Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1112Visninger
AA

15. 15

Jeg vågner da min mobil ringer ved siden af mig. Hele min seng vibrerer og jeg får et så stort chok, at det tager mig lang tid før jeg sætter mig op og rækker ud efter min mobil for at svare den. Lyset er så skarpt at jeg ikke kan se noget, så jeg svarer uden at vide hvem det er. Men så snart jeg hører hans åndedræt i den anden ende af røret, så ånder jeg ud. Gabriel.

Min hals brænder og det er umuligt for mig at snakke, så jeg siger ikke noget og det gør han heller ikke. Jeg kigger på det skarpe lys på mobilen og ser at klokken er lidt over to. Jeg har lyst til at spørge hvorfor han er vågen nu, men det føles som har der været brand og min hals har fanget al røgen.

"Quinn," hvisker han grådkvalt. Jeg sukker og bliver selv helt ked af det. Han har grædt. Ham der aldrig er ked af noget. "Vil du ikke komme?" Han snøfter og jeg kan lige forestille mig hvordan han ser ud med tårevædede kinder og rød næse. Jeg hoster lidt og prøver at sige "ja", men det eneste der kommer ud er en pibelyd. Jeg rømmer mig og hvisker det hæst, så han kan høre mit svar.

"Tak," hvisker han tilbage og så lægger han på. Jeg skynder mig, for jeg ved at han har brug for mig. Jeg trækker de første par bukser på der er, og en stor hættetrøje udover min undertrøje, jeg tager min mobil i lommen og stikker fødderne i de hurtigste par sko. Jeg finder et stykke papir og skriver hurtigt ned "Er hos Gabriel" med store blokbogstaver, og lægger den på køkkenbordet hvor min far kan se den. Han vil sikkert sætte pris på den seddel, og jeg er sikker på, at uden en forklaring ville han begynde at lede efter mig eller forhøre mig fuldstændig når jeg så kom hjem igen.

Jeg løber af sted til min kærestes hus. Lyset er tændt på hans værelse og jeg kan se ham stå i vinduet nede i køkkenet, hvor en enkelt lampe viser smilet i hans grædefærdige ansigt. Han åbner døren inden jeg overhovedet er gået væk fra fortovet og da han træder det ene skridt tættere på mig, ved jeg hvor meget han har brug for et kram, og jeg løber resten af vejen direkte ind i hans arme. 

Jeg er ikke helt sikker på om det er mig der krammer ham eller omvendt. Jeg trykker ham tæt ind til mig, men han holder så beskyttende om mig, at jeg et øjeblik føler, at det er mig der behøver et kram. Men det er ikke mig der er ked af det. Han holder så hårdt fast om mig, at jeg føler mig svimmel. Jeg føler at jeg suger al hans kropsvarme til mig og at vi bliver til en.

"Jeg elsker dig," hvisker han hæst. "Jeg elsker dig så højt." Der er gråd i hans stemme igen og jeg kan mærke en tåre dryppe ned i mit hår. Jeg knuger ham bare endnu tættere ind til mig, ude af stand til at sige noget, hvilket også bringer tårerne frem hos mig. Hvor vil jeg dog gerne fortælle ham hvor meget jeg elsker ham. Og nu er vi en. Vores tårer og varme og stemmer og hud er et med hinanden nu.

Vi går direkte i seng. Jeg drister mig endda til at tage mine bukser af og bare sove i min hættetrøje den her gang, og vi ligger tæt ansigt mod ansigt og bare ånder på hinanden. Ingen af os har sagt et ord siden krammet. Han ligger og kærtegner min kind og jeg betragter bare hans smukke øjne. Men jeg er nødt til at vide hvad det er der har gjort ham så ked af det, også selv om det vil skabe den værste brand i min hals nogensinde.

"Fortæl," mumler jeg hæst og hoster så forfærdeligt bagefter. Branden er slem, men det er værre ikke at vide hvad der har gjort ham så ked af det.

Han sukker og rykker sig lidt tættere på mig. "Det er ikke noget. Du får det at vide når jeg er klar. Lad os nu bare nyde den her nat sammen. Jeg elsker dig så meget," mumler han og læner sig frem for at kysse mig. "Lad os nyde hvert øjeblik." Jeg smiler til ham og nikker.

