Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1109Visninger
AA

5. 5

Det var akavet i timerne. Han snakkede ikke til mig på noget tidspunkt, men jeg blev ved med at se over på ham, og når han med et smil mødte mit blik kiggede jeg bare væk. Det var nok kun akavet for mig, for han så ud som om han nød hvordan jeg opførte mig.

Vi lavede faktisk ikke så meget andet. Om morgenen tog jeg i skole alene. Så sad jeg ved siden af ham i fire timer, og så kørte jeg hjem igen med ham snakkende ved siden af mig. Og når jeg så kom hjem, så tænkte jeg på ham. Og så begyndte jeg at læse eller tegne. Jeg tegner meget, når jeg er alene. Hele tiden og derfor er væggene på mit værelse fyldt med alle mine tegninger. Farverige mønstre og sort/hvide mænd. Der hænger alt på mine vægge.

Jeg kan se ham komme gående hen mod bussen og samler alle mine kræfter. Da han går frem mod mig og sætter sig smilende ved siden af mig kigger jeg bare på ham. Og jeg ved, at han kan mærke at jeg vil sige noget.

Jeg synker og jeg kan mærke min tunge støde på mine tænder, men kan ikke åbne munden og snakke. Og det er svært for mig og tager mig flere minutter, inden der faktisk kommer et ord over mine læber.

Det var ikke før i går jeg indså, at jeg faktisk kunne have følelser for ham. Og at jeg faktisk vidste alt om ham, undtagen hans navn. Og jeg havde bestemt mig for at spørge ham om det. Selv om jeg vidste, at han også ville spørge mig om mit navn, så vidste jeg dog ikke, om jeg kunne sige så meget på en gang.

"Dit..." siger jeg svagt og han kigger på mig med store øjne. Jeg synker og fumler med fingrene.

"Dit navn?" spørger jeg så han kan høre mig og jeg bliver så genert over at skulle spørge om det, at jeg kigger ned på mine hænder, der har fat i kanten på min bluse.

"Gabriel," svarer han med et sødt grin, som jeg aldrig har hørt før. Måske er det fordi jeg ikke har snakket med ham, men kun lyttet til ham. "Dit navn?"

Jeg nikker og kigger ud af vinduet. Jeg prøver så meget jeg kan, men jeg får ikke rigtig sagt noget. Jeg åbner munden og der kommer noget, der kunne minde om en hvisken ud, men det kan næsten ikke høres.

Og så ved jeg hvad jeg skal gøre. Jeg trækker en blok frem fra min jakkelomme og skriver mit navn på den og rækker den til ham. Da han kigger op på mig smiler han. Jeg har skrevet "Quinn" med store bogstaver. Han rækker mig blokken igen og vi snakker ikke mere.

Men så stopper bussen, og pludselig bliver jeg ærgret over, at jeg ikke selv kunne sige mit navn højt. Og jeg kan ikke lide, at han ikke har snakket til mig, siden han kyssede mig igår, men det søde grin han kom med før må have betydet et eller andet.

Og han kysser mig på kinden og siger "farvel" inden han forlader bussen. Intet andet. Bare et kys på kinden og et farvel. Selv om min kind brænder lige der hvor han har kysset mig og min mave gør oprør med mine følelser, så føler jeg mig også forvirret.

Hvad er det han har gang i? Og hvorfor kan jeg ikke bare snakke helt normalt? Jeg er i tvivl om det er mig eller ham, der gør det kompliceret. Jeg er godt klar over, at det ville være meget nemmere, hvis jeg snakkede. Men hvis jeg kunne snakke som ham, så ville vi aldrig være som vi er nu.

Og tiden går. Jeg sidder i min vindueskarm og kigger ud af vinduet. Det regner virkelig voldsomt og et par gange i timen er der et lyn der lyser himlen op. Selv om jeg hører musik, så kan jeg stadig høre regnen slå på ruden, og når jeg sætter hænderne op og rører ved den, så bliver mine hænder virkelig kolde.

Og så banker det på døren.  Jeg når lige at kigge på klokken inden jeg rejser mig. Den er næsten midnat og det får mig til at undre mig over, hvem der vil mig noget så sent om aftenen, for jeg har en ven, og jeg regner ikke med at det er ham.

Men det er det. Jeg åbner døren og han står derude drivvåd og kigger på mig.

"Må jeg komme ind?" spørger han og jeg træder til side i døren, så han kan komme ind. Jeg er alene hjemme. Min mor er død og min far er altid på forretningsrejse. Eller det vil sige, at han tog af sted efter min koma og ikke har været tilbage siden. Han indsætter penge på min konto, men det gør ham ikke til min far. Så jeg er altid alene, men jeg har vænnet mig til det. Altså indtil jeg fik en ven, som mindede mig om ensomheden i mit hus.

Jeg ved ikke hvorfor han er her eller hvad han vil, og jeg kan ikke snakke. Min mund er alt for tør og min hals gør ondt, så jeg siger ikke noget og det gør han heller ikke, men følger bare efter mig ind på mit værelse.

"Undskyld," siger han lige så stille, når vi sidder på mit værelse. Han sidder på min seng og kigger på sine hænder og jeg sidder på min stol og kigger på ham. Da han kigger op og møder mit spørgende blik forklarer han; "Undskyld, at jeg bare dukker sådan op, men jeg kunne bare ikke være alene."

Jeg nikker. Jeg forstår ham, for jeg er alene hele tiden.

Og pludselig bliver jeg bange. For klokken er mange og han tager sandsynligvis ikke hjem igen før i morgen. Men der er så mange ting han ikke ved om mig, og jeg er ikke klar til at ofre mig så tidligt i sådan et forhold, som vi kan få.

Jeg har aldrig fortalt min største hemmelighed til nogen, og jeg ved ikke om jeg ville kunne fortælle det til ham. Nu er vi allerede kommet så godt igang, at jeg er bange for hvad det vil gøre ved vores forhold, fordi jeg er fuldstændig sikker på, at det vil ændre et eller andet. Jeg ved, at han har fortalt mig alt han kan om sig selv. Han har virkelig ikke mere at skulle have sagt, hvorimod jeg mangler at fortælle næsten alt om mig selv.

Jeg har lånt ham en trøje og nogle bukser. Vi ved ikke hvilken slags forhold det her er, men da jeg gaber synes han at jeg burde sove. Jeg sover i min store hættetrøje, da jeg ikke bryder mig om, at han skal kunne se min krop. Vi ligger med ansigterne ind mod hinanden i min seng, og da jeg lukker øjnene kan jeg mærke at han betragter mig og det får mig til at smile. Han ligger sin hånd ovenpå min og kort efter falder jeg i søvn. Jeg føler mig virkelig tryg i hans arme og jeg håber jeg kan blive ved med at have det sådan i lang tid. Eller så lang tid det nu varer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...