Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1156Visninger
AA

4. 4

Jeg føler mig ude af stand til at se ham. Men jeg er nødt til det og da jeg kommer ind i klassen kigger han på mig. Han kigger bare på mig. Og han siger ikke et eneste ord til mig hele dagen, hvilket får mig til at hive et papir frem og tegne. Jeg kan mærke at han kigger på mig, men han siger ikke noget. Jeg ved ikke hvad han har gang i, men jeg tror bare at han ignorerer mig.

Det forbløffer mig, da han så sætter sig ved siden af mig i bussen. Og han snakker ikke, men hiver sin egen musik frem og så lytter jeg til den sammen med ham. Vi hører hans ynglingssang. Og jeg ved mere og mere om ham efterhånden.

Bussen er på vej hen mod hans hus og han slukker for musikken og retter sig op. Jeg kigger bange på ham, for jeg ved ikke hvad han vil gøre, men det ligner at han vil kramme mig. I stedet siger han "du er helt okay" lige inden busdørene åbner sig. Og han kysser mig på kinden lige ved siden af min mund. Jeg stivner bare og han går ud af bussen.

Og jeg er ligeså lamslået hele dagen. Jeg kan ikke gøre noget som helst andet end at tænke tilbage på ham. Jeg vidste lige fra starten, at det ikke bare kunne være et venskab. Men så hurtigt. Og sådan her. Jeg ved ikke, om han bare gør det, for at give mig mod til at snakke. Men det er præcis hvad det gør.

Og næste dag sidder jeg i bussen og venter på ham. Jeg kan se ham komme gående og kigge på mig. Og da han stopper op og skal til at sætte sig ned, gør jeg det. Jeg gør mig klar. Mine læber dirrer og min mund føles klam og tør. Jeg kan næsten ikke bevæge tungen, men jeg får åbnet munden og bevæget kæberne. "Hej," hvisker jeg så lavt at han kun akkurat kan høre mig. Og han stirrer. Han stirrer så meget på mig, at man skulle tro jeg var noget overnaturligt. Han gør ikke andet end at stirre og selv da bussen stopper og han skal af, stirrer han bare. Jeg skubber til ham, men han går ikke af bussen.

Det gør mig ked af det, at han ikke kan andet end at stirre. Så jeg tager min musik i ørerne og vender mig væk. Han bevæger sig slet ikke, og jeg ved at han stadig bare stirrer på mig.

Men da jeg skal af bussen følger han efter mig. Og hans øjne er stadig store, men han stirrer ikke mere. Han er bare forbløffet, men han vidste jo at det ville komme.

Og han følger efter mig hele vejen hen til mit hus, hvor jeg vender mig om mod ham og bare kigger på ham. Præcis som han har gjort hele turen.

Og det er som om han vågner op lige der. Han smiler til mig og siger "hej". Han svarer på mit hej. Og jeg smiler bare til ham og vender mig om. Jeg skal til at gå ind i mit hus, men han tager fat i mig og vender mig om.

Jeg brugte alle mine kræfter på det lille ord og jeg kan ikke sige mere. Det ville også forbløffe ham endnu mere. Men jeg har lyst til at snakke til ham og jeg har lyst til at sige en masse ting og stille en hel masse spørgsmål, men min mund er lam.

Og han trækker mig ind i et kram. Og jeg krammer ham, for jeg ved at vi har brug for det lige meget begge to.

Og jeg elsker det. Et øjeblik elsker jeg det at have en ven. Måske ville jeg endda kunne finde på at sige, at jeg elsker ham. Jeg elsker at blive krammet, jeg elsker at der er en der forstår mig uden at jeg overhovedet behøver at snakke. Jeg elsker at jeg bare kan være mig selv. Jeg elsker at han snakker så meget og er ligeglad med om jeg snakker.

Men så trækker han sig væk fra mig. Eller kun med hovedet, og da jeg åbner øjnene for at kigge på ham, ser jeg hans hoved nærme sig mit. Og før jeg kan gøre noget, så kysser han mig. Mit allerførste kys af min allerførste ven nogensinde. Og udfra hvad jeg har set i film og læst i bøger, så kysser han godt.

Jeg føler mig helt forulempet og mine arme holder ikke længere fast på ham. Jeg står bare helt stille, mens hans læber forsigtigt rører ved mine. Og han holder stadig om mig med armene, men trækker sig så væk igen. Jeg kan mærke på ham, at han ved hvordan jeg har det. Hvordan jeg føler lige nu. Og han trækker sig grinende væk mens han hvisker "hej" og så går han fra mig. Den her gang er det mig der stirrer efter ham og mig der er målløs.

Jeg vidste virkelig meget om ham. Der var bare en ting han aldrig havde fortalt mig. Sit navn. Jeg var lige blevet kysset af min ven, som jeg ikke engang vidste hvad hedder. Og det føltes forkert ikke at vide det.

Og jeg ved hvad den følelse jeg har i maven betyder, hver gang jeg er sammen med ham. Når han krammer mig, kigger på mig, eller i det hele taget bare snakker til mig. Jeg er forelsket. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg genkender den følelse. Ikke fra film eller fra bøger, men jeg synes bare jeg har haft den før, selv om jeg ved, at det er helt usandsynligt, da jeg aldrig har fået et kram eller et af den slags blikke, som han kigger på mig med, fra nogen anden.

Og dog ved jeg, at jeg ikke kender den her følelse fra film. Den der følelse du får, når du ser en intim kærlighedsscene i fjernsynet, og du synes personerne passer så godt sammen, at du får ondt i maven af bare spænding. Eller når du læser om to forelskede personer, og du ikke kan tage øjnene fra bogen et øjeblik. Selv om jeg har set et stort antal film og læst en hel masse kærlighedsbøger, så er det ikke derfra jeg kender følelsen.

Og jeg har det som om jeg burde mindes min fortid, men jeg kan ikke huske noget. Jeg kan ikke huske længere tilbage end for to år siden. Jeg ved bare, at jeg en dag vågnede op på hospitalet, fra noget jeg fik at vide var en svag koma og et hukommelsestab, hvor jeg mistede hele mit tidligere liv. Men ærlig talt havde jeg det fint nok med det.

Det værste jeg fik at vide, da jeg vågnede op, var at jeg muligvis kunne blive stum. De fortalte mig, at jeg skulle blive ved med at snakke og at jeg ikke måtte gå en dag uden at snakke, for så ville mine muligheder for at miste stemmen blive større. Men jeg var ligeglad, for jeg havde alligevel ingen at snakke med. Og jeg fandt mig bare i, at jeg næsten ingen stemme havde. Til tider hviskede jeg, og nogen gange kunne jeg gøre min stemme så kraftig, at den kunne høres helt normalt, men så kunne jeg dog heller ikke sige mere end tre ord.

Hvis jeg rent faktisk er forelsket, for jeg ville ikke udelukke tanken om at vi faktisk kunne blive kærester, så ved jeg, at jeg bliver nødt til at snakke med ham. Og det kommer til at blive så svært for mig. Jeg har sagt et ord på tre stavelser til ham, og han har allerede kysset mig, uden at han ved særlig meget om mig.

Men jeg tror virkelig, at jeg vil kunne kæmpe hårdt for det her. Siden jeg på en eller anden måde kun har levet i to år, så er han min første ven og mit første kys. Og hvis det kræver at jeg finder min stemme og begynder at snakke igen, så vil jeg med glæde gøre det. For vi kunne virkelig blive til noget stort. Det er jeg helt sikker på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...