Hall Of Fame ~ (1D)

Skyler York arbjeder på Englands top pladeselskab. Selv har hun udgivet flere albums, og har har haft stor succes. Hun besluttede sig dog for at skære ned på sangen og få et fast arbejde i pladeselskabet. Hun elsker sit job mere end noget andet, og det bringer altid nye ting med sig. Hun underviser blandt andet mindre børn i sang, og hun elsker det højere end noget andet. Skyler har dog måtte finde sig i at livet består af prioriteter. Hun tror ikke på at hun både kan have et kærlighedsliv og en karriere, da hun før har fået brændt fingrene. Men at være Harry Styles' eks kæreste er heller ikke nemt. Derfor er det enste hendes kærlighedsliv bygger på, sex. Hun har en dreng som hun er venner med fordele med, i håbet om at glemme Harry. Desværre er musikbranchen et sted fyldt med uheldige sammenstød. Vil Skyler nogensinde ændre mening, eller har hun helt mistet troen på kærligheden? Er det muligt at en vis dreng kan få hende til at skifte mening? Få svarene i Hall Of Fame, ClaraVictoria.

17Likes
24Kommentarer
1742Visninger
AA

3. Life goes on

Mine øjenvipper klistrer sammen på grund af mascara resterne der sidder tilbage fra aftenen - og natten før - da jeg langsomt åbner mine øjne. Jeg vender søvnigt mit dunkende hoved, der ligger tungt mod puden, over til den sovende dreng ved min side. Det blonde hår ligger slapt mod hans pande. Ingen tegn af krøller er tilstede i hans lokker, som jeg har brugt natten til at køre mine fingre igennem, mens hans navn i stød har forladt mine læber. 

Hans øjenvipper hviler på det øverste af hans kinder, mens hans øjenlåg engang imellem flimrer i søvne, og skygger for hans brune øjne. Og i de brune øjne er der ingen tegn af grønlige skær. Kun den dybe mørke farve er tilstede, når jeg kigger i dem.

Dynens kant hviler lige under hans navle. Hans bryst hæver og sænker sig i en rolig rytme. Den lyse hud viser ingen spor af tatoveringer - hverken store eller små. De små snorkende lyde der forlader hans mund, er hverken dybe eller hæse. 

Hans navn er ikke verdenskendt og han er ikke ønsket af teenagepiger over hele verden. Han har ikke været i et fast forhold, hvorefter at smide det hele på jorden ved at lade en anden pige nyde den nærkontakt, kun én bestemt og speciel person, burde nyde. 

Hvordan kan han være så langt fra at ligne ham, og alt jeg ser, er de bløde tykke brune krøller, de skinende grønne øjne og de tatoveringer jeg engang havde opmuntret ham til at få. De tatoveringer jeg engang var inspirationen til. Hvorfor er alt jeg hører de dybe og hæse vejrtrækninger jeg engang havde æren af, at vågne på til? Hvorfor er illusionen af ham stadig printet med blæk på min hjerne og nethinde, når alt jeg ønsker er at få det til at forsvinde?

Hvordan kan den aftens hændelser stadig få mit hjerte til at smadre forfra? Hvorfor er det, at hver gang jeg føler at brikkerne er ved at flade på plads, kan tanken om ham få mig til at tabe det hele endnu engang? 

Folk siger at tiden heler alle sår, men jeg venter stadig. Jeg venter stadig på at tiden vil komme og samle mig sammen igen. Man skulle ellers tro at ni måneder ville være nok, til at få ham til at forsvinde fra min hjerne. Men på en eller anden måde får han altid kæmpet sin vej tilbage, og jeg ved ikke hvor langt tid jeg har tilbage, før at jeg endelig vil kunne give slip. 

Det jeg har fået ud af det her, er, at man ikke kan få alt hvad man ønsker. I hvert fald ikke hvis det står mellem kærlighed og karriere. Desværre var der ingen der nåede frem i tide nok, til at fortælle mig det. Jeg har lært det the hard way. 

Men livet går videre, uanset om man ønsker det eller ej. De første tre måneder uden Harry, havde jeg lyst til at skrige til at verden, at den skulle stoppe. At den skulle stå stille, og vente på at jeg endnu engang var klar til at følge med. Men lige meget hvor meget jeg råbte, så var der ingen der hørte mine bønder. 

