Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1119Visninger
AA

8. 8

Jeg ved ikke hvordan det vil blive når jeg ser ham. Om han vil være frustreret over at jeg ingenting svarede ham i går eller om han vil være ligeglad og alting går som normalt, fordi han ved at jeg inderst inde også elsker ham. Jeg tror faktisk også at han kan være irriteret over hvor lidt jeg siger. Jeg har ingen anelse om hvordan hans reaktion vil være og jeg har ingen anelse om, om det vil påvirke ham med hvordan jeg møder ham. Hvis jeg bare står stille og kigger ned i jorden, så tror jeg ikke at han vil sige så meget.

Jeg ankommer til skolen efter at have siddet tænksom i bussen i hvad der føltes som alt for lang tid. Jeg længtes efter at se ham og jeg vil gerne fortælle ham at jeg også elsker ham, men jeg kan slet ikke finde min stemme i dag, og jeg ved at det har noget med chokket fra hans kærlighedserklæring i går at gøre.

Der er kun få minutter til klokken ringer og jeg går ind i klasselokalet og sætter mig ved siden af ham. Jeg sidder stille et øjeblik, men så kigger jeg på ham. Han venter åbenbart på at jeg skal gøre et eller andet, for han ignorerer mig så meget han kan, mens han roder sine notater igennem på bordet foran os. Selv om jeg har tænkt det her igennem et stykke tid, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Så jeg drejer kroppen hen mod ham og prikker til ham, så han kigger på mig. Jeg tænker ikke, jeg handler bare efter mit hjerte. Og når alt kommer til alt så er det vel også det vigtigste.

Så snart han ser mig i øjnene føler jeg mig skyldig. Jeg burde ikke sige at jeg også elsker ham. For selv om jeg virkelig elsker ham og jeg vil have det her til at fungere, så vil jeg både skulle føle mig skyldig over at lokke ham tættere og tættere på mig, uden at fortælle ham hvad der er galt med mig og uden at kunne snakke fuldstændig. Og hvis ikke jeg gør det, så vil jeg føle mig skyldig over at have skubbet ham væk.

Jeg folder hænderne i skødet og kan ikke kigge op på ham, men da klokken ringer samler jeg mod til mig og kigger op på ham. Jeg smiler forsigtigt og så tager jeg hænderne op foran mit bryst og former et hjerte. Jeg kigger afventende på ham med et smil jeg ikke selv ved hvad betyder. Han smiler til mig og accepterer, at jeg ikke kan sige det højt. Han forstår godt hvad jeg mener. Jeg elsker også ham. Det er mit svar på hvad han sagde i går. Jeg elsker også ham. Og jeg griner tilbage til ham og mine hænder falder tilbage i skødet på mig, og jeg kigger lettet ned på dem. Jeg vil ikke miste ham. Og jeg vil gerne holde det her forhold kørende så lang tid som muligt.

Fordi jeg kigger ned ligger jeg mærke til at han rykker sig lidt frem på stolen og kort efter tager han blidt fat under min hage og løfter mit hoved så jeg kigger ind i hans øjne. Jeg kan ikke lade være med at smile da han læner sin pande op af min og langsomt kan jeg mærke luften mellem vores læber blive tyndere. Jeg lukker øjnene og koncentrer mig kun om hans ånde mod mine læber og da hans læber rammer mine kysser jeg ham forsigtigt. Jeg kan mærke tilstedeværelsen af resten af klassen rundt om mig og da der kun er få der kører i bussen sammen med os, så er jeg sikker på at de kigger mærkeligt på os. Men alligevel, så giver det vel kun god mening. De to personer uden venner bliver venner. De to personer der aldrig nogensinde har haft en kæreste bliver kærester. Det giver vel alligevel ikke andet end mening.

Og så hører vi lærerindes skridt og hendes stemme runger højt og tydeligt i rummet. Vi trækker os væk fra hinanden og jeg smiler. Jeg ved ikke helt om det er til ham eller til mig selv.

Da vi sætter os ind i bussen er det med vilje at han sætter sig meget tæt på mig, men det er ikke fordi jeg har noget i mod det. Faktisk elsker jeg at kunne mærke varmen fra hans krop og det er ikke noget jeg vil have skal ændre sig. Jeg sidder og kigger ud af vinduet da bussen sætter i gang, og han tager fat i min hånd og sidder og leger mine fingre. Selvfølgelig får det mig til at kigge på ham og så smiler han til mig. Han løfter min hånd og lægger den på hans ene kind, hvor hans læber lyser op i et stort grin og han kigger på mig med sine funklende øjne.

"Jeg håber du mente det der tidligere," mumler han og læner sig så meget frem mod mig at han kan lægge sit hoved på min skulder. "For jeg elsker dig virkelig."

Jeg lukker øjnene og nyder hans ånde på min hud. Jeg drejer hovedet hen mod ham og fletter fingrene ind i hans, og jeg kan mærke hans smil på min hals. "Også mig," hvisker jeg og han kysser min hals forsigtig to gange, inden han læner sig væk fra mig igen.

"Du er det bedste der nogensinde er sket for mig," mumler han igen og den her gang kysser han mig på munden. Jeg lægger armene rundt om hans hals og gengælder hans kys. Han holder fast om mit liv og trækker mig tættere på, men vi bliver revet fra hinanden da bussen stopper med et ryk. Vi kigger begge to ud af vinduet og ser hans hus stå pænt ved siden af alle de andre huse, og han gør mine til at trække sig væk fra mig, men jeg holder ham fast med mine arme.

"Bliv," hvisker jeg og han kigger mig i øjnene et øjeblik inden han smiler.

Vi sidder i armene på hinanden resten af turen. Og det er som om jeg bare glemmer hvem jeg er når jeg sidder med ham. Når jeg ligger hovedet på hans skulder og han hvisker søde ting i mit øre, så glemmer jeg helt at jeg næsten ingen fortid har, og at det nok ikke er os i fremtiden. Han er alt jeg kan tænke på og han er alt jeg kan drømme om.

Bussen stopper og med det samme kan jeg mærke at et eller andet er galt og jeg drejer hovedet hen mod mit hus. Min fars bil holder i indkørslen og jeg ville have siddet og stirret der, hvis ikke det var fordi han hev mig med ud af bussen. Vi står på fortovet og så opdager han også bilen.

Han kigger på mig og jeg tager hans hånd og trækker ham beslutsomt efter mig op af havegangen.

To måneder efter min koma rejste min far på forretningsrejse. Det var sidste gang jeg snakkede med ham. Og det var ikke en hyggelig snak. Vi skreg af hinanden og så rejste han. Det var stadig hans hjem og jeg var stadig hans datter, men det var to år siden han sidst havde været her og fordi vores forhold var så dårligt, så var det sådan vi begge foretrak det. Nu skal jeg ikke bare møde ham igen, han skal møde min kæreste. Min kæreste. Og min far ved ikke at jeg ikke kan tale ordentligt, for han var den sidste jeg snakkede rigtigt med inden jeg helt droppede at bruge min stemme. Jeg må bare håbe at det går godt. Håb er trods alt det der har fået mig gennem livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...