Den næste time går bare med at han snakker lidt og vi kysser lidt og da jeg gaber siger han at vi nok burde sove. Klokken er næsten fire og det er skoledag imorgen, men jeg har bare ikke lyst til at sove. Jeg vil tilbringe hvert vågent øjeblik med ham, og alligevel har søvnen allerede så godt et tag i mig, at jeg ikke kan stikke af igen. Jeg falder i søvn smilende i armene på ham.

Da vi vågner virker han koldere. Udtrykket i hans ansigt har ændret sig, men han prøver stadig at opføre sig som den sædvanlige søde kæreste, selvom varmen fra hans øjne og bevægelser er væk. Jeg har lyst til at kramme ham tæt ind til mig igen, men jeg er bange for hvilken virkning det vil have på ham resten af dagen.

Vi snakker lidt mens vi går hånd i hånd i skole, men så snart klokken ringer er der ikke rigtig nogen af os der siger noget. Han smiler bare til mig, når jeg fanger hans blik, og selv i bussen på vej hjem er han stille. Han sidder og leger med fingrene på min ene hånd, men det triste udtryk i hans ansigt har ikke ændret sig på noget tidspunkt, og når han ikke håber jeg hører det, sukker han. Der er virkelig noget galt og jeg begynder lige så stille at føle at det har noget med mig at gøre.

Og jeg tænker så meget over ham og hvad der mon kan være galt, at jeg helt glemmer mine egne problemer. Jeg glemmer helt at jeg ikke bor alene, og jeg glemmer helt at min fars kæreste er flyttet ind. Og jeg har også helt glemt at fortælle det til Gabriel, for jeg fortæller ham alting, og hvis han vidste det, så ville jeg også få et kram af ham. Og jeg har brug for et kram, lige så meget som han havde brug for et kram i går.

Så snart jeg åbner døren bliver jeg ramt af duften af en parfume, der dufter lidt af lavendel, og pandekager. Selvfølgelig står min far i køkkenet og laver pandekager. Hans nye kæreste sidder og betragter ham, mens der kører rockmusik fra radioen. Jeg lukker døren og de vender sig begge om og kigger på mig.

"Har du hygget dig?" spørger min far smilende og jeg nikker bare, selv om han ikke ser det. Hans kæreste rejser sig og går hen til mig. Jeg føler at hun inspicerer mig og prøver at vurdere om jeg er god nok til at være hendes "datter".

"Du må være Quinn," siger hun med en blød stemme, som jeg må indrømme minder mig lidt om min egen. Og hendes udseende overrasker mig også. Hun ligner en blanding af både mig og min mor, bare mere frisk. Hun rækker hånden ud og rører ved spidserne af mit hår og så smiler hun. "Jeg hedder Alicia." Hun rækker hånden ud og jeg rynker min pande ved hendes hilsen. Så smiler jeg forsigtigt til hende og går ind på mit værelse uden at sige noget. "Sød pige," hører jeg hende sige lige inden jeg smækker døren bag mig.

- - -

Gabriel har været underlige de sidste par dage. Der er gået næsten en uge siden jeg sov hos ham, og vi har slet ikke brugt tid sammen siden da. Han har forandret sig. Eller måske er det bare mig der ser det hele anderledes nu. Han prøver at opføre sig normalt. Men når han kigger på mig, kan jeg se hvor svært det er for ham. Hans øjne viser hvor stor en smerte han skjuler og han prøver at vise den samme varme for mig som før, men noget har forandret ham fuldstændig.

Jeg har tænkt en hel del på den aften. "Lad os nyde hvert øjeblik," sagde han. Jeg forstår stadig ikke hvad han mente, men jeg ved at han vil fortælle mig hvad der er galt på et eller andet tidspunkt. Jeg håber virkelig bare det ikke har noget med mig at gøre.

Men det har det. Jeg forlader klassen før ham og går ensomt hen til bussen. Jeg føler mig helt alene og jeg har det slet ikke som om vi to hører sammen på samme måde som før. Bussen kommer kørende og alle de sædvanlige folk står ved stoppestedet. Undtagen ham. Jeg kigger ned af vejen efter ham, men han er ikke kommet og jeg stiger på bussen så snart dørene åbner. Jeg sætter mig på vores normale pladser og ligger min taske på hans sæde. Det er underligt at han ikke er her. Jeg stod ved siden af ham i klassen lige før.