Derfor besluttede jeg mig for at bevæge min krop videre, selvom at alt indeni stadigvæk var fyldt med længsel efter Harry. Mit ellers færdig indspillede album besluttede jeg mig for at lade være med at udgive. Jeg var så stolt af det førhen, men efter bruddet med Harry, virkede alle de lykkelige kærlighedssange, som løgne. Jeg kunne ikke klare lyden af de sange jeg ellers havde lagt alt mit hårde arbejde i. 

Selvom alt mit hårde arbejde delvist var skyld i mit og Harrys brud, fordi både min og hans tid var alt for knap, så kunne jeg ikke få mig selv til at udgive sange, som ikke ville give mig andet end minder. Og minder er ikke ligefrem det bedste at blive fyldt med hele tiden, når jeg ønsker at glemme alt. Ham. 

Men altså livet går videre og nu får jeg da bestemt tilfredsstillet mine behov sammen med Dylan. Vi er begge indforstået med hvad vores forhold går ud på. En simpel sms og et hurtigt knald, er nok den tætteste definition på vores forhold. Og hvis I ikke havde fanget den allerede, så er Dylan den blonde sovende dreng ved min side. 

Egentlig havde det ikke været meningen at jeg skulle blive og overnatte, men alkoholen havde gjordt mig så udmattet at jeg ikke magtede at komme i tøjet igen, i nat. Det er også derfor at jeg nu blev nødt til at få min tømmermændsfyldte krop op, så jeg kunne nå tilbage i på arbejdet inden klokken runder 08:30, for jeg elsker virkelig mit job. 

Selvom jeg savner min sangkarriere indimellem, så har jeg det fint med at undervise 11-12 årige piger, og hjælpe til med musik på andre plader og arbejde med andre kunstnere. Jeg har blandt andet hjulpet end del til på Ed Sheerans album, og vi har faktisk et nogenlunde tæt forhold. Han er i hvert fald blevet min ven. 

Jeg finder mit undertøj på gulvet og får stille hoppet i det. Min kjole jeg havde haft på beslutter jeg mig for, at lade blive her hos Dylan. Jeg åbner i stedet hans skab og finder et par af mine egne ripped jeans, og min Jack Daniels løse top. Jeg har noget tøj liggende her i Dylans lejlighed, af forståelige årsager, ligesom at han har noget af sit tøj, i min lejlighed.

Mine negle glimter stadigvæk med det guldneglelak, som jeg lagde i går aftes, og min sorte ring sidder overraskende stadigvæk på min langefinger. Og nej, jeg har den altså ikke på min ringfinger, fordi jeg bare er lidt sær. 

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke for længst har smidt den halskæde jeg har på væk, for den minder mig egentlig alt for meget om Harry og alle drengene. Men det er den sidste ting jeg har tilbage, som jeg ikke har gemt væk i en æske under sengen. Det er den eneste ting, som jeg stadigvæk bringer med mig overalt. Den har ikke forladt min hals siden den dag jeg fik den. Den hviler altid roligt mod mine kraveben. 

Det er egentlig også den eneste ting fra dengang, som ikke får tårerne til at strømme ned af mine kinder. Men måske har det også noget at gøre med, at den ikke direkte har forbindelse til Harry. Det er nemlig en halskæde med en batman flagermus siddende i, som jeg fik af Liam til min nittenårs fødselsdag. Og nu er det snart min tyveårsdag. Og med det mener jeg min første fødselsdag uden Harry og drengene.

Jeg savner virkelig også drengene så meget. Vi havde det tætteste forhold allesammen, og de var mine bedstevenner.

Jeg lader mine stiletter stå, og tager i stedet mine sorte støvler, jeg efterladte forleden dag, på. Jeg forlader hans værelse og finder min vej til badeværelset. Jeg vasker mit ansigt for makeup rester, og begynder at rode hans skabe igennem for pigeting. Jeg trækker mine øjenbryn sammen i en undren, da jeg finder et lille makeup-kit i et skab under håndvasken. 

Jeg tager den ud og finder en lille seddel klistret fast på den. Med Dylans knap så overraskende barnlige håndskrift, frembringer han et smil på mine læber. 

