykkeligt par i denne nye lejlighed. Vi har faktisk boet her i et stykke tid. Eller i hvert fald nok tid til at vi har vænnet os til vores snagende underbo, Niels. Hvis man ikke kan høre fjernsynsstøj eller på anden måde noget aktivitet nedenunder, er det fordi han grundigt lytter til hvad vi går og laver. I starten syntes jeg, at det var dybt irriterende, men efterhånden har jeg vænnet mig til det. Hans nabolejlighed er lige blevet sat til salg, da den gamle kone døde for et par uger siden af leukæmi. Derfor er Niels også ekstra interesseret i at lytte til hvad vi går og laver, for han har ingen naboer, som han kan smuglytte eller måske endda smugkigge ind hos. Lyden af dørtelefonen der ringer river mig ud af mine tanker, og jeg skynder mig hen for at tage den.

- Det er Jeanette Hemmingsen, hvem er det? spørger jeg friskt.

- Gæt engang, lyder en dyb stemme i den anden ende. Lyden af den får tusind grumme minder til at vælte op i mig. Jeg troede aldrig jeg skulle høre den stemme igen. Det håbede jeg i hvert fald ikke. Nu står jeg så her med min dørtelefon og hører den i den anden ende. Inden han kom i fængsel, for en forbrydelse jeg havde begået, var vi et uadskilleligt makkerpar som sneg rundt og begik indbrud. Vi var professionelle inden for branchen, og vi blev tit halvrige at "hobbyen". En dag gik det dog galt, og vi blev opdaget, men det lykkedes ham dog at tage skylden for mig, så det kun var ham der kom i fængsel. Efter den oplevelse indså jeg, at det nok var bedst at stoppe. For det første havde jeg ikke nogen makker at gøre det sammen med mere, og for det andet var jeg ikke vild med konsekvenserne. Jeg besluttede mig for at starte på en frisk, og et par uger senere mødte jeg Martin. Jeg har cuttet al forbindelse med ham, og håbede aldrig at se ham igen, men nu står han udenforan lejlighedskomplekset og vil i kontakt med mig.

- Hvad vil du Jesper, spørger jeg bittert. Jeg har bestemt ikke lyst til at have ham inde i min lejlighed. 

- Hvorfor så sur, spørger han. Jeg bliver en smule irriteret over en svag munterhed i hans stemme. - Jeg troede at min gamle ven ville tage goddt imod mig og blive glad for, at jeg er kommet ud fra fængslet, fortsatte han. Jeg havde bestemt ikke tænkt mig at dele hans glæde. 

- Jesper hør her, jeg har besluttet mig for at lægge kriminaliteten bag mig, og begynde et liv som en normal og lovlig borger. Jeg har ikke lyst til at deltage i dine små tyverier mere, hvis det er det du kommer for at spørge mig om. Jeg har fået et fantastisk liv, med en fantastisk kæreste og jeg har ikke tænkt mig at blive kriminel og ødelægge hele min tilværelse. Hvis du bare kommer for at spørge om jeg vil genoptage vores lille "hobby", så kan du lige så godt gå hjem igen, for det har jeg ikke tænkt mig, siger jeg bestemt. Han skal vide, at jeg ikke har planer om at blive kriminel igen. Jeg er godt tilfreds med min nuværende tilværelse som ikke-kriminel, så jeg har ikke tænkt mig at genoptage "hobbyen".

- Men jeg har tænkt mig at fortsætte, og jeg skal nok finde på en måde, så jeg kan få dig med på idéen, nærmest råbte han pludseligt vredt. Jeg bliver en smule forskrækket over hans pludselige udbrud, men tager mig sammen til at svare ham.

- Held og lykke med det, siger jeg fuld af selvtillid. Inderst inde ved jeg godt, at han aldrig ville kunne få mig overtalt, men jeg fornemmer alligevel, at jeg skal være på vagt.

- Farvel, siger jeg med en fast stemme og smækker røret på. Martin slentrede imod mig.

- Hvem var det skat, spørger han og smiler på den skæve måde, som  på alle andre tidspunkter ville have fået mit hjerte til at smelte - men ikke nu. Mine tanker er for travlt optaget med hvad Jesper kan finde på.

- Bare en gammel ven, svarer jeg og tvinger et smil frem på mine læber. Martin skal i hvert fald ikke blandes ind i det her. Aldrig. Jeg kysser ham hurtigt og går ind i stuen for at se noget fjernsyn. Der er intet der fanger mig, men jeg skal bare have mine tanker væk fra alt andet end Jesper.

 

- Jeg kommer! 

Dørklokken har ringet, og jeg skynder mig ud for at lukke op. Udenfor står Niels, og jeg er tæt på bare at smække døren i, for jeg magter ikke at snakke med ham om hvad naboerne har lavet. Jeg magter i det hele taget ikke nogen eller noget som helst. Jespers besøg ryster mig stadig en smule. Selvfølgelig lukker jeg ikke døren, men byder ham hjerteligt indenfor til en kop kaffe. 

- Har du hørt at de er i gang med at sælge lejligheden ved siden af mig? Spørger han ivrigt. Jeg ryster på hovedet, og han fortsætter.

- Ejendomsmægleren er lige gået. Jeg så en krumrygget mand gå derind. Han havde hættetrøjen trukket over hovedet og virkede lidt skummel, men han er sikkert meget flik, sagde han og tog en slurk af den kaffe jeg havde stillet foran ham.

- Okay så, sagde jeg og nikker som om jeg er interesseret. Der er et eller andet ved beskrivelsen af manden, som jeg ikke er helt tryg ved. Det minder mig på en eller anden måde om Jesper, men jeg skubber tanken fra mig. Der findes så mange skumle mænd med hættetrøjer og en krum ryg.

