Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1125Visninger
AA

14. 14

Jeg havde altid haft et tilflugtsted. Jeg havde kun været der nogle få gange efter min koma, fordi jeg troede stedet ville kunne bringe minderne frem hos mig. Det gjorde det ikke, og da min far flyttede holdt jeg op med at komme der. Mit tilflugtsted var jo til for at jeg kunne komme væk fra min far. Da min far så blev væk, i hvad jeg troede ville vare længere end det gjorde, så behøvede jeg ikke mit tilflugtsted mere.

Nu føler jeg at jeg har brug for det. Jeg er bare ikke sikker på hvor det er henne. Det er mere end to år siden jeg har været der, og jeg har slet ikke tænkt på det i al den tid. Jeg har tegninger over stedet på væggene på mit værelse, men jeg kan ikke rigtig gå ind uden at støde på min far og hans nye kæreste, og så vil jeg blive tvunget til at snakke med dem. Det er præcis det jeg har lyst til at undgå.

Hun er sikkert pæn. Jeg har en følelse af at hun sikkert ligner min mor. Eller en ældre udgave af mig.

Min far kunne ikke lide at mindes om hende, så han havde fjernet alle billeder og alt der kunne minde ham om hende. Hun døde i et biluheld da jeg var elleve år gammel. Og vi havde et virkelig godt forhold. Og efter mit hukommelsestab har jeg ikke kunnet huske noget som helst om hende, så det eneste jeg har er et enkelt falmet billede der hænger inde bag alt mit tøj i mit skab.Og når jeg kigger på det billede, kan jeg stadig mærke følelsen af hende. Jeg kan mærke følelsen af at have en mor, og følelsen af at have en familie. Selv om jeg ikke kan huske hende, så ved jeg at hun var en fantastisk person. Og hun elskede mig højere end noget andet på jorden.

Jeg kommer tilbage til virkeligheden, da jeg hører stemmer komme tættere på. Min fars og hvad jeg da regner med er hans kærestes stemme. Jeg trækker min hætte op og ørerne på mig, stikker hænderne i lommerne og vender mig om og går tilbage mod den lille park.

Jeg kunne huske beliggenheden for mit tilflugtsted. Men jeg var ikke helt sikker på hvordan man kom derhen. 

Gad vide om min far ville blive bekymret for mig og gad vide hvor meget hans nye kæreste vidste om mig. Jeg håbede bare hun ikke havde været inde på mit værelse. Det var mit område og ingen nytilkommen skulle invadere det sted.

Jeg undrer mig over hvad min far har fortalt om mig. Og hvornår han har fortalt om mig. Tre dage før hun skulle flytte ind eller tre dage efter han mødte hende?  Mon han har fortalt at jeg lå i koma i to år og han bare forlod mig kort tid efter jeg var vågnet op. At jeg havde ingen minder overhovedet om mit tidligere liv og at han ikke tog hensyn til det, men bare rejste væk for at starte et nyt liv op, mens jeg blev nødt til at fortsætte mit gamle liv som en ny person.

Jeg går forbi gyngerne og ser Gabriels triste ansigt og tåren i hans øjenkrog. Jeg ryster på hovedet for at få billedet væk, og så jeg trækker min jakke tættere på min krop, for det er ved at blive koldt og jeg er sulten. Klokken er kun omkring fem, men solen er allerede på vej ned, for vinteren er på vej.

Jeg løber resten af vejen. Jeg løber forbi en lille sø og de triste, grå bænke på stien, og jeg løber ind i den røde toiletbygning, der er gemt væk af en masse voksende træer. Jeg kan ikke huske hvor jeg skal hen, men jeg ved at det er det rigtig sted jeg er.

Jeg kigger op på loftet. Alle de firkantede sten sidder skævt og gulvet klistrer og spejlende er duggede. Der er selvfølgelig tomt, for selve parken blev ikke besøgt af særlig mange, og selv når den gjorde, havde folk ikke ligefrem lyst til at besøge toiletterne, og især ikke så sent på en kold efterårsaften.

Der er fire båse. Jeg går ind i den første bås og stiller mig op på toilettet. Jeg rækker hænderne op og skubber først til den ene og så den anden skæve sten i loftet. Det er store, lette firkanter, og der er bare fire over toilettet, så jeg bliver nødt til at skubbe til alle.

Det er i den tredje bås jeg kan skubbe loftet op. Jeg føler mig lettet så snart firkanten ryger op igennem loftet og jeg kravler længere op på toilettet, og hiver fat i de andre sten for at kunne hive mig op igennem det lille hul i loftet.

Det er så lang tid siden jeg har været her og alligevel er det utrolig velkendt. Både lugten og varmen der hviler omkring mig. Men alligevel bliver jeg grebet af samme panik, som jeg gjorde de første par gange jeg sad heroppe. Jeg er bange for at loftet skal give efter under min vægt. Jeg er ret sikker på at det ikke gør det, men alligevel er jeg bange for at den ekstra vægt jeg har fået, siden sidst jeg sad her, er for meget for loftet.

Jeg sidder og kigger lidt rundt og får varmen igen. Jeg har alligevel savnet følelsen lidt. Jeg har ikke noget at bekymre mig om og jeg føler mig helt alene i verden.

Lyset der strømmer op fra hullet i loftet er lige nok til at jeg kan se tingene rundt om mig. Der ligger en gammel pude, en skoæske og et par aviser. Jeg trækker æsken til mig og ser slik papir, to myslibarer der sikkert er for gamle til at spise nu, og et barberblad samt en rulle plaster. Jeg trækker lidt i mundvigen. Gad vide hvor lang tid siden det var jeg havde anbragt den æske der.

Jeg stikker plasteret ned i min lomme, og tager avisen hen for at kigge i den. Det er åbenbart ikke kun nu jeg har tænkt på at komme væk fra mit hjem. Der er ringe rundt om mulige lejligheder, og ude i siden har jeg skrevet steder ned, hvor det er billigt at leje en lejlighed. Men hvis aviserne er to år gamle, er de sikkert ikke til meget nytte nu. Men jeg skriver alligevel navnene ned på stederne, for det kan være de stadig er billige, og jeg vil så gerne væk nu og meget mere end jeg ville dengang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...