Thought you might need these girly products. You're welcome. Had a blast last night by the way xx

Et ukontrolleret tøset fnis forlader mine læber ved hans meget cheeky ordsprog. Og det skal lige siges at jeg ikke er den type der fniser. Men det er da fantastisk at have en - undskyld ordvalget - bolleven, som gider at købe makeup til mig. Han er den perfekte person at være ven med fordele med. Især når han forkæler mig med makeup så jeg ikke behøver at ligne en død person på arbejdet. 

Jeg ligger min sædvanlige makeup som består af mascara og brun øjenskygge. Dertil finder jeg en rød lipgloss, som jeg tilføre mine læber. Jeg hiver elastikken ud af mit hår og lader det falde ned langs min ryg og mine skuldre. Jeg kan desværre ikke finde en hårbørste, så det må altså bare sidde en lille smule vildt i dag. 

Jeg finder et par pigesolbriller, som ikke er mine, liggende på kanten af håndvasken. Og så vidt jeg kan se ud af det lille vindue over toilettet, så har solen fundet sin vej på himlen. Det er ikke mine solbriller, men jeg tager dem med et skuldertræk på alligevel. Det kan være det er en anden piges, som han har haft med hjemme, men altså nu låner jeg dem lige. (Link til makeup, hår, tøj, sko, smykker i kommentaren) 

Jeg trasker tilbage i soveværelset og finder min mobil på natbordet. Jeg propper den hurtigt i lommen og kaster et sidste blik over skulderen på den sovende Dylan, inden jeg lukker døren i, endnu engang. 

Dylan og jeg finder det aldrig særligt nødvendigt at sige farvel efter vores specielle 'sammenkomster'. Eller for det meste er det mig, som skrider når jeg vågner, hvorimod at Dylan ofte venter på at jeg vågner, før han stikker af fra min lejlighed. Men altså jeg blander ikke mine følelser ind i det her, og desuden så er det jo heller ikke meningen at vi skal have et rigtigt forhold på den måde, så jeg ser ingen grund til at ligge og ligefrem vente på at han vågner. Det er jo heller ikke fordi at vi spiser morgenmad eller noget andet måltid sammen bagefter. Jeg vil bare gerne have mine behov tilfredsstillet, og mere ligger jeg ikke i det. 

Og bare lige for at opklare alle mine tanker omkring Harry, så ved jeg godt at det virker meget som om, at jeg er en ulykkelig pige der har hjertesorger. Og ja, jeg ville for alt i verden ønske at jeg aldrig havde fundet Harry i seng med en anden, men jeg kan ikke spole tiden tilbage, og gøre det hele forfra. Jeg savner Harry mere end noget andet, og på mine værste dage, så kan jeg da stadig græde over, at han ikke længere er i mit liv. Men udadtil så bryder jeg mig ikke så meget om at tale om mine følelser, så ja, jeg fortæller for det meste folk der spørger, at jeg er kommet videre i mit liv og jeg er 'lykkelig'. 

Well, det er da delvist sandt. Jeg er lykkelig for at jeg har Dylan fordi at han ikke komplicere alting ved at indbringe følelser. Men for at være ærlig så vil jeg ikke kalde mig selv lykkelig. Jeg er bare normal og jeg prøver så vidt muligt at være glad. Indimellem heartbroken, men det er kun når jeg lader Harry komme ind i mine tanker. Men hands down, hvem er virkelig oprigtigt lykkelig? Ingen vil jeg gætte på. 

Mit liv er indviklet, som i nok har lagt mærke til. Eller, egentlig er det ret simpelt. Min eks-kæreste er verdensberømt, og jeg savner ham stadig, selvom jeg aldrig ville komme til at stole på ham igen. Jeg har en bolleven, og jeg arbejder på englands top pladeselskab, og jeg underviser yngre piger i sang. Bum.

Alt i alt er det mit liv. Indviklet, men stadigvæk simpelt. Hvis altså i forstår mig. Hvilket der nok egentlig ikke er den største sandsynlighed for, for jeg er en ret så underlig person. Jeg siger for det meste bare, hvad jeg mener, undtagen hvis det omhandler Harry altså. Så er mit svar altid noget i retning af 'Jeg har det fint. Vi er begge kommet videre. Det var for det bedste at vi slog op'. 