- Det ser ud til at han køber lejligheden - da ejendomsmægleren spurgte, trak han på skuldrene, men jeg tror at han køber den. Det håber jeg, for jeg har ikke haft noget at lave siden den gamle kone døde.

Hvis det virkelig var Jesper, kunne jeg simpelthen ikke holde tanken ud om, at bo i samme lejlighedskompleks som ham. Jeg håbede inderligt, at det ikke var ham. 

- Nå, men tak for kaffen og sludderen - jeg må vist hellere komme ned igen, men jeg synes bare lige du skulle vide det. Jeg så ham faktisk stå nede ved indgangen for et par dage siden og snakke ind i dørtelefonen. Jeg ved ikke hvem han snakkede med, men han blev ret sur på et tidspunkt. Men jeg smutter nu, vi ses en anden gang! Sagde Niels og smilede.

Det vækker for alvor min opmærksomhed. Jeg har lige fået bekræftet, at det rent faktisk er Jesper, som har planer om at købe lejligheden. Noget der undrer mig, er dog, hvordan Niels kunne se, at han trak på skuldrene. Et skuldertræk er lydløst. Jeg lukker Niels ud, og kaster mig ned på sofaen. Nu er det her for alvor begyndt at blive ubehageligt.

 

Jeg ligger og læser i et ugeblad, da telefonen ringer. I et øjeblik vælger jeg bare at kigge på den, men beslutter mig så for at tage den. Den alt for velkendte mørke stemme lyder i den anden ende af røret.

- Jeg har nu købt lejligheden ved siden af din underbo, og ser meget frem til at se dig hver dag, siger han og lægger et bevidst tryk på 'hver dag'. En stor klump samler sig i min hals, imens han snakker videre.

- Det ville være en skam hvis jeg pludseligt mødte Martin i opgangen og faldt i snak om dig. Og din fortid, siger han efterfulgt af en sagte latter. Mit hjerte hamrer i mit bryst. Det må i hvert fald ikke ske. Martin må ikke vide noget som helst. Jeg vil ikke have ham indblandet i min kriminelle fortid, for så vil der ikke gå lang tid før jeg er alene igen.

- Jeg vil selvfølgelig holde min mund hvis du genoptager vores gamle finurligheder, siger han og lyder som om det er den perfekte plan i verden - det er det også, bortset fra at der er en enkelt smutvej. Men kun en enkelt. Jeg ser ikke andre udveje end at iagttage ham meget nøje det kommende stykke tid, og så få hans død til at ligne en ulykke. Han lægger på, og mit hjerte bliver ved med at hamre i mit bryst, da det går op for mig, hvad jeg skal til at gøre.

 

Jeg ser ham og nogle flyttefolk bære hans ting ind ude på parkeringspladsen. Mine øjne iagttager hans bevægelser meget grundigt. Jeg har bedt Niels om at holde ekstra øje med ham og hans vaner, de steder som jeg ikke kan se - jeg fortalte bare at det var et forsøg til arbejdet, hvor vi skulle iagttage mennesker, og at jeg simpelthen ikke havde tid til at gøre det selv - plus Niels elsker at gøre det. Niels kommer dagligt og giver mig lange forklaringer på, hvad Jesper gør, og hvilke mønstre han har. Han siger, at man ikke hverken ser eller hører til ham før ved et-tiden, og så tuller han bare rundt, indtil han om aftenen går ud og først kommer tilbage meget sent. Hvis jeg på nogen måde skal få det til at ligne en ulykke, skal jeg komme om natten imens han sover, og få det til at se ud som om han bliver kvalt i et eller andet. 

 

Fredag beslutter jeg mig for at gøre det. Han har boet der i lige knap to uger, og jeg har fået printet godt med information om ham ind i min hjerne, så jeg ved hvad han gør hvornår. Klokken halv to fredag/lørdag nat, lister jeg ned foran hans dør. Jeg har taget ståltråd og hårnåle med, til at lirke låsen op. Det havde jeg prøvet masser af gange.
Mine listende trin lyder let over gulvet. Jeg kan høre ham snorke i et rum tæt på. Mine håndflader er våde af sved, og mit hjerte galoperer afsted - det jeg gør nu er tusind gange værre end indbrud. Hvis jeg bare kan få det til at ligne en ulykke, så sker der ikke noget, og så kan jeg fortsætte mit liv og være lykkelig. En kvalmende dunst af alkohol og sved slår mig i møde, og jeg er tæt på at knække mig, men jeg må endelig ikke efterlade DNA. 
Han ligger på gulvet i stuen lige op ad hans store reol med stjålne antikviteter. Jeg får øje på en lille bronzestatue - hvis jeg bare kan få væltet den, så den rammer ham lige i tindingen vil det være helt perfekt - han er tydeligvis fuld, og han kunne nemt selv have skubbet til reolen, så den faldt ned i hovedet på ham. Det er helt perfekt! 
Jeg lister stille hen til ham. Et øjeblik står jeg og tænker - hvad er det jeg har gang i? Jeg er i gang med at blive kriminel igen. Jeg forforsikret mig selv om, at jeg ligner en ulykke, og at jeg ikke bliver opdaget og puffer så til statuen med mit ærme. Den lander med en klam lyd, lige hvor den skal. En blodstribe løber ned til hans mundvig. Nu er han virkelig død. Mine pinsler er ovre. Jeg får øje på en lysplet på den ene væg. Da jeg kigger hen, hvor lyset kommer fra, kigger jeg direkte ind i Niels' nysgerrige øje, og som en lovrigtig borger ringer han om lidt og melder et mord til politiet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...