Busturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

11Likes
28Kommentarer
1112Visninger
AA

1. 1

Jeg spejder ind i fremtiden, men jeg kan ikke se mig selv. I stedet ser jeg en fremmed pige og hun kigger mærkeligt tilbage på mig.

Jeg trækker hånden til mig, da jeg kan mærke en tung krop sætte sig ved siden af mig. Jeg ved det er ham. Selvfølgelig er det ham. Jeg gemmer min hånd inde i ærmet og kigger ikke på ham, selv om jeg kan mærke hans blik hvile på mig og jeg er fuldstændig overbevist om, at han vil snakke til mig. Hvis ikke jeg havde fjernet min hånd, så ville han have taget den. Han ville have holdt mig i hånden og sandsynligvis leget med mine fingre, men jeg kan ikke lide, når folk holder mig i hånden. Jeg er ikke vant til varmen fra andre folk.

Jeg bevæger blikket og drister mig til at kigge på ham. Han skal lige til at åbne munden for at snakke, men i det han gør det ringer klokken og timen begynder. Her skal jeg sidde de næste fire timer.

Det er ikke meget anderledes fra andre dage. Han finder altid en eller anden måde at komme i nærheden af mig på. Og fordi det er mig, så er der altid ledige pladser i nærheden. Han snakker kun før og efter timen og der snakker han kun om ligegyldige ting. Normalt svarer jeg ham ikke. Eller ikke rigtigt. Jeg nikker eller mumler noget, som han umuligt kan høre, men altid lader som om han gør, og han bliver ved med at fortælle mig ting.

Hvor ville jeg dog ønske han ikke fortalte mig ting. Jeg ved næsten alt om ham. Jeg kender til alle hans hemmeligheder, selv de værre slags, som han hvisker til mig. Han snakker uafbrudt. Selv når han tror jeg ikke hører ham, men det gør jeg. Jeg er ikke meget for at indrømme det, og det er ikke fordi jeg finder det fascinerende, men det er fordi jeg godt kan lide at lytte til folk. Jeg hader at snakke, så faktisk er det en helt perfekt situation jeg er havnet i, og jeg ved, at hvis jeg virkelig gad, så ville jeg sagtens kunne starte et venskab op med ham.

Problemet er bare at han intet ved om mig. At han nok ikke kommer til at vide noget om mig, for det er ikke så meget det at jeg er genert, men det at jeg ikke kan lide at fortælle om mit liv. Dengang jeg havde en ven og fortalte alt til ham, hvor det viste sig at han var en nar der delte ud af andres hemmeligheder, der lærte jeg hvor lidt jeg faktisk burde fortælle folk. Eller jeg lærte, at jeg burde stole rigtigt på folk, inden jeg fortæller dem om mig.

Jeg vågner langsomt op fra mine tanker, da dagen slutter og jeg skal til at gå hjem. Jeg bliver ved med at trække hånden til mig, fordi jeg er bange for at han vil komme og tage den, hvis jeg går og svinger med armene. I stedet putter jeg mine hænder langt ned i lommerne på min alt for store hættetrøje.

Da jeg er kommet ud for skolen og går hen mod bussen, der aldrig er der til tiden, kan jeg høre skridt bag ved mig. En person der småløber, jeg ved ikke om det er for at indhente mig, eller bare komme tættere på, og jeg gider ikke engang vende mig om og kigge, for jeg ved at det er ham. Jeg ved, at han ikke behøver tage bussen, men godt kan lide det, fordi det giver ham en mulighed for at bruge mere tid med mig. Der kan han sidde tættere på mig, end jeg giver ham lov til i skoletiden, og der kan han fortsætte den samtale, jeg altid bryder ved bare at gå fra ham, når vi får fri.

Det er ikke så meget fordi jeg vil af med ham. Jeg kan faktisk godt lide at blive holdt med selskab. Så føler jeg mig ikke nær så ensom, som jeg gør når jeg kommer hjem og bryder ud i gråd så snart jeg har indset, hvor tom og hul jeg egentlig er. Det er mere det, at den eneste grund til, at han snakker med mig, er fordi han ingen andre har. Og han ville ikke have valgt mig, hvis det ikke var fordi at jeg heller ingen andre har. Så vi to uden venner bliver venner. Det er i hvert fald hvad han håber på. Jeg vil bare have selskab.