Jeg får stadig en del spørgsmål på twitter om hvorfor vi slog op. Selvfølgelig kan jeg ikke bare udbryde til verden at Harry var utro, for let's be honest, det er ikke ligefrem den bedste reklame for ham og bandet. Og selvom jeg hadede Harry inderligt de følgende dage, og alt jeg ønskede var at få ham til at føle den smerte som jeg gjorde, så havde jeg dog nok fornuft til at lade hans karriere være. 

 

 

Så for resten af verden så 'gled vi fra hinanden. Vi var enige om at det var slut'.

Jeg har mange følelser omkring den begrundelse. Lettelse er mærkeligt nok en af tingene. Sikkert fordi at jeg føler mig ydmyget nok af Harry. Jeg tror ikke det ville gøre min smerte mindre hvis min ydmygelse skulle deles med hele verden. 'Skyler York kunne ikke holde sin mand i snor', 'Harry ville have mere', 'Skyler var ikke nok for den berømte Harry Styles' eller 'Harry var utro. Var parret ikke lykkelige?' ville nok var nogle af de overskrifter der ville pryde forsider af blade, aviser og jeg ved ikke hvad. Så ja, det er vel okay at det bliver mellem lukkede døre. 

Solens stråler varmer min krop, mens jeg smålunter ned ad sidegaderne for at komme til arbejdet. Det er i disse situationer at jeg hader at jeg ikke har nået hjem inden jeg gik. Mine høretelefoner ligger nemlig derhjemme. Jeg er jo ikke ligefrem nobody på gaden. Jeg var en ret kendt sangerinde, da jeg stadig sang altså. og de fleste Directioners genkender mig ofte på gaden - selvfølgelig fordi jeg jo har været sammen med deres kære Harry. 

De er altid utrolig venlige overfor mig, og det er også rigtig hyggeligt at få en lille snak med dem, inden de finder deres kamera frem, så de kan få et billede. Men altså jeg tvivler på at de ville være ligeså venlige, hvis jeg stadig var sammen med Harry. Så kan jeg godt forestille mig, at nogle af dem ville være ret så uhøflige, sikkert grundet jalousi. 

Men her til morgen, når jeg går ned ad gaderne uden brug af en hårbørste, så ville det altså være fedt at kunne lukke mig ind i mit eget lille musikunivers. Men selvfølgelig havde jeg ikke taget høretelefonerne med ud og feste i går, og det var også en rimelig spontan og fuld beslutning at tage hjem til Dylan. 

Så jeg håber bare på at de fleste mennesker der ville kunne genkende mit ansigt enten allerede er taget i skole, arbejde eller stadig sover. Jeg har virkelig ikke nogen energi til at skulle virke happy og cheerful med tømmermænd og en uglet frisure. Ellers tak. 

Efter jeg har gået med hovedet vendt mod asfalten i tyveminutters tid, kan jeg mærke mine fødder blive ømme fra stilletternes terror fra i går. Også selvom jeg har iført mig mine støvler. Mine fødder er virkelig dårlige til at være i høje sko. Jeg har ikke noget problem med at gå i dem, mine fødder bliver bare så utrolig hurtigt ømme, og så begynder de at gøre ondt. 

Derfor stopper jeg op og spejder efter en taxa. Jeg ser en lidt længere fremme, og det får mig til at stå og hoppe og svinge hysterisk med armene, som en hvalros med epilepsi. Men altså hvad kan jeg gøre, mine fødder gør ondt, og jeg skal bruge en taxa lige nu. Ergo hvalros-med-epilepsi-tricket. Virker hver gang, siger jeg jer. 

Taxaen holder ind ved kantstenen, og jeg går med et tilfredstsmil over og kigger ind af vinduet på den gråhårede taxachauffør. "Kan du køre mig til Desco?" spørger jeg og kigger på ham igennem de solbriller, som ikke tilhører mig. Chaufføren kigger på mig med et løftet øjenbryn og med et uforstående udtryk, malet i ansigtet. "Pladeselskabet" fortsætter jeg igen udmattet og tripper lidt på mine ømme fødder. 

Han ser endelig ud til at forstå hvad jeg mener, og han giver et dybt grin fra sig. "Så forstår jeg bedre. Hop ind" siger han friskt trods at han ser ud til at være over de tres år. Jeg får min krop spændt fast i selen, hvorefter han sætter bilen i gear og vi glider ud på vejen igen. 

Jeg ligger udmattet hovedet mod bilruden, og lader mine øjne lukke i. Det skader vel ikke at slappe lidt af. 

