Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1117Visninger
AA

6. 6

Det er helt anderledes nu. Jeg vågner og straks har jeg det som om det hele vil ændre sig fuldstændig i dag. Han ligger ved siden af mig og sover stadig. Jeg kravler ud af sengen og skynder mig at få tøj på, for jeg kan mærke at han vågner, og jeg vil ikke have, at han ser min krop. Jeg tager en stor hættetrøje udover en top, og jeg når lige at hive mine sorte bukser på, inden han vender sig om mod mig og kigger på mig.

Han smiler til mig og rejser sig så op. "Hej," siger han og jeg smiler tilbage som en hilsen.

Vi går til skole sammen, da vi har masser af tid. Han snakker ikke så meget som han normalt gør i bussen, men han snakker. Jeg har lyst til at stille ham en masse spørgsmål, for jeg vil vide, hvorfor han kom igår. Men jeg kan næsten ikke snakke. Og jeg vil gemme min stemme til senere. Jeg vil snakke med ham i bussen. Jeg vil meget hellere snakke med ham der.

Og midt i en sætning griber han ud efter min hånd. Og han snakker bare videre, som om han ikke har gjort det, og jeg stirrer et øjeblik på vores hænder, der sidder sammen, og så kigger jeg op på ham. Han kigger bare på mig med et grin, og så lader jeg bare vores hænder være. Jeg er bare ikke vant til det og derfor kommer det så meget bag på mig. Lige som hans kram. Og hans kys. Min første bekendte. Min første ven. Min første kæreste.

Jeg ved ikke hvad vi er og jeg er ligeglad.

Folk kigger på os, når vi går ind på skolen hånd i hånd og uden at have kontrol over mig selv, så griner jeg. Jeg griner faktisk af en af de ting han siger til mig, og han kigger forbløffet på mig. Jeg smiler bare til ham, og så griner han også. Jeg føler mig så glad. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst grinede, så det kommer også bag på mig.

Og folk de stirrer på os, fordi vi går grinende hånd i hånd. Vi ligner et kærestepar. Jeg ved bare ikke om vi er det. Vi krammer og han kysser mig på kinden og holder mig i hånden. Jeg er sikker på, at vi kommer til at kysse en hel del mere. Og vi bliver helt sikkert kærester, men jeg ved ikke om vi allerede er det eller om det bare er noget vi bliver.

Han snakker endda til mig i timerne. Mens læreren snakker læner han sig hen til mig og hvisker noget til mig. Jeg svarer på min tavse måde eller også griner eller smiler jeg.

Da klokken ringer venter han på mig i døren, mens jeg pakker mine ting sammen. Jeg smiler til ham og tager hans hånd, og buschaufføren stirrer på os, da vi går hånd i hånd op i bussen og indtager vores sædvanlige pladser.

"Jeg har ikke lyst til at snakke," mumler han til mig, da vi sætter os ned.

Jeg ryster på hovedet. "Nej," hvisker jeg og han smiler til mig.

"Jeg elsker din stemme. Jeg ville ønske du ville sige mere," siger han, mens han læner sig tilbage og kigger på mig med halvåbne øjne.

Jeg trækker på skuldrene og ligger mig op af ham. "Også mig," siger jeg med den sidste del af min stemme og han griner og kysser mig i håret. Måske er vi kærester. Vi opfører os i hvert fald sådan. Og jeg elsker den måde vi opfører os på. Det er dejligt at kunne opføre sig på den her måde. Jeg er mig selv. Jeg kan endda snakke.

Jeg har virkelig savnet at snakke. Fordi min far aldrig er hjemme og jeg ingen venner har haft før, så lod jeg bare være med at snakke. Og et stykke tid var jeg bange for at jeg havde mistet stemmen, for hver gang jeg prøvede at snakke kunne jeg ikke. Det gjorde ondt i min hals og jeg kunne ikke få min tunge til at bevæge sig.

Men jeg manglede måske motivation. Og det havde jeg fået nu. Han var fuldstændig ligeglad med om jeg snakkede i starten. Det at jeg lyttede var nok. Og på et tidspunkt ville det blive hans tur til at lytte, for på et tidspunkt ville jeg kunne snakke helt rigtigt, ligesom jeg engang gjorde. Han gav mig stemmen tilbage. Han gav mig lysten til at snakke igen. Det var helt fantastisk. Jeg kunne slet ikke huske hvordan jeg lød, jeg kunne slet ikke huske hvordan man snakkede. Og nu kunne jeg. Og jeg ville aldrig glemme det så længe jeg har ham.

Bussen stopper og han tager min hånd og rejser sig. Jeg kigger op på ham og han siger "kom" og smiler. Og jeg rejser mig og følger med ham. Jeg går med ham ind i hans hus og jeg går med ham ind på hans værelse.

Det første jeg ser når jeg går ind af døren er de blå vægge. Hans vægge er blå ligesom havet og et enkelt sted er der malet en grøn fisk. Der hænger en plakat af et rockband på væggen og jeg smiler. Dagslyset kommer ind gennem vinduerne og gør værelset lyst, men jeg kan forestille mig, hvor dystert det må være om aftenen.

Hans værelse er sødt. Det er helt normalt og det ser ikke ud som om det er en dreng der bor der. På en af hans vægge står der en masse ting skrevet med en sprittusch og jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg læser dem. Det er en masse romantiske tekster.

Jeg hopper forsigtigt, da han kommer bagfra og tager fat om mig. Han holder fast om livet på mig og jeg lægger mine arme over hans, mens jeg læser videre på hans væg.

"Jeg er lidt af en poet, jeg ved det godt," siger han og jeg kan mærke hans smil, for hans ansigt er helt op af mit.

Han kysser mig på kinden og kaster mig så ned i sengen. Han kan godt lide at få mig til at grine, og jeg ved ikke, om det er fordi han kan lide lyden af mit grin, eller fordi han ved, hvor lang tid siden det er jeg sidst grinede.

Og jeg føler mig så glad i lige det øjeblik. Jeg har aldrig været så glad før. Jeg føler mig lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...