Bussen kommer kørende længere nede af vejen og fordi jeg er virkelig træt sætter jeg mig ned. Selv om bussen kun er to meter væk, så sætter han sig ved siden af mig. Og jeg mener helt ved siden af mig. Da jeg har sat mig ved kanten, så er jeg ved at falde ned fra bænken, da jeg ikke kan lide at han sidder så tæt og faktisk helst vil rykke mig.

Jeg stiger på bussen og jeg overvejer at sætte mig ved siden af en fremmed, men i sidste ende er det måske bedre at sidde og høre på en konstant snak fra en, som man efterhånden kender ind og ud, end at sidde ved siden af en helt fremmed. Jeg håber bare at han ikke vil sætte sig så tæt på mig, at vores arme rører ved hinanden, ligesom lige før på bænken.

Men selvfølgelig gør han det. Jeg sætter mig ved siden af vinduet, og som altid sætter jeg min musik på, men da jeg ikke vil være uhøflig og faktisk også følger med i hans snak, så hører jeg kun musik i det ene øre, så jeg kan høre på hans snak. Han ved godt at jeg lytter til ham. Selv om jeg ligger helt klistret op af vinduet og ikke engang har hovedet vendt mod ham, så ved han at jeg lytter. Ellers ville han ikke snakke. Og folk kigger på ham. De tror at han snakker til sig selv, for de ser hvor uinteresseret jeg ser ud, som jeg sidder der med hovedet vendt væk og øjnene lukkede, men i al hemmelighed lytter jeg til ham. Og i sidste ende, så ender jeg altid med at slukke for min musik og lytte fuldstændig til ham. Somme tider drejer jeg endda hovedet, ikke hen mod ham, men bare ligeud.

Og det er måske derfor han bliver ved. Hver dag. Hver time. Hver bustur. Han snakker. Han snakker fordi han ved jeg er interesseret i hans snak. Han ved at jeg lytter. Han ved at jeg vil vide mere. Han ved at jeg vil have, at han fortsætter. Og han gør det og jeg er tilfreds. Han ved, at jeg engang vil snakke. Når jeg får mod til det, når der er gået lang nok tid. Og han har altid nok samtaleemner. Han stopper aldrig op og mangler noget at snakke om.

Men nogen gange stopper han op. Så vender han hovedet og kigger på mig og jeg presser øjnene hårdere i. Jeg kan mærke at hans læber dirrer, mens han stirrer på mig. Jeg kan mærke det. Og jeg ved hvor meget han håber, at jeg åbner øjnene. Bare det at jeg åbner øjnene vil gøre ham så glad. Det er lige meget om jeg kigger på ham eller ej, men han vil bare gerne vide, at jeg har lyst til at kigge på ham. Men jeg gør det aldrig. Og så vender han hovedet, sukker dybt, og snakker videre.

Og sådan går dagene. Sådan går busturene. For det meste. Somme tider bliver han sur. Eller ikke direkte sur, men han ignorerer mig bare, fordi jeg ignorerer ham. Han bliver træt af, at det tager mig så lang tid, før jeg kan tage mig sammen til også at snakke til ham. Men selv om han prøver at ignorere mig så godt han kan, så sætter han sig altid i nærheden af mig og bliver ved med at sende mig blikke, og jeg keder mig, fordi han ikke sidder ved siden af mig og snakker.

Busdørene åbner sig og jeg ved at det er her han skal af. Min hånd ligger og hviler på mit knæ og jeg vender forsigtigt hovedet, men jeg åbner ikke øjnene. I starten gik han bare uden at sige noget. Så blev det til et forsigtigt farvel og nu er han nået dertil, hvor han rører ved mig. Og jeg kan ikke lide, når folk rører ved mig, men jeg har faktisk vænnet mig til det. Men kun når det er ham, for jeg ved hvordan hans hud føles mod min, og jeg ved hvordan han rører ved mig.

Han lægger sin hånd rundt om min knyttede hånd og det føles som om han skal til at åbne den, men i stedet for rører han bare forsigtigt ved min tommelfinger og rejser sig. Og så går han. Og det hele vil gentage sig. Forfra og forfra, indtil den dag, hvor jeg endelig beslutter, at jeg vil tale til ham. Indtil den dag, hvor jeg åbner øjnene og kigger på ham. Indtil den dag, jeg får mod til at gøre det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...