Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1111Visninger
AA

11. 11

Jeg sænker hovedet og føler mig straks gennemsigtig, med den måde min far kigger på mig. Jeg begynder ligeså stille at gå tilbage mod mit værelse, og ligeså snart jeg kan høre min far rykke på sig, så ved jeg at han ikke vil lade mig gå uden lige at snakke med mig. Jeg har allerede snakket så meget i dag og det føles som om min hals er gået i brand, så jeg sukker opgivende og vender mig om lige i det min far rømmer sig.

"Quinn det..." Han rømmer sig igen og tager et skridt frem, mens han leder efter ordene. "Jeg havde ikke regnet med at du ville tage en dreng med hjem. Hvornår startede det?" spørger han og kigger alvorligt på mig.

Jeg skal lige til at give ham en spydig kommentar tilbage, men jeg ved at min far har tænkt sig at blive i længere tid og jeg vil ikke begynde at hakke på ham allerede nu. Men jeg vil heller ikke være sød ved ham. Hvis han ikke var rejst efter mit hukommelsestab, så ville jeg have haft det meget nemmere nu og så ville jeg muligvis også kunne snakke. Måske ville jeg så ikke være sammen med Gabriel, men det var min far der havde taget min stemme og jeg ville ikke have et bedre forhold til ham, end jeg havde nu. Jeg ville bare have at han rejste igen og lod mig være som han havde gjort i to år nu. Det var sådan jeg kunne lide det.

Jeg ligger armene over kors og kigger mistroisk på ham. Jeg stoler ikke på min stemme lige nu og jeg har alligevel ikke noget at sige til ham, så han må tolke min stilhed som han vil.

"Okay," mumler min far. "Du kan være sur på mig forevigt eller vi kan starte forfra. Jeg er ked af det. Jeg vil bare gerne være en del af dit liv nu."

"Hvorfor kom du tilbage?" svarer jeg med den hårdeste tone jeg kan præstere. Min tunge er ru og min hals kradser, men jeg er ligeglad. Når det er min far, så kan jeg godt finde min stemme. Han skal vide alle de dårlige ting jeg har tænkt om ham siden han rejste, han skal vide hvor ondt det gjorde at blive efterladt og han skal vide, at jeg aldrig nogensinde vil tilgive ham. Og min stemme må bare følge med så godt den nu kan.

Han ser overrasket ud, som om det ikke var det svar han forventede. Som om han forventede at jeg ville begynde at græde og kaste mig i armene på ham som hans lille pige. Jeg var ikke en lille pige mere. Jeg ville bare vide hvorfor han kom tilbage. Gik det ikke med det liv han havde et eller andet sted i verden langt væk fra mig, eller fik han bare pludselig en stor lyst til at gøre forholdet med sin datter meget bedre? Hvorfor var han ikke taget videre og havde efterladt det her hus, som han efterlod det for så lang tid siden? Det ville have gjort det meget nemmere. Jeg følte mig allerede helt ødelagt indeni og han havde ikke været her særlig længe.

"Fordi... Fordi jeg er din far. Du har været alene i to år og jeg vil gerne rette op på det nu. Det betyder ikke noget, hvad der har fået mig til at ville lave om på vores forhold," tilføjer han, efter at have set mit ansigtsudtryk. "Og desuden er det snart din fødselsdag."

Det er snart min fødselsdag. Jeg er slet ikke sikker på hvor gammel jeg er og jeg ved da bestemt heller ikke hvilken dag jeg er født på. Enten ved min far det virkelig og så har han en yderst god hukommelse, ellers så benytter han muligheden af mit hukommelsestab til at komme tættere på mig. Men jeg ved at det er rigtigt. Jeg kan mærke det. Jeg kan rent faktisk mærke, at det snart er min fødselsdag. På en eller anden mærkelig måde kan jeg rent faktisk mærke det.