 

Jeg klemmer irriteret mine øjne sammen, da en hånd skubber til min skulder. "Fem minutter mere" mumler jeg søvnigt og prøver at falde tilbage i søvnens univers. "Undskyld, men vi er noget frem til Desco's hovedbygning" kunne jeg høre en ugenkendelig mandestamme sige, mens jeg blev rykket endnu engang i skulderen. 

Træt slog jeg langsomt mine øjne op, og så ud igennem de mørke solbriller, at den sædvanelige svingdør til Desco rigtig nok, er placeret foran bilen. Hvor pinlig har man lige lov at være, når man falder i søvn i en taxa? Perfekt timing. 

Jeg tager mine solbriller af og kigger med en rød farve i kinderne, på den gråhårede chauffør. "Uh. Ja, hvor meget bliver det så?" spørger jeg flovt og roder desperat efter nogle penge. Grinende peger han på taxsometret - den der ting der tæller beløbet, jeg ved ikke hvad den hedder okay? 

Jeg aflæser beløbet og ånder lettet ud da jeg finder en pengeseddel i min baglomme. Jeg rækker den med et smil frem til ham, og han forsætter med at grine, mens han finder et par mønter, som han ligger tilbage i min håndflade. 

Han kigger op og møder mine øjne, og hans grin fader straks ud. "Hvorfor synes jeg, at jeg har set dig før?" spørger han og kiggede forundret på mit ansigt, som først nu er kommet ud af solbrillernes beskyttelse. "Jeg synes mit barnebarn har vist mig billeder af dig, og en dreng med store krøller" siger han undrende og kigger eftersøgende på mig. 

Jeg giver ham et lille panisk smil tilbage. Okay det ville altså bare være ultra pinligt, hvis han kan gå hjem til sit barnebarn og sige at han har mødt Skyler York, som by the way faldt i søvn med hovedet op ad ruden, mens hun havde tømmermænd. 

Ikke ligefrem det forbillede jeg går udfra at hans barnebarn ville kunne se op til. "Oh, mener du Skyler York?" spørger jeg glad. "Ja det lyder meget rigtigt" siger han så og kigger henrykt på mig. "Det er mange der siger jeg ligner hende. Jeg er ked af at skuffe dig, men det må bare være et tilfælde, at jeg ligner hende så meget" siger jeg meget overbevisende, hvis jeg selv skal sige det. 

Han ser en anelse skuffet ud ved min bekendtgørelse, men nikker derefter forstående på hovedet. "Men tak for turen" siger jeg igen og åbner døren. "Slevfølgelig da" siger han og giver mig et smil inden jeg stiger ud. 

Desco-bygningen er enorm. Når man kommer ind er der en kæmpe lobby, hvor der er et par butikker og endda også en Starbucks som har fundet sin vej herind. Og så er der ellers etager med studier, kontoer, mødelokaler og alt der nu hører til. 

Jeg har en stor træng til kaffe, hvis jeg på nogen måde skal kunne overlever den her dag, så jeg beslutter mig for, at gå en tur over til Starbucksen inden jeg tager turen op med elevatoren. 

"Godmorgen Skye" bliver jeg mødt af en frisk Joe bag disken. "Hey Joe" svare jeg ham glad. Joe og jeg kender hinanden fordi, jeg faktisk næsten hver morgen ligger min vej forbi hans biks. Han er virkelig flink, og altid i et godt humør. "Det sædvanelige?" spørger han med et smil, og jeg nikker ihærdigt til ham, så han udlukker et lille grin af min desperathed - hvis man altså kan sige det - for kaffe. 

Jeg sætter mig ned ved et af borderne, for at vente mens min kaffe bliver færdig. Dagens avis ligger fremme, men det er nu mere "Hello!" blader jeg kan ane under avisen, der fanger min opmærksomhed. 

Jeg elsker sladderblade, det er min svaghed. Selvom jeg selv hader når der bliver skrevet om mig i dem, så kan jeg altså ikke lade være med at elske alt det hollywood gossip, som er i omløbet. Don't judge me. 

Jeg når lige at læse artiklen om Kim og Kanyes nye baby, North West færdig inden jeg bladrer og føler en tung sten lande i min mave. Billeder af Harry og flere forskellige utrolig kønne piger er smasket ud på dobbeltsiden. Flere af pigerne er endda modeller. 

