Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1098Visninger
AA

7. 7

Det er næsten midnat, men han følger mig hjem alligevel. Han vil ikke have at jeg skal gå i mørket alene, for han vil ikke have at der sker noget med mig.

Vi går hånd i hånd hen mod mit hus, og da han stopper op ude foran min dør for at kysse mig farvel, så får jeg et sug i maven. Og det føles ikke godt. Da jeg står og kigger på ham forsvinde ned af fortovet og jeg stille lukker døren ind til mit hus, så bliver jeg bange. Jeg bliver bange for, at han er ved at knytte sig for meget til mig.

Jeg er den type, der skubber folk væk. For det går altid sådan, at jeg ender med at blive såret, eller så er det hele godt et stykke tid, og så ender jeg med at såre dem. Men jeg har mine grunde til at skubbe folk væk. Jeg er også blevet så vant til at være alene, at det er mærkeligt når jeg ikke er det mere. Det er mærkeligt, når jeg har en at tænke på om aftenen, og det er mærkeligt, når min mobil viser at jeg har en besked. Det er mærkeligt at blive snakket med, og endnu mærkeligere at blive kysset. Og selv om jeg godt kan lide det, så ved jeg at hvis jeg bare lader det fortsætte, så ender jeg med at såre ham til sidst. Så hellere afslutte det nu, hvor han ikke ved hvordan han føler, end at gøre det senere, når alle hans følelser vælter rundt i ham.

Jeg smækker døren til mit værelse i med foden og det brager så højt, at det får mit hjerte til at briste. Jeg glider ned mod døren og så giver jeg bare op. Jeg lader tårerne strømme ned af mine kinder, kilde på min hals og gøre min bluse våd, og jeg stopper dem ikke.

Det er først da min mobil vibrerer ved siden af mig på gulvet, at jeg snøfter og tørrer tårerne væk fra mine øjne med bagsiden af min hånd, som bliver helt sort af min ødelagte makeup. Min mobil ringer. Den ringer rent faktisk.

Jeg tager den op i hånden og stirrer et øjeblik på den, før jeg tager den.

"Hej," siger han i den anden ende af røret og mit hjerte hopper sådan at jeg udstøder en lav lyd. Og siden jeg ikke snakker, så er det vel godt, for så kan han høre at jeg er her. Han er stille et øjeblik, og selvom jeg helst ville have undgået det, så snøfter jeg og så ved han at jeg har grædt. Han ved det bare. Og ikke kun fordi jeg snøfter, men også fordi min vejrtrækning er høj og uregelmæssig.

"Er du okay?" spørger han stille og jeg nikker, og jeg er sikker på, at han kan fornemme det på den måde min mobil bevæger sig. Og selvom jeg nikker, så er jeg ikke okay. Og det ved han. Han er allerede kommet så tæt på, at han kan kender mig så godt. Og det kan jeg ikke lide.

"Fortæl mig det," siger han og jeg ved ikke hvorfor, men tårerne begynder at trille ned ad mine kinder igen og jeg hulker. Hvordan vil han have at jeg skal kunne fortælle ham, at jeg ikke kan have en eneste ven, uden at skubbe dem væk? Hvorfor skal jeg fortælle ham, at jeg skubber folk væk med vilje? Og hvordan vil han have at jeg skal fortælle ham det, når jeg knap kan sige to ord når jeg snakker med ham?

"Nej," mumler jeg så lavt at jeg ikke tror han har hørt mig og da jeg hører ham sukke i den anden ende af røret hulker jeg igen.

"Quinn," siger han og det føles som om mit hjerte springer et slag over. Det er første gang han siger mit navn og han engleklare stemme får mit navn til at lyde godt. Uden at ville det siger jeg en eller anden lyd, som får ham til at grine sit søde lille grin, inden han igen snakker. "Jeg elsker dig."

Hele verden går i stå i et øjeblik og jeg er lige ved at tabe min mobil. Min hænder bliver svedige og pulsen dunker bag mine håndled og det ringer for mine ører. Jeg kan høre min vejrtrækning blive hurtigere og jeg bliver nødt til at tørre hånden af i mit lår for at mobilen ikke skal glide ud af min hånd. Jeg falder så meget sammen mod døren at jeg næsten ligger helt ned og så lukker jeg øjnene. Jeg ser hans ansigt for mit indre blik. Hans nøddebrune, altid pjuskede hår og hans klare, blå øjne. Jeg ser hans smilehuller komme frem når han griner af noget sjovt, og jeg ser ham kigge på mig i smug. Jeg ser beslutsomheden i hans ansigt når han skal lige til at kysse mig, og jeg ser medlidenheden når han ser hvor grædefærdig jeg er. Og når jeg kigger på ham, så kan jeg se at han elsker mig. Jeg kan faktisk godt se det. Og jeg ved at inderst inde elsker jeg også ham. Jeg ved bare ikke om jeg er parat til at indrømme det endnu.

Og pludselig ramler det hele sammen om mig. Jeg elsker ham. Selvfølgelig gør jeg det, og han elsker også mig. Hvad er det ellers vi laver? Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Skal jeg vise ham, måske endda fortælle ham, at jeg elsker ham? Eller skal jeg skubbe ham væk, før han skubber mig væk?

Jeg kommer først tilbage til jorden da jeg hører ham udstøde et suk. "Jeg synes bare du skal vide det," hvisker han og lægger på. Og jeg kan ikke lade være med at smile. Smile af hvor latterligt det er, smile af ham, smile af mig selv, smile af os to.

Det os to der skal blive ved med at være der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...