Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1098Visninger
AA

3. 3

Der er gået tre uger, siden jeg smilede til ham. Vi sidder i bussen igen, og jeg ved, at idag vil han snakke til mig. Igen. Men jeg tror ikke han vil fortælle. Jeg tror meget hellere han vil lytte, men han ved hvor genert jeg endnu er. Jeg tror han vil spørge. Jeg ved han vil spørge. Og jeg vil prøve at svare.

Vi sidder i bussen og han har vendt sin krop om. Han sidder ikke vendt mod mig og jeg sidder ikke med hovedet mod ham. Men han øjne er stadig lukkede.

"Jeg ved," siger han og åbner øjnene og kigger på mig, "at vi vil blive gode venner. Jeg ved det bare." Og jeg åbner øjnene og kigger ind i hans, som er fyldt med smerte. Og jeg ved det også. Vi vil blive gode venner.

Jeg nikker. Jeg kan ikke snakke. Jeg kan mærke hvor tør både min hals og mund er. Og et øjeblik frygter jeg, at det ikke kun er fordi jeg ikke har snakket i så lang tid. Jeg tror, at det kan have noget at gøre med ham, men jeg smiler bare anstrengt og vender hovedet.

Og sådan går dagene. Han siger et par sætninger om dagen og jeg har åbne øjne og kigger ind i hans øjne. Jeg ser noget i hans blik, som jeg aldrig før har hørt i hans ord. Smerte. Og han lærer så meget om mig. Og vi føler virkelig at vi kender hinanden. Men jeg kan ikke snakke endnu. Jeg er ikke helt klar endnu og han ved det, men jeg ved, hvor taknemmelig han er for, hvor langt jeg allerede er nået.

Og jeg har intet imod kontakten af vores hud mod hinanden. Også selv om det er mere akavet, når vi kigger ind i hinandens øjne. Men han ligger helt op af mig, så jeg får ondt i skulderen. Og vi har hovederne mod hinanden, så vores næser kun er få centimeter fra hinanden. Vores ben rører ved hinanden og jeg kan mærke, når han ryster, hvilket han gør tit. Og når vi ikke vil snakke, så tager jeg min musik frem og vi lytter til det samme musik.

Han kender mig godt nu. Han ved hvad der er min ynglingssang. Han spurgte og jeg skruede helt op for lyden. Han blev så glad for det, at han lænede sig så langt frem, at vores næser rørte ved hinanden. Jeg blev helt forbløffet og skulle til at trække mig væk, men han smilede bare. Og så blev jeg liggende.

Han er min eneste ven. Og jeg er hans eneste ven. Men vi har det godt sammen. Han tog min mobil på et tidspunkt. Og jeg kiggede forundret på, hvad han lavede. Han oprettede en kontakt med et nummer under navnet "ven". Og jeg ved at det var ham og jeg kunne ikke lade være med at smile. Ven. Det var der ordet for alvor fik betydning.

Og jeg sidder i bussen. Jeg går ud, jeg går ind i klassen og jeg sætter mig ned. Men når jeg kigger mig rundt, kan jeg ikke se min ven. Og han er der ikke resten af dagen. Jeg føler mig så utrolig trist, at jeg begynder at tegne. Jeg tegner kun, når jeg er virkelig trist. Og måske vil han se det og måske vil han lære mere om mig, bare fordi han ikke er i skole.

Men jeg drister mig selv. Jeg skriver til ham. Og jeg ved, at han ikke har tænkt på min stemme. Ikke før den besked i hvert fald. Jeg skriver "hej ven". Og jeg ved at han har forestillet sig stemmen til den besked. Og han har ikke kunne gøre det. For jeg har ingen stemme, når han ikke er her. Det er kun med ham, at min stemme bliver kraftig nok. Og jeg savner ham i de fire timer der går. Og jeg savner ham i bussen hjem. Så meget at jeg ligger mig sådan, at jeg fylder begge sæder. Fordi ingen andre kan tage hans plads.

Og jeg kommer hjem og smækker med døren. Jeg græder. For første gang i lang tid. For første gang siden jeg smilede til ham. Jeg græder fordi jeg føler mig så ensom igen. Jeg græder fordi jeg har været alene i dag.

Og jeg gør det, jeg aldrig troede jeg ville gøre. Jeg ved hvor han bor. Jeg har altid kigget efter ham, hver gang han er gået ud fra bussen. Jeg har set ham gå ind i et hus, som jeg nu er på vej hen til. Og jeg stiller mig op på trappetrinet og lader min hånd banke på døren.

Jeg ved hvordan jeg ser ud. Mine øjne er hævede og røde. Der er spor af tårer på mine kinder. Og mit hår er en katastrofe. I et øjebliks frustration ødelagde jeg min bluse, så man kan se min mave. Men jeg er fuldstændig ligeglad. Og jeg skal til at græde endnu mere, da døren går op. Og han træder ud og kigger på mig.

Jeg kan ikke lade være og endnu flere tårer falder ned af mine kinder. Mine læber dirrer og jeg træder frem. Jeg ved hvor forvirret han er, men når ikke at se det i hans ansigt, for jeg trækker ham ind til mig i det første kram jeg nogensinde har givet og fået. Og han holder om mig. Han holder om mig og hvisker i mit øre. Jeg gør hans bluse våd af mine tårer og da jeg indser, hvad jeg har gang i giver jeg slip. Jeg vakler tilbage og stirrer på ham. Jeg stirrer bare og ryster på hovedet. Så stikker jeg af. Mit værste træk nogensinde. Jeg stikker af. Jeg bakker væk fra ham og så løber jeg. Jeg løber bare væk. Og jeg kigger tilbage og ser ham stå der i døren. Og jeg stikker af fra min ven, fra mit kram, fra mine tårer på hans skulder.

Og jeg gør det samme som før. Jeg smækker med døren og jeg græder. Jeg græder lydløst, for jeg har efterhånden mistet al min lyd. Jeg kan ikke engang snakke. Jeg kan ikke engang snakke med min ven. Min eneste ven. Min første ven. Min bedste ven. Jeg kan ikke engang sige hej. Og jeg føler at der er et eller andet galt med mig. Jeg føler at jeg burde kunne snakke med min ven. Bare ham som den eneste.

Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke snakke og jeg kan ikke være sådan. Jeg kan ikke engang kramme. Jeg kan kun græde. Jeg kan græde lydløst over at jeg er så ensom. Jeg kan græde over fremtiden og jeg kan græde over alting. Selv uden en grund kan jeg græde.

Og jeg ønsker, at jeg bare sad i bussen lige nu. Bare sad og hørte musik med ham, mens jeg lå helt op af ham og vores ansigter mod hinanden. Jeg ville ønske at jeg bare kunne være normal. At jeg faktisk kunne have en ven for en gangs skyld. At jeg faktisk ville kunne beholde en ven. At jeg faktisk kunne være en ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...