Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1160Visninger
AA

13. 13

Der var engang hvor jeg troede at det bare skulle være mig. At jeg skulle ende mine dage alene og at der ikke var nogen der holdt af mig eller kunne komme til at holde af mig. Jeg troede at universet var uendeligt og selv det er der ikke nogen der ved. Jeg forelskede mig og utroligt nok var der en der forelskede sig i mig. Jeg var blevet en hel del lykkeligere og det havde endda ikke påvirket mig så meget som jeg havde troet, at min far kom tilbage. Jeg elskede Gabriel. Og han havde allerede bevist hvor meget han elskede mig med sin tålmodighed. Det var hårdt at snakke og havde taget mig lang tid, men jeg havde gjort det for min kæreste og han var det hele værd.

Vi sidder på to gynger i en lille park nær mit hus. Det er hyggeligt bare at snakke med ham. Eller næsten snakke. Jeg er allerede nået så langt, at jeg kan svare ham med en hel sætning, hver gang han spørger mig om noget. Han bliver ved med at fortælle mig, hvor meget han elsker min stemme og elsker at jeg rent faktisk snakker. Han lyser op i et smil når jeg siger en hel sætning og han griner, hvis jeg begynder at hoste efter et enkelt ord. Han er sød. Selv hvis jeg havde haft muligheden for at vælge enhver dreng jeg ville have, så ville jeg have valgt ham. Og jeg er glad for at det var ham der valgte mig. Vi passede også perfekt sammen.

Og alligevel er der noget anderledes ved ham.

Hans ord og grin og stemme er det samme, men udtrykket i hans ansigt er blevet mere sørgmodigt. For afslappet. Og glimtet i hans øjne er ved at forsvinde. Jeg frygter at der er noget galt. Og alligevel kan jeg ikke tage mig sammen til at spørge. For hvad nu hvis der er noget galt, vil jeg så virkelig vide hvad det er? Han er ikke den type der har problemer og han plejer selv at fortælle mig alt. Hvis der virkelig er noget galt, så er jeg bare bange for at høre præcis hvad det er. For jeg er bange for, at det har noget med mig at gøre. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge ham, fordi jeg ved, at der er noget galt, og når han ikke selv fortæller mig det, så ved jeg at det er fordi det er rigtig slemt.

"Hvad er der galt?" spørger jeg stille og rækker ud efter hans hånd.

"Der er ikke noget galt," svarer han og prøver at smile overbevisende. Det ser bare trist ud og han kigger på mig med et sært udtryk i øjnene. Det ligner at han skal til at græde. Og alligevel gør han det ikke, for han er ikke den type der græder. Og især ikke foran mig, for han er den stærke i forholdet.

Han klemmer min hånd en gang og rejser sig så op.

Vi har ikke været her i mere end en halv time, men alligevel kigger han på sit ur og siger "jeg skal hjem nu". Og jeg spørger hvad han da skal, men han svarer mig ikke.

Han smiler til mig, et rigtigt smil og det er lige før jeg tror på ham, men jeg kan se en tåre danne sig i hans ene øjenkrog og det chokerer mig, for så ved jeg at der virkelig er noget galt. Han læner sig hen og kysser mig på kinden og mumler "jeg elsker dig" efterfuldt af et smertefuldt smil og et lille vink, inden han vender sig om og går. 

Jeg ved at der er noget galt. Og han har tydeligvis ikke tænkt sig at fortælle mig det, så måske skal jeg bare give det noget tid. Jeg skal bare være tålmodig, ligesom han har været tålmodig med mig. Og så skal jeg vel bare håbe at det ikke har noget med mig at gøre.

Jeg sidder et øjeblik på gyngen og bare svinger lidt fra side til side, indtil jeg bliver svimmel af det, for den sene sol skinner lige på mig. Jeg rejser mig og går ud på vejen og kigger ned. Jeg kan kun lige se hans skikkelse, så langt væk han er, og jeg får helt lyst til at løbe efter ham og sige, at han bliver nødt til at fortælle mig hvad der er galt.

Jeg tager en dyb indånding og går hjemad. Det er sikkert bare noget der foregår hjemme hos ham. Noget der skete i skolen mens jeg ikke var med ham. Det er sikkert ikke noget jeg skal bekymre sig om.

Men alligevel, hvis han bekymrede sig så meget om det, at det næsten fik ham til at græde, så var det også noget jeg skulle bekymre sig om. Jeg ville da gerne vide, hvad det var der fik min kæreste til at flippe sådan ud. For han flippede ud. I al den tid vi havde brugt sammen, som næsten var et år, var det den værste reaktion på noget som helst han overhovedet havde haft. Selv da hans far kom fuld hjem en aften, da vi sad og snakkede sent på aftenen og hans mor sov, så tog han den med ro. Han blev ikke sur på sin far på noget tidspunkt, han sørgede bare for at han kom godt ind i seng, og så sukkede han. Men der kom ingen reaktion eller noget, selv ikke flere dage efter. Det var bare den aften og så var det overstået.

Hans forældre var søde. De kunne godt lide mig og jeg kunne godt lide dem. De tog hensyn til min manglende taleevne, som Gabriel sikkert havde fortalt dem om, og de passede på mig som om jeg var deres egen datter. Dog var det ikke så meget tid jeg havde brugt med dem, da vi hellere brugte tiden alene, og da jeg jo alligevel boede alene hjemme, så var det jo det perfekte sted at bruge tiden. Indtil min far kom hjem selvfølgelig.

Hvis der foregik noget mellem hans forældre, så forstod jeg ikke hvorfor han ikke kunne fortælle mig det. Måske var det for hårdt for ham. Måske kunne han ikke selv finde rundt i det endnu, og var derfor ikke parat til at snakke om det. Hvad end det var.

Jeg sukkede. Det virkede næsten umuligt at finde rundt i mulighederne, så jeg lod bare være med at tænke mere over det. Han ville fortælle mig det når han var klar. Det var jeg sikker på. Jeg havde jo også selv ting, som han ikke vidste noget om og alt det med min far måtte være et mysterium for ham, for jeg havde næsten ikke fortalt ham noget om mig og min fars forhold. Jeg måtte vel bare vente.

Jeg kunne se mit hus ud af øjenkrogen, og vidste at nu ville min far snakke til mig lige om lidt. Jeg havde så ondt i halsen og var træt. Det var underligt at komme hjem til en nu. Det burde jeg nok vænne mig til.

Jeg sparkede frustreret til en stor sten på fortovet, og kiggede på at den trillede videre, helt hen til hjulene på en bil der ikke plejede at holde der. Min første tanke var at min far havde en gæst, sikkert sin nye kæreste, men da jeg kiggede op og rent faktisk forstod hvad jeg så, så vidste jeg at det her var meget værre.

Jeg stoppede lige på stedet og stod bare og stirrede uforstående på den halv fyldte flyttebil foran mig. Min far var lige kommet tilbage. Der var noget galt med Gabriel. Jeg kunne ikke klare endnu et problem. Og at det så blev et permanent problem, var rigtig slemt. Nu var der to personer jeg gerne ville væk fra. Og det skulle være snart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...