Mine arme falder ned på siden og jeg kan mærke hvor forbløffet jeg ser ud. Min far sukker, måske på grund af mit ændrede ansigtsudtryk og han tager et skridt tættere på.

"Jeg vil gerne fejre dig. Du fylder jo sytten år. Jeg kan ikke gøre op for de sidste to år, men jeg kan gøre op for sidste års glemte fødselsdag. Og det vil jeg da helt sikkert gøre. Har du flere venner end Gabriel jeg skal invitere eller bliver det bare os tre?" spørger min far forhåbningsfuldt.

Jeg står målløs et øjeblik og prøver at fatte hvad det er han siger. Og selv om jeg stadig ikke forstår hvorfor han er her og i den grad ikke vil have ham her, så tager jeg informationerne hurtigt til mig. "Nej," siger jeg og gentager derefter højere. "Nej. Der skal ikke være fest."

Og så føler jeg at vi er gået to år tilbage i tiden. Jeg føler at min stemme er helt normalt og at jeg lige er vågnet op fra en koma og fået at vide, at hele mit tidligere liv er gået tabt. Jeg føler at min far står og fortæller mig, at han skal til at rejse og at der nok vil gå lang tid før vi ser hinanden igen. Jeg føler mig helt ude af den og jeg føler mig som et helt normalt teenagebarn der skriger af sin far.

"Du burde bare tage af sted igen. Ingen fest, ingen ting. Jeg er næsten sytten. Jeg kan godt klare mig alene," siger jeg og det føles som om jeg ikke har brugt min stemme i en evighed.

Min far ser nervøs ud. Det er ikke alt han har fortalt mig og nu står han og overvejer hvordan han skal sige det til mig. Jeg krydser armene og forbereder mig på det værste, men ikke engang det værste kommer tæt på det han rent faktisk fortæller mig.

Han stemme ryster en smule og han tripper nervøst. "Jeg har mødt en og vi har tænkt os at flytte sammen."

"Godt," svarer jeg. "Så behøver du aldrig komme tilbage igen." Selv om jeg ikke har snakket i lang tid, så ved jeg hvordan jeg skal svare ham. Han var trods alt også den sidste person jeg snakkede med og vores samtaler har aldrig rigtig været forskellige. Det er altid det samme tonefald og altid de samme nervøse trækninger og altid mig der skuler til ham. Alligevel kan jeg ikke lade være med at mærke mit hjerte hamre en smule hurtigere. Det første halve år brugte jeg på at tro på at han kom tilbage, mens han havde brugt tiden sammen med en anden og slet ikke havde skænket mig en tanke. Sikke en far.

"Nej, vi flytter faktisk hertil," siger min far endelig og puster ud, som om han har holdt vejret længe. Han sveder og kan ikke stå stille og hvis ikke det var fordi jeg vidste, hvor nervøs han var for at sige det, så ville jeg have slået ham lige der.

I stedet siger jeg; "Det kan du ikke mene."

Og han bliver bare ved med at kigge nervøst ned i jorden. Og så må jeg tolke hans stilhed som jeg vil. Og jeg tolker den præcis, som hvis han bare havde svaret mig. Jo, det mener han.

Jeg stamper foden ned i gulvet og drejer om på hælen og går med faste skridt ind på mit værelse, inden jeg smækker døren i. Det lyder så højt i det hule hus.

Det er fint nok at min far flytter sammen med en anden. Det ville bare være meget bedre, hvis han flyttede væk og efterlod mig igen. Men at hun ligefrem skal bo i det hus, hvor jeg er vokset op og har brugt de sidste to år alene, det bryder jeg mig ikke om. Men alligevel tror jeg ikke at jeg har særlig meget at sige til det. Og så må jeg bare vente, til jeg kan flytte hjemmefra. Jeg vil hellere forlade det ensomme hus, hvor jeg er vokset op, end jeg vil bo sammen med to fremmede i det. De eneste fremmede mennesker jeg vil bo med er naboer til en lille lejlighed. En lille lejlighed som kan blive min.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...