Der er billeder helt fra hans latterlige gåtur i Central Park med Taylor Swift, til en ny model som han åbenbart skulle have festet med. Selvom jeg ønsker at jeg bare ville kunne bladre forbi siderne med et smil, så kan jeg ikke undgå den tomme og triste følelse som får mit smil til at falde fra mine læber. 

Urgh, hvor jeg absolut hader at han stadig kan have den 'kræft' over mig. Hvorfor er det så umuligt at få ham til at skride ud af mit liv? Hvorfor kan jeg ikke bare glemme ham, og komme videre uden ham? 

Frustreret og trist rejser jeg mig op, snupper min kaffe og løber ind i den nyankomne elevator. Jeg trykker på min etage og tager en tår af min kaffe. Som så selvfølgelig skal være brændende varm. er det bare mig eller brænder i jer også altid, når i drikker af de der latterlige låg med et lille hul i? Urgh..

"Hold den!" er der en der udbryder, og jeg flyver frem og presser på knappen, der får dørene til at åbne igen. "Oh, godmorgen Skyler" siger han og stiger forpustet ind i elevatoren og trykker på etagen under min. "Godmorgen Fred" siger jeg med et suk, og kan ikke få billedet af Harry og alle de piger ud af min hjerne. 

"Hvordan går det?" spørger han og kigger på mig med medlidenhed. Fred og jeg er buddies. Vi blev ansat samtidig, han arbejder bare på etagen under min, men vi blev hurtigt gode venner dengang, vi stadig var i praktik. 

Derfor ved han også alt det om Harry og jeg. Okay, hele verden ved det om Harry og jeg, men Fred har skulle høre på mine forelskede snakke om Harry dengang vi stadig var sammen, så derfor ved han også hvor meget jeg elskede ham. Hvilket nok er derfor at han nærmest hver dag spørger om, hvordan jeg har det. 

"Fint" svare jeg ham tilbage. Som altid. Det samme spørgsmål med det samme svar. Hverdagsrutine. Han venter garanteret på at jeg en dag bryder sammen og brækker alle mine følelser op, så han kan trøste mig, som en rigtig ven. Næ nej, den går ikke makker. Jeg har det fint. 

Han nikker en enkelt gang til mit svar, og derefter er turen op stille. 

~

Med mine kæmpe hørebøffer på ørene har jeg lukket mig inde i arbejdet og musikkens verden. Jeg er igang med at komponere noget nyt musik til en sang til pigebandet 'The Saturday's'. Jeg ved ikke om i kender dem, de er vidst ikke helt så udbredte endnu, men jeg er blevet sat til at at sætte et fedt beat sammen til deres nye single. 

Jeg er blevet fuldstændig opslugt af musikken, så jeg slet ikke har hørt at min chef har stået og råbt på mig. Jeg kigger endelig op og ser ham stå og svinge ihærdigt med hans lange arme, så han kommer ligne en chimpanse skræmmende meget. Han har endda det røde hår, der passer til. 

I lynets fart for jeg revet hørebøfferne af og stormet op fra min stol. Med svagt røde kinder løber jeg og over til ham, og han puffer mig med ind på sit kontor. 

Jeg tager plads foran hans store mørke træ-skrivebord og kan mærke mit hjerte banke lidt hurtigere. Hvilket det altid gør når jeg sidder herinde. Af en eller anden grund er jeg altid ved at pisse i bukserne af skræk for at blive fyret, når jeg sidder i den her stol, på hans kontor. 

"Skyler, hils på Simon Cowell" siger min chef. Jeg kigger forvirret på ham, da jeg ikke lige forstår hvad han mener. Jeg så da ikke nogen Simon Cowell da jeg kom ind. "Undskyld, men er det din fantasiven eller hvad?" ryger det ud af mig, da jeg ikke lige har fået gloet mine omgivelser ordentligt igennem, da jeg trådte ind. 

Min chef griner af mig, og ryster på hovedet. Han peger derfefter over bag ved mig, og jeg snurre hurtigt rundt om mig selv. Og ganske rigtigt, så står Simon Cowell med en kop kaffe i hånden, ved siden af bordet der var fyldt med småkager og termokander. Han har et skævt smil på læben ved min kommentar. 

