Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1117Visninger
AA

10. 10

Da vi havde trukket os væk fra hinanden forklarede han, at mens jeg sov var min far kommet og havde tilbudt ham at spise med. Han havde takket ja, både fordi han ville møde min far ordenligt, og han tænkte at jeg nok ikke ville spise alene med ham den første dag han var tilbage. Tænk at han kendte mig så godt. Jeg var taknemmelig for at han ikke havde sagt nej, for så ville jeg måske aldrig have rejst mig og sat mig ned på stolen overfor min far.

Jeg svarer med enstavelsesord når min far spørger mig om noget, og jeg lader det ikke gå mig på, at han snakker helt fint med min kæreste. Så snart vores tallerkener er tomme rejser jeg mig og går. Jeg tager hans hånd og fører ham med ind på mit værelse igen. Jeg lukker døren og lader min far tænke over middagen. Så må han selv bedømme om det gik godt eller ej. Han snakkede jo helt fint med min kæreste, men de få ord han kunne få ud af munden på mig var ikke engang venligt sagt. Jeg vidste ikke om min far prøvede at indlede et forhold til mig, men min kæreste prøvede i det mindste at være venlig overfor ham, selv om jeg tydeligt har vist ham hvilket forhold jeg har til min far.

"Det gik da meget godt," siger han og kigger vurderende på mig, for at se hvad jeg mener. "Jeg tror det er første gang jeg har hørt dig sige så meget i løbet af en hel dag."

Jeg trækker lidt på smilebåndet. Ja, det var det faktisk. Og min stemme gjorde ikke engang ondt. Min tunge føltes ru, men det var fordi den havde bevæget sig så mange gange i løbet af dagen.

Jeg går frem mod ham og lægger armene om ham. Jeg hviler hovedet på hans skulder, så mine læber rører ved hans hals. Hans arme finder vej rundt om mig og han presser min krop tæt op af hans, som om han er bange for at stå for langt væk fra den. "Jeg elsker din stemme," hvisker han og jeg kan ikke lade være og fniser. Jeg lyder som en lille pige og han griner af mig. Så presser jeg læberne kort mod hans hals og gemmer mit hoved i hans bluse.

Hvordan skal jeg nogensinde kunne forklare ham, hvor meget han betyder for mig, når jeg næsten ikke kan snakke? Jeg prøver så hårdt jeg kan, men det er så svært for mig. Jeg kan sagtens snakke, men det gør ondt når jeg snakker for meget på en dag. Jeg ved ikke om det vil blive muligt nogensinde at fortælle ham, hvor meget jeg elsker ham, for sådan er det vel bare. Jeg elsker ham og han elsker mig, og det er sådan vores forhold er, og jeg vil aldrig kunne fortælle ham hvor stærke mine følelser er for ham, selv om han på et eller andet plan godt ved det. Han ved at jeg elsker ham, men han ved ikke hvor meget og jeg ved at han elsker mig, og han vil altid have en mulighed for at fortælle mig hvor meget. Det er så svært for mig at snakke og et eller andet sted, så irriterer det mig, når han sidder og venter på at jeg vil sige noget, for han ved at jeg ikke gør det. Han ved det, men alligevel venter han på mit svar. Nogle gange siger han endda mit navn og spørger, hvad jeg synes. Så venter han et par minutter, mens jeg bare kigger på ham, og overvejer om jeg skal sige et eller andet, men jeg kan knap sige mere end et par ord, og så fortsætter han med at snakke. Jeg elsker hans stemme. Den kan jeg aldrig blive træt af, så det er dejligt at han snakker, og det er dejligt at han snakker som om det er en helt naturlig samtale vi har sammen. Jeg kan på en eller anden måde godt fortælle ham ting. Han spørger om jeg kan lide hvad jeg kan lide, og så svarer jeg ja eller nej. Så nemt er det, jeg hader bare at jeg ikke kan fortælle ham ting i flere detaljer.

Jeg har øvet mig. Jeg har virkelig prøvet at snakke. Før kunne jeg slet ikke sige noget, så kunne jeg sige et ord om dagen, og nu får jeg ikke engang ondt i min stemme af at snakke så meget. Jeg kan bare bedst lide enstavelsesord og korte sætninger, fordi jeg har holdt mig til dem i så lang tid, og jeg har lært ikke rigtig at have en mening, for når man har en mening, så skal man sige den højt.

Han ved at jeg gør fremskridt og det er ham der hjælper mig. Jeg er taknemmelig for hans hjælp, men jeg har alligevel heller ikke andre at snakke med end ham, og måske min far, og jeg synes faktisk ikke det giver så meget mening at blive trænet i at snakke ordenligt, hvis jeg ikke har nogen at snakke med. Jeg havde det helt fint med ikke at snakke før i tiden, og nu giver det mening at prøve, fordi min kæreste gerne vil kunne føre en helt normal samtale med mig og lære mig endnu bedre at kende, og jeg vil selvfølgelig gerne kunne fortælle ham ting og stille ham spørgsmål, men det er svært, for ikke nok med at jeg næsten ikke kan huske hvordan man snakker, så har jeg næsten glemt hvordan man er nysgerrig eller hvad man spørger og snakker om. Det er ikke bare det med rent faktisk at sige nogen ord, det er det med hvad man skal sige med sine ord.

Der hænger et lille ur af træ ved siden af min dør og det klinger, da klokken slår tolv. Jeg trækker mig væk fra ham og han rykker på sig, som om han skal til at rejse sig. "Jeg har ikke lyst til at gå," mumler han tæt på mit øre. Jeg ryster på hovedet. Jeg forstår ham, og jeg har heller ikke lyst til at han skal gå, men jeg har brug for tid alene og jeg tror at min far har brug for at snakke med mig.

Jeg vikler mig ud af ham og hiver ham med mig op. Vi lå helt tæt på hinanden og han viklede sine fingre ind i mine, og så lå han og snakkede til mig. Mine svar var ikke andet end nik og grin, men det var tilstrækkeligt for ham, for han vidste hvor meget jeg havde snakket den dag, så han forstod at jeg havde brug for at hvile min stemme.

På vej hen til døren fletter han fingre med mig. Det er utroligt hvor hurtigt vi har knyttet os til hinanden og hvor meget han egentligt holder af mig. Det er som om han ikke har lyst til at slippe mig af syne, enten for at beskytte mig eller simpelt hen bare for at være sammen med mig.

Min far står ude i køkkenet og betragter os forundret, mens vi går hen til døren. Jeg får lyst til at skule til ham, men jeg lader være, da jeg er helt sikker på at han vil snakke til mig så snart døren lukker sig bag Gabriel. Jeg ved ikke hvorfor min far kigger sådan på os. Måske er han overrasket over at jeg har sådan et forhold eller så synes han måske at det er godt. Det er svært at sige.

Gabriel stopper lige udenfor døren og fumler lidt rundt med mine fingre, der ligger i hans hånd og betragter dem, som om det er helt specielle fingre. "Vi ses, okay?"

Jeg nikker og han kigger op på mig og griner til mig. Jeg læner mig frem og kysser ham forsigtigt på munden. Så snart han kysser mig tilbage føles det som om jeg smelter indeni, og jeg trækker mig hurtigt væk, før følelsen når at brede sig. Jeg griner tilbage og så går han.

Da jeg lukker døren efter at have set ham forsvinde ned ad gaden, så får jeg lyst til bare at skrige af lykke, men jeg kan mærke min fars blik på mig så snart jeg hører døren lukke, og så sukker jeg. Det hele bliver meget mere besværligt med min far i huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...