Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1161Visninger
AA

9. 9

Han spørger mig ikke om noget, da vi går op mod døren, og det er jeg glad for. Jeg stopper op for at tage en dyb indånding og da jeg åbner døren bliver vi ramt af lugten af mad. Så kraftig en lugt af pandekager, at jeg næsten vælter. Min far lavede aldrig mad før, og jeg undrede mig lidt over hvor han havde lært det henne, og hvorfor han lavede mad nu. Var han kommet tilbage for at rette op på vores forhold?

Da der kører musik og jeg med det samme kan se min far stå i køkkenet, så smækker jeg med døren for at han kan høre at jeg er kommet. Mine hænder er blevet svedige og jeg bryder mig ikke om det, især ikke fordi min ene hånd ikke er fri og jeg kan mærke min kærestes nærvær bag ved mig. Han kan mærke på mig, at jeg ikke er så glad for at min far er her, så han holder sig lidt bag ved mig og jeg kan mærke hans ånde på min nakke. Min far kigger over mod døren og min hånd får et klem.

"Hej," siger min far venligt, og slukker for musikken. "Jeg vidste ikke at klokken var blevet så mange. Så ville jeg have skyndt mig at blive færdi..." Hans stemme toner ud og han kigger på drengen bag ved mig og så ned på vores hænder der sidder fast i hinanden. "Hvem er din ven her?"

Jeg svarer ikke. For min "vens" vedkommende, så er det normalt. For min far er det bare mærkeligt. Jeg stirrer på ham uden at vise det mindste tegn på følelser.

"Jeg hedder Gabriel," siger han omme bag mig og rykker lidt på sig, som om han er usikker på hvordan han vil stå. Han ved ikke om han skal gå frem og stå ved siden af mig, eller om han skal blive ved med at stå deromme og gemme sig bag mig, fordi han ikke helt ved hvordan forholdet til min far er.

"Hej Gabriel. Jeg er Quinns far," siger han og rækker hånden ud og selv om han ser venlig ud, så er der noget mærkeligt over hans blik. Det er den første ven han nogensinde har set i vores hus, og jeg tror han opfatter det helt forkert af vi står her i døråbningen sammen, hånd i hånd.

Han rykker sig omme bag mig og læner sig kun lige langt nok frem til at kunne give min far sin egen hånd, og så trækker han sig tilbage og lægger også den anden hånd over mig.

Min far vender sig om og går ud i køkkenet igen. "Er I sultne? Der er masser af mad." Min far kigger over på mig og jeg ryster på hovedet og skuler til min far inden jeg trækker min kæreste med ind på mit værelse.

Så snart døren lukker sig bag os giver jeg slip på hans hånd og smider mig fortvivlet på sengen. Jeg har lyst til at græde, men alligevel vil jeg ikke græde foran ham.

Han kravler op i sengen ved siden af mig og ligger armen rundt om mig. "Jeg forstår dig godt," mumler han. Og jeg forstår ikke hvad han mener, for han kan da ikke forstå mig. Hans mor er ikke død, og hans far tager ikke på langvarige forretningsrejser eller bosætter sig et andet sted bare for at slippe for ham. Men det gør min far. Selv efter min koma og min slettede fortid, så rejste han alligevel. I stedet for at blive og måske bygge et nyt og bedre forhold op med mig, for eftersom han rejste måtte vores forhold før min koma have været ligeså dårligt. Hans arbejde krævede ikke engang at han rejste. Han havde fået netop den stilling, fordi han bad om den. Fordi han var den eneste der ville være så længe væk fra sin familie, eller måske fordi han var den eneste der ikke havde familie. For hvis vi mødtes på gaden ville jeg benægte at vi kendte hinanden.

Jeg vender mig om mod ham og kigger ham i øjnene. "Tak," hvisker jeg og kravler ind til ham. Han holder fast rundt om mig og jeg gemmer mig i hans arme og helt uden at ville det begynder tårerne at trille ned af mine kinder. Selv om jeg sagde at jeg ikke ville græde foran ham, så ville jeg aldrig kunne holde det løfte. Og jeg havde allerede grædt, da jeg dukkede op på hans dørtrin den aften han ikke var i skole. Så da jeg snøfter og han kigger ned på mig og ser tårerne på min kind, så smiler han forsigtigt til mig. Og han rykker sig så vores pander rammer hinanden og jeg lukker øjnene, mens han tørrer tårerne væk fra mine kinder. Kort efter kan jeg mærke hans læber trykke sig forsigtigt mod mine og jeg kysser ham tilbage.

