Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1097Visninger
AA

2. 2

Igen sidder vi i bussen. Der sker ikke så meget andet end det. Jeg ved ikke hvad han vil gøre, hvis jeg aldrig siger noget. Men så genert er jeg måske heller ikke, og det ved selv han. Jeg har også flere gange undret mig over, hvilket indtryk han har fået af mig, og tit har jeg været tæt på at spørge ham, men taget mig selv i det. Jeg ville godt kunne spørge og få et svar, men så tror jeg, at han ville tro, at jeg faktisk deltog i samtalen og ikke bare lyttede igen. Og det er jeg ikke klar til. Jeg vil bare spørge og få et svar, og så kan han snakke videre, men udfra det indtryk jeg har fået af ham, så ville han nok ikke se det sådan, så jeg er stille.

Og han ignorerer mig. Igen. Der er altid en dag om ugen, hvor han vælger at ignorere mig. De andre fire dage, hvor vi kører i bus sammen, der snakker han løs. Så meget, at selv ikke en brand ville kunne lukke munden på ham. Men jeg synes det er hyggeligt, men måske har jeg også bare vænnet mig til det. Det er ligesom en rutine for os begge. Han snakker og jeg lytter. Altid det samme.

Og jeg har taget en beslutning, som han ikke kender noget til. Da vi er sammen fire timer om dagen plus den tid vi bruger i bussen, så ved han en del om hvordan jeg handler. Hvordan jeg tager beslutninger uden at tale. Jeg siger næsten intet. Jeg svarer ikke læreren, jeg skriver ned. Jeg tager notater, og mine beslutninger bliver taget i stilhed, men kan også ses så meget på mig, på det jeg efterfølgende gør, om jeg har bestemt mig for, at han efterhånden ved, hvordan jeg tager beslutninger. Han iagttager mig, fordi jeg ikke snakker, og jeg gør det lige omvendte. Fordi han snakker, så lytter jeg. Jeg ved alt om ham, men ikke hvordan han er. Han ved intet om mig, men hvordan jeg er.

Jeg vil gerne snakke til ham. Jeg vil virkelig gerne prøve. Men jeg er bare ikke rigtig klar. Jeg vil tage det et skridt af gangen. Men jeg er fuldstændig sikker på, at jeg ikke vil kunne snakke til ham på andre tidspunkter end i bussen. Måske ville jeg kunne driste mig til faktisk at kigge på ham når han taler til mig i skolen, men bussen er det sted, hvor jeg lytter og måske endda kommer til at snakke.

Og jeg kan mærke hans blik hvile på mig. Jeg ved at jeg er klar. Ikke til at snakke, men jeg er klar til at give ham det indtryk af, at jeg er klar. At jeg er klar til at være hans ven. At jeg er klar til at kigge på ham, mens han snakker, så han ikke ligner en idiot der snakker til sig selv i andres øjne. Jeg vil vise ham, at jeg er modig. At jeg ikke vil være alene længere. At hans snak har været interessant og at netop hans modige sind har givet mig min stemme tilbage.

Men han ignorerer mig. Det er lige den dag, hvor jeg tænker at jeg har modet, at han vælger at ignorere mig. Men jeg kan mærke hans blik på mig og jeg ved, at han ikke sidder mere end tre pladser væk fra mig. Og jeg åbner øjnene og drejer hovedet. Han kigger chokeret på mig. Han ser lammet ud og han stirrer bare på mig, mens jeg smiler så forsigtigt jeg kan og drejer hovedet igen og tager min musik i begge ører. Jeg ved ikke hvordan han vil reagere. Så godt kender jeg ham ikke.

Og der går flere minutter, før jeg hører ham samle sine ting op og han dumper ned på sædet ved siden af mig. Han sidder med hele kroppen vendt mod mig og jeg smiler. Jeg smiler rent faktisk, og jeg ved ikke om det er af ham eller til ham, men jeg smiler. Og det er da en begyndelse.

Han ser stadig helt forbløffet ud. Men han er langsomt ved at forstå det hele. Jeg slukker for min musik og drejer hovedet hen mod ham. Men jeg åbner ikke øjnene, for jeg vil ikke møde hans blik igen. Jeg vil bare have, at han ved at jeg er klar og at jeg er modig nok.

Og han smiler tilbage. Jeg kan mærke at han smiler. Jeg kan mærke alt han gør. Og han læner hovedet tilbage, og lukker også øjnene og sådan sidder vi. Det er bare sådan vi sidder fra nu af.

Jeg regnede med, at han var hurtigere. Men måske er det fordi jeg har været tavs så længe, eller ikke bare tavs, for det er jeg stadig, men måske fordi jeg har været, som jeg var, at han ikke forstår mig nu. Han forstod ikke mit smil. Han ved, at det var en hentydning, men han er i tvivl om hvor meget han må gøre. Om han må driste mig til at tale og han er så lamslået over, at jeg endelig tog mig mod til at smile og kigge på ham, at han ikke selv kan snakke. Han kan ikke selv snakke. Ikke længere fortælle mig ting, ikke længere spørge mig om ligegyldige spørgsmål, som alligevel kun hænger i luften i to sekunder, inden han griber hul på næste emne, fordi han alligevel ved at jeg ikke vil svare ham.

Men efterhånden bliver han sig selv igen. Men alligevel så ændrede jeg det hele med et smil og ved at åbne mine øjne. Jeg hører ikke længere musik, for jeg vil gerne kunne høre ham fuldstændig, når han snakker igen. Og han snakker ikke, fordi han ikke har noget at snakke om længere. Jeg har hovedet vendt mod ham, og han har kroppen vendt mod mig og sin taske i skødet. Han krammer sin taske, som om den er det han har nu. Vi har begge lukkede øjne, for vi vil ikke kigge på hinanden. Men han er langsomt ved at finde fatningen igen.

Og jeg ved det, for jeg kan mærke det og jeg kan høre det. Han rømmer sig et par gange under en bustur nu, men han siger ikke noget. Han skal lige til det og han bevæger sig uroligt, fordi han holder ordene tilbage. Han er i tvivl om hvordan han skal formulere sig nu, fordi han ikke ved hvordan jeg skal høre det. Han er bange for at jeg har ændret mig. Men jeg har lyst til at åbne munden og sige, at det har jeg ikke. Han har bare givet mig mit mod tilbage.

Og jeg ønsker virkelig, at han åbner munden og snakker igen. Jeg savner hans stemme. Mine ører gør ondt, fordi han ikke længere snakker. Jeg er bange for at miste interessen for ham, mens han interesse for mig bliver større og større for hver dag. For mens han finder modet til at snakke til mig igen, finder jeg modet til faktisk at snakke. Og han ved, at næste gang han snakker, så vil alting være forandret. Han vil ikke længere bare fortælle. Han vil spørge. Jeg vil svare. Måske senere hen fortælle. Og han er bange for hvordan min stemme lyder. Jeg er bange for hvordan min stemme lyder. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan snakke. Det er så lang tid siden jeg har sagt et ord, at jeg ikke ved, om jeg stadig har min stemme. Men det er lige meget, for hvis han ikke snart snakker, så glemmer jeg alting. Så glemmer jeg hans fortællinger, hans bevægelser, hans smil. Så glemmer jeg det hele. Og det vil jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...