Og lige da dørene lukker kommer han løbende hen mod bussen. Buschaufføren sukker og åbner dørene igen. Jeg fjerner min taske og kigger med et smil på Gabriel. Men så snart jeg ser hans ansigt bliver jeg ramt af en følelse af frygt. Hans øjne er røde og der er spor fra tårerne på hans kinder. Jeg kan ikke gøre for min reaktion. Jeg forstår ikke hvorfor han er så ked af det og han fortæller mig ikke selv noget.

Jeg skal lige til at række hånden ud efter ham, da han sætter sig tungt ned ved siden af mig. Jeg har vendt hele min krop mod ham, og som min hånd kommer tættere på ham for at røre ved hans tårevædede kind, vender han sig også om mod mig. Jeg sænker min hånd igen og kigger ham i øjnene.

Han tager en dyb indånding og tager begge mine hænder i hans, og uden at fjerne blikket fra vores sammenfiltrede hænder, mumler han "jeg er ked af det".

Jeg kan mærke mit hjerte synke i livet på mig. Jeg kan ikke finde rundt i mine tanker, men jeg kan mærke mit hjerte briste. "Hvorfor?" hvisker jeg til sidst.

Gabriel snøfter og kigger op på mig. "Jeg er træt af det her. Jeg er ikke tålmodig nok," siger han og kigger ned igen. Han kan ikke se mig i øjnene mere. "Jeg er så ked af det."

Jeg kan ikke længere snakke og tårerne samler sig i mine øjne. Uden at jeg vil have det begynder de at trille ned af mine kinder. Jeg giver slip på hans hænder og vender min krop væk. Jeg forstår hvad han mener, men samtidig har jeg ikke lyst til at forstå ham.

"Du kan klare dig uden mig. Du kan få andre venner, der er mere tålmodige." Han sukker og kigger op og ser tårerne der løber ned af mine kinder.

Han lægger begge hænder på mine kinder og stryger mine tårer forsigtigt væk med tommelfingrede, mens han holder mit hoved fanget mellem sine hænder. Jeg har ikke lyst til at se på ham, selv om jeg ved at det muligvis vil være sidste gang jeg kan se ham kigge på mig på den her måde.

"Undskyld," hvisker han bare og læner sig forsigtigt frem. Jeg vil rykke mit hoved væk, men han holder mig fast og jeg lukker øjnene for at lukke synet af ham ude. Han kysser forsigtigt mine læber og uden at ville det gengælder jeg kysset. Da han trækker sig væk er det kun lige med nød og næppe at jeg hører ham mumle: "jeg elsker dig". Jeg kigger op på ham og selv jeg kan mærke smerten i mine øjne. Han trækker lidt i mundvigen, men ikke nok til at sende mig et smil.

Og så stryger han mig for en sidste gang over kinderne. "Glem det ikke," hvisker han inden han giver slip på mig og rejser sig for at forlade bussen, der allerede er stoppet ved hans hus. Jeg rækker ud efter ham, men når kun lige at strejfe hans hånd, og han vender sig om og kigger på mig. Han snøfter og tager så min hånd der stadig hænger i luften. Han bøjer sig ned og kysser min hånd for sidste gang, inden han sender mig et oprigtigt smil, der viser hvor ked af det han er, og så vender han sig om og forlader bussen.

Jeg vender mig straks mod vinduet for at se ham gå op af havegangen, vende sig om og kigge på mig med en tåre i øjet, for derefter at forsvinde ind i huset. Hele mit bryst gør ondt og mine øjne svier og jeg har en stor klump i halsen. Jeg kan mærke de salte tårer løbe ned ad mine kinder og ned langs min hals, og nu betyder det ikke noget med hvem der kigger på mig. Jeg er fuldstændig ligeglad med alting lige nu. Jeg trækker knæene op under mig og giver mig til at græde. Jeg er helt sikker på, at det her er en af de sidste gange vi vil snakke sammen. Alting er forandret nu. Og det vil aldrig blive det samme igen.

Og i lige netop det øjeblik tænkte jeg på, om det ikke bare ville være nemmere, hvis jeg dræbte mig selv.

Jeg kigger tilbage på fortiden, men jeg kan ikke se mig selv længere. I stedet ser jeg en fremmed pige, som ikke ved hvem hun er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...