Vi ligger i stilhed i et stykke tid. Jeg kan ikke engang høre min far larme i køkkenet kun fire rum væk. Og jeg kan mærke at jeg langsomt glidere længere og længere væk og min krop bliver tung, og jeg ved at han også kan mærke det, for han fjerner forsigtigt armene fra mig, og rykker sig lidt væk fra mig. Og jeg kan ikke lide det , for jeg vil have ham tæt på mig, og jeg mumler et eller andet til ham og prøver at række ud efter ham, men det er som om mine hænder ikke vil reagere, og jeg falder hurtigere i søvn end jeg vil.

Jeg sover ikke særlig længe. Jeg var ikke engang træt da jeg faldt i søvn. Da jeg langsomt vågner op kan jeg med det samme høre musik. Noget stille klassisk musik, som jeg har hørt før og ved står på min lave reol ved siden af døren. Det spiller ikke særlig højt, måske har han været bange for at vække mig.

Jeg glipper med øjnene, men der er ikke engang lyst i værelset, så jeg kan med det samme se. Han har trukket gardinet for og trukket et tæppe op omkring min krop og det er varmt. Da jeg kigger rundt ser jeg ham sidde på min stol med en bog i hænderne, som han sandsynligvis også har taget fra min reol, og han ser ud til at være ret fanget af den. Han sidder tæt på vinduet, måske for at udnytte den svage sol mere ved at sidde tættere på, og jeg smiler og drejer mig så jeg kan ligge og betragte ham.

Han kigger op fra bogen og møder mit blik med et smil. "Hej," hvisker han højt nok til at jeg kan høre ham over musikken og lægger bogen fra sig. Han rejser sig og kommer hen til mig.

"Hej," hvisker jeg tilbage og krænger tæppet af og sætter mig op. Han stiller sig foran mig og ligger en hånd på hver side af mit hoved, og bøjer hovedet så hans læber lige kan ramme mine. "Er den spændende?" Jeg kigger over på skrivebordet, hvor han har lagt den bog han læste i, og så ser jeg op i hans øjne igen.

"Meget spændende og jeg satte noget musik på, fordi din søde snorken distraherede mig for meget," siger han med et grin og kommer tættere og tættere på mit ansigt. Jeg griner også og møder hans læber. Jeg elsker hans grin og jeg elsker hans kys. Jeg elsker hvordan jeg har det i nærheden af ham og hvordan jeg har det når han kysser mig.

Det starter uskyldigt. Men vores læber fjerner sig ikke fra hinanden og jeg kan mærke begæret efter ham strømme igennem mig. Jeg vil have ham. Og jeg rækker hænderne op for at tage fat om hans nakke og jeg skubber ham tættere på mig, så jeg bliver nødt til at kravle baglæns, så vi begge kan være i sengen. Hans knæ ligger mellem mine ben, mine fingre har fat i hans hår, og hans hænder er over det hele. Han fjerner sine læber fra mig et øjeblik, kun for at kysse mig længere nede. Hele min krop bliver varmere for hvert kys han giver mig. Han kysser mig ned af halsen og stopper lige ved kanten af min bluse og så vender hans læber tilbage til mine. Ligeså snart jeg lægger mig helt ned i sengen og han følger med, mens han overøser mig med sine kys, så er der noget der afbryder det hele.

"Der er mad!" råber min far fra et sted der synes at være så langt væk, at jeg knap nok hører det. Jeg havde helt glemt at han var der.

Vi trækker os stønnende og gispende efter vejret væk fra hinanden og vi sætter os op i sengen. Det ringer for mine ører og min krop er stadig helt varm, men pludselig bliver jeg ramt af panik. For hvad nu hvis min far ikke var der? Og hvad nu hvis vi nåede så langt som til at få tøjet af hinanden? Hvad ville han ikke sige til min krop? Han ville væmmes og råbe af mig eller måske endda begynde at græde og gå sin vej. Og så ville jeg formentligt aldrig se ham igen.

Jeg føler mig mærkeligt nok glad for at min far er kommet tilbage. Ikke fordi jeg er glad for min far, men fordi han brød vores kys. Og jeg smiler ved tanken. Tænk at jeg kan føle mig glad mens min far befinder sig på samme grund som mig. Utroligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...