Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1109Visninger
AA

12. 12

Jeg glipper forsigtigt med øjnene og straks bliver jeg ramt af et koldt vindpust. Jeg kan se min ånde foran mig, og trækker dynen tættere på min krop. Jeg kigger over mod vinduet og ser nogle små snefnug klæbe sig til det åbne vindue. Når jeg var ked af det kunne jeg godt lide at sidde ved et åbent vindue, for luften frøs mine tårer, og jeg hadede at græde over min far. Jeg lod altid mit vinduet stå åbent og så var der koldt om morgenen.

Da jeg endelig får rejst mig op og lukket vinduet, så åbner jeg forsigtig døren og regner med at blive mødt af min far. Der er stille i huset og han plejede ellers altid at høre musik, så jeg regner med at han ikke er der.

Jeg vakler forsigtigt ud på gulvet i mine bare tæer og der dufter af mad. I køkkenet står der ganske vidst også en tallerken med pandekager, og jeg ved at min far prøver at smigre sig ind hos mig. Jeg går forsigtig hen mod hans værelse, som jeg ikke har været i nærheden af i mere end to år. Det er lige før jeg ikke kan huske vejen hen mod det, som om døren ikke har eksisteret. Og alligevel har jeg set den før, jeg har bare aldrig tænkt over at man kan åbne den og kigge ind i et andet rum. 

Jeg åbner døren langsomt og bliver ramt af følelsen af afsky, før jeg overhovedet får kigget ordentligt på rummet. Med det samme bliver jeg ramt af en kraftig duft af min far og jeg viger tilbage. Det er for meget, han har kun været her en dag,og jeg vil ikke allerede have at det hele skal lugte som hans hus igen.

Da jeg tager fat i håndtaget igen og skal lige til at lukke døren, så stopper jeg op. Værelset ser mærkeligt ud. Hvide gardiner og hvide vægge og møbler. Sengetøjet er gråt og der er ingen farver bortset fra på sengen. Jeg stirrer på den store bunke tøj på sengen et øjeblik. Hans kommodeskuffer står åbne og det ser ud som om han er godt i gang med at flytte helt ind igen. Der ligger to kufferter på gulvet, hvor den ene sandsynligvis er tom, mens den anden stadig er halvt fyldt og hele værelset er fyldt med tøj. Man kan sagtens se at han havde været væk længe, og man kan sagtens se, at han har tænkt sig at flytte ind igen.

Jeg lukker døren igen. Jeg ved at jeg skal væk herfra inden min fars nye kæreste flytter ind. Og allerede nu prøver min far at være min far. Bare det at han har lavet mad viser mig, hvor meget han ønsker at det skal blive normalt igen. Men hvordan forventer han at alting kan blive normalt, når han forlod mig efter at jeg havde mistet hele mit liv og så ikke kom igen? Jeg havde endda glemt hvordan han så ud. Og så kommer han bare valsende tilbage og tror at han kan rette op på vores forhold, som om der ingenting var sket.

Gad vide om han måske laver mad for at få mig til at spise noget. Jeg spiste knap nok i går aftes og der er aldrig rigtig noget i køleskabet. Når jeg endelig spiser, så er det sund mad. Og min far kunne vel også se på mig, at jeg ikke er skabt af så meget. Måske prøver han på at fede mig op igen.

Jeg sukker og spiser en af pandekagerne. Jeg hader at lade mad gå til spilde og det tror jeg også at min far ved. Men jeg stiller resterne ind i køleskabet og så må han spise resten selv.

Jeg sidder og undrer mig over hvornår mon min fars nye kæreste flytter ind, mens jeg hører hans bil trille op i indkørslen. Jeg vil gerne undgå at møde ham og skynder mig at gøre tallerkenen ren og går ind på mit værelse. Hoveddøren smækker og jeg samler min mobil op og ringer til min kæreste.

Den ringer to gange og så hører jeg hans stemme og kan mærke mit hjerte smelte. "Hej," siger han og jeg smiler og udstøder en lyd, som han normalt tyder som et hej.

"Jeg kommer?" siger jeg og får det til at lyde som et spørgsmål.

"Selvfølgelig. Jeg møder dig på vejen," siger han og lægger på med det samme. Jeg smiler, men mit smil blegner så snart jeg hører min far kalde på mig. 

"Quinn?"

Jeg har stadig ikke fået tøj på efter jeg stod op, og for at undgå at min far skal komme ind mens jeg tager tøj på, så svarer jeg ham. "Ja?" råber jeg. Eller jeg råber så højt som det er muligt med min stemme. Og alligevel bliver jeg forbløffet over hvor højt det er og hvor meget jeg egentligt kan snakke efter al den tid.

"Jeg ville bare høre om du var vågen," svarer han igen og jeg kan høre hans skridt tilbage mod køkkenet, og det lyder som om han åbenbart var på vej hen mod mit værelse.

Jeg sukker og trækker et par jeans på og tager en striktrøje over hovedet. Det er lørdag og jeg har ikke tænkt mig at gøre noget som helst ud af mig selv. Jeg skal jo bare være sammen med min kæreste. Jeg smiler af ordet. Det er så underligt at kunne sige at jeg har en kæreste, når jeg aldrig har haft brug for at sige ordet ven. Og kæreste er et meget bedre ord en ven.

Jeg går hen til hoveddøren og prøver at undgå min far. Og alligevel lykkedes det ikke. Han rømmer sig og jeg vender mig om mod ham med hånden på håndtaget.

"Hvor skal du hen?" spørger han roligt, mens han står og vasker et eller andet op i køkkenet.

"Ud," svarer jeg bare og vender mig om igen. Jeg når lige at tage i dørhåndtaget inden han snakker til mig igen.

"Med Gabriel?"

"Ja," svarer jeg og smækker døren bag mig. Jeg løber ned af havegangen og kan allerede se min kæreste på fortorvet på vej hen mod mig. Jeg løber smilende hen mod ham og kaster mig i armene på ham.

"Hej," siger jeg en smule forpustet og kysser ham.

"Hej," siger han og kysser mig tilbage. Jeg føler mig helt fjollet da han begynder at kysse mig ned af halsen og med den ene arm rundt om hans hals løfter jeg hans ansigt og kigger ind i hans øjne.

"Jeg elsker dig," mumler jeg og smiler til ham. "Af hele mit hjerte." Han smiler tilbage og kysser mig med en passion jeg aldrig har følt før. Jeg elsker ham virkelig. Og det er lige før jeg overvejer at afsløre min hemmelighed og jeg føler at vi skal være sammen for evigt. Jeg er glad for at jeg ikke skubbede ham væk. Hvis han ikke havde fortalt mig at han elskede mig den aften, så ville vi ikke være sammen lige nu. Jeg elskede ham og han elskede mig. Jeg ville ikke have at det skulle ændre sig, ligegyldigt hvad nogen af os sagde eller fortalte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...