"Oh shit" udbryder jeg uden at tænke mig om, hvilket er skyld i at min hånd flyver op til min mund. Simon og min chef griner bare af mig, og jeg tror med garanti at mine kinder er tomatrøde nu. 

"Lad os sætte os ned" klukker min chef og jeg slår mig flovt ned foran de to mænd. 

"Vil du have noget vand?" spørger Simon og jeg svare ham med et forvirret blik. "Du er helt rød i kinderne, love" siger han og peger mod mit ansigt. "Yeah, no shit" mumler jeg en anelse for højt, for Simon griner straks af mig igen, hvorimod min chef nu sender mig et strengt blik. Jeg slår blikket ned i bordet og prøver at fortælle mig selv, at jeg skal tage mig sammen. 

"Du er ikke helt kedelig Skyler. Jeg kan se hvorfor Harry syntes om dig" siger Simon og kigger over mod mig. Mit hoved flyver straks op ved hans ord, og jeg kan ikke lade være med at føle et stik af savn i mit bryst. 

Jeg kigger tavst mod Simon, mens minder af Harry og jeg flyver rundt i min hjerne. Min chef hoster akavet for at få rettet opmærksomheden mod ham. 

"Så, Skyler jeg går ikke udfra, at du ved hvorfor du sidder her?" spørger min chef og jeg ryster straks på hovedet. 

"Det er sådan at det er blevet besluttet at samle en gruppe af gamle x-factor deltagere, og indspille et album af deres bedste perfomances" fortsætter Simon.

Jeg er seriøst afhængig af x-facor og jeg elsker at bruge mine eftermiddage på at se gamle auditions, og performances, så det ville være den mest perfekte opgave for mig, hvis jeg kunne få lov til at arbejde med nogle af de gamle deltagere. 

"Og vi vil gerne have din hjælp til nogle af indspilningerne, så du vil få tildelt to til tre kunstnere, som du skal arbejde med, og resten giver vi til Fred og en anden fra underetagen" sagde Simon og tog efterfølgende en tår af sin kaffe. Han tog så en småkage i munden, og rækker skålen frem mod mig. Jeg er hurtig til at få fat i en og sætte mig tilbage mod ryglænet. 

"Så er det noget du ville være interesseret i?" spurgte min chef, lige efter jeg proppede hele småkagen i kæften. "Wja selfjølgelig!" råber jeg hurtigt så krummerene står ud af min mund. 

Pinlig tager jeg igen hånden for munden, og tygger hurtigt færdig. Min chef kigger endnu mere utilfredst på mig for mine dårlige manerer, hvorimod Simon kigger fornøjet i min retning. 

"Super jeg sender en mail med dem du vil få æren af at arbejde med senere" siger Simon og vinker derefter pænt farvel og smutter hurtigt videre.

"Oh my god!" råber jeg, fordi jeg bare er så freaking glad for den her opgave. 

"Skyler!" vrisser min chef af mig og jeg forsætter bare med min sejrsdans, mens han begynder at skubbe mig ud fra hans kontor, mens jeg råber og skriger. Okay måske er det ikke så mærkelig at jeg er bange for at blive fyret. Wupsi Dupsi. 

Glad sætter jeg mig tilbage i min kontorstol og drejer rundt, mens jeg hujer, som får folk til at stirre forvirret og mærkeligt på mig. 

~

Et par timer senere får jeg en mail fra Simon og jeg åbner den med store forhåbninger. 

 

Hi again Skyler. 

You have been given the honor of working with the following artists; 

- Cher Lloyd 

- Rebecca Furguson 

-One Direction 

Enjoy. I'm looking forward to hearing the outcome. See you, good luck. 

Simon.

 

~~~

 

Okay, jeg vil rigtig gerne sige undskyld til jer. Jeg publicerede den movella her, lige før alle mine eksaminer og så havde jeg lige pludselig ikke tid til at skrive på den alligevel. Og så efter eksaminerne kom der dimission og fester og dage med tømmermænd. Og så har jeg bare aldrig fået sat mig ned og skrevet. Og det er jeg virkelig ked af. 

Her var så endelig det første kapitel af Hall Of Fame. Ved godt der ikke sker så meget, men her var et indblik i Skylers hverdag, og hendes tanker omkring Harry. 

Mange gange undskyld, jeg håber I ikke har mistet lysten til at følge med. Mange tak til jer alle. Again, I'm so sorry:( 

//Clara 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...