Gemmeleg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
Alma er en almindelig teenager-pige, fra indre København. Almas far får job i Fåborg, og derfor flytter familien. Alma har svært ved, at vende sig af med sine normale hverdagsrammer, men prøver ihærdigt at glemme alt om sine gamle venner og om den mystiske fortid med søsteren Liva. En weekend skal Alma med klassen til Vester Åby, og pludselig rabler det hele for Alma, og hun vælger at tage en beslutning, som viser sig at være større end hun tror, både på godt og ondt.

Billede: Vester Åbys centrumplads

0Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

6. 6.

Jeg tog fat i dørhåndtaget, men døren var låst. Jeg gik rundt om huset. Græsset var ikke vedligeholdt, og det var resten af haven sådan set heller ikke. Vinduerne var ikke pudset, og der var kort sagt grimt. På bagsiden af huset, var et  lille vindue, som var smadret. Jeg tog fat med hænderne, og kravlede op. Indenfor så huset ikke bedre ud. Det var sikkert et flot hus, hvis man gad bruge tid på at renovere det. Det eneste der var der, var en dobbeltseng og der lå nogle gamle blomster på gulvet. Jeg gik fra rum til rum, da jeg pludselig hørte et stort bang ude fra køkkenet. Mit hjerte sad oppe i halsen, og egentlig havde jeg ikke mod til at gå derud, men mine ben gik. På gulvet sad Liva. Liva. Hende jeg ikke havde set i årevis. Min dejlige Liva, min dejlige søster. Da vi var små, legede vi altid sammen. Hun lærte mig alt. Lige fra hvordan jeg skulle cykle, til hvordan jeg skulle håndtere mine veninder, når de blev sure på mig. Hun tog sig altid af mig, for mor og far var altid på arbejde. Hun var 10 år ældre end mig, så hun havde en masse livserfaring, som jeg var betaget af. Hun forsvandt for nogle år siden, og ingen har nogensinde kunnet finde hende. Nu sad hun foran mig. Hun så fortabt ud. Hun var kridhvid i ansigtet. Rent ud sagt, så lignede hun et lig. Og der var et eller andet over hende, som fik mig til at tro, at hun egentlig ikke var levende.

“Liva! Hvad laver du her?” smilte jeg. “Jeg har ventet på dig, Asta. Du er blevet så stor og smuk.” Hun smilede et træt smil. Liva og jeg snakkede i timevis. Jeg fortalte hende alt det der var sket, og alt hvad jeg havde oplevet, imens hun havde været forsvundet. Liva fortalte ikke det store, hun sad bare og lyttede, og gav mig råd, når det var det jeg havde brug for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...